HISTORIE – Meget tyder på, at en ansigtsrekonstruktion på Horsens Museum af den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering i virkeligheden forestiller en ukendt russisk pelshandler, skriver museumsinspektør Jakob Seerup. Blev danske arkæologer ført bag lyset med fundet af Berings grav på Bering Ø i Sibirien i 1991. Og har russiske forskere redigeret i historiske kilder for at tilpasse historien et ønske om en videnskabelig sensation?
På Horsens Museum er et af de vigtigste og mest markante elementer i udstillingen en buste, som forestiller bysbarnet Vitus Bering, der levede 1681 til 1741. Den danske søofficer fra Horsens gik i 1704 i den russiske kejsers tjeneste og blev en verdensberømt opdagelsesrejsende. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Beringstrædet mellem Rusland og Nordamerika opkaldt efter ham.
Det er ikke nogen almindelig buste, der står på museet i Horsens. Det er ikke et af 1700-tallets idealbilleder af en helt, men derimod en kriminalteknisk genskabelse af en fysiognomi modelleret over Vitus Berings kranium fra hans grav.
Det blev sensationelt fundet ved en dansk-russisk ekspedition til Bering-øen ved Kamtjatka i 1991. I ekspeditionen deltog fire danske arkæologer og museumsfolk. De tre var fra Horsens: Ole Schiørring som leder, Orla Madsen og Søren Gottfred Petersen. Desuden deltog arkæologen Svend Erik Albrethsen på vegne af det danske Nationalmuseum.
Rekonstruktionen er frugten af et internationalt og tværvidenskabeligt samarbejde mellem historikere og arkæologer fra Danmark og Rusland. Derfor kan det ikke undre, at man i Horsens er glade og stolte over busten og den øvrige udstilling, man har om den danske berømthed. Vitus Bering sætter Horsens på verdenskortet.
Den var åbenbart opdaget af sovjetiske arkæologer allerede ved en ekspedition i 1979-81 men dækket til med plastik. Derfor var den hurtig at genfinde, og derfor havde russerne skråsikkert kunnet love en sensation til pressen
Der er bare et problem. Busten forestiller med stor sandsynlighed ikke Vitus Bering. Det er forskeren Natasha Okhotina Lind, der sætter alvorligt spørgsmålstegn ved hele den undersøgelse og det materiale, der ligger til grund for rekonstruktionen af Berings ansigt.
Natasha Lind er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hendes kritik er udkommet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Historisk Tidsskrift, der udgives af Den Danske Historiske Forening.
I den lange og grundigt researchede artikel gennemgår Natasha Lind både det skriftlige og det arkæologiske materiale fra de forskellige undersøgelser af Berings grav. Det er et ambitiøst studie, der omfatter kildemateriale på både dansk, russisk og tysk. Hun har studeret det samtidige kildemateriale, breve og dagbøger ført af Bering og de øvrige deltagere på den anden Kamtjatka-ekspedition fra 1733 til 1743 – den ekspedition, hvor Bering døde og blev begravet på en lille ø ud for Kamtjatka-halvøen. Men hun har også analyseret de forskeres resultater, der deltog i ekspeditionen i 1991. Den ekspedition, hvor man fandt Berings grav.
Et lidt for hurtigt fund
Natasha Lind fremhæver det bemærkelsesværdige i, at Berings grav blev fundet allerede i løbet af de første dage af 1991-ekspeditionen. Graven blev identificeret, fordi det var den eneste af de seks fundne grave, der havde resterne af en trækiste. Den var åbenbart opdaget af sovjetiske arkæologer allerede ved en ekspedition i 1979-81 men dækket til med plastik. Derfor var den hurtig at genfinde, og derfor havde russerne skråsikkert kunnet love en sensation til pressen, der da også var på pletten i 1991.
Men der var lige det problem, at Bering ifølge en samtidig kilde, der havde overværet begravelsen, slet ikke blev begravet i en kiste, men blot var blevet bundet til et bræt. Kisten viste sig i øvrigt ikke at være en rigtig sammentømret kiste, men snarere et hønsebur, der var genbrugt til en begravelse. Meget pegede på, at det således ikke var Berings grav alligevel.
Ingen portrætlighed
Den på det tidspunkt ret nye anvendelse af ansigtsrekonstruktion var et andet interessant og opsigtsvækkende element ved ekspeditionen. Berings ansigt lignede bare ikke det ansigt, man kendte fra et samtidigt portræt af Vitus Bering på Flådemuseet i Sankt Petersborg. Og da maleriet ikke passede med det resultat, så omtolkede man det.
Portrættet påstås nu at forestille Berings grandonkel, kongelig hofhistoriograf Vitus Pedersen Bering (1617-1675). Det er en underlig efterrationalisering, især fordi der findes andre portrætter af hofhistoriografen, som ikke bærer nogen lighed med portrættet i Rusland.
Det var med andre ord den forkerte gravplads, man udgravede. Det forklarer så også, hvorfor den gravlagte mand i hønsekassen slet ikke lignede Vitus Bering. Det var jo nok nemlig slet ikke Vitus Bering
Der var andre detaljer ved kraniet, der slet ikke hang sammen med de skriftlige kilder. Tandsættet var i en ”smuk tilstand”, hvilket kun stemte meget dårligt overens med det faktum, at hele besætningen på Berings skib Sankt Peter led skørbugens kvaler i de seks udmattende måneder, før rejsen endeligt førte dem til den afsidesliggende ø. Et klassisk symptom på skørbug er jo, at tænderne rådner og falder ud. Det var en mangelsygdom, der hyppigt forekom blandt sejlskibstidens søfolk, som var resultat af ensidig, vitaminfattig kost om bord på skibene.
Selve lokaliseringen af graven viser sig heller ikke at kunne stå for nærmere efterprøvelse. Ved den sovjetiske arkæologiske ekspedition i 1979-81 havde man fundet og udgravet de hytter, som Bering og hans folk havde bygget på øen. De lå i en række, og ud fra dagbogsoptegnelser vidste man, hvor i rækken Bering og ekspeditionens læge Georg Wilhelm Steller havde boet.
Og i 1991 fulgte man et dagbogscitat fra Steller, som anførte, at begravelsen var i nærheden af Berings hytte. Det viste sig dog at være en misforståelse, for Steller skriver faktisk, at graven var i nærheden af hans (Stellers) hytte. Det var 55-60 meter væk fra der, hvor man gravede. Det var med andre ord den forkerte gravplads, man udgravede. Det forklarer så også, hvorfor den gravlagte mand i hønsekassen slet ikke lignede Vitus Bering.
Det var jo nok nemlig slet ikke Vitus Bering.
Kildetilpasning og sensationshunger
Som om det ikke skulle være nok, så påviser Natasha Lind, at de russiske forskere siden forsøgte at skjule den kendsgerning, at de havde gravet et forkert sted, ved i en ny oversættelse af Stellers dagbog at ændre formuleringen, så det fremstår som om Steller havde skrevet, at graven sådan generelt var i nærheden af hytterne og ikke i nærheden af Stellers egen hytte. Det er et udtryk for, hvad forfatteren omtaler som kildetilpasning. Også omtolkningen af Berings portræt må ses som kildetilpasning. Man kunne nok bruge et mindre neutralt ord.
Forfatteren af den opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift mistænker, at arkæologer og historikere lod sig lokke af den videnskabelige sensation, der var lagt op til i ekspeditionen i 1991, som fandt sted i anledning af 250-året for at Berings skib ”Sankt Peter” strandede ved Bering Ø.
Natasha Okhotina Lind konkluderer: ”Alt taler for, at den gravplads, de udgravede i 1991, intet har med den Anden Kamtjatka-ekspedition at gøre. Deraf følger, at Vitus Berings grav forbliver ukendt, og den angivelige rekonstruktion af hans ansigtstræk på grundlag af et kranie ingen relevans har”.
Veritabel krimnalroman
Historien om Berings grav har flere perspektiver. Der er ingen tvivl om, at den store medieopmærksomhed omkring udgravningen og ansigtsrekonstruktionen i 1991 har været med til at øge opmærksomheden og generel viden om Vitus Bering og hans fantastiske karriere som opdagelsesrejsende i den russiske kejsers tjeneste.
Men i en tid, hvor vi i stigende grad er blevet opmærksomme på fake news er det vigtigere end nogen sinde at holde den faglige fane højt. Museerne nyder en meget høj grad af troværdighed i befolkningen – og det ville være en skam, hvis de satte den troværdighed over styr.
Man spørger sig selv, om det måske slet ikke er gået op for de danske arkæologer, at de er blevet narret ind i en fortolkning, som kildematerialet ikke kunne bære
Det er sjældent, at artikler i Historisk Tidsskrift er så medrivende at læse. Det er en veritabel kriminalnovelle, Natasha Okhotina Lind har skrevet. Men det er ikke blot, fordi artiklen er velskrevet, at man bliver grebet af den. Det er også fordi hele sagen virker så utrolig. Man tænker, at det da ikke kan passe, at velmeriterede forskere og museumsprofessionelle kan lave så mange fejl og efterrationaliseringer?
Man griber sig i at forsøge at bortforklare eller rationalisere forskernes handlinger. Måske var der tale om sprogforbistring og kommunikationsvanskeligheder mellem de danske og de russiske forskere?
Måske de danske deltagere lod sig dupere af de russiske forskere, der serverede Berings grav for dem på et sølvfad? Man spørger sig selv, om det måske slet ikke er gået op for de danske arkæologer, at de er blevet narret ind i en fortolkning, som kildematerialet ikke kunne bære?
Spørgsmålene er mange. Og det skal blive spændende at se, om nogle af de involverede forskere ønsker at give en replik.
Natasha Linds gennemresearchede artikel levner ikke megen plads til bortforklaringer. Og på museet i Horsens står der nu en buste, der viser en nøjagtig genskabelse af det, der formentlig er ansigtet på en ukendt russisk pelshandler. Hvad skal der nu ske med den?
Natasha Okhotina Linds artikel kan læses i Historisk Tidskrift Bd. 118 hæfte 2.
POV International har kontaktet medlemmer af den danske ekspedition med en opfordring til at besvare kritikken.
Hovedillustration: Horsens Museum.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her