Om engle og samfund

Peter Schjødt 19.05.2021

SAMFUNDSTANKER // ESSAY – “Invasionen af covid19 har givet anledning til at genopvække denne nysgerrighed på, hvad et samfund er. Det fantastiske begreb “samfundssind” har under krisen virket provokerende på mange, når det blev fremhævet som et ideal. Hvorfor er det så provokerende at tænke den tanke, at vi både skal have et individuelt sind, et nærhedssind og et samfundssind?” Peter Schjødt tegnede samfund for sine børn, de de var små, og hans kone tegnede engle. Begge er lige store mysterier og lige vanskelige at nærme sig en forståelse af.

Da pigerne var små, tegnede min kone og jeg ofte for dem. Bagefter farvelagde de vores stregtegninger. Min kone tegnede engle, jeg tegnede byer. Min kone er selv en engel i skikkelse af en vidunderlig jordisk kvinde, derfor vil jeg gerne have, at det jordiske skal passe godt til hende og pigerne. Måske prøvede jeg at tegne et lille Utopia, hvor der ikke var så langt til det himmelske, som menneskene gennem tiden jo ofte har kikket efter, når de skulle indrette deres jordiske byer og samfund.

Det var den slags byer, jeg tegnede – samfund, som passede godt på dets mange forskellige mennesker. Jeg er selv vokset op i en landsby, og jeg tror det var den, jeg tegnede i forskellige versioner. Der var skolen, alderdomshjemmet, kirken, kommunekontoret, vejene og husene, hvor der ikke var to, som var ens.

Dét ændrede mit liv, så jeg i stedet for at læse medicin besluttede mig for at læse filosofi. Og sådan blev det – alt det kan jeg takke Petra og landsbyen for

Og så var der alle dem, som boede i byen, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at de var ligeså forskellige, som deres huse. Smeden havde boet der altid og havde overtaget værkstedet efter sin far. De tre købmænd var meget forskellige og hed Nielsen, Vejsager og Petterson. De solgte det samme, men hver især blev foretrukket på grund af den måde, de var købmand på.

Der var Löff, som var kommet fra Sverige og havde giftet sig med Ingeborg fra landsbyen og derefter slog sig ned som skomager. Og der var hr. de Voss, som var fra Tyskland og ligesom svenskeren giftede sig med en kvinde fra landsbyen. Hr. de Voss var maler, og vores nabo. Appelgren længere oppe ad vejen var for øvrigt også svensker og ud af en købmandsslægt – resten var bare forskellige, og selv var vi “københavnerne”, fordi mine forældre flyttede fra Amager til landsbyen i 1958.

Københavnere var at regne til tyskeren de Voss og de to svenskere, men det var ikke let for mine forældre i de første år, for ingen af dem havde giftet sig ind i landsbyen som tyskeren og svenskerne.

Det var to mennesker fra forskellige solsystemer, som mødtes den aften i Grøften, hvor vejret var så smukt, og de også var så smukke for hinanden

Min mor kom fra Jantes ø – Mors i Limfjorden – hvor hendes far havde været direktør for Morsø Støbegods, som også i lang tid havde været i familiens ejerskab. Hun voksede op i en kæmpe villa på Strandvejen i Nykøbing med udsigt over Limfjorden. Hun fortalte om det, lang tid før vi alle mødte byen, historien og borgerne i Matador-serien på tv. Da den kom frem, kendte jeg det hele fra min mors fortællinger om overlægen, konsulen, stuepigen Marie, fabrikanten og alle de andre fra den by, som havde været hendes indtil hun flyttede til København, hvor hun bl.a. mødte min far i Grøften i Tivoli.

Min far var fra Amager, søn af en enke på Holmbladsgade, og kom fra et ret fattigt hjem. Men de klarede, at han blev uddannet som smed og fik arbejde. Det var to mennesker fra forskellige solsystemer, som mødtes den aften i Grøften, hvor vejret var så smukt, og de også var så smukke for hinanden.

Der skete mange ting i tiden efter dette møde. Min mors store familie var vant til bedre – i hvert fald mere end den sociale baggrund, som min far kunne byde på. Men de blev gift og de fik mig, og på det tidspunkt boede de på Amager hos min farmor, enken.

Men min far ville gerne ud på landet. Først og fremmest fordi hans åndelige vejleder havde købt et landsted, og min far ville gerne følge ham, fordi nærhed til denne mystiske vejleder lindrede smerten og længslen fra det tomrum, han altid havde følt i sit hjerte – og som han mange år senere døde af.

Min mor flyttede med ud til den landsby, som jeg skulle være barn i. Jeg ved, at hun var lykkelig for min far, og at jeg var et kærlighedsbarn, men jeg ved også, at hun aldrig helt fandt sig til rette i landsbyen, og en del år senere flyttede de til en lidt større by.

Jeg var stolt over, at hun kunne se ham i mig og jeg vidste, at det var hendes mands stemme, som gennem mig fortalte hende, hvor meget han også havde elsket hende

Men – jeg var barn i landsbyen og havde en god legekammerat, som hed Torben, som jeg heldigvis har fået kontakt med igen her på mine lidt ældre dage. Det jeg gerne vil sige med denne lille historie, er: Det er min historie fra landsbyen, men der var også f.eks. Torben og hans families historie, der var svenskernes, tyskerens og alle de andres historie, præstens, graverens, købmændenes, bøndernes, vognmandens, skrothandlerens, sognerådsformandens, lange Annas historie, smedens, fiskeren Alfs historie, Ib, Leif, Marianne, Lisbeth, Henrik, Kirsten, Ole, Henning og Ulla – alle var bare så forskellige og havde en helt egen historie.

En by kan virke, som om det bare er mennesker, som fylder den, den kan se så homogen ud, så glat på overfladen – men den er så ujævn og ru i dybden.

For der var jo ikke bare dem, som jeg har nævnt her, der var også Petra oppe på hjørnet, ved hovedvejen, hvor Arthur, Marius og fru Mogensen blev kørt ihjel med nogle års mellemrum. Men Petra, jeg kendte hende ikke helt, ikke som andet end en kvinde med det samme forklæde på hver dag og et tørklæde om hovedet. Hendes mand så man ikke noget til – han var altid oppe i stuen på første sal. I hvert fald så man dem aldrig sammen.

Allerede dengang var Petra gammel, men skæbnen ville, at lang tid efter, vi var flyttet fra byen, vendte jeg tilbage som nattevagt på landsbyens plejehjem. Jeg var blevet uddannet plejer og sad nattevagt for at tjene penge, så jeg kunne flytte til København og begynde at læse på universitetet.

På plejehjemmet boede Petra – det var mig, der sad hos hende den nat hun døde, hvor hun i sit delir troede, at jeg var hendes afdøde mand og elskede helt fra ungdommen. Hun fortalte om manden, om deres kærlighed og om, hvor lykkelig hun var for ham. Jeg var stolt over, at hun kunne se ham i mig og jeg vidste, at det var hendes mands stemme, som gennem mig fortalte hende, hvor meget han også havde elsket hende.

Jeg tegnede de forskellige institutioner og de forskellige huse, fordi jeg helt fra begyndelsen har undret mig over, hvad det er, som holder et samfund sammen. Om det er noget, som spredes, ligesom stråler, fra alt det offentlige, eller om det er noget, vi udvikler ved at være sammen på trods

Dét ændrede mit liv, så jeg i stedet for at læse medicin besluttede mig for at læse filosofi. Og sådan blev det – alt det kan jeg takke Petra og landsbyen for. Og med det mener jeg, at jeg takker for at have opdaget forskelligheden, fremmedheden, anderledesheden, modsætningerne helt fra begyndelsen af mit liv – dybden i det, vi kalder en by og et samfund. Den dybde, som livet på overfladen udspringer af og hele tiden er forbundet til.

Landsbyen var lille – sådan cirka én vej, der splittede op i to, som førte i hver sin retning ud langs markerne, og så selvfølgelig den dødsensfarlige hovedvej mellem Holbæk og Kalundborg. Alt dette havde imidlertid også noget andet end forskellighederne, for det var også et samfund, sådan som jeg mange år senere tegnede det for pigerne.

Jeg tegnede de forskellige institutioner og de forskellige huse, fordi jeg helt fra begyndelsen har undret mig over, hvad det er, som holder et samfund sammen. Om det er noget, som spredes, ligesom stråler, fra alt det offentlige, eller om det er noget, vi udvikler ved at være sammen på trods – lige netop på trods, ofte helt på trods af alle forskellighederne, modsætningerne og konflikterne; på trods af vores individuelle og ikke så synlige liv i dybden?

Er det fordi vi hele tiden overskrider grænser, eller er det, fordi vi netop bygger grænser, som beskytter os mod hinanden? Hænger samfundet sammen, fordi vi både rækker ud, men også trækker os tilbage bag hver vores grænser, som afskærmer os fra de andre? Eller er det så enkelt, at samfundet hænger sammen, fordi vi har love og regler nedskrevet på papir og normer indskrevet i vores hoveder?

Jeg tror, det er et fællesskab af mennesker, som ofte kun har lidt eller slet ikke noget til fælles, og derfor på det nærmeste er et paradoks eller i hvert fald fyldt med revner og sprækker.

Min kone tegnede engle, jeg tegnede et samfund. Begge er lige store mysterier og lige vanskelige at nærme sig en forståelse af

Invasionen af Covid19 har givet anledning til at genopvække denne nysgerrighed på, hvad et samfund er. Det fantastiske begreb “samfundssind” har under krisen virket provokerende på mange, når det blev fremhævet som et ideal. Hvorfor er det så provokerende at tænke den tanke, at vi både skal have et individuelt sind, et nærhedssind og et samfundssind?

I landsbyen oplevede jeg store forskelligheder, og det var et godt sted at gøre de første opdagelser af både nærhed og afstand, venskaber og fjendskaber, for det hele var samlet på et ret lille område. Min kone tegnede engle, jeg tegnede et samfund. Begge er lige store mysterier og lige vanskelige at nærme sig en forståelse af. Og i forhold til begge har man en fornemmelse af, at der er en rigdom gemt, som det er værd at søge lidt efter.

LÆS ALLE PETER SCHJØDTS TEKSTER HER

Topfoto: Landsbykirken i Bregninge. Maleriet er af Sv. Johansen og bringes med venlig tilladelse fra Bjergsted Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

Peter Schjødt

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”. Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske. I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.