POLITIK // ANALYSE – G7-landenes ledere mødes i denne uge i Evian ved Genève-søen. De første møder i 1975 og 1976 samlede verdens stærkeste økonomier om fælles løsninger. Men i dag præges G7 af politisk svækkede ledere, voksende internationale konflikter, økonomier under pres og en amerikansk præsident, der udfordrer både alliancer og internationale spilleregler og ikke skjuler sin foragt for internationalt diplomati, skriver Michael Seidelin.
PARIS – De franske værter for G7-mødet i Evian ved Genèvesøens bredder tænker først og fremmest på én ting: Hvordan vil den amerikanske præsident Donald Trump opføre sig fra mødets åbning mandag til den planlagte afslutning onsdag?
Det gik ikke godt sidste gang. Donald Trump forlod topmødet i Canada sidste år før afslutningen på grund af krigen mod Iran, og allerede dengang skortede det ikke på hånlige bemærkninger om præsident Emmanuel Macron på flyveturen hjem.
Forhåbentlig behandler han den franske præsident bedre denne gang. Det franske formandskab for G7-kredsen – bestående af værtslandet Frankrig, USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Italien og Japan – har udskudt tidspunktet for åbningen, så Donald Trump kan fejre sin 80-års fødselsdag i Det Hvide Hus. Her bliver klimaks på festlighederne afholdelsen af MMA-kampe (Mixed Martial Arts).
I Evian bliver kampene af diplomatisk karakter. Franskmændene har dog allerede sørget for, at Donald Trump ikke kommer i konflikt på et område, han afskyr. Amerikanerne har under de indledende forhandlinger gjort det klart, at de ikke ønsker klimaforandringer på dagsordenen. Ifølge Trump-administrationen er klimaforandringer regulært fup.
Emmanuel Macron har derfor fjernet emnet fra dagsordenen uden større protester fra de øvrige deltagere, hvis politiske kampform mildt sagt ikke er på sit højeste. Og han har inviteret præsident Trump til en gallamiddag i Versailles onsdag aften vel vidende, at Donald Trump elsker pragt og glimmer, som der er masser af i Solkongens slot i Versailles. De to ledere vil fejre Frankrigs bidrag til den amerikanske revolution og frihedskamp for 250 år siden.
Popularitet i bund
Dengang vandt de amerikanske hære over den engelske kolonimagt. Det går til gengæld mindre godt i dag. Præsident Trump har ikke nået sine krigsmål i Iran. Dermed føjer han sig til rækken af amerikanske præsidenter, som siden 1945 har måttet se USA’s krige ende uden den ønskede sejr som i Vietnam og Afghanistan, for blot at nævne de mest smertefulde eksempler. Samtidig styrtdykker hans popularitet på hjemmefronten.
Præsident Macrons popularitet er allerede rekordlav. Han har formået at tømme statskassen og skabt forudsætningerne for, at en kandidat fra det yderste højre kan afløse ham ved præsidentvalget om knap et år.
Tysklands forbundskansler Friedrich Merz står i spidsen for en skrøbelig koalitionsregering, og hans opbakning er heller ikke imponerende. Den britiske premierminister Keir Starmer risikerer samtidig at blive udfordret internt i Labour efter partiets dårligste lokalvalg i mere end 100 år.
Italiens Giorgia Meloni har endnu ikke afgjort, om hun vil følge sit politiske instinkt som højreradikal og trumpist, eller om hun vil fremstå som en overbevist tilhænger af et stadig tættere europæisk samarbejde.
G7: En beskeden forsamling
Da den franske præsident Valéry Giscard d’Estaing i 1975 inviterede USA, Storbritannien, Tyskland, Italien og Japan til det første G6-møde, var et af formålene at styrke det internationale samarbejde med Europa som drivende kraft.
Giscard d’Estaing var en nyvalgt og stærk leder med store visioner, som delvist blev gennemført. Hans tyske modstykke, socialdemokraten Helmut Schmidt, var en stærk og respekteret politiker, som stod i spidsen for et stort folkeparti.
Spørgsmålet er, om Donald Trump endnu en gang vælger at affeje sin franske kollega med en hånlig bemærkning eller dør af grin
Canada blev inviteret med året efter, og i 1998 blev Rusland medlem af klubben. Det varede dog kun frem til Ruslands annektering af Krim i 2014 og begyndelsen på krigen mod Ukraine. I dag fremstår G7 som en langt mere beskeden forsamling.
Verden er blevet større siden 1975. Dengang besad de seks lande omkring to tredjedele af verdens rigdomme. De dominerede verdenshandelen og satte dagsordenen inden for teknologi, forskning og økonomi.
Sådan er det ikke længere. En række lande i Asien og Sydamerika – samt Sydafrika som den eneste afrikanske repræsentant – har gjort deres indtog i verdensøkonomien og i internationale fora som G20, der har en langt bredere repræsentation end G7.
Derfor forsøger G7-landene at kompensere ved, som ved mødet i Evian, at invitere lande som Brasilien, Sydkorea, Indien og Kenya til at deltage i dele af forhandlingerne.
Fra én krise til den næste
Verden har forandret sig, men der er et fælles og deprimerende træk mellem det første møde i Rambouillet og denne uges forhandlinger i Evian.
Valéry Giscard d’Estaing forsøgte med dannelsen af G7 at finde et fælles svar fra de vigtigste kapitalistiske lande på den krise, der i 1975 gik under navnet oliekrisen. De olieproducerende landes beslutning om at hæve prisen på råolie kastede Europa ud i en af det 20. århundredes alvorligste økonomiske kriser med massearbejdsløshed, sociale nedskæringer og et dramatisk fald i levestandarden.
Så alvorlig er situationen ikke i dag. Men det er tankevækkende – ikke mindst set i lyset af tidligere tiders lovprisning af den ”krisefrie kapitalisme” – at mødet i Evian finder sted på et tidspunkt, hvor en af deltagerne, præsident Trump, har kastet store dele af verden ud i usikkerhed med sit angreb på Iran. De øvrige deltagere har mødt udviklingen med dyb bekymring.
Den amerikanske præsidents beslutninger om toldsatser og afgifter rammer flere af deltagerlandene. Frankrig bevæger sig faretruende tæt på en økonomisk krise. Den tyske bilindustri, som siden begyndelsen af 1950’erne har været en af drivkræfterne i Europas økonomi, er presset af både amerikansk politik og kinesisk konkurrence. Det er derfor ikke en overdrivelse at sige, at Kinas skygge hviler over mødet i Evian.
Ifølge præsident Macron skal deltagerne diskutere, hvordan de store globale makroøkonomiske ubalancer kan begrænses. Til Kina lyder budskabet fra Emmanuel Macron ifølge Le Monde: ”Vær mere ordentlige, når det handler om statsstøtte til virksomheder.” Til USA er budskabet: ”Toldsatserne var en dårlig idé – afskaf dem igen.” Og til europæerne lyder opfordringen: ”Det skal gå hurtigere med investeringer og forenklinger.”
Mistillid indenfor – demonstrationer udenfor
Spørgsmålet er, om Donald Trump endnu en gang vælger at affeje sin franske kollega med en hånlig bemærkning eller dør af grin. Kineserne har hørt den slags argumenter før, og opfordringerne til europæiske investeringer er heller ikke nye.
Hulheden i den franske præsidents retorik blev tydelig i sidste uge, da Frankrig og Tyskland i praksis begravede idéen om udviklingen af et fælles fransk-tysk kampfly.
De franske myndigheder har forbudt demonstrationer i og omkring Evian. Titusindvis af mennesker ventes derfor at fylde gaderne i Genève og omegn på den anden side af søen for at protestere mod den amerikanske præsident
Tyske og franske kommentatorer var usædvanligt realistiske. Frankrig ønsker ikke at dele sin avancerede flyindustri med andre lande, mens forbundskansler Merz lader tyske virksomheder nyde godt af det gigantiske investeringsprogram i våbenindustrien, som hans socialdemokratiske forgænger fik igennem i Forbundsdagen. Det kaldes økonomisk nationalisme, og vi er milevidt fra de europæiske visioner.
Krigene i Ukraine og Mellemøsten kommer også på dagsordenen. Ikke mindst Frankrig er stærkt kritisk over for den amerikanske støtte til Israel, uden hvilken Israel ikke ville være i stand til at føre krig i de seneste års omfang.
Frankrig har anerkendt Palæstina, og alene det gør dialogen med præsident Trump vanskelig. Europæerne mistænker samtidig Trump for gradvist at nedtone støtten til Ukraine, og de vil derfor insistere på at få en plads ved bordet under kommende forhandlinger om en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland.
Mistilliden vil præge mødet trods de traditionelle smil og skulderklap. Til gengæld bliver der masser af larm udenfor.
De franske myndigheder har forbudt demonstrationer i og omkring Evian. Titusindvis af mennesker ventes derfor at fylde gaderne i Genève og omegn på den anden side af søen for at protestere mod den amerikanske præsident, mod G7-landenes utilstrækkelige indsats mod klimaforandringerne og til støtte for Palæstina.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og