I begyndelsen af marts besøgte jeg teltlejren i Haderslev for første gang. Nu er det maj og jeg er vendt tilbage. Rapsmarkerne blomstrer hele vejen; denne milde, overdådige måned. Asrin Mesbah fra Jurarådgivningen er med ligesom sidst, og vi har fået selskab af Manyar og Javed. To jurister og en filminstruktør – alle tre kom til Danmark som flygtningebørn for længe siden. Storebælt flimrer hektisk i sollyset.
– Denne gang er vi forberedte, siger Asrin, denne gang tror jeg bedre, vi kan tage det.
Ministerbesøg
Umiddelbart efter Information bragte min reportage om vores første besøg, var Inger Støjberg på besøg i lejren. Dagen før sendte beboerne mig billeder af arbejdsmaskiner og mænd fra Beredskabsstyrelsen: Der skulle være fint til ministerens ankomst.
Nystrøet træflis bliver hurtigt trådt ned i mudder, rene toiletter ændrer ikke noget for alvor. Dog var der tegn på forbedringer: Efter måneder uden lovpligtig undervisning, kom børnene endelig i skole dagen før ministerbesøget.
Der blev også anlagt en slags legeplads ved familiebarakkerne til de næsten 100 børn, der løb rundt på byggepladsen. Flere familier fik besked på, at de skulle flytte til fysiske centre. Et øjeblik troede vi, at de ville tømme centeret for børnefamilier. Et par dage senere viste det sig, at det bare var den sædvanlige omrokering.
Mellemmåltider
I marts fik børnene ikke nok at spise. Dengang fortalte lejrens daglige ledelse os, at de arbejdede på en løsning, så børnene kunne få de mellemmåltider, de har brug for. De ledte efter noget til den rigtige pris.
I april fik børnene endelig mere mad. Frivillige sendte billeder: En æske tørret frugt og en sød myslibar. Måske bedre end ingenting, men ikke på højde med det, man tilbyder i daginstitutioner. På kommunens hjemmeside kan man læse, at kommunen ønsker “at sikre, at mad og måltider i dagtilbud og skoler, er i overensstemmelse med de aktuelle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen.” FN’s børnekonvention sikrer flygtningebørn ret til samme vilkår som danske børn. Det lader til, at fortolkningen har vide rammer.
Nattesnak
Min ven Sammad bor i lejren. Han skriver til mig ud på natten: Beretninger fra livet i Haderslev, nyt fra hans hjemland, den bekymring han nærer for de andre. Nogle gange joker vi om ligegyldigheder, hver morsomhed ledsages af en smiley, der græder af grin. Af og til sender han billeder af sine børn, som han har måttet efterlade. To smukke drenge i ens tøj, enhver forælder kan forstå dybden af hans savn.
Andre mænd sender mig billeder fra deres dage i lejren: Hver lille ændring dokumenteres af deres mobilkameraer. En dag er skillevæggene i beboelsessalen malet grønne og røde. En anden dag er der sat skilte op med nye regler: Ro i lejren og ingen besøgende fra klokken 21. Fra det tidspunkt skal beboerne holde sig indendøre. Jeg tænker på lyse sommeraftner og på, hvor varmt der bliver indendøre, når solen står på.
Andre billeder vækker min uro: En radmager mand ligger i sin køje med et tørklæde over ansigtet og armene foldet over brystet. Det samme ternede betræk som alle de andre har, en enkelt pude med lyserøde blomster. Han hører stemmer, siger de. Jeg beder dem tale med sygeplejersen eller lægen. De har de gjort, siger de. Det hjælper ikke.
Embedslægen foreslår, at jeg henvender mig til sygeplejersken i lejren. Jeg har svært ved at se, hvad det skulle hjælpe, når mændene selv går derhen i forvejen. Det hele er en båndsløjfe af gentagelser. Måske er der slet ingen vagthund hér, måske er det ikke meningen, de skal få det bedre.
En weekend kører en frivillig ham til den psykiatriske skadestue. Lægen mener, han bør indlægges, men de er på det forkerte hospital. Dagen efter prøver de det rigtige sted. Han bliver sendt hjem til lejren igen og mændene sender et billede af en æske psykofarmaka.
Et andet foto viser en mave, der er klampet sammen på sygehuset. Såret strækker sig fra under brystbenet til et stykke ynder navlen – en mand har forsøgt at begå selvmord med en kniv. De beholdt ham en lille uge på hospitalet, nu er han tilbage i lejren.
Embedslægen
Jeg ved, at embedslægen har være på besøg i lejren. Jeg sender billederne til ham og vedlægger journaludskrifter fra en læge udenfor lejren: Én journal beskriver røde, kløende bid og opfordrer til, at der undersøges for væggelus. I en anden står der, at patienten øjeblikkelig bør tilbydes psykologhjælp. Mændene bliver ved med at sige, at der intet sker.
Embedslægen svarer med det samme: ‘Jeg har ingen rolle i behandlingen af asylsøgerne. Jeg er embedslæge, og jeg har undersøgt, om der er et tilstrækkeligt sundhedstilbud til asylsøgerne. Det har jeg konstateret, at der er.’
Embedslægen foreslår, at jeg henvender mig til sygeplejersken i lejren. Jeg har svært ved at se, hvad det skulle hjælpe, når mændene selv går derhen i forvejen. Det hele er en båndsløjfe af gentagelser. Måske er der slet ingen vagthund hér, måske er det ikke meningen, de skal få det bedre.
Digterjournal
En ung syrisk digter kommer endelig til psykolog udenfor lejren. Han sender mig et billede af sin journal: Psykologen vurderer, at han lider af akut belastningsreaktion som følge af opholdet i teltlejren. Det vækker traumer fra flugt og fængsling, når han tolker for de andre. Alligevel er han optaget af at hjælpe dem.
– Det er min pligt, siger han, jeg er en digter, der har mistet mine ord. Nu koncentrerer jeg mig om at glemme mig selv, så jeg ikke skal tænke på mit liv.
En aften skriver vi længe sammen – om livet før, om drømme, minder og svigtende håb.
– Hvad kan jeg fortælle dig om mine minder? At jeg var succesfuld og blev til ingenting? At mine tanker bremser mig, når jeg vil skrive, fordi mine ord aldrig kan indfange så stor en sorg.
Helligdag
Jeg har været i kontakt med nok asylansøgere til at vide, at ventetiden er tung at bære. Men dette her er noget andet. Jeg kan ikke slippe det, og derfor tager vi afsted igen. Landevejen bliver til grusvej og til asfalt igen. Bøgen er sprunget ud; en grøn og saftspændt verden. Det er Kristi Himmelfartsdag og Dannebrog er vajer over parcelhushaverne.
Vi ser teltene oppe fra bakken, de skinner i solen. Jeg kører, Manyar sidder ved siden af mig. Han læner sig frem mod ruden. Det er anderledes at se det i virkeligheden, end det er at høre om det.
– Hvor er det vildt, siger han, hvor er det vildt det her.
Frihedskamp
Skiltet med adgang forbudt og farligt område er taget ned. Der er blevet sat mere hegn op. Vi bliver hentet af vores venner og vagten beder om skrive vores navne på en blok.
Vi begynder i hallen. Der bor mændene i båse, hvor der akkurat er plads til en køjeseng. Dørene er dækket af sort stof, skillevæggene går ikke helt op til loftet. Intet sted er der ro. Udover dansk og engelsk, taler mine rejsefæller tilsammen kurdisk, farsi og dari. Sammad viser os den mand, der lå med et tørklæde over ansigtet på billedet, han sendte. Amir sidder i skræderstilling i sin overkøje, han er meget ung, hans kraveben træder alt for tydeligt frem. Foran ham ligger rulletobak og papir, han smiler genert, da jeg vil vide, om han har fået det bedre.
– Jeg forstyrrer de andre om natten, hvisker han.
Mændene nikker. Han skriger i søvne. Det er der mange andre, der også gør. En enkelt nat sang han. Mens vi taler kommer flere til. Den mand, der sover i køjen under Amir insisterer på at fortælle sin historie. Asrin sætter sig på gulvet i døråbningen, jeg får underkøjen.
En bleg, ung mand sætter sig på den stol, der er kilet ind mellem køjesengene. Man kan ikke sidde oprejst i underkøjen. Han præsenterer sig med sit fulde navn: Mohamad Saleh Masoudi.
Ingen af de andre tør stå frem med navn i min artikel, de er allerede i livsfare, hvis de ender med ikke at få asyl. Mohamad har fået nok og insisterer. Under hans røde T-shirt kan man skimte en kæde af glasperler, der ligner granatæblekerner trukket på snor. I Iran læste han arkæologi og historie på universitetet, indtil han af politiske årsager fik forbud mod at komme på universitetet. Han har svært ved at gå, han har store smerter i højre side af kroppen: Knæ, hofte, skulder er smadret af tortur i fængslet i Iran. Han var politisk fange i knap 5 måneder, inden han flygtede.
En læge har skrevet, at han ikke kan arbejde, alligevel trækker lejren i hans lommepenge, hvis han ikke udfører sin praktik som rengøringsmand på toiletterne. En ansat sagde: Hvis du kan spise, kan du også arbejde. Et flygtigt, sørgmodigt smil. Jeg er ligeglad med penge, siger han, jeg er bare kommet for at få fred.
Han har været i lejren i næsten et halvt år, langt om længe har han fået scannet sit knæ og venter på svar. Et dokument med et stempel dokumenterer hans tilhørsforhold til Iransk Kurdistans Demokratiske Parti. I Iran kæmpede han for kurdernes rettigheder, for frihed, ligestilling og demokrati. Han er så medtaget, at det gør ondt, bare han skal løfte et glas vand.
En læge har skrevet, at han ikke kan arbejde, alligevel trækker lejren i hans lommepenge, hvis han ikke udfører sin praktik som rengøringsmand på toiletterne. En ansat sagde: Hvis du kan spise, kan du også arbejde. Et flygtigt, sørgmodigt smil. Jeg er ligeglad med penge, siger han, jeg er bare kommet for at få fred.
Utryg
Ud over lyden af andres mareridt holder utrygheden mændene vågne om natten. Hver dag er der slåskampe fordi alle er pressede. Ingen steder kan man lukke sin dør, det er let at kravle over skillevæggene. Alle sover overfladisk, nogle får sovepiller, men tør ikke tage dem af frygt for den dybe søvns ubeskyttethed.
Amir i overkøjen har også været i fængsel. Han læste til ingeniør i Iran og blev taget af politiet ved en demonstration i forbindelse med et valg. Da universitetet senere fandt ud af, at de var en gruppe kurdere, der havde lavet en klasse, hvor de talte deres eget sprog, blev han bortvist.
Af og til læner han sig ud over køjen og supplerer Mohamads beretning. De har begge to fået medicin i fængslet i Iran. Et afslappende middel, der skulle få dem til at angive deres kammerater. Det lille rum i teltlejren minder dem begge to om dengang. Især om natten er det som at være tilbage.
Traumer
I København taler jeg med en psykolog. Hun fortæller, at mennesker med traumer, PTSD eller belastningsreaktion er i konstant alarmberedskab. Hvis man vil hjælpe dem, må man sørge for, de får en oplevelse af, at de trygt kan slappe af og genvinde kontrol over krop og liv igen. Det er vigtigt, de har mulighed for at trække sig, og at de er omgivet af stabile, gode mennesker. De skal inddrages i beslutninger, og informationsniveauet skal være højt. De skal f.eks helst ikke flyttes rundt uden varsel eller udsættes for unødig lang ventetid, og de regler, der er i asylcentrene skal være rimelige og konsistente.
Gør man det modsatte vil det reaktivere traumet med fare for tunge psykiske skader selv hos folk, der ved ankomsten har mange ressourcer. Det er ikke raketvidenskab. Det er veldokumenteret viden, som der ikke bliver taget højde for.
Dyr
Mohamads familie i Iran får besøg af politiet, næsten hver eneste dag. De bliver chikaneret, og de er bange. De vil have ham til at love, han aldrig kommer hjem igen. Gør han dét, er han sikker på at det betyder døden. Amir nikker til alt, hvad han siger. Der er trangt i deres aflukke, andre mænd titter op over skillevæggene.
Jeg ved ikke hvorfor de er sådan, siger Mohamad. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke bryder sig om os. Hvis jeg ville være terrorist, kunne jeg være blevet i Iran.
Ligeså slemt som utrygheden og den konstante larm er følelsen af at blive behandlet som en idiot. Der er mange gode og imødekommende ansatte, der gør livet lettere. Og så er der de andre. Dem der siger: I er selv kommet, vi har ikke indbudt jer. Dem, der er verbalt grove og fysisk hårdhændede.
Vi bliver behandlet som dyr. Vi bliver ikke behandlet som mennesker. Vi bliver syge af at være her. Mand efter mand efter mand siger det samme. Nogle resignerede og bange, andre ophidsede og indebrændte.
– Jeg ved ikke hvorfor de er sådan, siger Mohamad. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke bryder sig om os. Hvis jeg ville være terrorist, kunne jeg være blevet i Iran.
Flækket knogle
Jeg spørger mange gange, om de får hjælp, når de beder om det. De fleste føler ikke, de bliver hørt. Der bliver udleveret røde æsker med pamoler og små gennemsigtige plastikposer med andre piller. De er bange for at blive afhængige, bange for ikke at være på mærkerne hele tiden.
Forleden dag blev en ung mand indlagt akut. Han var faldet ved en fodboldkamp, mens han boede på modtagecenteret et andet sted i byen. Han havde flækket en knogle og skulle opereres, så snart hævelsen havde lagt sig. Han blev udskrevet med påbud om at holde benet i ro. Samtidig fik han besked om at skulle flytte til teltlejren. Modtagecenteret kontaktede Udlændingestyrelsen og bad om at få lov til at beholde ham, indtil operationen var overstået. Det kunne ikke lade sig gøre, og han blev flyttet til en overkøje i teltlejren. Der var det svært at holde foden i ro, ikke mindst fordi der er langt til toiletterne udenfor. Det endte med, han blev indlagt til akut operation. Hvis han var kommet afsted senere, ville de have været nødt til at amputere. Billederne taler deres eget grumme sprog: Et ben skåret op langs læggen på begge siden, såret kunne ikke lukkes før efter nogle dage på grund af hævelserne.
Tænder
Asrin og Javed vil se teltene, Manyar og jeg følger efter en ældre mand, der vil tale med os i sin celle. En labyrint af småbitte ryddelige rum, plettet nålefilt på gulvet. En tørret rose klemt fast ved sengen, papirer under madrasser, ens shampooflasker på skabene, et hjerte med en pil og to bogstaver tegnet med tush på væggen.
I Iran var manden med joggingbukserne kok, han har tilbudt at lave mad til hele lejren, men det må han ikke … På et tidspunkt splejsede de til at købe ind, så kokken kunne lave mad til dem. Personalet konfiskerede indkøbene, da de opdagede det.
Manden sætter sig på hug i hjørnet ved siden af sengen. Han har grå jogginbukser og en blå jakke. Badesandaler som de fleste andre. Han løfter op i overlæben og viser et rod af knækkede tænder. Han fortæller han har boet i lejren i et halvt år og haft ondt i månedsvis. Han siger, han ikke kommer til tandlægen. Andre mænd fortæller det samme. På et tidspunkt var der én, der lå på gulvet og græd af tandsmerter hele natten.
I Iran var manden med joggingbukserne kok, han har tilbudt at lave mad til hele lejren, men det må han ikke. Flere mænd fortæller, at de får maveproblemer og taber sig. På et tidspunkt splejsede de til at købe ind, så kokken kunne lave mad til dem. Personalet konfiskerede indkøbene, da de opdagede det. Kokken sover i overkøjen, under ham ligger en ung fyr med kridhvid gips fra lår til tå. Han brækkede benet dagen i forvejen og siger, han har forfærdelig ondt. Han fisker de obligatoriske pamoler og en pakke iprener frem af lommen. Han får ondt i maven af dem.
NUS
Det er helligdag, så jeg kan ikke komme til at tale med sundhedspersonalet. Jeg er klar over, at de arbejder under urimelige regler efter NUS-princippet: Enhver iværksat behandling skal være Nødvendig, Uopsættelig eller Smertelindrende. Sidst vi var her, lød det på lejrledelsen som om beboerne var vanskelige og hele tiden ville have medicin. Når vi taler med mændene, lyder det, som om de gerne vil tages alvorligt.
Jeg sidder i underkøjen igen, Manyar står i døråbningen og oversætter.
– Vi har ingen stemme her, siger kokken, I er nødt til at være vores stemme.
Picnic
Vi finder Asrin og Javed ved teltene. Der er en lille græsplæne ved sundhedsklinikken med bord og bænk. Det ligner en slags picnic. Sammad vil have et billede af os sammen med ham. Vi har solen i ansigtet og teltene i baggrunden. Javed har taget billeder udenfor. En vagt tog fat i hans jakke og sagde, det var forbudt. Man skal ikke fortælle jurister om regler med mindre man er ordentligt inde i dem. Man må gerne tage billeder af bygninger uden at spørge. Et telt er også en slags bygning.
Bagefter sidder vi længe i solen for enden af hallen. Det er svært at komme afsted. Det er svært ikke at kunne gøre noget. En af mændene stikker hånden ud gennem trådhegnet: Prison, siger han og smiler. Manyar kaster en pakke cigaretter ind til dem, før vi kører.
Vi har ingen stemme her, siger kokken, I er nødt til at være vores stemme.
Javed har arbejdet som juridisk værge for mindreårige i asylcentre over hele landet. På vej til Haderslev sagde han: Er det ikke bare et asylcenter som alle andre? Nu medgiver han, at det er værre. Han og Asrin lægger planer for klager og juridisk bistand. Måske talte vi med tredive mænd. Der er firehundrede mennesker i lejren. De fleste af dem får aldrig lov til at fortælle deres historie.
Dagen efter
Dagen efter taler jeg med Asrin flere gange. Vi bliver enige om, at vi ikke var forberedte alligevel. At man aldrig for alvor kan forberede sig på mødet med uretfærdighed og andre menneskers lidelse.
Mohamad mindede hende om hendes far. Hun fortæller, at han altid skreg om natten. Han kæmpede også for kurdernes rettigheder i Iran og kan aldrig vende tilbage til sit hjemland. Den frihedskamp optager ham stadig, her er der næsten ingen, der forstår den.
Jeg tager ud til vandet. Alt det jeg elsker ved Danmark folder sig ud i maj. Alligevel er jeg urolig. Jeg kan umuligt forlige mig med, at det er kommet så vidt. Med at dette her finder sted i mit land.
Manyar er taget i skoven. Han skriver til mig, at vi skal lufte sjælen i dag. Jeg tager ud til vandet. Alt det jeg elsker ved Danmark folder sig ud i maj. Alligevel er jeg urolig. Jeg kan umuligt forlige mig med, at det er kommet så vidt. Med at dette her finder sted i mit land.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Holder du særligt af det jeg skriver? Så kan du betale mig for mit arbejde – og det er da en rigtig god ide, hvis du spørger mig. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 30613562
Alle fotos er private og bringes med tilladelse af dem, der optræder på billederne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
