SUNDHEDSPOLITIK // KRONIK – WHO’s nye pandemitraktat lægger op til globalt samarbejde og understreger national suverænitet. Men aftalen vækker bekymring om gennemsigtighed, kønsblindhed og private interesser. I Norge raser debatten – i Danmark er stilheden larmende, skriver Birgitte Baadegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I maj 2025 har WHO efter tre års forhandling fået vedtaget en global pandemitraktat, der giver organisationen beføjelser til at erklære verden i global sundhedskrise.
Traktaten er en reaktion på erfaringerne fra COVID 19-pandemien og skal styrke det globale beredskab. Umiddelbart virker aftalen tilforladelig, men selvom traktaten på papiret respekterer national suverænitet og ikke giver WHO direkte magt, er der flere aspekter, som giver anledning til bekymring – især hvis man ser den i sammenhæng med kvinders rettigheder, privatfinansiering og magtcentralisering.
Traktaten understreger, at WHO ikke kan pålægge medlemslande specifikke handlinger. Suveræniteten bevares – i princippet. Organisationens rolle skal være koordinerende og rådgivende, ikke styrende. Desuden lægges der vægt på internationalt samarbejde, bedre adgang til medicin og forskning, og retfærdig ressourcefordeling under kriser. Det er mål, som få vil være uenige i.
Bag WHO’s voksende magt står en ignoreret virkelighed: Private donorer – især medicinalvirksomheder – finansierer en stor del af WHO’s aktiviteter
Men traktaten rummer også nye strukturer. En såkaldt “Konference af Parterne” får mulighed for at vedtage procedurer og følge op på medlemslandenes indsats – dog uden sanktionsmuligheder. I sidste ende bygger traktaten på tillid frem for håndhævelse.
Traktaten ligner mest af alt et samarbejdspapir uden tænder. Men som med så mange andre globale aftaler afhænger virkningen ikke kun af, hvad der står – men af hvem der tolker, implementerer og finansierer det. Og her begynder spørgsmålene at melde sig.
5 kritiske spørgsmål til traktaten
Selv om traktaten i form og sprog fremstår samarbejdsorienteret, rejser den en række vigtige spørgsmål:
- Utydelige grænser mellem rådgivning og indflydelse – ikke mindst den rolle, som organisationens anbefalinger vil spille under kriser
- Øget privat indflydelse uden demokratisk kontrol – WHO er afhængig af private fonde samt medicinalindustrien
- Mangel på kønsperspektiv og repræsentation – kvinder er ikke ligeværdigt repræsenteret i planen, og kønsbias er ikke et opmærksomhedspunkt
- Risiko for standardisering uden hensyn til kontekst – hvad sker der f.eks. i en lokal sammenhæng, hvor nogle segmenter rammes hårdere end andre? Og hvem definerer, hvad den ’rigtige’ indsats er?
- Ingen reel ansvarsmekanisme – traktaten har ingen håndhævelse eller konsekvens af fejl eller magtmisbrug, ligesom der ingen uafhængig kontrol er med WHO’s beslutninger, ressourcestyring eller donorinteresser
Flere af disse risici er blevet debatteret i den norske pendant til DR, NRK, men i Danmark er vi stille – til trods for, at sundhed nu er blevet politisk infrastruktur, og at menneskekroppen risikerer at blive genstand for global styring.
Medicinalbranchens indflydelse
Bag WHO’s voksende magt står en ignoreret virkelighed: Private donorer – især medicinalvirksomheder – finansierer en stor del af WHO’s aktiviteter. Gates Foundation, Pfizer og GSK er bl.a. centrale støtter, og med deres penge følger indflydelse over, hvad WHO prioriterer og hvilke medicinske løsninger, der anbefales. Den præmis accepterer vi globalt – på trods af, at adskillige af disse virksomheder har fået nogle af verdens største bøder i forbindelse med misinformation om medicinske produkter.
Et eksempel på hvordan medicinalindustrien påvirker politiske dagsordner, har vi set for nylig, da Novo viste tænder over for EU, der tumler med et forbud mod PFAS – også kaldet evighedskemikalier. PFAS anvendes (paradoksalt nok) i meget medicin, selvom det giver risiko for både kræft, overvægt, tarmproblemer, diabetes, hjertesygdomme og fertilitetsudfordringer. Novos advarsel til EU lød, at uden PFAS ville medicin-produktion risikere at gå i stå.
Hvem ejer din krop, når beslutningerne træffes i lukkede kredse? Hvis svaret ikke er ’dig selv’, er det ikke sundhed. Det er styring
Hvordan kan vi som befolkninger acceptere, at multinationale medicinalvirksomheder med økonomiske muskler større end mange nationaløkonomier får så meget magt?
For der er en reel risiko for, at deres økonomiske interesse er stærkere end deres medmenneskelige – eller som investeringsbanken Goldman Sachs skrev i en analyse i 2018: “Is curing patients a sustainable business model?” – et spørgsmål, der har affødt kritik for at prioritere profit frem for helbredelse: Det er dårlig forretning at kurere patienter helt, da de så ikke bliver (livs)langt afhængige af medicin, så løsningen er at holde patienter så ’raske’, at de til stadighed har brug for medicin for at fungere.
Et nærliggende eksempel på præcis det mønster viser sig i øjeblikket hos brugerne af de populære slankeprodukter – et paradoks, der understøttes af, at medicinalindustrien investerer i fødevareindustrien, der producerer ultraforarbejdet mad, som gør mennesker både syge – og overvægtige.
Kvinder risikerer at tabe – igen, igen
Som om det ikke var nok, vil kvinder som krop og køn fortsat være usynlige i udviklingen og testningen af nye medicinske produkter. Kun få af WHO’s største donorer har kvinder siddende i toppen, hvilket gør koblingen mellem kvinder og medicin fraværende. Det er dybt problematisk i et lukket forum som WHO, hvor beslutninger nu kan træffes på store menneskemængders vegne. Den globale medicinske bias mod kvinder vil fortsætte med uformindsket styrke, og sundhedsløsninger vil fortsat blive udviklet med mandens krop som standard.
Konsekvensen er, at bivirkninger hos kvinder også i fremtiden risikerer at blive ignoreret, og at spørgsmål til f.eks. fertilitetsrisici eller menstruationforandringer vil blive overhørt. Taget i betragtning, at kun 2 procent af al medicinsk forskning går til kvinder og deres reproduktive evner står det i skærende kontrast til fertilitetskrisen i store dele af verden, også i Danmark, og de menstruationsændringer, som mange kvinder oplevede efter covid-vaccination.
En ubelejlig konklusion
Et pandemiberedskab som det, der er vedtaget, risikerer at blive et kontrolværktøj, for med det risikerer også at følge: Sundhedspas, rejseforbud, adgangsbegrænsninger og digital overvågning – et globalt mønster, vi allerede så under covid. Der er kort sagt en fare for, at totalitære takter bliver normaliseret i samfundssindets og folkesundhedens navn, og at definitionen på ’sundhed’ vil blive WHO’s, donatorernes og de opbakkende politikeres i medlemslandene. Deres regelsæt vil blive borgeres adgangsbillet til samfundet, og borgernes kroppe vil blive data i et system, de ikke har indflydelse på.
Hvad er konsekvensen, når sundhed bevæger sig væk fra ønsket om heling og hen mod ønsket om lydighed? Og når kvinder, halvdelen af verdens befolkning, ikke har stemme i systemer, der har til formål at regulere deres krop?
Det er tid for os alle at kræve kroppen tilbage. Ikke som protest, men af princip. Hvem ejer din krop, når beslutningerne træffes i lukkede kredse? Hvis svaret ikke er ’dig selv’, er det ikke sundhed. Det er styring.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og