Krisecenter

Politiken fejler og gør kvinder mere udsatte i en ny serie om krisecentre

i LIGESTILLING/Debat af
KRISECENTRE & POLITIKEN // DEBAT – I en ny serie i Politiken om Familieretshusene, hvor sagerne med ulykkelige skilsmissefamilier hober sig op, er landets krisecentre samt de kvinder som opsøger dem, blevet mistænkeliggjort. En kontorchef fra Familieretshuset hævder, at kvinder bruger centrene som en strategi for at få børnene. Kontorchefens udtalelser benytter avisen som argumentation for kampagnens journalistiske berettigelse. Det skriver direktøren for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Lisa Holmfjord, som har fået afslag fra avisen på sit svar, hvor hun bl.a. fremhæver, at “der er akut brug for, at Familieretshuset viser, at de anerkender voldens konsekvenser og prioriterer voldsramte mødre og børns sikkerhed i forældremyndigheds- og samværssager.”
POV har valgt at bringe kommentaren,  som Politiken ikke vil bringe, nedenfor.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tager kvinder på et krisecenter for at stå stærkere i forældremyndigheds- og samværssager? og lyver de derfor om den vold, de fortæller om og flygter fra?

Nej, det gør de ikke, men i Politikens artikelserie, “Skilsmissefamilier i frit fald”, om Familieretshusets lange sagsbehandlingstider, påstås netop det. Avisen retter imidlertid sit skyts forkert, når den vælger at basere artiklerne på familieadvokaters antagelser og synsninger i mødet med deres mandlige klients modparts motiv.

Kan det virkelig passe, at Familieretshuset opererer ud fra hypotesen om, at mødre på krisecentre lyver om at have været udsat for vold?

Herudover fjerner serien også fokus fra Familieretshusets håndtering af de svære forældremyndigheds- og samværssager og de alt for lange ventetider.

Det er dybt beklageligt, for det er en alvorlig problematik, der både går ud over de mænd, hvis partner bor på krisecenter med børnene, og over de mange bekymrede mødre på selvsamme krisecentre, der er flygtet uden børnene og ofte ikke har set dem i måneder.

Man lever i angst, når man er på krisecenter

De fleste lever i angst for, hvordan deres børn har det, nu de ikke kan skærme dem, og nu de ikke er der til at holde øje og passe på dem, når deres far bliver vred.

Derfor er det også yderst beklageligt, at Familieretshusets kontorchef Kirsten Rosenkilde Olsen unuanceret griber det tilbudte halmstrå om de løgnagtige kvinder.

Det er dybt bekymrende, hvis en magtfuld statslig myndighedsautoritet, som Familieretshusets kontorchef, oprigtigt er af den overbevisning, at ophold på kvindekrisecentre anvendes strategisk i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager.

For så tegner der sig et billede af, at det er en reel ulempe for voldsramte mødre og børn at søge beskyttelse på et krisecenter. Særligt når eksmanden har råd til en dyr advokat. Og det var vel aldrig intentionen?

Det er også en usaglig, problematisk udtalelse, der gør mig utryg.

For jeg kan nemlig konstatere, at i de få afgørelser, der (trods alt) er sket siden lovændringen, er vores krisecenterfaglige erklæringer enten ikke nævnt eller aktivt kasseret, når volden ikke kan underbygges på andre måder.

Det sker på trods af, at lovændringens oprindelige tanke var, at partnervold skulle vægtes højere end tidligere ved behandling af forældremyndigheds- og samværssager.

Ophold på et krisecenter kan ende som en ulempe

Så kan det virkelig passe, at Familieretshuset opererer ud fra hypotesen om, at mødre på krisecentre lyver om at have været udsat for vold?

Anvendes denne antagelse i praksis, kan det have alvorlige konsekvenser for mødre og børns sikkerhed i sager, hvor far har været voldelig.

Og så står vi med et andet og måske langt alvorligere problem end langvarig sagsbehandling.

For så tegner der sig et billede af, at det er en reel ulempe for voldsramte mødre og børn at søge beskyttelse på et krisecenter. Særligt når eksmanden har råd til en dyr advokat. Og det var vel aldrig intentionen?

Der er akut brug for, at Familieretshuset viser, at de anerkender voldens konsekvenser og prioriterer voldsramte mødre og børns sikkerhed i forældremyndigheds- og samværssager.


LÆS ANDRE DEBATINDLÆG AF LISA HOLMFJORD HER


Topillustration: Piqsel samt indsat billede fra Dannerstiftelsen i Nansensgade, København.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.
F. 1966. Opvokset på Amager (Tårnby) i et hjem uden bogreol og politiske diskussioner omkring spisebordet. Det har dog aldrig afholdt mig fra at ytre min mening, ligesom jeg knap havde lært at læse, før jeg var på fornavn med bibliotekarerne på nærmeste biblioteksfilial.
Jeg har en udtalt retfærdighedssans, hvilket er den primære årsag til min passionerede interesse for de udfordringer, vi står over for når vi taler kvinderettigheder, køn og ligestilling generelt, både nationalt som internationalt. Men mænds vold mod kvinder er det felt, jeg brænder stærkest for.

Nuværende tillidshverv:
Medlem af det Nationale Voldsobservatorium siden 2014.
I 2015 udpeget som dansk ekspert til det Europæiske Voldsobservatorium.
Tidligere Landsforkvinde for Dansk Kvindesamfund.

Seneste artikler om LIGESTILLING