Steffen Groth: Akademiet, lækken og Stidsens selvvalgte stumhed

i Bøger/LIGESTILLING af
DET DANSKE AKADEMI // KOMMENTAR – Forfatterne Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen og Astrid Saalback har forladt Det Danske Akademi på grund af en strid med et femte medlem, lektor Marianne Stidsen. Dækningen i pressen blev indledt i Weekendavisen, der har leveret en forsideartikel, en leder, kommentarer, portrætter og to podcastindslag om sagen. Punkter i forløbet kalder stadig på undren, skriver Steffen Groth i en opsummerende kommentar.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er mig en vedblivende kilde til undren, hvorfor Weekendavisen i deres bærende forsideartikel d. 17. april kun havde talt med den ene part i forbindelse med konflikten i akademiet, nemlig Marianne Stidsen og hendes støtte Søren Ulrik Thomsen.

Og det er tankevækkende, at avisen i den samlede dækning til stadighed har taget Stidsens parti ved enten at fremstille hende som ytringsfrihedens martyr eller erklære på forsiden af avisen 24. april, at ”hun har ret i substansen” – som udtrykt her ved chefredaktør Martin Krasnik.

Information, der arbejdede på historien sideløbende med Weekendavisen i uge 16, havde til gengæld usædvanligt vanskeligt ved at få hul igennem

Decideret gådefuld var journalist Poul Pilgaard Johnsens nyskabende genrehybrid d. 24. april med titlen ”Lækket”. Her gik Pilgaard til angreb på to af Stidsens kritikere, Suzanne Brøgger og Ida Jessen, og hævdede kategorisk, at de havde brudt tavshedspligten ved at tale om konflikten til Information.

Artiklen sidestillede i sit skæve ræsonnement Jessen og Brøggers samtale med Information med den anonyme læk af akademiets fortrolige korrespondance og rejste spørgsmålet om ikke de to nu passive medlemmer burde blive ekskluderet helt.

På den baggrund kan det ikke undre, at Weekendavisen har haft et særligt forhold til Stidsen som kilde. Hun har helt ekstraordinært stillet op til et langt solointerview i Weekendavisens podcast. Og Pilgaard havde tilsyneladende heller ikke problemer med at få en kommentar i forbindelse med den første artikel om sagen, om end hun på tryk blot henviste til sin tavshedspligt.

Informations kvaler med Stidsen

Information, der arbejdede på historien sideløbende med Weekendavisen i uge 16, havde til gengæld usædvanlig vanskeligt ved at få hul igennem. Avisen havde fået kommentarer fra Stidsens kritikere – de udtrådte medlemmer – og i pagt med god presseskik ønskede de også en kommentar fra den anden part.

Men som journalisten bag historien Rasmus Elmelund har beskrevet i et Facebookopslag, var Stidsen som sunket i jorden:

Den her opdatering er lige så lang, som den er uvedkommende for de fleste, men efter Informations og Weekendavisens…

Posted by Rasmus Elmelund on Sunday, April 19, 2020

Onsdag klokken 12.00 kontaktede jeg Marianne Stidsen pr. mail”, forklarer Elmelund. Han skriver til Stidsen, at Information “havde en historie på vej om, at medlemmer forlod akademiet, og at de rettede hårde anklager mod hende”. Elmelund fortsætter: “Selv om vi flere gange i løbet af dagen kontaktede hende telefonisk, pr. sms og mail… hørte vi ikke fra hende.”

Information måtte udsætte den planlagte publicering for at holde de presseetiske principper i hævd.

”Torsdag formiddag svarede Stidsen fortsat ikke på telefonhenvendelser,” skriver Elmelund.

”Torsdag eftermiddag omkring klokken 14 udgav Weekendavisen.dk deres artikel, som altså indeholdt uddrag fra lækkede mails – og også en kommentar fra Stidsen om, at hun ikke ville udtale sig på grund af sin tavshedspligt. Artiklen indeholdt ikke nogen interviews med de forfattere, som det hele handlede om.

Kort efter Weekendavisen havde udgivet artiklen, besvarede Stidsen nu pludselig mine telefonopkald og sagde, at hun ikke havde læst mine sms’er eller mails, men at hun ikke havde nogen kommentar til sagen!”

Det må kræve en vis stamina i over et døgn ikke at tjekke mails, tage telefonen eller læse sms’er, når Det Danske Akademi, som man er medlem af, står i flammer, og verden er ramt af en virus, der betyder, at vi alle er henvist til netop digitale medier.

Tavshedspligt som røgslør

Stidsen udviste mere samarbejdsvilje og mindre stamina i forhold til Weekendavisen.

I en fascinerende podcast d. 24. april blev hun interviewet af Martin Krasnik. Jeg har andetsteds peget på spændingsforholdet mellem Stidsens indledende rituelle bekendelse af, at hun har benyttet en ”temmelig voldsom  retorik”, Krasniks forsøg på at få Stidsen til at moderere nogle af sine mest bombastiske udsagn og så Stidsens erklæring om, at hun blot er ”ærlig” i forhold til det, hun har ”analyseret sig frem til”, når hun fx sammenligner den nye feminisme med nazisme.

En tavshedspligt om interne forhold kan ikke afskære et medlem fra at svare nej til, at det har lækket korrespondance til en ekstern part. En læk er per definition en handling, der fører ud af det fortrolige rum. Hvorfor hævder Krasnik, at Stidsen ikke kan svare på spørgsmålet om lækken pga. tavshedspligten?

Men her vil jeg vende blikket mod Krasniks indledning til interviewet. Den er påfaldende. Krasnik bedyrer:

”Som medlem af akademiet – skal jeg straks sige – har du jo tavshedspligt og du har ikke sagt noget som helst, ikke et kuk i de mange artikler, der har været i medierne i ugens løb om sagen (…)”

“Så hvis jeg spørger om det nu er dig, der har lækket mailkorrespondancen fra Akademiet til pressen, eller hvad du mener om dine kollegers protest mod dig, så siger du, at det vil du ikke svare på. Så det har vi aftalt fra starten af, at det kommer vi ikke ind på.”

Med det genkommende biord ”så” etableres der årsagsforbindelser mellem sætningerne.

Det signaleres utvetydigt, at Stidsen på grund af akademimedlemmernes tavshedspligt ikke vil svare på, om hun har lækket korrespondancen fra akademiet. Og at tavshedspligten er den legitime årsag til, at Krasnik og Stidsen har ”aftalt fra starten af, at det kommer vi ikke ind på”.

Da jeg hørte podcasten for en uge siden, skurrede denne indledning i mine ører. Den skurren steg til en skærende mislyd, da jeg efterfølgende læste paragraffen i akademiets vedtægter om tavshedspligten; den fastslår at ”akademiets forhandlinger er strengt fortrolige” (min kursivering).

Det er indlysende, selv uden kendskab til paragraffen, at en tavshedspligt om interne forhold ikke kan afskære et medlem fra at svare nej til, at det har lækket korrespondance til en ekstern part. En læk er per definition en handling, der fører ud af det fortrolige rum.

Stidsens selvvalgte stumhed

Også Det Danske Akademis advokat har overfor Information understreget ”at tavshedspligten ikke kan gøres gældende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man har lækket materiale eller ej.”

Hvorfor hævder Krasnik, at Stidsen ikke kan svare på spørgsmålet om lækken pga. tavshedspligten? Det er vildledning. Tavshedspligten er her et røgslør – kildebeskyttelse kunne have været en legitim forklaring.

Balladen i akademiet ender ikke med et brag, men med Stidsens selvvalgte stumhed

Kilden til lækken er ikke en whistleblower, der har afsløret ulovligheder eller overgreb i Det Danske Akademi, og som vi derfor alle bør værne om. Det er en anonym kilde fra akademiet, der har set en strategisk fordel i, at Poul Pilgaard Johnsen fik adgang til den fortrolige korrespondance på et tidspunkt, hvor Information også arbejdede på historien.

Rasmus Elmelund fra Information har spurgt samtlige medlemmer af akademiet, om de har lækket korrespondancen.

Medlemmerne Jørn Lund, Thomas Boberg, Lasse Horne Kjældgaard, Anne-Marie Mai, Pia Juul, Pia Tafdrup, Peter Laugesen, Per Øhrgaard, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt svarer alle nej på spørgsmålet, om de har videregivet mails fra akademiets interne korrespondancer til nogen uden for akademiet. Det samme gør Ida Jessen, Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach, der altså har trukket sig.

Torben Brostrøm har på grund af sygdom ikke været i stand til at svare, men hans hustru oplyser, at han ikke har kunnet deltage i de seneste møder.

Kun et medlem, Marianne Stidsen, ønsker ikke at svare på spørgsmålet vedrørende lækken, men skriver i en mail: “Jeg vil svare det samme, som jeg har sagt til andre journalister, at jeg ikke udtaler mig om akademisagen. Dette gælder uanset emnet.”.

Om tavsheden er talende, må læseren selv afgøre. Der er ingen beviser. Og uden beviser kan vi ikke dømme. Men vi har lov til at undre os over virkelighedens snurrige sving og besynderlige kolbøtter.

Det, der flere steder blev iscenesat som en historie om krænkelsen af Marianne Stidsens ytringsfrihed, slutter med, at Stidsen lægger sin frihed til at ytre sig i selvskabte lænker og nægter at udtale sig om lækken.

Sådan ender balladen i akademiet; ikke med ytringsfrihedens brag men med Stidsens selvvalgte stumhed.


Illustration: Michaël Dorbec – Foto af Paul Joseph/Wikimedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Bøger