
HISTORIE – Svend Erik Albrethsen, Søren Gottfred Petersen og Orla Madsen, som alle tre deltog i den dansk-sovjetiske udgravning i 1991, gendriver i dette indlæg Natasha Linds og Jakob Seerups påstand om, at de ikke fandt Vitus Berings grav. Den danske opdagelsesrejsende ligger stadig begravet på Bering Ø, og en simpel DNA-test kan afgøre tvisten.

I POV spørger historikeren Jakob Seerup, om Vitus Bering var udsat for historieforfalskning. Det sker, efter at lektor Natasha Okhotina Lind i en stor artikel i Historisk Tidsskrift har skrevet, at stort set alt ved de dansk-sovjetiske undersøgelser i 1991 var historietilpasning af værste skuffe.
Vi tror ikke på, at vi var udsat for fake news, eller at vi blev brugt som medie i et gennem flere år – både før og efter ekspeditionen – gennemtænkt selvpromoverende forløb. Vi lod os ikke dupere af russerne, der serverede Bering på et sølvfad; det var jo netop det, de ikke gjorde!
Inden Horsens Museum ændrer sin udstilling, skal man måske høre begge sider en gang til. Vi står nemlig stadig fast på, at de grave, vi udgravede på Bering Ø i 1991, indeholdt søfolk fra Den Anden Kamtjatka Ekspedition og den i kisten liggende mand (grav A12) med stor sandsynlighed er Vitus Bering.
Intet plastik i graven
Jakob Seerup er meget begejstret for Linds artikel. Han sammenligner den med en kriminalnovelle, og det er den måske også tæt på at være. I hvert fald er der mange udokumenterede påstande i Linds artikel, som næppe nogensinde kan efterprøves.
Den person der beskyldes for den værste historietilpasning, er lederen af undersøgelserne både i 1979 – 81 og i 1991, den russiske arkæolog Andrei Staniukovich, der er død for længst. Påstandene om hvordan han skulle have tilpasset kilderne ved at oversætte anderledes før og efter fundet, vil altid stå for Linds regning. Han kan ikke spørges!
Så vi tror ikke, at russerne havde fundet gravene tidligere og slet ikke Grav A12, som henlå uforstyrret
Seerup skriver, at graven med Bering allerede var opdaget, inden vi kom på stedet. Det er rigtigt, at vi fandt plastik ved gravpladsen, men ikke i den grav, der indeholdt kisten. Det var i vækstlaget ved en af de andre, meget højtliggende grave, som ved deres anlæggelse dog ikke har grebet forstyrrende ind i grav A12.
Så vi tror ikke, at russerne havde fundet gravene tidligere og slet ikke Grav A12, som henlå uforstyrret. Staniukovich forstod i begyndelsen ikke, at vi overhovedet ville grave her, og den tilførte plast, som vi troede måske kunne være fra 1979-81 undersøgelsen, bedyrede han, at han ikke kendte til. Teoretisk set kan plastikken være begravet af ræve, og den har ingen betydning i spørgsmålet om, hvordan de seks grave blev fundet.
Nærlæste originale kilder
Inden vi tog til Bering Ø, havde vi naturligvis nærlæst de skriftlige samtidige kilder – Sven Waxell, Georg Wilhelm Steller, skibets logbøger – og studeret det kortmateriale, der var om øens topografi, samt gennemgået beretningerne fra de arkæologiske undersøgelser, der havde fundet sted. Kamtjatka-ekspeditionens vinterlejr udgravedes af Staniukovich i 1979-81. Den stiller hverken Lind eller Seerup spørgsmålstegn ved, og det gør vi heller ikke. Fordelingen af nedgravede hytter i den her liggende strandvold, svarer helt til beskrivelserne i kilderne.
Inden vi tog fra Horsens, havde vi på vores kort sat et stort kryds her. Dette kunne være stedet, hvor man topografisk og med kilderne in mente ville begrave sine døde. I den forbindelse anvendte vi Stellers originale tyske tekst
Strandvolden, som indeholder hytterne, forsætter mod nord. Den er 2,5 til tre meter høj og nogenlunde lige så bred. Dannet af sammenføget sand var den – også i frossen tilstand – forholdsvis let at grave i for det meget syge og udmattede mandskab, der skulle foretage begravelserne. Der var plads til øst-vest vendte jordfæstegrave, og man behøvede ikke gå henover gravene, når man skulle hente vand.
Inden vi tog fra Horsens, havde vi på vores kort sat et stort kryds her. Dette kunne være stedet, hvor man topografisk og med kilderne in mente ville begrave sine døde. I den forbindelse anvendte vi Stellers originale tyske tekst, ikke den russiske oversættelse.
Ingen hønsekasse
Russerne havde hverken fjernet græs eller overjord i dette område, før vi ankom, som Lind skriver. Der var heller ikke tilkaldt mange pressefolk til øen; russerne havde to med, som forsvandt midt i arbejdet, men det er rigtigt, at de første knogler fremkom efter få timers gravning og til stor overraskelse for russerne. Det viste sig endvidere, at gravene kunne spores fra overfladen ved de sammensynkninger, der havde fundet sted. Intet tydede på, hverken her eller i udgravningerne af vinterlejren, at området havde været genanvendt til beboelse og begravelser af senere tilkomne pelsjægere. De ville have sat sig langt flere og anderledes markante spor.
Så den begravede mand i grav A12 er næppe en pelsjæger. Og han er ikke begravet i en hønsekasse. En hønsekasse er ikke bredere i den ene ende end i den anden og uden bund. Kisten, som vi mener, er det bræt Waxell skriver om, bestod af en sammentømret tremmebund lavet af lægter af lærk og samlet med jernsøm.
Vi formoder, at den døde blev lagt herpå – måske i sin hytte – og på denne slæbt eller båret til det gravede hul i den sandede strandvold og herefter sænket i jorden. Efterfølgende lavede man en ramme af forhåndenværende lærkebrædder som beskyttelse af liget mod nedskridende sand, og henover kisterammen placeredes en kantstillet lægte.
Ved at anvende træ, det næsten vigtigste råstof man havde på den træløse ø, viste man kommandørkaptajnen meget stor respekt. Man gav ham det mest uundværlige, det der skulle bruges til at holde varmen i den kolde vinter eller til at bygge nyt skib
Vi formoder, at ”kistelåget” bestod af sejldug, men det havde ikke sat sig spor; ikke unormalt efter 250 år, jordbundsforholdene taget i betragtning. Sven Waxell gør meget ud af at fortælle, at Bering som den eneste blev bundet på et bræt. De øvrige blev begravet uden bræt. Sven Waxells korte beskrivelse af Berings gravlæggelse lyder:
”Hans lig blev fastbundet til et bræt og stukket ned i jorden. Alle vore øvrige døde blev begravet uden bræt”.
Det er en kort og nøgtern beskrivelse, som kan tolkes på flere måder, eksempelvis at brættet var tremmebunden, som man brugte som en slags båre til at transportere hans legeme på frem til graven. Grav A12 var den eneste af de seks grave, vi fandt, der indeholdt træ.
Ved at anvende træ (det næsten vigtigste råstof man havde på den træløse ø) viste man kommandørkaptajnen meget stor respekt. Man gav ham det mest uundværlige, det der skulle bruges til at holde varmen i den kolde vinter eller til at bygge nyt skib, når man skulle fra øen.
Kun en bosættelse
55-60 meter væk er altså stadig nær ved. Arkæologisk er der intet, der modsiger, at gravene hører sammen med vinterlejren. Hvis vinterlejren, som Lind skriver, skulle have været beboet af senere kommende pelshandlere (med høns), ville det have sat sig spor. Man havde antagelig været nødt til at rydde op i gruberne og gengrave hytterne i det løse sand. Ud fra undersøgelserne i 1979-81 og de fundne genstande i og uden for hytterne er der intet, der tyder på en senere anvendelse af disse.
Der ser ud til kun at have været én bosættelse, og da hverken Lind eller vi stiller spørgsmål ved denne del af undersøgelserne, kan det næsten kun være dele af mandskabet fra Berings skib Sct. Peter, der ligger begravet i forlængelse af vinterlejren. Såfremt det ikke er Bering og mandskab, hvem er det da? En gruppe pelsjægere begravet uden tøj?
Med hensyn til Berings portræt, er det nyt for os, at manden med det brede hoved nu accepteres som Vitus Bering. Det gjorde man ikke i 1991. Man havde faktisk flere portrætter, der hævdedes at forestille ham

Diskussionerne om hvorvidt Staniukovich har tilpasset oversættelserne af Steller er ligegyldige i den sammenhæng. Vi anvendte den originale tyske kilde, og når man ser på stedets topografi og tager mandskabets tilstand i betragtning, kunne man næsten ikke begrave sine døde andre steder. Slet ikke hvis man ville undgå sten og hårdere jordlag.
Med hensyn til Berings portræt er det nyt for os, at manden med det brede hoved nu accepteres som Vitus Bering. Det gjorde man ikke i 1991. Man havde faktisk flere portrætter, der hævdedes at forestille ham, men alle fremstillet længe efter hans død. Det var baggrunden for udgravningerne i sommeren 1991 og for den efterfølgende videnskabelige undersøgelse af skeletmaterialet, hvorpå retsmedicineren Viktor Zviagins baserede sin rekonstruktion af Bering-busten.
Bering led ikke af skørbug
Seerup nævner (med Lind) som modargument for, at det skulle være Bering i grav A12, at han havde et smukt tandsæt, og det burde han ikke have, for mandskabet led af skørbug. Steller, der passer Bering både under sejladsen og på øen, skriver, at han sørgede for at kommandørkaptajnen fik noget ordentligt at spise. Blandt andet også grønt, som Steller udmærket var klar over, modvirkede skørbug; en del af sammenstødene på skibet mellem Steller og søofficererne handlede netop herom. Steller skriver også, at han tilbød Bering havodder, men han holdt mere af fjeldryper. Så helt skidt har det måske ikke været.
Desuden anfører Steller i sin dagbog:
”Som det nu var, omkom han (Bering red.) af sult, tørst, kulde, modgang og sorg. Han havde længe haft opsvulmede fødder, og kulden fik dem til at vokse endnu mere, hvorefter også maven og brystet svulmede op. En koldbrand i underlivet bragte til sidst hans liv til en afslutning, og han døde den 8. december, to timer før daggry”.
Steller skriver intet om, at Bering havde skørbug.
Det er således muligt, såfremt man vil åbne den genbegravede Vitus Berings grav og her af knoglerne udtrække så meget DNA, at dette i dag med stor sikkerhed vil kunne afgøre denne tvist
Linds artikel er, som Seerup skriver næsten som en kriminalnovelle. Det synes vi også, og det er måske fordi artiklen indeholder så mange udokumenterede spekulationer. Ja, visse påstande er deciderede fejlagtige. Andre er – såsom teorien om pelsjægerne – i bedste fald søgte, men med det arkæologiske kildestof i tankerne usandsynlige. Så selv om Seerup mener, at Linds artikel ikke levner megen plads til bortforklaringer, mener vi ikke, at hun har påvist, at den døde i grav A12 ikke er Vitus Bering.
Men der er håb og mulighed for en specifik afklaring af, om det er eller ikke er Vitus Bering, som vi fremgravede. I 1991 var DNA-analyserne i deres vorden. Grav A12 og de fem øvrige udgravede individer blev genbegravet på Bering Ø i 1992. Her ligger de nu i hver sin lille kiste og under hver sin sten. Det er således muligt, såfremt man vil åbne den genbegravede Vitus Berings grav og af knoglerne udtrække så meget DNA, at dette i dag med stor sikkerhed vil kunne afgøre denne tvist ved en sammenligning med Berings efterkommere, som der er en del af i Rusland og Litauen.
Vi kan forstå, at Lind ikke synes, at en sådan undersøgelse bør finde sted, ligesom man heller ikke skal forsøge at finde den gravplads, hun påstår vi ikke fandt.
Hele Natasha Okhotina Linds artikel kan læses i Historisk Tidskrift Bd. 118 hæfte 2.
Topfoto: Græsset fjernes over gravpladsen på Bering Ø i 1991. Forrest Ole Schiørring bag ham Svend Erik Albrethsen. Foto: Søren Gottfred Petersen.
Søren Gottfred Petersen
Arkitekt MAA (født 1949). cand.phil. i forhistorisk arkæologi og arkitekt cand.arch. med speciale i restaurering, by- og bygningspleje. Har deltaget som leder i adskillige danske og udenlandske udgravninger samt flere udenlandske ekspeditioner til bl.a. Abu Dhabi, Oman og Bering Øen. Tidligere museumsinspektør på Horsens Museum. I dag eget arkitektfirma
Svend Erik Albrethsen
Født 1941. Mag.art. i Forhistorisk Arkæologi. Har været ansat i Rigsantikvarens arkæologiske sekretariat, Kulturministeriets arkæologiske kontor og Kulturvernet for Svalbard og Jan Mayen. Pensioneret 2006. Arbejdet 20 somre i Sydvestgrønland med rekognosceringer og udgravninger. Deltaget i arkæologiske ekspeditioner til Svalbard og det nordøstlige Sibirien. Har skrevet artikler om arkæologiske emner i Danmark, Grønland
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.