KULTUR // KRONIK – “Jeg fik et mindre chok, da jeg hørte, at Enhedslistens Mai Villadsen er ny direktør for Dansk Kulturliv,” skriver Ole Blegvad. “Hvad pokker ved hun om kunst og kultur? Hvor har hun i sit politiske arbejde vist, at hun har kæmpet for og dyrket kultur?”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg må indrømme, at jeg fik et mindre chok, da Dansk Kulturliv, den fælles interesse- og samarbejdsorganisation for kulturlivets brancheorganisationer og landets mere end 1.100 danske kulturinstitutioner og -virksomheder, afslørede, at de har ansat det tidligere folketingsmedlem og den tidligere politiske ordfører for Enhedslisten (2021-2023), Mai Villadsen, som ny direktør.
Min overraskelse var i første omgang egentlig en undren: Hvad pokker ved Mai Villadsen om kunst og kultur? Hvor har hun i sit politiske arbejde vist, at hun har kæmpet for og dyrket kultur? Og hvorfor kender jeg ikke hendes overordnede linje og holdninger til det emne, som jeg siden jeg 7. klasse har interesseret mig så meget for?
Hvad vil Dansk Kulturliv opnå ved at få Mai Villadsen med ombord?
Da jeg så læste en udtalelse fra bestyrelsesleder i Dansk Kulturliv, Peter Mark Lundberg, der også er direktør i Dansk Scenekunst, blev jeg nærmest bange på dansk kunst- og kulturlivs vegne. For han udtalte:
“Vi er meget glade for at få Mai Villadsen som direktør. Hun har både politisk tyngde og et stærkt engagement i vores formål. Med Mai Villadsen er det vores ambition at fortsætte vores vækst og styrke i arbejdet for, at kunst- og kulturlivet står stærkt både i samfundsdebatten, og ikke mindst der, hvor beslutningerne træffes.”
På en god dag kan man sige, at bestyrelseslederen taler i floskler. På en dårlig dag ville man nok sige, at han ”faktisk ikke siger en skid”!
Hvad vil dansk kunst- og kultur egentlig opnå ved at tage en ekspolitiker ind i stalden? Dansk Kulturliv, der historisk har haft utroligt mange stærke stemmer i det offentlige rum.
Man kunne nævne lidt fra forskellige generationer: Grundtvig og Kristen Kold, Poul Henningsen (PH) og Karen Blixen, Kaj Munk og Arne Jacobsen, Rifbjerg og Brøgger, Preben Harris og Jytte Abildstrøm, Bjørn Nørgaard, Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Peter Aalbæk. Kunstnertyper, der alene og sammen med deres forskellige kunstneriske organisationer kæmpede for kunstens og kulturens stemme. De stod ofte op imod – og engang imellem sammen med – politiske profiler som Julius Bomholt, Nathalie Lind, Jytte Hilden og Erhard Jakobsen (især mediepolitisk), Brian Mikkelsen og Bertel Haarder.
Hvad vil Dansk Kulturliv, så pludselig med en direktør, og talsperson formoder jeg, der slet ikke har kulturballast? Skal Mai Villadsen ind på Christiansborg og være en ekspolitiker, der ikke har talt om kultur, dengang hun var folketingsmedlem, men nu skal overbevise sine gamle kollegaer om, at ”det jeg ikke talte om engang, er pludselig blevet vigtigt, fordi jeg har fået en ny titel.”
Undskyld mig, det lyder dumt og mærkeligt. Ja, det lyder nærmest som noget, man skal være politiker for at forstå.
Har kunsten ikke (næsten) altid været præget af at være et modstykke til politik? Med kunsten som det abstrakte, fantasifulde, kritiske, eksperimenterende og grænsesøgende over for politik, der handler om prioriteringer, økonomi, kompromiser og topstyring. Og har kulturen ikke altid været refleksion, nuancer og tvivl, mens politik har været hurtige og korte svar, signaler og accept af nyhedscyklus? Har det ikke været sådan, at kunstnere udfordrer systemet, mens politikere selv er systemet?
Hvis kunsten og kulturen skal gøre en forskel, så er der ikke brug for flere bureaukrater, der køber ind på tidens tankegang om, at den kulturpolitiske magt i stigende grad ligger hos organisationer, fonde og professionelle aktører med adgang til den politiske proces. Hvis kunsten og kulturen skal gøre en forskel, så skal den – også på organisationsplan – være fri og besværlig i forhold til politikerne og ikke behage den politiske magt.
Ansættelsen af Mai Villadsen er det præcis modsatte. Tankegangen i Dansk Kulturliv er næsten for kynisk beregnende: Vi ansætter en af deres, så skal det nok gå alt sammen.
Eksempler på politikere i kultur
Man skal ikke være specielt politisk eller kulturelt interesseret for at have bemærket, at der i de senere år er kommet en tydeligere politisering af de store kulturinstitutioner og en tættere kobling mellem kulturlivet og politisk erfaring.
I Danmark er kulturinstitutionerne formelt uafhængige, men de er samtidig så tæt forbundet med offentlige midler og politiske prioriteringer, at personer med stærke netværk på Christiansborg ofte ender centralt i ledelsen.
For at nævne nogle stykker: Bertel Haarder blev den 1. juli 2020 formand for Det Kongelige Teater. Han sad der frem til 2023, hvor Lars Barfoed overtog formandsposten. Han er tidligere minister for Det Konservative Folkeparti, hvor han også en kort overgang var formand, men det virkede meget belejligt, da han i 2023 skiftede til Moderaterne for derefter at blive formand for Det Kongelige Teater – kulturministeren var fra Moderaterne – ligesom han fik nogle andre formandsposter, som et medlemskab af konservative, partiets størrelse taget i betragtning, næppe havde fået.
Det Kongelige Teater er med et tilskud på over en halv milliard kroner den tungeste statsfinansierede kulturinstitution i Danmark. Her sidder Lars Barfoed stadig for bordenden, når der afholdes bestyrelsesmøder.
Man kan sige meget om Barfoeds position, men i den brede offentlighed er han i rollen mest kendt for ikke rigtigt at være synlig under balletkrisen om mistrivsel og det hårde undervisningsmiljø på Det Kongelige Teaters balletskole.
Han udtalte sig primært skriftligt i pressemeddelelser, og selv om han officielt undskyldte over for tidligere balletelever på vegne af teatret, så fremstod Det Kongelige Teater i perioder som lukket, kontrolleret og stærkt styret af pressemeddelelser og advokatundersøgelser.
Mens nogle mente, at det var en stor fordel for teatret at have en så politisk trænet person som Lars Barfoed i spidsen for teatret under krisen, så mente andre, at Barfoed og dermed Det Kongelige Teater manglede en åben dialog om balletkrisen, som i høj grad blev håndteret præcis på den måde, som mange forbinder med det politiske system.
Et andet eksempel er socialdemokraten Mogens Jensen, som forlod regeringen i kølvandet på minkskandalen i 2020. Samtidig med sin plads i Folketinget blev han udnævnt til forperson for Folketeatret i København. Han havde i mange år været kulturordfører for Socialdemokraterne, men udnævnelsen rejser det principielle spørgsmål om, hvor tæt forbindelsen bør være mellem en aktiv politiker og ledelsen af store kulturinstitutioner?
Med den ene hånd vil kunst- og kulturinstitutionerne gerne italesætte armslængdeprincippet som vigtigt, med den anden hånd vil de gerne sove i ske med politikerne, som man så håber kan hjælpe med finansiering og gennemslag i det politiske landskab.
Et demokratisk problem
For mig rejser hele diskussionen om politikere i kulturlivet et meget principielt demokratisk problem.
Hvis man skal lave en sammenligning, så kører der lige nu (igen igen, fristes man til at sige) en voldsom kritik af de tætte bånd, der er mellem interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og Christiansborg. Kritikken er blandt andet blusset op takket være TV 2’s dokumentarserie Hvem Passer På Grisene, der har fokus på grisenes mistrivsel.
Der har historisk altid været en ret tydelig svingdør mellem Christiansborg og Landbrug & Fødevarer, både den ene og den anden vej. Kritikerne mener, at forbindelsen mellem Landbrug & Fødevarer og Christiansborg har været så tæt, at grænsen mellem interessevaretagelse og reel politisk magt til tider er blevet uklar.
Dét er præcis den parallel, man kan trække til kulturlivet. Når tidligere toppolitikere går direkte ind i kulturinstitutioner eller kulturalliancer, kan de samme magthierarkier opstå, hvor det er svært at gennemskue de demokratiske processer, ligesom det kan være svært at adskille netværk, institutionel magt, indspisthed, magtcirkler og magtelite.
Hvis ”alle” faglige organisationer kun kan få taletid og blive respekteret, hvis de ansætter personer med en fortid i det politiske system, så står vores demokrati i en mere alvorlig krise, end den politikerlede, der synes at være gældende for tiden.
Hvis man som interesseorganisation skal kunne det politiske spil for at begå sig på Christiansborg, så giver demokratiet slet ikke mening mere. Demos = folk, kratos = styre. For så vil alle beslutninger i fremtiden være lagt i hænderne på den samme type mennesker. Nemlig politiske mennesker.
Tonedøvt knæfald
Jeg kender ikke Mai Villadsen. Hun er sikkert dygtig og rar, men når jeg læser hendes CV og de politiske mærkesager hun har kørt, så forstår jeg ikke valget af hende som ny direktør for Dansk Kulturliv.
Jeg synes, udnævnelsen er (jævnfør kritikken af Landbrug & Fødevarer) tonedøv i forhold til udviklingen af vores demokrati anno 2026. Og så er det et knæfald for politikerne og for nogle kommunikationsfolk, der tror, at moderne kulturinstitutioner kræver ledere med politisk forståelse og stærke netværk på Christiansborg.
Som PH sagde: Kultur er en kamp mod vanetænkning. Det er det stik modsatte af det, organisationen Dansk Kulturliv har gang i lige nu. Og det er en skam for kunsten, for demokratiet – og ja, faktisk også for den politiske samtale.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og