MIDTVESTLIV // KLUMME – “Jeg ser på de mange unge piger i stalden og deres kærlighed til heste, de pastelfarvede pynteting, de putter på udstyret, så de kan matche deres pony, og de glimmerredigerede videoer, de lægger på Instagram efter et ridt. Jeg kan godt genkende mig selv i meget af det. Men som voksen er følelsen, jeg får fra ridningen og hesten, en anden og langt mere fredfyldt.”
CHICAGO – Sidste uge kunne min mand og jeg fejre bryllupsdag. Som altid (fordi #SoMe, am I right?) tog vi et par billeder af fejringen – i dette tilfælde en tirsdagsmiddag på en lokal restaurant – som jeg så kunne lægge på diverse sociale medier med de passende hashtags.
Et nærmere kig på bemeldte billeder afslørede, at mit hår – som jeg altid har gjort en dyd ud af at holde relativt “naturligt” blond, som det var i min barndom – lod en del tilbage at ønske. Rødderne var lange og grumsede, og hvis jeg tænker efter, kan jeg faktisk ikke huske, hvornår de sidst har været i en frisørs hænder.
Neglene – som i lange perioder har haft faste shellac-tider i kalenderen hos den lokale manicurist – har ikke set en lak i noget, der føles som æoner. I det hele taget lader min forfængelighed vist en del tilbage at ønske.
Det er ikke, fordi jeg er blevet doven, eller fordi jeg har ladet mig selv gå, sagt på godt danglish. Men for ikke ret længe siden foretog jeg en investering, som lige siden har vadet så tungt og grundigt ind over både tid og økonomi, at frisørtider, manicure og voksbehandlinger har måttet lade livet, i hvert fald midlertidigt.
Jeg har købt en hest. En 173 cm høj dame med den smukkeste let rødlige brune farve og de flotteste lange ben. Hun er kulminationen på det hestepigeliv, jeg genoptog for to år siden, da min datter begyndte at tage ridetimer, og jeg valgte at gøre hende selskab. Bare de første par gange, var planen. Bare for sjov.
Bare for sjov blev til bare hele tiden, og et år senere fandt vi os selv med helpart på en aldrende, sin-vægt-værd-i-guld vallak, som vi brugte seks ud af ugens syv dage med og på. Og så begyndte vi så småt at kigge efter vores egen hest.
Krævende, skidedyrt … og livsbekræftende
For mig var det den vildeste barndomsdrøm, jeg begyndte at kunne se potentielt gå i opfyldelse. På trods af at have brugt det meste af min barndom blandt ponyer og heste på en rideskole i Orup har jeg aldrig oplevet at have min egen. Så for mig en barndomsdrøm, for min datter “bare” en drøm.
Genoplivningen af livet som hestepige har været noget af det mest givende, jeg har gjort for mig selv i den tid, vi har boet i USA. Det er tidskrævende (og bare krævende generelt), det er skidedyrt, og det er nervepirrende. Der er noget umiddelbart dødsforagtende dumt over at lade et halvt ton stort dyr transportere én over spring af varierende højde.
På den anden side er der også noget helt igennem livsbekræftende over at opdage, at dét der med barndomsdrømmen aldrig er for sent. Og eftersom vi stadig er i en situation, hvor jeg ikke må arbejde, og vores børn efterhånden er så selvkørende, at de ikke alene kan fragte sig selv til og fra skole, men også være alene hjemme, selv tage hen til legeaftaler og i det hele taget passe sig selv, så har jeg masser af tid. Hvis ikke nu, hvornår så?
Hun er vores helt egen, og hun er symbolet på, at det aldrig er for sent at lade sin drøm gå i opfyldelse
Den totale neddykning i rytterlivet har bragt andet end bare glæde med sig. Det har fx været decideret chokerende at opdage, hvor store summer der er involveret i hesteverdenen. Ikke den professionelle, hvor trænere, ryttere, jockeyer lever af det – det giver sig selv – men den helt almindelige hesteverden, hvor helt almindelige piger og damer (ja, undskyld, det er ikke for at diskriminere, men faktum er, at vi har én dreng i stalden) bruger helt usandsynligt svimlende summer på heste. Summer, jeg aldrig gjorde mig begreb om, dengang jeg red rundt uden sadel på en rideskolepony.
“Yeah, that’s a six figure horse,” sagde min træner, da jeg udtrykte min beundring for en hest, der var til salg i stalden. En sekscifret hest. I dollars. Det er et beløb for et hobbydyr, jeg har svært ved at forholde mig til. Det har andre tilsyneladende også, for da jeg snakkede med en af de ældre ridedamer om det, konstaterede hun tørt, at hvis hun nogensinde skulle bruge seks cifre på noget som helst, så skulle det eddermame have en kælder.
Pengene taler vi ikke om
Men der er masser af dem derude, de sekscifrede. Samtidig er der en uskreven regel om, at man ikke taler om penge og beløb i hesteverdenen, så for en som mig, der aldrig har haft min egen hest, og som havde et ret fast budget, føltes det frustrerende og omsonst at prøve at navigere i. Hvordan finder man en økonomisk referenceramme for det, man søger, hvis ingen vil sige, hvad tingene koster?
Hvorom alting er. Min træner, ejeren af stalden og dennes datter satte jagten ind. De fik heste transporteret til vores stald, så jeg kunne prøve dem, de kørte mig til andre stalde, så jeg kunne prøve heste dér, og jeg tog sågar til Florida i februar for at mødes med dem (og prøve flere heste) dernede i vintersæsonen, hvor Ocala forvandler sig til ét stort heste- og ridestævnemekka.
Jeg fik ikke en hest med hjem fra Florida, men i sidste måned dukkede hun altså op alligevel. Hun er ikke sekscifret. Men hun er vores helt egen, og hun er symbolet på, at det aldrig er for sent at lade sin drøm gå i opfyldelse.
Et af de spørgsmål, jeg har fået flest gange – primært af andre danske kvinder – siden vi er flyttet hertil, er, hvad jeg får tiden til at gå med, nu hvor jeg ikke arbejder. Det sidste års tid og en sjat har svaret været “stalden”. Seks dage om ugen har jeg været derude – nogle af dem med min datter, andre alene – fordi hesten skal røres, rides og passes stort set hver dag.
Jeg har taget ugentlige springtimer og lært ting og teknikker, jeg aldrig har haft begreb om tidligere. Jeg har følt mig som verdens største ridefiasko, der i al min uduelighed aldrig nogensinde vil blive bedre, og som lader tårerne få frit løb, så snart bildøren er smækket (hårdt) efter mig.
Jeg har følt mig helt ubeskriveligt ydmyg og meget, meget lav i hatten, når en hest har bukket mig af, eller jeg endnu en gang glemte, hvilket spring der var det næste i rækkefølgen.
Handsker, habit og hårnet
Men jeg har også følt mig virkelig, virkelig modig. Som da jeg for første gang i hele mit liv og i en alder af 42 deltog i et ridestævne. Med handsker, habitjakke og hårnet. Hele møllen. Jeg har følt mig uendelig sej, hver gang jeg mærkede fremskridt som rytter, hver gang jeg følte, at hesten rent faktisk fuldstændig forstod, hvad jeg bad om.
Og stoltheden, da staldens træner for første gang spurgte mig, om jeg ville ride “extras” – andres private heste, som ejerne ikke har tid til at ride den dag – var ubeskrivelig. Tænk, at jeg var blevet sådan en, der red extras.
Der er noget helt igennem vidunderligt ved at lade det lille barn, der stadig sidder derinde et sted, få julelys i øjnene og tænke: ‘Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske’
Jeg ser på de mange unge piger i stalden og deres kærlighed til heste, de pastelfarvede pynteting, de putter på udstyret, så de kan matche deres pony, og de glimmerredigerede videoer, de lægger på Instagram efter et ridt. Jeg kan godt genkende mig selv i meget af det.
Men som voksen er følelsen, jeg får fra ridningen og hesten, en anden og langt mere fredfyldt. Kærligheden til hesten giver mig ro, og udviklingen som rytter giver mig en følelse af stadig at kunne lære – og blive bedre. Følelsen af succes er evigung og eviggyldig tilfredsstillende, uanset på hvilke områder i livet man får den at føle.
Giv liv til pilotlyset
Selv om ordet hest er forekommet så mange gange i nærværende klumme, at lugten af stald nok efterhånden er begyndt at sive ud fra skærmen i fysisk form, så handler det egentlig ikke så meget om hest. Det handler om at give nyt liv til gamle drømme, også dem, man troede var døde og stedt til hvile, men som måske alligevel har et lille pilotlys derinde.
For mig har det ikke bare været et kæmpe privilegium at have tid til og mulighed for at opfylde en drøm, årtier efter jeg troede, den var aktuel – det har været og er lykke i sin reneste, mest ufiltrerede form. Så skide være med de lange hårrødder og den manglende manicure. Når alt kommer til alt, er det bare en nødvendig og helt ok prioritering af indre over ydre.
Det er ikke alle, der får chancen for at lade deres barndomsdrøm gå i opfyldelse sent i livet. Det er heller ikke alle, der skænker muligheden en tanke. Men jeg vil anbefale alle, der kan, at gøre det. Hvad end det er.
Der er noget helt igennem vidunderligt ved at lade det lille barn, der stadig sidder derinde et sted, få julelys i øjnene og tænke: “Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske.” For nogle gange sker det, og så er det magisk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
