UKRAINE // REPORTAGE – Efter at have ventet 60 timer i bilkø ved grænsen til Ukraine kom Jens Alstrup endelig igennem, så han kunne aflevere donationer som gummistøvler og tøj til de ukrainske soldater. Han skriver her om sin tur rundt i landet, hvor han fejrede både jul og nytår.
Det var næsten som en karikatur på en amerikansk julefilm. Jeg havde været med to politikere ude i krigszonen og kom hjem for blot to dage senere at skulle afsted igen med en masse gode ting til soldater og et medicinsk stabiliseringspunkt. Kassevognen kom for sent tilbage. Hjælperen, der skulle pakke den og aflevere den til mekanikeren, havde nedbrud på sin egen bil. En hjælper i vores logistik valgte uden at spørge, om det var det rigtigt, at hente vores ting og flytte dem et helt andet sted hen, hvor de afgjort ikke skulle befinde sig.
Fem mand var vi, der brugte det meste af en dag på at rydde op i det kaos. Jeg brugte en dag, jeg reelt ikke havde og måtte udsætte afrejsen med en dag i et utroligt presset program, hvor der ikke var plads til fejl. Åh ja, min hjælpechauffør meldte afbud en dag før afrejse, så jeg måtte selv køre hele strækningen, hvilket åd al den tid og mere til, som jeg skulle have brugt på artikler og podcasts m.m.
Jeg fik pakket bil og trailer, så tingene lå rigtigt i forhold til, hvornår jeg skulle besøge de enkelte steder. Det blev sent. Bilen kom sent til mig, for mekanikeren kunne ellers ikke nå at få den klar. En motorfejl kunne ikke ordnes. Der var ikke tid. Tøjvask fra sidste tur foregik dagen før ny afrejse. I det mindste har jeg rejst så mange gange i 2023, at jeg havde fint styr på, hvad jeg skulle have med. 11 rejser til Ukraine var det blevet til denne inklusive i 2023.
Hvis jeg nu kørte langt ud på aftenen, så kunne jeg måske klare at indhente den ene dag. Jeg kom sent afsted, og en kassevogn fuldt lastet med en også fuldt lastet cargotrailer kan ikke udføre mirakler. Jeg kom til den polske grænseovergang til Ukraine næste formiddag.
Jeg vidste med det samme, at den var helt gal. Køen begyndte meget længere ude, end jeg nogensinde havde prøvet tidligere. Det her ville tage dage og ikke bare timer! Jo, jeg havde en enkelt sandwich, men køen flyttede sig næsten ikke, så der var tid til at gå over i en lokal købmandsbutik.
Udvalget var ualmindeligt ringe. Jeg købte lidt chips, nogle colaer og en æske med småkager. I bilen havde jeg to poser med slik til soldater tilbage fra sidste rejse til Ukraine. Efter 40 timer kom jeg til grænselandsbyens eneste café. Jeg havde heller ikke diesel nok til at kunne holde varmen, men heldigvis havde jeg sovepose med, da jeg skulle ud til selve fronten med nogle dronefolk.
Det tog hele 60 timer at komme frem til toldbehandlingen. Straks en polsk tolder så en dansk kassevogn, var det klart, at det var hjælp til soldaterne, og det medførte åbenlyst provokerende, at han forlangte alt gennemsøgt. Det gad han i øvrigt ikke selv gøre, så han satte en ung tolder til at gøre det. Da vi åbnede første kasse, forklarede jeg: “Dette er medicinsk udstyr ud til de soldater ved fronten, som dør hver dag lige her og nu!” Han fik dårlig samvittighed og sagde: “Et par kasser er nok, og så kommer du videre!” Men det var ikke nok for den ældre tolder. “Alt skal værdisættes!”
Der blev jeg rasende. Nej, fanden skal det ikke, for det her er gratis donationer, og alle toldpapirer er totalt i orden, så du har ikke krav på noget som helst mere kammerat, tænkte jeg, og overvejede, om jeg skulle sige det. Det kunne måske komplicere tingene mere, end det ville gavne. Jeg gjorde noget andet, som jeg egentlig ikke burde. Jeg stak pressekortet op i snuden på ham. I Danmark havde det næppe virket, men i Polen gjorde det. “10 minutter!” sagde han hurtigt tre gange lige efter hinanden, og efter 5 havde jeg mine papirer og mit plastikkort til at åbne bommen.
Jeg måtte skyde med det, jeg havde, og det virkede, men det her er helt urimeligt. De polske toldere m.fl. er langsomt ved at kvæle Ukraine. Der er angiveligt tale om en meget lille mindretal af ultranationalister, der drømmer om at få Lviv tilbage som Lvov. De drømmer dog ikke om, at så skal de tyske områder også tilbage til Tyskland. Heldigvis er de få, men de gør stor skade!
Andre steder var der blokade, angiveligt af lastbilchauffører, men deres fagforening omtales som at være helt ny og oprettet til lejligheden, og den er blandet op med disse nationalister. Hvor jeg var, var der ikke en eneste, der lavede blokade, men der var meget politi.
En lang køretur
Jeg kom ind i Ukraine efter, spærretiden var i kraft, og meget lav på diesel. Tankstationen ved grænsen tog kun kontanter, men det var nu ikke et problem. Bortset fra de første få kilometer var der ingen kontrolposter på min rute, og jeg har en akkreditering, der gør, at jeg godt må være ude under udgangsforbuddet, men det er bedst at overholde det. Jeg kom frem til hotellet midt om natten uden yderligere problemer, og jeg blev ikke stoppet. Det var koldt. Ned til minus otte grader.
Det blev til lige over fire timers søvn og så afsted igen. Vejret var klart. Vejen var fin. Spørgsmålet var, om jeg kunne klare den til Kharkiv den 24. december, så jeg kunne holde jul med “mine” soldater den 25., som er Ukraines nye dato for juleaften. Jeg måtte hellere vente med at reservere hotel, til jeg var sikker. I Kharkiv er der mange kontrolposter, og kræfterne var ikke til at tage en så lang dag en gang til.
Til og med Kyiv gik det fint. Klart vejr. Relativt beskeden trafik i forhold til det normale. Jeg bestilte hotel i Poltava, hvor den svenske krigerkonge blev slået af Peter den Store. Kort efter begyndte det at sne. Kraftigere og kraftigere. Det var vanskeligt at se frem, og nok var det en ukrainsk motorvej eller motortrafikvej med 4 spor det meste af vejen, men det er farligt. Der er masser af militær, og de har ikke alle lys på, og køretøjerne er lavet, som de er, netop for at de skal være vanskelige at få øje på.
Jeg kom frem i nogenlunde tid. Jeg var det lille vandlands eneste gæst. Værelset var sådan noget, som Disney kunne finde på. Betjeningen var meget venlig. Jeg kunne endda få noget mad. Receptionisten, som også arbejdede som kok og rengøringsassistent, forklarede, at det var noget kylling “lidt ligesom en bøf”. Der var kun os to. Maden var ganske udmærket. Dog ikke helt, hvad jeg plejer at få den 24. december.
Juleaften med tårer
Fra Poltava til mit sted i Kramatorsk var der ikke længere, end at startede jeg tidligt, så kunne jeg nå at få en lille lur, et bad, spænde traileren fra og så tage ud øst for Slavjansk til soldaterne. Vejret var heldigvis klaret op. Ellers havde det været svært. Jeg kunne nu skrive til min ven Max, at jeg var på vej, og at jeg ville være der som planlagt.
Kørslen til Kramatorsk forløb uden forviklinger. Jeg blev stoppet mange gange, som det bør være i en krigszone. Det tog ikke lang tid. Mit danske pas åbnede hurtigt for, at jeg kunne køre videre. Trafikken var beskeden, og dermed var køerne ved kontrolposterne også korte. Jeg fik mit bad, og jeg nåede endda at købe lidt ind. En enkelt ting var tæt på at gå galt. Man må ikke have alkohol med ind i Donetsk-regionen, og jeg blev spurgt, om jeg havde noget med. Nej da, svarede jeg, men jeg havde lidt vin til juleaften og lidt champagne til nytår. Champagnen havde jeg liggende frit på passagersædet! Men det gik.
Max har været med længe. Han er fra Irpin lige vest for Kyiv. Han har kone og to søde børn. De opholder sig i Tyskland, og de kom heldigvis ud, inden russerne begik deres forbrydelser i byen. Deres lejlighed er endda intakt, så de er sluppet nådigt. Han fik set dem en enkelt gang på orlov i Uzhgorod i 2022, og en enkelt gang kom konen ud til ham i Kramatorsk tidligt i 2023. Senest havde han fået lov til at rejse ud af Ukraine og fik en uge med dem i Braunschweig.
Russerne prøvede med alt, hvad de havde, at angribe de ukrainske linjer juleaften. Tidligere på dagen, havde Max’ soldaterkammerater måttet opgive en post, og alle mand måtte ud til linjerne. Kun Max og en ny soldat, Pavel, måtte blive og holde jul, og de skulle være klar til at tage afsted, så vin blev der ikke meget af.
Julemaden var stegte svinetern med kartoffelmos og kål. Dertil lidt ukrainsk rødvin i en særlig juleudgave. Pavel talte ikke engelsk, så han gik ind for sig selv og spillede onlinespil. Max og jeg fik talt om vores fælles bekendte fra enheden og om situationen. Det var barske fortællinger. En var blevet hårdt såret. En var død. Ikke en, jeg kendte godt, men dog en, som jeg havde mødt. Alle sad de nu i mudderet i skyttegravene.
Deres glæde for vores gummistøvler fra sidste tur var stor. Max havde ikke fået et sæt, men vi har et lille lager fra ting, vi får “for meget”, når vi køber fra militærets auktioner.
Inden nogen tror det værste, så er det blot, at når der tælles op, så er auktionen sikker på, at der er nok, og når så der er lidt mere, så smides det bare oven i det andet, da en ekstra auktion bliver for dyr. Derfor har vi altid lidt ekstra vi kan “smide ind” og med Max’ stadig oftere skift på at være ude 7 dage i træk, og kun inde en dag eller to, så skulle han have et sæt med vinterjakke, regntøj og gummistøvler.
Aftenen skulle være blevet en podcast, men mine kræfter rakte ikke, og hele aftenen blev mere privat, end den blev fest. Det var svært at holde tårerne tilbage. Der var langt mellem de gode nyheder, og i løbet af aftenen mistede de deres sidste DJI Mavic 3 termiske drone. Nu var de blinde om natten, for så vidt det drejer sig om at smide ting ned over russerne, hvor Max’ venner kommer i bekneb. Den havde ellers holdt meget længe, blandt andet fordi vi leverede en antenne, som er svær at jamme.
Tøj, medicin og feltspader til et stabiliseringspunkt
Første juledag, den 26. december i Ukraine, kørte jeg tilbage til Kramatorsk. Fik mig et bad. Hægtede traileren på kassevognen igen, og så kørte jeg til Lyman. Kontrolposterne kendte mig igen, og jeg blev ikke længere stoppet særligt ofte. Vejen til Lyman tager vel en god time for en kassevogn med trailer. Ruten går gennem skove. Selve byen er hårdt ramt. Her er man ikke i tvivl om, at der er krig. Overalt er der ruiner. De mest ustabile er allerede fjernet, som fx den, jeg gik op i for at få nogle gode billeder til at vise, hvor destruktiv krigen er.
Enheden omkring et stabiliseringscenter, tilsvarende et hospital, er stor. Der er mange ambulancer og mange folk. Det så ud, som om det var ramt igen.
Jeg har flere gange overnattet på enhedens base i Slavjansk og kender dem godt som gruppe, men som sagt, den er stor, og jeg kendte ingen af dem, jeg mødte på dagen. Glæden var stor over udstyret. Det meste var lige, hvad de havde brug for. Det var doneret fra en akutafdeling og ambulancehelikopterne på Sjælland. Når først en pakke er anbrudt, må den ikke komme tilbage på lager, og så bliver det smidt ud, eller vi kan få det.
Det er helt brugbart, men skal vurderes fra gang til gang, og det bliver det af læger og paramedicinere herude. De fik også 10 vintersæt, og det var der hårdt brug for. Igen var det gummistøvlerne, der var det helt store hit. Her fik de gummistøvler doneret af danske fiskere.
Blandt medicinerne var der en britisk frivillig. Der er ikke så mange udlændinge tilbage. Eventyrerne er væk, og tilbage er en hård kerne, der nok bliver, til de bukker under, eller til krigen er forbi. Han var spændende at tale med. Han havde samlet penge sammen til at købe en firehjulstrækker og lave den om til en lille ambulance, der kunne komme langt ud i mudderet tæt på, hvor soldaterne bliver såret.
Rutinen er, at først trækker kammeraterne en såret væk fra skyttegraven og lidt tilbage. Så bliver patienten kørt i et pansret køretøj lidt længere tilbage. Her henter en ambulance dem, som fx englænderens firehjulstrækker. Der er patienten ved stabiliseringspunktet og bliver forbundet, så blødninger stoppes, og så er det afsted i en mere almindelig ambulance til et centralt stabiliseringspunkt, som er et rigtigt hospital.
Mange kommer ikke videre herfra. Enten fordi de ikke overlever, eller fordi deres skader var til at klare lokalt. De mere komplicerede tilfælde bliver sendt til et centralt militærhospital som fx det, vi sender hjælp til i Tjerkasy 500 km væk, eller Kharkiv, cirka 180 km væk.
Når soldaten ankommer, har han ofte intet tøj. Uniformen er klippet op for at behandle ham, og typisk er det fyldt med mudder. Det indsamlede tøj i 11 sække faldt derfor på et tørt sted.
Over stok og sten
Den 27. tømte jeg traileren over i bilen, som var tømt. Jeg skulle ud på virkeligt dårlige veje. Først på den gode vej til Izium, som i nogle måneder var “befriet” af russerne. Byen er voldsomt ødelagt overalt. Her og der er byen ved at vågne op igen. Butikker genåbner, hvor bygningen stadig står. Boder opstår. Tankstationer repareres eller genopbygges.
Fra Izium, ja, allerede inde i byen, var jeg på de virkeligt dårlige veje. Mange af hullerne er så dybe, at de enkeltvis kunne totalskade en bil. Det er meget anstrengende at køre på. I den lille landsby, hvor enheden befinder sig, var der ingen dækning for telefon og slet ikke for data. Der er ikke mange civile her, cirka 40 km fra selve frontlinjen. Det er i øvrigt ret langt fra fronten for en soldaterforlægning. Juleaften var jeg fx godt 15 km fra nærmeste russiske position. Det skyldes, at det er et droneværksted.
Bilen blev tømt. De havde fået listerne, da det hele skal registreres for at undgå snyd og svindel, så de vidste udmærket, hvad der var på vej, men da det nu var fremme, var det mere, end de turde håbe på. Jeg havde med til 40 soldater plus det løse fra private donorer ud i naturalier. Det hele er doneret af private, men det meste er fra penge, hvor vi har købt fra Amazon, militærets auktioner og andre steder. Hvor var det dejligt at se deres glæde.
Jeg skulle hurtigt tilbage, så jeg ikke skulle køre på de hullede veje i mørket. Jeg var også træt, og jeg skulle skrive en del og lave podcasts og ud til fronten. Kostja er min kontakt her. Jeg kender ham rigtig godt, for jeg var sammen med hans kollegaer ude i forreste linje i sensommeren og boede hos dem i over en uge. Han inviterede mig til at holde nytår med dem. Jeg sagde ja tak og glædede mig.
Den 29. blev dagen med det massive missil- og droneangreb fra russerne mod ukrainske byer, ikke mindst Kyiv. Der var selvfølgelig militære mål imellem. Men det overvældende antal mål var boligområder, skoler, en fødeklinik, hospitaler osv. Paradoksalt nok, så ramte intet i Kramatorsk, hvor der eller de sidste gange, jeg har været der, faldt noget ned et par gange om ugen, og her er der intet luftforsvar, modsat i Kyiv. Kun de langsomme droner er der et forsvar imod, da gammeldags maskinkanoner kan ramme dem.
Nytår under krig
Jeg var dårligt kommet ud til soldaterne i droneværkstedet, før jeg fik serveret mad i deres meget lille kantine. Der, hvor vi skulle fejre nytåret, stod en stor drone, der vistnok kunne tage op til 50 kg med sig i form af 1, 2 eller 4 bomber. Den blev flyttet. Ind kom et nytårstræ. Stjernen blev Kostjas “The Joker” maske med lys i. Foden var til en Starlink-antenne. Bordet blev ryddet for de små droner. Frem kom brød med laks, kaviar og noget, som vist var sylte.
Kostja fortalte, at første reaktion fra infanteristerne på, at der var kommet vinterudrustning, var, at det havde de sandelig ikke brug for. En enkelt soldat dukkede dog op dagen efter, da han havde set Kostja bruge gummistøvlerne. Hurtigt løb rygtet, og Kostja grinede og sagde: “I dag var der seks, og snart har vi ikke mere tilbage. De er alle meget glade for det!”
3D-printeren, som vi fik doneret to af, er også kommet i brug. Sagen er, at de mangler alt. Den unge soldat fra juleaften, havde fx end ikke en IFAK, altså et nødhjælpssæt. Det kan meget vel koste ham livet. Tabene og forbruget af snart sagt alt er så enormt, at man har svært ved at fatte det.
At levere 100 Leopard kampvogne er fx fint, men der skal også tænkes på de måske 10 hver måned ud af de 100, som går tabt. Jeg kender ikke tallet, for det er et tænkt eksempel. Jeg ved, at mine venner ud for Slavjansk konstant mangler biler og droner. Billedet er det samme ved alle enhederne langs hele den aktive front. Mest af alt mangler de ammunition, og her kan vi ikke hjælpe. Det kan kun regeringer.
Ved midnat, som er en time før i Danmark, så vi præsident Zelinskyjs tale og skålede i Morgan rom. Lidt efter kørte vi fra værkstedet til forlægningen. Det var koldt og klar frost. I forlægningen fik jeg en seng, og vi fik natmad.
Verdens sikreste hotel
I Kyiv skulle jeg bo et ret elendigt sted rent sikkerhedsmæssigt. Klos op ad Ukraines største våbenfabrik. Men det var billigt! Og der er god parkering for kassevognen. Da jeg ankom, kunne jeg se, at det var ramt. Ikke direkte, det var et højhus lige ved siden af, men dele fra højhuset, og eksplosionen havde ramt hotellet. Der går nok noget tid, før de rammer samme sted igen.
Der er indløbet mange donationer til foreningen Frihed for Ukraine, så vores arbejde kan fortsætte. Vi kunne sige til Max, at han får en termisk drone fra os, og papirgangen er nu sat i værk. Mere tøj er også på vej, hvis ellers vi vinder de auktioner, vi har lagt bud ind på.
Således kan vi gøre noget for “vores” enheder. De to infanteribataljoner, hvor vi har løbende kontakt med deres droneenheder, de frivillige russere i ukrainsk tjeneste og en bataljon, som passer på grænsen til Belarus med nord, og som af og til er i aktiv tjeneste i øst. Det er dem, vi hjælper, og det er, hvad vi kan overkomme, hvis ikke vores hjælp skal spredes så tyndt ud, at det bliver ligegyldigt.
Det, vi ikke kan, er ammunition og luftværn. Ukraine har virkelig brug for enorme forsyninger, og det kan kun regeringer hjælpe med. Danmark gør meget. Mere kunne gøres, hvis vi var mere omkostningseffektive, og vi kunne håbe, at andre vil følge vores eksempel, og især at det hele sker mere koordineret.
Nu har vores forening fået mere styr på logistik, og vores indsamling er sat i system. Gode folk bestrider centrale opgaver. Meget mangler endnu, men slet ikke så meget som tidligere. Det betyder, at jeg snart igen kan bidrage med at skrive fra og om Ukraine. Det glæder jeg mig til, for det er i mødet med soldaterne ved fronten, at jeg føler mig hjemme. Der har jeg det godt, også når det slider.
Hvor er tilværelsen mærkelig. Jagerpilot i en Spitfire blev jeg aldrig, for der er jeg født 40 år for sent og i forkert land, men jeg har fået min egen lille rolle i krigen i Ukraine. Det var en god jul og et godt nytår, og må 2024 blive meget bedre end 2023. Det burde være muligt, for 2023 var slet ikke godt!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her