KRIG I GAZA // NYHEDSANALYSE – Mens krigshandlingerne breder sig, og Israel gør klar til en mulig landoffensiv på Gazastriben, kører debatten i Israel. Der er voksende fokus på, at en del af den nuværende situation formentlig skyldes et massivt politisk svigt.
TEL AVIV – I den nordlige udkant af den israelske storby Tel Aviv er hundreder af mennesker i færd med at sortere og pakke store mængder varer af vidt forskellig art. Der er alt fra T-shirts og sokker, over kiks og saltede mandler til tandpasta. Det hele er doneret af borgere rundt om i landet, og når det er pakket bliver det sendt sydpå for at blive delt ud til de mange soldater, som sidder omkring Gazastriben og venter på den landoffensiv, som måske kommer.
Sådan noget er helt normalt i Israel, når landet befinder sig i en krig eller en krigslignende situation. Folk rykker sammen til en slags national samling, og de indre stridigheder, der ofte er en del af den israelske hverdag, skrinlægges for en tid.
Det usædvanlige ved den aktuelle situation er, at Israel lige siden årsskiftet har været præget af store protestdemonstrationer, som hver lørdag aften har samlet hundredtusinder af israelere i Tel Aviv og mange andre steder i landet. Og ledelsen af selvsamme protestbevægelse har nu stillet sig i spidsen for en række indsamlinger og initiativer, der skal stå som moralsk opbakning for de omkring 300.000 soldater, der allerede tirsdag begyndte at gøre sig klar til at rykke ind på Gazastriben. Fra protestbevægelsen lyder det, at de gennem 2023 har opbygget et solidt netværk, som også har vist sig effektivt i den givne situation.
Samlingsregering?
Noget lignende kan siges at have fundet sted på politisk plan. Benny Gantz og Yair Lapid, som står i spidsen for de to største oppositionspartier i landet, har længe nægtet at høre tale om nogen form for samarbejde med Netanyahu. Men efter Hamas-folkenes massakre lørdag morgen på civile israelere, hvor antallet af dræbte onsdag eftermiddag rundede 1.200, har der været tale om at danne en form for samlingsregering, eller nok snarere et krisekabinet.
Navnlig Gantz, som er tidligere forsvarschef, har kritiseret Netanyahu-regeringen for at have ført en forsvarspolitik med stærkt mangelfuld professionel dømmekraft, hvilket ifølge Gantz har ført til lørdagens katastrofale udvikling. Dermed tager Gantz implicit fat på den kulegravning, som vil blive foretaget, når denne krise på et tidspunkt har lagt sig. I første omgang var det nemlig en almindelig antagelse, at den militære efterretningstjeneste havde svigtet sin opgave, hvilket skulle have været grunden til, at det lørdag morgen lykkedes flere hundrede bevæbnede Hamas-folk at trænge gennem hegnet omkring Gazastriben for at anrette deres blodbad.
Det handler om nogenlunde den samme problematik som i oktober 1973, da Syrien og Egypten rettede et overraskelsesangreb på Israel på Yom Kippur, den store forsoningsdag. Og nu, nogle dage inde i dette komplicerede forløb, tyder mere og mere på, at efterretningstjenesten faktisk har udført sin del af arbejdet efter bogen, og at det store svigt er sket i regeringens særlige sikkerhedskabinet.
Det står nemlig temmelig klart, at regeringens store lovreform har fyldt uforholdsmæssigt meget. Lovreformen sigter på at reducere Højesterets indflydelse, hvilket reelt vil stække et af statens demokratiske principper, nemlig magtens tredeling, og det er dette, der har fået den enorme protestbevægelse på benene. I dagene op til den aktuelle Gaza-konflikt arbejdede regeringen indædt på et andet stykke lovgivning, der skal fratage Knesset muligheden for at sætte premierministeren fra posten, hvis han på en eller anden måde vurderes at være ude af stand til at udføre jobbet på forsvarlig vis.
Vi skal ikke forvente, at Benny Gantz’ indtræden i et samarbejde med Netanyahu vil føre til nogen annullering af en landoffensiv eller lancering af en forhandlingsløsning
Alt dette ligner en bevidst strategi, der skal sikre Netanyahus greb om magten. Og for at være i stand til det har Netanyahu politisk allieret sig med den yderste højrefløj, som har en helt anden dagsorden. Her finder vi ministre som Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir, begge ideologiske bosættere, hvis politiske interesser retter sig mod Vestbredden og større jødisk tilstedeværelse i Jerusalem.
For dem er Gazastriben et hjørne af mindre betydning – nok også fordi netop det stykke land spiller en minimal rolle i Det Gamle Testamente. De har valgt at argumentere med, at det højteknologiske hegn om Gazastriben er uoverskrideligt, og de har samtidig set, at der rent faktisk har hersket en tilsyneladende ro i den palæstinensiske enklave med over to millioner indbyggere. Hamas har heller ikke gjort meget væsen af sig i de seneste måneder, og det kan i dag forklares med, at bevægelsen havde travlt med at træne og forberede angrebet i lørdags.
Strategisk nødvendighed
Dertil skal dog siges, at et strammere israelsk opsyn med grænsehegnet ikke rummer nogen løsning i sig selv. Det ville kun have understreget blokadens lammende virkning på Gazastribens fortvivlende situation. Men fra Benny Gantz lyder det, at det dog næppe ville have ført til den nuværende krigslignende situation, hvor Israel nu står på nippet til at iværksætte en massiv landoffensiv. Ud over de 1.200 dræbte israelere havde godt 900 palæstinensere ifølge de seneste tal onsdag aften mistet livet som følge af ugens israelske bombeangreb. En landoffensiv vil naturligvis koste endnu flere menneskeliv.
Vi skal ikke forvente, at Benny Gantz’ indtræden i et samarbejde med Netanyahu vil føre til nogen annullering af en landoffensiv eller lancering af en forhandlingsløsning. Han vil fortsætte den militære kurs, og en anden markant oppositionspolitiker, Avigdor Lieberman udtalte tidligere, at han kun indtræder i samarbejdet, hvis det byder på en mulighed for at tilintetgøre Hamas. Gantz argumenterer med, at navnlig Ben Gvirs amatøragtige deltagelse i sikkerhedskabinettet har bidraget til den katastrofale udvikling. Selv om Ben Gvir har posten som minister for intern sikkerhed, har han stort set ingen sikkerhedspolitisk erfaring, og det har kostet mange menneskeliv på begge sider af konflikten.
Ud over dette kan Gantz også tænkes at betragte sin beslutning om pludselig at gå i samarbejde med Netanyahu som en strategisk nødvendighed. Der skal folk med omfattende militær erfaring til, synes han at tænke, og det hænger ikke mindst sammen med, at der i løbet af ugen er kommet et nyt trusselsbillede til.
Det har tydeligvis været Hamas’ aspiration at fremkalde en større regional krig med deltagelse fra flere parter i regionen. På et hasteindkaldt topmøde i Den Arabiske Liga, som fandt sted i Cairo i denne uge, kom det dog kun til en samlet opfordring til at bilægge striden, og flere medlemslande har åbent fordømt Hamas. Men en regional spiller, som ikke bliver inviteret til møder i Den Arabiske Liga, har vist sig på scenen, og det er den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon.
Hizbollah har samme fjendtlige indstilling til Israel som Hamas, men organisationens dagsorden er primært indenrigspolitisk. Den opstod i 1980’erne, hvor Libanon endnu befandt sig i sin ødelæggende borgerkrig. Den har sit udspring i den shiamuslimske befolkning, som er en af landets fire etniske grupper, og dens tilhængere bor navnlig i det sydlige Libanon, som Israel holdt besat indtil sommeren 2000.
Det har tydeligvis været Hamas’ aspiration at fremkalde en større regional krig med deltagelse fra flere parter i regionen
Men allerede ved borgerkrigens afslutning i 1989 skilte Hizbollah sig ud fra landets mange andre væbnede grupper ved ikke at slutte sig til aftalen om at nedlægge våbnene. Hizbollah erklærede, at de aldrig havde taget aktiv del i borgerkrigen, men udelukkende ønskede at forsvare Libanon over for den israelske stormagt mod syd. Det har de gjort lige siden, og efter den israelske tilbagetrækning er det kommet til en række militære konfrontationer med israelerne. Hizbollah har brugt dette indenrigspolitisk, for efter hver krig i landets sydlige dele er organisationens anseelse vokset, selvom ødelæggelserne har været omfattende.
Dette er nok også situationen aktuelt. I løbet af sensommeren og efteråret har Hizbollah-folk flere gange været inde i Shaba, et lille stykke israelsk kontrolleret grænseland, som Hizbollah hævder er libanesisk, og da Gaza-krigen begyndte i denne uge, optrappede Hizbollah med sporadisk raketbeskydning. Tirsdag fyrede nogen et par mortergranater mod Golanhøjderne fra syrisk side, og i løbet af onsdagen krydsede ukendte droner flere gange ind i israelsk luftrum. Den anspændte situation har fået Israel til at evakuere et stort antal borgere fra området langs den libanesiske grænse, og der er opstået en situation, hvor deciderede krigshandlinger kan bryde ud når som helst.
Kan Bibi redde skindet?
En form for tommelfingerregel siger, at en begrænset krig altid kan redde situationen for en kriseramt premierminister. Det er i hvert fald sket for Netanyahu nogle gange, og i denne ombæring har man også set en pludselig stemning af nationalt sammenhold opstå i den israelske befolkning, som i løbet af året ellers har stået mere splittet end nogensinde.
Man kan derfor tage de kyniske briller på og sige, at den givne situation kan være set som en slags redningsplanke for Netanyahu, der er i dyb politisk krise. Men der er intet, der tyder på, at det vil lykkes ham, snarere tværtimod. Ganske vist holdt den amerikanske præsident Joe Biden i denne uge en tale, hvor han lovede Israel al den støtte, landet har brug for i den aktuelle konflikt.
Også fra amerikansk side er der fokus på det eklatante efterretningssvigt, hvor det endelige ansvar hviler på Netanyahus skuldre
Det har Netanyahu forsøgt at fremstille som en politisk sejr, men også fra amerikansk side er fokus på det eklatante efterretningssvigt, hvor det endelige ansvar hviler på Netanyahus skuldre, og det blev onsdag yderligere understreget af Michael MaCaul (R), som står i spidsen for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus i Washington. Han undrede sig over, at både Israel og USA har overset advarselstegnene, og nævnte, at bl.a. Egypten sendte klare advarsler hele tre dage før, det hele begyndte i lørdags.
Dette er også allerede en tydelig del af den israelske debat. Den går på, hvordan Netanyahu har kunnet være så optaget af sin egen politiske overlevelse og sine lovreformer, at han bevidst har ignoreret stribevis af advarsler, hvis nøjagtige indhold dog ikke ligger helt klart på nuværende tidspunkt. I debatten rejses bl.a. spørgsmålet om, hvorfor det skulle tage hele fem dage at få sammensat det krigskabinet, der ud over Netanyahu omfatter Benny Gantz og forsvarsminister Yoav Gallant, der også har en lang militær karriere bag sig. Men som altid søgte Netanyahu at vinde tid med henvisning til forhandlinger, mens dyrebar tid gik tabt, og tabstallene voksede.
Alt dette baner jo i sig selv ikke vejen for en fredelig løsning og en dialog med palæstinenserne, men i Israel er der allerede en dyb forståelse af, at den nuværende regering kun har gjort ondt værre. Kilder i byen Sderot, som ligger lige ved Gazastriben og blev meget hårdt ramt lørdag morgen, siger, at et holdningsskifte er på vej. Byens borgere har traditionelt bakket massivt op om Netanyahu, når der var valg, men dette er formentlig ved at ændre sig. Og protestbevægelsen, hvis ledere i disse dage er aktivt med i den nuværende indsats, venter kun på at gå på gaden igen, når dette er overstået. For dem er krigen, som allerede har ført til enorme tab af menneskeliv på både israelsk og palæstinensisk side, endnu en understregning af, at Israels nuværende regering må standses.
: Vil krigen fælde Netanyahu?
Læs flere artikler om krigen i Gaza af Hans Henrik Fafner
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her