GRØNLAND // DEBAT – 26 juridisk faderløse grønlændere har sagsøgt staten for historisk forskelsbehandling. Uanset det juridiske udfald er sagen et moralsk spørgsmål, som Danmark burde have løst med et forlig for længst, mener Jon Eirik Lundberg og Torben Haugaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Til efteråret begynder en retssag ved Østre Landsret, som Danmark burde have undgået.
Sagen handler om 26 juridisk faderløse grønlændere, der har sagsøgt Social- og Boligministeriet med krav om godtgørelse. Som børn født uden for ægteskab i Grønland havde de ikke samme adgang til at få fastslået faderskab som børn i Danmark.
De blev derfor ikke blot afskåret fra arv i økonomisk forstand, men også fra navn, slægt, tilhør og familiehistorie.
Danmark kan ikke vinde denne sag moralsk. En stat kan få medhold i retten og alligevel tabe det, sagen dybest set handler om
Den danske stat kan muligvis finde juridiske argumenter for frifindelse. Der kan tales om forældelse, ansvarsgrundlag, historiske lovforhold og forskellen mellem fortidens uret og nutidens erstatningsret. Men Danmark kan ikke vinde denne sag moralsk. En stat kan få medhold i retten og alligevel tabe det, sagen dybest set handler om.
Den juridiske faderløshed i Grønland er et af de tilfælde, hvor lovens tekniske sprog dækker over en menneskelig virkelighed, som er langt mere brutal, end ordene antyder.
Børn uden ret til deres fædre
I perioden 1914 til 1963 i Vestgrønland og frem til 1974 i Nord- og Østgrønland var der ikke samme mulighed som i Danmark for at fastslå retligt faderskab for børn født uden for ægteskab.
I Danmark blev børn, født uden for ægteskab, i stigende grad ligestillet med andre børn gennem lovgivning i 1930’erne og senere. Den tilsvarende retsstilling blev ikke indført i Grønland på samme tidspunkt.
Det har haft store konsekvenser. I perioden 1911-1974 var der omkring 8.000 juridisk faderløse i Grønland. I 2014 blev lovgivningen ændret, så juridisk faderløse kunne få mulighed for at få fastslået, hvem deres far var. Men for mange kom ændringen meget sent, og i arvespørgsmål kan en juridisk anerkendelse ikke nødvendigvis reparere det, der allerede er tabt.
At være juridisk faderløs betød ikke nødvendigvis, at faderen var ukendt. Det betød, at barnet ikke havde samme retlige adgang til faderen som andre børn. Faderen kunne være biologisk virkelig, lokalt kendt, omtalt, måske endda til stede som rygte eller tavshed. Men juridisk fandtes forbindelsen ikke på samme måde.
Det er ikke nok at sige, at tiderne var anderledes, for det var de selvsagt. Men forskelsbehandlingen var virkelig, og konsekvenserne var reelle for dem, det gik ud over
Barnet kunne mangle retten til faderens navn, hans slægt og hans arv. Det kunne vokse op med en viden, som ikke måtte blive til anerkendelse, med et ophav, som ikke måtte blive til rettighed, og med en far, som ikke måtte blive til familie i lovens øjne.
Sagen rammer derfor et ømt punkt i den danske kolonihistorie. De juridisk faderløse var ofte børn af grønlandske kvinder og tilrejsende mænd, herunder danske mænd, som arbejdede midlertidigt i Grønland. Nogle rejste videre eller hjem igen. Tilbage stod mødrene og børnene med de sociale og økonomiske konsekvenser.
Det er her, urimeligheden bliver særlig tydelig. Der var ikke kun tale om private svigt. Der var tale om en retsstilling, hvor børn i Grønland blev stillet ringere end børn i Danmark, og hvor fraværet af juridisk faderskab kunne betyde tab af navn, arv og tilknytning til faderens familie.
Mere end et spørgsmål om arv
For et barn er faderen ikke en formalitet. Han er ikke kun en biologisk oplysning eller en økonomisk forpligtelse. Han er en del af barnets identitet: navn, oprindelse, slægt, historie og tilhørsforhold. Når staten afskærer barnet fra faderen, griber staten derfor ind i noget dybere end arveret. Den griber ind i barnets forhold til sig selv.
Det er derfor, sagen er så alvorlig. Den viser, hvad der sker, når staten ikke ser faderskab som en bærende relation i barnets liv, men som et administrativt spørgsmål, en lovteknisk kategori eller et forhold, der kan udsættes, begrænses eller gøres sekundært.
Også i menneskeretlig forstand er sagen følsom. FN’s Børnekonvention siger ikke, at alle børn under alle omstændigheder har ret til begge forældre. Den siger mere præcist, at barnet så vidt muligt har ret til at kende og blive passet af sine forældre.
Den siger også, at et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, som udgangspunkt har ret til regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, medmindre det strider mod barnets tarv. Social- og Boligministeriet har selv omtalt retssagen som en sag om godtgørelse for krænkelse af retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 8.
Når en sag af denne karakter havner i retten, er der allerede noget, der er gået galt. Staten har ikke formået at skelne mellem en almindelig tvist og en historisk skade, der berører rigets egen legitimitet
Retssagen bør derfor ikke kun forstås som et opgør med en kolonial undtagelse i familieretten. Den rejser også et principielt spørgsmål, som rækker ind i nutiden: Hvor stærkt beskytter staten barnets relation til begge forældre, når relationen bliver konfliktfyldt, vanskelig eller administrativt ubekvem?
Den juridiske faderløshed var en ekstrem og historisk særlig ordning. Nutidens konflikter om samvær, forældremyndighed, børnesager og forældrefremmedgørelse er ikke det samme og bør ikke blandes sammen med Grønlands kolonihistorie. Men de berører et beslægtet spørgsmål: Er barnets forbindelse til faderen en grundlæggende relation, staten skal værne om, eller en relation, som kan gøres sekundær, når systemet finder det praktisk?
Det er her, sagen får nutidig betydning uden at miste sin historiske egenart. Hvis staten begynder med at erkende fejlen i sagen om de juridisk faderløse, kan det også skærpe blikket for, at barnets relation til faderen ikke er et vedhæng til familien, men en del af barnets ophav, identitet og familieliv.
Hvorfor Danmark bør vælge forlig
Danmark burde for længst have indgået forlig.
Ikke fordi enhver historisk uret automatisk kan omsættes til erstatning, men fordi denne sag er særlig enkel i sin moralske kerne: Børn i Grønland blev stillet ringere end børn i Danmark i adgangen til deres fædre.
Et forlig ville ikke ophæve historien. Det ville ikke give de juridisk faderløse deres barndom tilbage eller genskabe alle de relationer, der aldrig blev til noget. Men det ville standse ydmygelsen ved at sige til de berørte, at de ikke skal bruge deres alderdom på at bevise, at det havde betydning at blive nægtet retten til en far.
Det ville også være i tråd med en udvikling, Danmark allerede kender fra andre grønlandske sager. Eksperimentbørnene fik en officiel undskyldning i 2020 og senere et forlig med erstatning til de nulevende.
I spiralsagen har den danske regering og Naalakkersuisut sagt undskyld. Det betyder ikke, at alle sager er ens, eller at de skal løses på samme måde. Men det viser, at historiske sager i rigsfællesskabet ikke altid bør behandles som almindelige retstvister.
Også fra grønlandsk politisk side har der været opbakning til, at juridisk faderløse bør få en undskyldning og kompensation. Det er væsentligt, fordi sagen ikke kun handler om 26 sagsøgere. Den handler også om den tillid, som forholdet mellem Danmark og Grønland skal hvile på.
Det mest ødelæggende ved retssagen er ikke, at staten forsvarer sig juridisk. Det har staten naturligvis ret til. Det mest ødelæggende er, hvad processen viser om statens moralske instinkt.
Når en sag af denne karakter havner i retten, er der allerede noget, der er gået galt. Staten har ikke formået at skelne mellem en almindelig tvist og en historisk skade, der berører rigets egen legitimitet. I sådanne sager bør staten ikke først spørge, om den kan slippe. Den bør spørge, hvad den skylder.
Den danske stat vil gerne fremstå som en humanitær småstat, men når regningen fra historien kommer, optræder den ofte som en modvillig debitor. Den undersøger, begrænser, afventer, indsnævrer og henviser til processuelle forhold. Det kan være administrativt forståeligt, men politisk og moralsk er det risikabelt.
Der findes sager, hvor den kloge stat ikke fører kampen til ende. Den indgår forlig, ikke af svaghed, men af styrke, fordi den forstår, at dens autoritet ikke kun afhænger af, om den kan vinde i retten, men af, om den kan handle retfærdigt, når lovens sprog ikke længere er nok.
Et rigsfællesskab kan ikke alene hvile på forfatningsret, historiske bånd, administration og strategisk nødvendighed. Det må også hvile på tillid. Og tillid kræver, at Danmark viser vilje til at rydde op i de sager, hvor staten selv har været med til at skabe sår.
Hver gang en sådan sag trækkes i langdrag, styrkes følelsen af, at Danmark kun anerkender Grønlands smerte, når det er politisk bekvemt og økonomisk ufarligt. Hver gang staten gør sig til modpart i stedet for forsoningspart, svækkes forestillingen om et ligeværdigt rigsfællesskab.
Det er ikke nok at sige, at tiderne var anderledes, for det var de selvsagt. Men forskelsbehandlingen var virkelig, og konsekvenserne var reelle for dem, det gik ud over. De mennesker, der nu går i retten, beder ikke om abstrakt historieskrivning, men om anerkendelse af, at staten fratog dem noget, som intet barn burde fratages: retten til at kende og blive anerkendt i forholdet til sin far.
Her ligger sagens større betydning. Retssagen vil ikke i sig selv afgøre rigsfællesskabets fremtid. Men den kan blive et billede på et problem, Danmark ikke har råd til at overse: Hvis staten kun erkender historiske fejl, når den presses til det, bliver tilliden mellem Danmark og Grønland svagere.
Grønland bevæger sig allerede mod større selvstændighed, og Arktis får stigende international og strategisk betydning. I den situation er Danmarks moralske legitimitet ikke pynt. Den er en del af grundlaget for et stærkt og tillidsfuldt forhold til Grønland.
Hvis Danmark vil bevare dette forhold, må staten vise, at den kan gøre op med de uretfærdigheder, der knytter sig til rigets historie. Ikke kun i taler, ikke kun i kommissioner og ikke kun når det er gratis, men også når det koster.
Derfor bør sagen ikke ende med en dom. Den bør ende med et forlig.
Et forlig ville være bedre for de berørte, bedre for Grønland og bedre for Danmark. For hvis staten fører sagen til ende og vinder, hvad har den så vundet? Retten til at sige, at de juridisk faderløse ikke havde krav på godtgørelse? Retten til at lukke en historisk uret med en juridisk frifindelse?
Det ville være en fattig sejr.
Og hvis staten taber, har den tabt efter en proces, hvor de berørte først måtte kæmpe mod staten for at få den anerkendelse, der burde være kommet frivilligt.
Begge udfald peger i samme retning: Retssagen er en dårlig ramme for en sag, der kalder på anerkendelse og forlig.
Staten kan stadig vælge anerkendelsen frem for frifindelsespåstanden. Den kan sige, at nogle sager ikke bør afgøres ved, at ældre mennesker skal sidde i en retssal og forklare, hvad det betød at blive gjort faderløse af loven.
Det ville ikke svække Danmark. Det ville tværtimod vise, at Danmark har forstået, hvad sagen egentlig handler om.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og