BØLLEKLANG // POV PÅ SPIDSEN – Kvinder er dem, der er mest udsat for grimme kommentarer, og jeg pønser på at bruge min sommer på at udarbejde en liste af hurtige svar, som kan få folk til at klappe i. En liste af hurtige replikker, som man lige kan hive op af lommen. Eller lære udenad, så man er klar, hvis situationen skulle opstå.
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
I Danmark har vi en grundlov, der sikrer os ytringsfrihed. Et trefoldigt hurra for den! Paragraf 77 i den danske grundlov erklærer, at ”enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”.
Ytringsfriheden bliver flittigt benyttet, og medmindre man er tilhænger af et ayatollah-styre med fuldskæg over hele linjen eller en rundbarberet Kim Jong-un i grå uniform, ja, så er der al grund til at elske og påskønne den demokratisk sikrede tale- og tankefrihed. Takket være den bliver der udvekslet et mylder af meninger og tanker. Og det går stærkt i disse år, først og fremmest på sociale medier som Facebook, hvor bemærkninger flyver som dartpile.
Disse små, sproglige svirp med halen er tænkt som inspiration. Det er godt at være forberedt, for når man står i situationen, kan det ligge lidt tungt med at finde på noget
Men tonen i det offentlige rum, både globalt og nationalt, er blevet hård de senere år. Ukærlig, til tider direkte perfid. Kommentarsporene på de sociale medier kan være så forstemmende og gyselige, at man må snappe efter vejret. Vores nyudnævnte kulturminister, Zenia Stampe, har i P1-podcasten Shitstorm berettet om de reaktioner, hun fik, da hun engang fortalte, at hun havde mistet et foster, da hun var gravid i 24. uge: ”Når man åbner op, kan man få en masse sympati, men det er også dén sprække, dæmonerne flyver ind ad,” sagde Stampe.
Det var hun selv udsat for. Én skrev senere på hendes Facebook-side, da hun sidenhen fødte et sundt og raskt barn: ”… har du fået tjekket dit nye yngels hjerne, den virker vist ikke godt som den første, der valgte at dø, da hun så, hvem der skulle være hendes mor …”
Hvor kommer den giftige tone fra? Man kan undre sig over, hvad der får et andet menneske til at tænke og tale så grimt. Og skrive det ned. Og sende det videre, ovenikøbet. Det er en grim facet af tidens tone: Den tone, man kunne kalde ”bølleklang”, bøllestilen med hadske udfald.
Den siver ind i selv de fineste, forgyldte gemakker. Helt ind i Det Hvide Hus. Mange af os tabte underkæben i februar 2025, da Ukraines præsident Zelenskyj for rullende kameraer fik voksen-skældud for sin tøjstil af præsident Trump og vicepræsident Vance. Her sad en leder, hvis land var i krig. Og USA’s topledere, anført af Vance, kritiserede ham, fordi han ikke var pænt klædt på, iført jakkesæt.
Dét angreb var så dårlig stil, at man sad med tæerne krummet ind under fodballerne – og stilen er fortsat. På Trumps eget medie, Truth Social, slår han konsekvent denne brovtende bølleklang an. Forleden udstødte han et lettelsens suk over, at flere amerikanske kunstnere har aflyst deres optræden ved fejringen af USA’s 250-års jubilæum på The Great American State Fair. Som han skriver på Truth Social, er der alligevel ingen, ”der gider at høre disse overvurderede sangere, hvis musik er kedelig, og som ikke laver andet end at brokke sig”.
Så tonen er sat, lejet er lagt, og det er ikke sært, at den smitter af alle vegne. Vi er nødt til at være bevidste om bølleklangen, for ellers er jeg alvorligt bange for, at den risikerer at kuppe os og overtage det offentlige rum. At den bliver det nye normale i fremtiden.
Det fik mig til at tænke på, hvordan man skal reagere på de ubehagelige, perfide bemærkninger: Skal man give igen af samme skuffe? Vende det døve øre til? Hvad gør man med dem, som debattøren, journalisten og forfatteren Mads Nygård kalder ”de krasbørstige vrissere”?
Jeg vil mene, de skal tackles med tilbagelænet ynde. Med lethed. Overlegenhed. Overskud. Med nogle comebacks, et udtryk hentet fra standup-genren. Hurtige, gerne vittige svar, der får heckleren, brokkehovedet, til at klappe i. Men når man står lige dér i situationen, så bliver man nemt befippet og helt tom for ord, aner ikke, hvad man skal svare. I den frie luft, eller inde i et kommentarspor.
Kvinder er dem, der er mest udsat for grimme kommentarer, og jeg pønser på at bruge min sommer på at udarbejde en liste af hurtige svar, som kan få de der hecklere til at klappe i. En liste af hurtige replikker, som man lige kan hive op af lommen. Eller lære udenad, så man er klar, hvis situationen skulle opstå.
Et af de skældsord, mange kvinder har oplevet at blive kaldt – online og offline – det er ”luder”. Her er mine foreløbige bud på, hvad du kan svare, hvis nogen kalder dig ”luder” – på skrift eller i tale:
Tilråb: LUUUUUUDER!
Så kan du eventuelt svare:
- Aj, så er det jo dér, jeg kender dig fra! Sjovt at se dig igen.
- Hallo! Det hedder sexarbejder nu om dage!!
TILRÅB: Smatso!
- Ha, ja – men heldigvis økologisk!
- Kan jeg få dig til at holde min taske, mens jeg gaber?
FUCK DIG!
- Aj, så fine steder er du vist ikke vant til at komme …
- Nu drømmer du vist …
REND MIG I RØVEN
- Ellers tak, jeg har det lige så godt.
- Må jeg tage min mand/min cykel/mit strikketøj med?
Disse små, sproglige svirp med halen er tænkt som inspiration. Det er godt at være forberedt, for når man står i situationen, kan det ligge lidt tungt med at finde på noget. Og hvis fantasien svigter, kan jeg anbefale at bruge et comeback, jeg for år tilbage lærte af en rapkæftet, gammel ven. Hvis folk siger noget uforskammet, kan man altid svare: Var du også dum som barn?
Det ville jeg ønske, Zelenskyj havde svaret, da vicepræsident Vance kritiserede hans påklædning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.