Torsten Gejl: Jeg skammer mig

Torsten Gejl ligestilling sexisme kommentar skammer mig — Torsten Gejl skammer sig over den behandling, som kvinder - især i det offentlige rum - er udsat for. Foto: Torsten Gejl

Torsten Gejl 06.02.2024

SEXISME & LIGESTILLING // KOMMENTAR – Hvad er det, der får andre mennesker – formentlig flest mænd – til at sende perverse og sexistiske kommentarer af sted til kvinder som Pernille Skipper? Alternativets Torsten Gejl skammer sig over den tone og chikane, der rammer mange kvinder – og efterlyser ændringer, blandt andet i form af kønskvoter.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I bogen Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … REND MIG gengiver Pernille Skipper 165 eksempler på, at hun er blevet chikaneret på de sociale medier og på mail. Der er tale om kønnet chikane, sexchikane, hån, had, skældsord og direkte trusler.

Kommentarerne er perverse og beskidte. De er rettet mod hendes køn, hendes krop, hendes børn og alt, hvad der omhandler hendes person. Der er trusler om voldtægt, tæv og død.

Jeg sad chokeret og skamfuld tilbage efter at have læst bogen. Jeg går ud fra, at de fleste kommentarer er skrevet af mænd, og jeg må sige, at jeg skammer mig på mit køns vegne. Hvad tænker vi dog på?

Jeg kan læse i bogen, hvor meget det går Skipper på, og hvor meget tid, energi og godt humør, der går tabt i forsøget på at håndtere og fortrænge angrebene – for ikke at tale om al den tid, hun er nødt til at bruge på dialog med Politiets Efterretningstjeneste.

Alene dét betyder jo, at hun og andre kvindelige politikere er sat langt tilbage i konkurrencen med deres mandlige kolleger på Christiansborg, som ikke skal bruge samme tid og energi på daglige massive angreb.

I tillæg til det oplever hun sexisme og fornedrelse i både medierne og på Christiansborg i en grad, så det også bliver både en tids- og energirøver.

Jeg forstår godt, at mange kvinder afholder sig fra at gå ind i politik og udsætte sig for det.

torsten gejl skammer mig kommentar sexisme chikane — Torsten Gejl forstår godt de kvinder, der ikke orker at gå ind i politik. Foto: Wikimedia Commons

Men hvad kan man gøre? Som mand? Som dansker? Man kan irettesætte andre mænd, når de belaster kvinder med beskidte og perverse kommentarer. Har jeg gjort det i særligt omfang? Nej. Vil jeg gøre det mere i fremtiden? Ja!

Og hvad med den strukturelle sexisme og kønsdiskrimination? Her kan man både arbejde for en større holdningsændring – der er efter min mening langt igen. Og så kan man lave konkrete øvelser. Det sidste har vi forsøgt i Alternativet, og det er blevet udskældt og hånet, men har som regel fungeret rigtig godt.

Et andet greb, som kan bringe sindene i kog, er kønskvoter. Det er vi selvfølgelig tilhængere af i Alternativet, fordi vi godt ved, at kvinder har brug for en løftestang til at komme ind i for eksempel bestyrelser

En ting var, at vi indførte skiftende taletid for mænd og kvinder på vores gruppemøder på Christiansborg, så den næste mand ikke kunne sige noget, før en kvinde havde sagt noget. Efter min bedste opfattelse betød det, at 1) møderne blev kortere, 2) kvinder, som normalt ikke sagde så meget, berigede debatterne og ikke mindst 3) en hel masse mænd var nødt til at stoppe med at gentage sig selv.

Vi nægtede også at komme til debatter, hvor der kun var mænd. Det kunne være en skattedebat, hvor der allerede var seks mænd i panelet, og vi spurgte arrangøren: Er de første seks mennesker, som er kloge på skattespørgsmål, virkelig mænd? Mange arrangører blev lidt flove og undskyldte sig med, at de ikke havde tænkt på kønsfordelingen.

“Kan I så ikke sende en kvinde?” spurgte de. Det gjorde vi så. Hvis vi havde en, der havde tid og forstand på emnet. Ellers takkede vi pænt nej til debatten.

Det var to små lighedsskabende forandringer, som begge to fungerede fint, men vi havde ikke forudset, hvor meget shitstorm og latterliggørelse, det skabte. Det krævede utrolig meget tid at håndtere.

Et andet greb, som kan bringe sindene i kog, er kønskvoter. Det er vi selvfølgelig tilhængere af i Alternativet, fordi vi godt ved, at kvinder har brug for en løftestang til at komme ind i for eksempel bestyrelser. Ordningen skal bare ses som midlertidig, fordi bestyrelser snart vil begynde at vælge flere kvinder af sig selv, så snart de oplever den berigelse, det er at have flere kvindelige stemmer.

Men det er i sandhed også en ting, som kan få mænd til tasterne. Jeg ved ikke, hvor meget tid jeg har brugt på at diskutere kønskvoter på de sociale medier.

Som tidligere nævnt mener jeg, at der er behov for en holdningsændring på dette område. Og det er især mænd, der skal ændre holdning.

Det sværeste er, når der kommer en kvinde indover, som beder mig blande mig udenom, fordi hun synes, det er ydmygende at blive valgt på en kvote, og hun er blevet valgt ind i dén og dén bestyrelse på sine kompetencer.

Jeg kan kun respektere hendes personlige holdning, men jeg ved også, at der er mange kvinder, som ikke har lyst og ressourcer til at kæmpe sig ind på mandsdominerede områder med al den modstand, som Pernille Skipper og andre kvinder oplever i de lukkede magtrum.

Og jeg er sikker på, at kønskvoter kan ændre på dette.

Som tidligere nævnt mener jeg, at der er behov for en holdningsændring på dette område. Og det er især mænd, der skal ændre holdning.

Pernille Skippers bog har sikkert ligget under mange juletræer. Nu håber jeg, den også bliver læst. Især af mænd. Og der er for nylig kommet andre bøger, som jeg gerne vil anbefale.

I Rikke Viemoses bog Nu taler jeg gennemgås og dokumenteres det tålmodigt, hvordan mænd har større privilegier end kvinder på stort set alle områder. Hvordan kvinder bruger i gennemsnit en time mere end mænd på det huslige hver eneste dag. Ja, og hvordan kvinder bliver hånet og udskammet, hvis de vover at brokke sig over noget af dette.

Den bog burde være pligtlæsning for alle mænd og især dem, der tænker, at uligheden mellem kvinder og mænd nok er lidt overdrevet, og som savner noget dokumentation for, hvordan det egentlig står til.

Den næste bog, jeg skal i gang med, er Rebecca Solnits bog Mænd forklarer mig ting, som handler om “mansplaining” – den lidt nedladende måde, som nogle mænd forklarer kvinder noget, de allerede ved.

Kun ved at handle kan vi stoppe chikanen

Der er mange mænd, der erklærer sig som feminister. Jeg gør det selv. Men Pernille Skippers bog får mig til at overveje, om det ikke lidt er en gratis omgang. Det er selvfølgelig en moralsk støtte til alle, der kæmper for ligestilling mellem kønnene. Men bliver det en sovepude? En undskyldning for ikke rigtigt at handle?

Jeg mener, det vil klæde mænd at gå lidt mere i forsvar for kvinder, som bliver hånet, udskammet og truet af mænd, for eksempel på de sociale medier. Og jeg mener også, at vi skal til at tænke over, hvad det egentlig betyder i praksis, at vi faktisk er nødt til at afstå privilegier, før kvinder kan komme til.

Efterskrift:

Som de fleste ved, forlod Pernille Skipper Folketinget ved seneste valg, og hun er netop blevet indstillet til posten som formand for Coop. I den forbindelse skriver Berlingske Tidendes erhvervskommentator, Thomas Bernt:

“Nu vil Coop ansætte en tidligere politiker i skikkelse af Pernille Skipper som formand – trods nul erhvervserfaring, nul indsigt i erhvervslivet, nul indsigt i detailhandlen – hvis eneste erfaring er som politisk leder af et parti, som hun ikke engang var formand for. Dermed er hendes administrative og operationelle ledelseserfaring også fraværende.”

Man kan ikke kalde Thomas Bernts kommentar direkte sexistisk i sin formulering. Men spørgsmålet er, om han nogensinde have ville skrevet sådan om en mand?

Se Thomas Bernt Henriksens replik her.