Weekendavisens karlekammer

Weekendavisen/Google - Krasnik og Aamund

Helle Holm Clausen 05.01.2020

DEBAT // MEDIESEXISME – Weekendavisen er selvfølgelig ikke ’bare gennemsyret af misogyni’. Men avisen er derimod ’bare misogyn, når det virkelig gælder’, skriver cand.mag. i filosofi, Helle Holm Clausen, der har set nærmere på en omdiskuteret foromtale af en ny bog af Malou Aamund samt på Weekendavisens øvrige linje i kønsspørgsmål. Helle Holm Clausen afviser også chefredaktør Martin Krasniks forsvar for bogomtalen. Den er useriøs, mener hun, eftersom han ikke forholder sig til substansen i kritikken.

Weekendavisen har i fredagens bogtillæg bragt en sexistisk og groft nedladende omtale (artiklen er bag betalingsmur) af Malou Aamunds kommende bog, ”Maria”, hvor Google Danmarks topchef og Microsofts tidligere salgsdirektør omtales som en kvinde, der mestendels kendes via sin mand, sin eks-kæreste og sin far samt som tidligere medlem af Folketinget. Sidstnævnte beskrives sådan: “prøvede hun ikke også at være politiker for et eller andet liberalt parti?”.

Herudover antyder skribenten, Klaus Rothstein, at Aamund næppe kan have tid til at skrive en bog, men at hun måske har fået tips fra Hanne-Vibeke Holst, som Aamund er i VL-gruppe med. Hendes udseende nævnes også, mens indholdet af bogen ikke omtales.

Da læserne ikke kender Gyldendals pressemeddelelse, må man sige, at argumentet om satire heroverfor logisk forsvinder. Man kan selvsagt ikke som læser forholde sig til en satire, hvis forlæg, man ikke kender

Den efterfølgende kritik af bogomtalen har fået Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik til at tale om et ”amokløb” på sociale medier. Han må være ny på nettet. ‘Amokløb’ er noget, mange mennesker har været udsat for både i form af trusler og hadsk tale. Det er imidlertid noget ganske andet end den kritik, der er blevet avisen til del.

Kritikken mod journalist Klaus Rothstein er ikke nået ind i min SoMe filterboble, men jeg kan se en masse af de sædvanlige debatlystne, mest mandlige, journalister dele Martin Krasniks forsvar. Og det er selvfølgelig prisværdigt med en chef, der vil bakke sin medarbejder op mod kritik, det kan vi alle forholde os til.

Men det er ganske slående, at chefredaktøren tror, at han uden argumenter kan affeje kritikken om misogyni i Weekendavisen som et spørgsmål om ytringsfrihed (aka ’her har vi højt til loftet’) og manglende humoristisk sans. Krasnik vil på ingen måde anerkende det misogyne element i Rothsteins kommentar. Alt han siger i sit svar på Facebook er, at teksten er satirisk ment, men nok ikke særlig sjov.

Han tilføjer imidlertid, at det, som angiveligt har fået Rothstein til at hænge Malou Aamund ud, er, at Gyldendals presseomtale af hendes kommende bog er “indsmigrende og grinagtig kommerciel”.

Lad os se på det.

Reklamen fra et kommercielt forlag er kommerciel. Okay?

Og da læserne ikke kender Gyldendals pressemeddelelse, må man sige, at argumentet om satire heroverfor logisk forsvinder. Man kan selvsagt ikke som læser forholde sig til en satire, hvis forlæg, man ikke kender. Det eneste eksempel, som Weekendavisens skribent selv kom med i sin foromtale, var, at den kommende bog beskrives som “en tankevækkende roman om vigtige livsvalg”.

Er de seks ord specielt indsmigrende? Og er det grinagtigt at forvente, at en kompetent kvinde som Aamund med en lang erhvervskarriere bag sig og som også har været aktiv i politik – ikke alene i ’et eller andet liberalt parti’, Liberal Alliance som Rothstein nævner, men igennem længere tid i Venstre – ville være i stand til at skrive en tankevækkende roman?

Hvis Weekendavisens problem vitterlig er, at forholdet mellem kunst og konsum kan blive en kende anstrengt, hvorfor skal det så føre til et sexistisk forsøg på karaktermord af Malou Aamund, der skal karakteriseres via sin mand, ekskæreste og far med to andre kvinder, Alberte Winding og Hanne-Vibeke Holst, fanget i krydsilden?

Og hvis Weekendavisens problem vitterlig er, at forholdet mellem kunst og konsum kan blive en kende anstrengt, hvorfor skal det så føre til et sexistisk forsøg på at karaktermyrde Malou Aamund, der skal karakteriseres via sin mand, ekskæreste og far – med to andre kvinder, Alberte Winding og Hanne-Vibeke Holst, fanget i krydsilden?

Hvis man vil kritisere Gyldendals kommercielle vinkel, kunne man have anlagt en kapitalismekritisk vinkel, nu hvor der angiveligt er så højt til loftet.

Men nej. Alt, Martin Krasnik skriver på sin Facebook-væg er, at der er højt til loftet på avisen og at han ”virkelig ikke” bryder sig ”om det amokløb mod Klaus Rothstein, der lige nu udspiller sig på sociale medier, hvor han, og Weekendavisen i øvrigt, beskyldes for at være misogyn og kvindehadende.”

Se hele indlægget her:

https://www.facebook.com/martin.krasnik.7/posts/10157907891508838

Vi kan alle være enige om, at det er bedst med en sober tone, også på nettet.

Men det ”amokløb”, avisen ifølge chefredaktøren er blevet udsat for, minder ikke meget om de amokløb, mange kvinder forbinder med internethetz.

Der er ret stor forskel på, at man kritiserer, at Weekendavisen lægger navn til Rothsteins note, og så når internettets anonyme troldehære terroriserer kvinder, der stikker snuden frem, med doxxing, telefonopkald, chikane og trusler om vold og voldtægt. Jeg kan anbefale chefredaktøren at læse fx ”Kan trold tæmmes?” fra 2019 om internet-trolling, hvis han synes, at kritikken af Rothstein er voldsom.

Selv har jeg en bekendt, der netop har trukket sig fra den offentlige debat, fordi hun begyndte at få trusler rettet mod sin familie. Voldtægtstruslerne havde hun hærdet sig imod. En nær ven måtte tilbyde en anden kvinde overnatning, fordi hun fik trusler, efter at hendes adresse var blevet offentliggjort/doxxet. Ironisk nok i øvrigt på en Facebook-profil, der tilhører en ansat på Weekendavisen.

Weekendavisen er selvfølgelig ikke gennemsyret af misogyni. Som mange af avisens læsere fremhæver, er der plads til mange forskellige holdninger og skribenter, og avisen har også nogle jævnt ud sagt fantastiske skribenter – af begge køn. Men avisen er imidlertid ofte ganske kvindefjendsk, når det virkelig gælder

Men Krasnik ser ud til at mene, at det er selvindlysende, at Weekendavisen ikke er misogyn, og at kritikken om at være det, er mindst lige så slem, som misogyni er.

Weekendavisen er selvfølgelig ikke gennemsyret af misogyni. Som mange af avisens læsere fremhæver, er der plads til mange forskellige holdninger og skribenter, og avisen har også nogle jævnt ud sagt fantastiske skribenter – af begge køn. Men avisen er imidlertid ofte ganske kvindefjendsk, når det virkelig gælder.

Jeg var selv flittig læser af avisen fra jeg var 14 år, og jeg købte et abonnement, så snart jeg flyttede hjemmefra. Jeg opsagde det først med tungt hjerte efter over 20 år som læser, da jeg så, hvordan Weekendavisen dækkede #MeToo, hvilket i øvrigt skete efter at Anne Knudsen havde forladt avisen (uden jeg ved, om der er en sammenhæng her).

Som tidligere læser har jeg også et bud på, hvorfor Weekendavisen møder anklager om misogyni, og hvorfor Krasnik næppe overbeviser os, der synes, at avisen har en kedelig, sexistisk slagside, blot ved at være forarget over anklagerne. Uden at ende i en større lektion om, hvad sexisme og misogyni er, og hvordan den slags kan genkendes, vil jeg begrænse mig til nogle få eksempler:

I Rothsteins note reduceres Malou Aamand som nævnt til en person, der udelukkende vurderes ud fra sine relationer til mænd og så sit udseende.

En avis er ikke misogyn pga. en enkel sexistisk note. Men når man igen og igen viser, at det trods pluraliteten i indhold alligevel er mænds holdninger, følelser og jobsikkerhed, der vejer tungest, så er der ikke kun tale om røg uden ild.

Et andet eksempel: det var ganske usmageligt, da Bo Bjørnvigs vane med at læse BDSM-agtige elementer ind i forholdet mellem kønnene fik overtaget under Kim Wall-sagen.

Og avisen nåede smertetærsklen for mig, da Weekendavisen fra forsiden og på lederplads bekendte kulør overfor #MeToo-bevægelsen, der blev fremstillet som en heksejagt, og hvor hensynet til Kunsten med stort K vejede højere, end de kvinder, der lagde krop til overgreb, gjorde.

Herved var Weekendavisen medskyldig i, at dækningen af #MeToo fik et så anderledes forløb og eftermæle i Danmark end i mange andre lande (at det samlede mediebillede i Danmark var negativt overfor kvinderne, er beskrevet glimrende i denne artikel i POV).

Samtidig tilbød Weekendavisens linje et intellektuelt figenblad, så mediemændene kunne slå vognborg om den negative vinkling, der fuldkommen dominerede mediedækningen. Bl.a. derfor kan #MeToo i Danmark i dag reduceres til en “hø hø”-punchline; og den påståede heksejagt på mænd førte ikke til hekseprocesser.

Bl.a. Weekendavisen bidrog til, at stemningen i medie-andedammen gjorde det sikrest, at ofrenes stemmer forblev anonyme, og at der ikke var nogle af alle de mange hjerteskærende og rystende historier fra dem, der sagde #MeToo, som blev historien i medierne

Hvis man – igen her i POV – læser denne rystende beretning fra skuespillerverdenen med 500 anonyme bidrag, står det imidlertid glasklart, at det ikke var fordi, der ikke var noget af komme efter i lille Danmark. Men bl.a. Weekendavisen bidrog til, at stemningen i medie-andedammen gjorde det sikrest, at ofrenes stemmer forblev anonyme, og at der ikke var nogle af alle de mange hjerteskærende og rystende historier fra dem, der sagde #MeToo, som blev hovedhistorien i medierne.

På den måde er Weekendavisen selvfølgelig ikke ’bare gennemsyret af misogyni,’ den er derimod ’bare misogyn, når det virkelig gælder’. Som vi så det i den forgangne uge, når chefredaktøren end ikke vil anerkende, at Rothsteins note var sexistisk og spækket med nedladende fordomme, fordi teksten jo ’bare var udtryk for satire’.

Som så bare ikke var sjov. Så enkelt er det.

Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Topillustration: Pressebilleder Malou Aamund (google – fotograf: Lior Zilberstein) samt Martin Krasnik (Weekendavisen).