KRONIK – Næsten 25 år efter underskrivelsen af Oslo-aftalen, synes udsigten til fred imellem israelere og palæstinensere fjernere end nogensinde. Grunden til dette skyldes blandt andet et Israel, der under premierminister Benjamin Netanyahu i stigende grad rykker mod højre. Det argumenterer Emil Arenholt Mosekjær for i denne kronik, der tager sit udgangspunkt i den afgørende begivenhed d. 14 maj i år, da USA åbnede sin ambassade i Jerusalem samme dag som 70-året for Israels oprettelse.
Foran det gamle klokketårn i Jaffa står en ung kvinde, der med en tiltagende hæs stemme råber taktfaste arabiske slagord, som de omkring 50 mennesker omkring hende svarer på. Mange af dem vifter med palæstinensiske flag; andre holder skilte op.
’Stop the massacre in Gaza!’, står der på et af dem.
Overfor har ejerne af både kiosken og falafelstedet stillet sig ud for at kigge på. Og nysgerrige turister stopper af og til op for at tage billeder med deres telefoner, inden de går hen for at se solnedgangen over det smukke Middelhav.
Ind i mellem bidrager en forbipasserende bil til lydbilledet med sit horn.
For mange var 14. maj 2018 bare en helt almindelig mandag. Samtidig var det dog også dagen, hvor USA trodsede internationale protester og officielt flyttede sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En endegyldig anerkendelse af denne omstridte by som Israels udelelige hovedstad.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at befolkningen har noget imod den linje, som Benjamin Netanyahu og hans regering fører. Selv ikke den truende korruptionssag lader til at have nogen nævneværdig effekt på hans popularitet i meningsmålingerne.
Kombineret med årsdagen for udbruddet af den nu 70 år lange konflikt med Israel, fik dette dagen igennem palæstinensiske demonstranter til at styrte frem imod grænsehegnet i Gaza, hvor de blev mødt med skarpe skud fra den israelske hær.
De voldsomme begivenheder var tophistorien på medier verden over. I Tel Aviv, der i Israel er kendt som ’boblen’, var der dog ikke mange tegn på dette.
For i denne afslappede og solbeskinnede by langs Middelhavets kyst glemmer du let, at du befinder dig i Mellemøsten og ikke i Sydeuropa. At Jerusalems religiøse spændinger ikke er mere end en kort bustur herfra. Og at der kun er omtrent så langt til Gaza, som der er fra Aarhus til Vejle.
I flere uger efter at USA flyttede sin ambassade dertil, hang der endnu plakater rundt omkring i Jerusalem, der med stor skrift erklærede, at Trump Makes Israel Great Again!
Det var da stort set også kun i Jaffa, Tel Avivs gamle arabiske kvarter, at begivenhederne 14. maj satte sine spor i form af protester. For resten af byen var dagens vigtigste begivenhed den koncert, som Netta, den israelske vinder af lørdagens Eurovision Song Contest, samme aften gav på Rabin Square.
Fredsaftalen i Oslo
Så på en dag hvor over 2.700 mennesker blev skudt i Gaza – næsten 60 af dem med døden til følge – sang og dansede halvdelen af Tel Aviv derfor på pladsen, der er opkaldt efter Israels tidligere premierminister Yitzhak Rabin.
Han blev i 1995 skudt og dræbt på selvsamme plads af en jødisk terrorist på grund sine forsøg på at slutte fred med palæstinenserne.
På plænen foran Det Hvide Hus havde han to år tidligere givet PLO’s leder Yasser Arafat hånden foran den samlede verdenspresse, efter at de to netop havde underskrevet Oslo-fredsaftalen. For Rabins vedkommende havde håndtrykket været modvilligt, og var da hovedsageligt også præsident Bill Clintons ide. Det hjalp heller ikke, at Arafat var mødt op i uniform.
Men efter et langt liv som soldat, general og statsmand, var Yitzhak Rabin i 1993 klar til at lade sig forevige hånd i hånd med sin ærkefjende igennem flere årtier, for at de kommende generationer ville slippe for de samme blodsudgydelser, de var gået igennem.
»Vi (israelerne, red.), der har kæmpet imod jer, palæstinenserne, siger i dag med en høj og klar stemme: Ikke mere blod og ikke flere tårer. Nok er nok!«, sagde Rabin under sin efterfølgende tale.
Trump Makes Israel Great Again
Siden mordet på Rabin har utallige andre på begge sider mødt samme skæbne. På trods af det – eller måske nærmere på grund af det – virker udsigten til fred i øjeblikket lige så død som de to mænd, der underskrev Oslo-fredsaftalen for snart 25 år siden.
Modsat Yitzhak Rabin har Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu – i folkemunde kendt som Bibi – nemlig aldrig været synderligt interesseret i hverken kompromiser eller territorielle indrømmelser til gengæld for fred. Noget, der ellers ofte har været et af grundprincipperne for forhandling imellem parterne.
For mange var 14. maj 2018 bare en helt almindelig mandag. Samtidig var det dog også dagen, hvor USA trodsede internationale protester og officielt flyttede sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En endegyldig anerkendelse af denne omstridte by som Israels udelelige hovedstad
Netanyahu, der har været premierminister siden 2009, er på ingen måde den første hardliner i stolen. Faktisk har partifæller fra Likud med navne som Begin, Shamir og Sharon siden 1977 siddet på den væsentligt mere end socialdemokrater som Yitzhak Rabin.
Siden sin sidste valgsejr i 2015 lader han dog til at have sat blus under den højredrejning, som landet allerede var i færd med. I august 2016 skrev Aluf Benn, der er chefredaktør på den israelske centrumvenstreavis Haaretz, en kronik til magasinet Foreign Affairs med titlen ’The End of Old Israel’.
I den argumenterede han for, at Netanyahus Likud-ledede koalitionsregering siden 2015 har accelereret landets igangværende højredrejning så voldsomt, at det truer med at ændre Israels karakter: Fra et sekulært land med demokratiske værdier til en i stigende grad jødisk stat uden plads til anderledes holdninger.
#NewWorldNextWeek: Trump Makes Israel Great Again (Video) https://t.co/iD2FZGj6ZS pic.twitter.com/0LYYsNWMHL
— Linda Yaccarino (@mediamonarchy) December 7, 2017
Det er en regering, hvis sprogbrug til forveksling minder om den populistiske retorik, der blev brugt af ’Leave’-fløjen under Brexit, af Ungarns Viktor Orban og af Donald Trump.
Ikke overraskende er forholdet imellem Netanyahu og Trump da også langt bedre end til forgængeren Barack Obama. En meningsmåling fra januar 2018 viste, at Israel er et af fire lande i verden, hvor befolkningen bedre kan lide Trump end Obama. De andre lande er Liberia, Hviderusland og Makedonien.
På mange måder minder de to da også om hinanden. Både Netanyahu og Trump er egenrådige ’straight-talkers’, der igennem tiden begge er blevet beskyldt for ujævnt trav – både politisk og forretningsmæssigt
Den positive holdning er svær at overse: På israelske facebookgrupper er pro-Trump memes ofte yderst populære. Og i flere uger efter at USA flyttede sin ambassade dertil, hang der endnu plakater rundt omkring i Jerusalem, der med stor skrift erklærede, at Trump Makes Israel Great Again!
Jeg har aldrig læst Tjekhov
På mange måder minder de to da også om hinanden. Både Netanyahu og Trump er egenrådige ’straight-talkers’, der igennem tiden begge er blevet beskyldt for urent trav – både politisk og forretningsmæssigt.
Netanyahus hustru er netop blevet anklaget for bedrageri i millionklassen, og han har i øjeblikket selv en aktuel korruptionsanklage hængende over hovedet, der, ligesom Mueller-undersøgelsen af Trump, potentielt en dag kan eksplodere, hvis konkrete beviser pludselig skulle komme på bordet.
Og så har både Netanyahu og Trump folk i deres kabinetter, der har lige så stærke holdninger som dem selv, og som ikke er bange for selv at trække overskrifter.
I Israel ynder kultur- og sportsminister Miri Regev eksempelvis at gøre nar af den ”højrøvede venstreorienterede elite”. Og hun har stolt bekendtgjort, at hun aldrig har læst intellektuelle forfattere som Anton Tjekhov, samt at hun ikke kan lide klassisk musik.
Landets forsvarsminister Avigdor Lieberman har for nyligt udtrykt sin varme støtte til et lovforslag stillet af hans partifælle Robert Ilatov, der ville gøre det ulovligt at filme israelske soldater, der gør tjeneste i de besatte områder. Forslaget blev 20. juni godkendt i landets parlament, Knesset, men skal nu omskrives, da statsadvokaten har kendt det forfatningsstridigt.
I undervisningsministeriet har Naftali Bennett de seneste år givet Israels undervisningsmateriale en overhaling, så der i dag lægges større vægt på landets jødiske karakter og fokuseres mindre på landets arabiske mindretal.
Situationen er endnu værre i Gazastriben, hvor der er mangel på alt grundet den israelsk-ægyptiske blokade, og hvor terrorbevægelsen Hamas som en fængselsbande styrer tilværelsen med hård hånd
I landets uafhængighedserklæring står der godt nok, at Israel er en jødisk stat. Den lægger dog også vægt på landets sekulære karakter, med plads til andre trosretninger, og omkring en fjerdedel af befolkningen består da også af eksempelvis kristne og muslimer.
I december 2015 fjernede Bennett desuden romanen ’Borderline’ fra gymnasiernes pensum. Bogen handler om en romance imellem israelsk kvinde og en arabisk mand.
Bakkede op om henrettelse på gaden
Der er dog ikke meget, der tyder på, at befolkningen har noget imod den linje, som Benjamin Netanyahu og hans regering fører. Selv ikke den truende korruptionssag lader til at have nogen nævneværdig effekt på hans popularitet i meningsmålingerne.
Det betyder ikke, at israelerne udelukkende er højreorienterede. Der findes desuden flere forskellige fløje, som er enige og uenige om alt fra sikkerhed og religion til velfærd og ’territorierne’, som de besatte områder ofte omtales. Forsøger man at bruge et dansk politisk spektrum til at forstå landet, kommer man derfor hurtigt til kort.
I Israel er politik altid et risikabelt samtaleemne, selv i en frisindet by som Tel Aviv. På en tilsyneladende progressiv surfer-hippie kan smilet hurtigt blegne, og holdninger pludselig dukke frem, som du ikke havde set komme.
Netanyahu, der har været premierminister siden 2009, er på ingen måde den første hardliner i stolen. Faktisk har partifæller fra Likud med navne som Begin, Shamir og Sharon siden 1977 siddet på den væsentligt mere end socialdemokrater som Yitzhak Rabin
I marts 2016 viste en meningsmåling foretaget af Pew Research Center blandt Israels jødiske befolkning således, at 79 procent af dem mente, at jøder burde modtage ’positiv forskelsbehandling’ i forhold til landets andre befolkningsgrupper.
Samme måling viste, at 48 procent af landets jøder mente, at alle ’arabere’ skulle udvises af landet, imens 46 procent svarede nej. Israel har et betydeligt arabisk mindretal på ca. 21 procent – mange af dem israelske statsborgere og efterkommere af områdets oprindelige befolkning fra før landets oprettelse i 1948.
Andre meningsmålinger har tidligere vist, at en betydelig procentdel af israelerne mener, at ngo’er som ’Breaking the Silence’ skal forbydes. Organisationen består af tidligere israelske soldater, der fortæller om forbrydelser begået imod palæstinenserne af bosættere og soldater, som de har overværet under deres militærtjeneste på Vestbredden eller i Gaza.
Den er en torn i øjet på mange højreorienterede israelere, men det er heller ikke unormalt at møde selverklærede moderate israelere, der omtaler organisationen som venstreorienterede landsforrædere – og afviser deres vidnesbyrd som propaganda.
Men selv når der beviseligt er blevet begået en forbrydelse, kan store dele af den offentlige reaktion være opsigtsvækkende.
Et eksempel var, da den israelske menneskerettighedsorganisation ’B’Tselem’ i marts 2016 offentliggjorde en video fra byen Hebron på Vestbredden. I den ses den israelske soldat Elor Azaira henrette en såret palæstinenser med skud, selvom denne ligger blødende og bevidstløs på jorden.
Det israelske militær anholdt straks gerningsmanden, og udsendte herefter en erklæring, der kaldte hans handlinger ulovlige og amoralske.
Men i en meningsmåling foretaget i dagene efter, bakkede 68 procent af befolkningen dog op om drabet. Og 57 procent mente desuden ikke, at soldaten burde dømmes for noget. Flere politikere fra regeringen udtrykte desuden deres støtte til soldaten.
Fjender, der ikke kender hinanden
At splittelsen imellem israelere og palæstinensere er dyb, og tilsyneladende kun bliver dybere, er ikke svært at tro på. Spørger du palæstinensere på Vestbredden, om de nogensinde har mødt en israeler, vil svaret ofte være nej; bortset fra bosættere og soldater.
For dem er ordet israeler ensbetydende med undertrykker.
I landets uafhængighedserklæring står der godt nok, at Israel er en jødisk stat. Den lægger dog også vægt på landets sekulære karakter, med plads til andre trosretninger, og omkring en fjerdedel af befolkningen består da også af eksempelvis kristne og muslimer
På samme spørgsmål vil mange israelere ligeledes svare nej. Mange andre vil svare jo – at de mødte palæstinensere, da de var udstationeret på Vestbredden eller i Gaza under deres militærtjeneste.
Men du møder ikke folk, når du står med hjelm og gevær og bemander et checkpoint i deres nabolag. Manglen på interaktion imellem israelere og palæstinensere er til dels et resultat af den gigantiske mur, som Israel i starten af 00’erne byggede langs grænsen til Vestbredden. De kalder den selv ’beskyttelsesmuren’, imens palæstinenserne kalder den ’apartheidmuren’.
Det ikke til at komme udenom, at muren lynhurtigt standsede de mange terrorangreb, som inden var en dagligdag for israelerne – men den stoppede ligeledes den kontakt, der tidligere foregik over grænsen.
”De sidste 20 år er der kommet en stigende kløft imellem os, der skyldes at vi ikke længere møder hinanden. Det er i dag muligt at leve i Israel uden at tænke på konflikten, selvom den reelt set foregår i vores baghave”, fortæller Dr. Daniel Zisenwine fra Moshe Dayan Centeret for Mellemøststudier ved Tel Aviv Universitet.
”Da vi ikke kender hinanden, tænker begge sider derfor kun på hinanden igennem et filter af fordomme. Det er ikke, fordi de levede i harmoni før. Men den daglige interaktion gjorde, at man i langt højere grad trods alt så modparten som det menneske, de er”, fortsætter han.
Netop sikkerhedsaspektet gør dog, at de færreste israelere ønsker muren fjernet igen. Mange husker endnu de ofte daglige terrorangreb, hvor fyldte busser i Tel Aviv og Jerusalem blev sprunget i luften, og hvor frygten fik livlige handelsgader og markeder til at ligge øde hen.
I strid med både FN og international ret er de jødiske bosættelser i de besatte områder vokset stødt, og i dag lever der over 800.000 jødiske bosættere i områder der af FN defineres som besatte områder, inklusiv Østjerusalem – omkring 13 procent af Israels befolkning
For de ældre generationer er det en verden, de ikke vil tilbage til; for de yngre er det en, de aldrig vil opleve. Så hellere mure sig inde, danse og synge på Rabins plads, nyde livet, og glemme hvad der foregår på den anden side.
Gud gav os dette land
Netop forholdet til palæstinenserne, og spørgsmålet om en eventuel fred med dem, er endnu et område, hvor regeringens hårde linje også er kommet til udtryk.
I strid med både FN og international ret er de jødiske bosættelser i de besatte områder vokset stødt, og i dag lever der over 800.000 jødiske bosættere i områder der af FN defineres som besatte områder, inklusiv Østjerusalem – omkring 13 procent af Israels befolkning.
Det ikke til at komme udenom, at muren lynhurtigt standsede de mange terrorangreb, som inden var en dagligdag for israelerne – men det stoppede ligeledes den kontakt, der tidligere foregik over grænsen
Efter nogle magre år under præsident Barack Obama, med begrænsninger på anlæggelsen af nye bosættelser, er der efter valget af Donald Trump igen blevet åbnet op. Nye bosættelser er derfor allerede i støbeskeen.
Selvom de på ingen måde er en homogen gruppe, består en stor del af bosætterne – specielt på Vestbredden – af personer på den yderste højrefløj. For mange af dem er der ikke noget, der hedder hverken Palæstina eller Vestbredden. Der er kun områderne Judæa og Samaria, hvor det jødiske folk boede i bibelsk tid, og som de derfor har en overjordisk ret til.
”Gud gav os dette land, og derfor er vi ved at tage det tilbage”, lyder det meget ærlige svar ofte fra bosætterne selv. BBC-dokumentaren ’The Settlers’ fra 2002 beskriver dette befolkningssegment meget godt.
https://www.youtube.com/watch?v=TtHuNeu34Vc&frags=pl%2Cwn
Med anlæggelsen af stadig flere af bosættelser er det ikke svært at forestille sig segmentets politiske vægt i det israelske samfund vokse yderligere i de kommende år. En indflydelse, der, på grund af dets størrelse, allerede er betydelig. Og som rækker langt ind på resten af det politiske system.
En meningsmåling fra marts 2016 afspejlede dette: ifølge den mener 61 procent af landets jødiske befolkning, at Gud har givet Israel til dem. Og imod Vorherre er det som bekendt svært at argumentere; endnu sværere at finde frem til et kompromis.
Palæstinensisk modløshed
Modsat tiden imellem indgåelsen af Oslo-aftalen i 1993 og mordet på Rabin i 1995 – en periode hvor mange palæstinenserne forsigtigt gav udtryk for en optimistisk tro på fremtiden – er modløsheden i dag stor.
Besættelsen har nu stået på i over fire årtier, og der er ingen udsigt til en løsning.
Tilmed behøver palæstinenserne blot at gå ud af deres hus og spejde rundt for at se, hvordan der på bakketoppe over hele Vestbredden udvides eller anlægges nye jødiske bosættelser. Imellem disse eksproprieres deres land til anlæggelsen landeveje, som palæstinenserne, med henvisning til sikkerhedshensyn, ofte ikke selv må køre på.
At splittelsen imellem israelere og palæstinensere er dyb, og tilsyneladende kun bliver dybere, er ikke svært at tro på. Spørger du palæstinensere på Vestbredden, om de nogensinde har mødt en israeler, vil svaret ofte være nej; bortset fra bosættere og soldater
Situationen er endnu værre i Gazastriben, hvor der er mangel på alt grundet den israelsk-ægyptiske blokade, og hvor terrorbevægelsen Hamas som en fængselsbande styrer tilværelsen med hård hånd.
Det er umuligt at retfærdiggøre terrorangreb. Men uanset hvilken rolle Hamas spillede i at overbevise titusindvis af mennesker i Gaza om, at de skulle storme det svært bevogtede grænsehegn den 14. maj, så er det svært at forestille sig, at desperation ikke også har spillet en betydelig rolle.
Endnu mere skræmmende er det, hvor let ordene fra den tidligere borgmester i Gaza, Rashed a-Shawa, tilsyneladende passer på den aktuelle situation, på trods af at de blev ytret i forbindelse med udbruddet af den første intifada – i 1987:
”Folk har mistet alt håb. De er komplet frustrerede, og de ved ikke, hvad de skal gøre (…) De føler ikke at PLO, deres repræsentanter, har opnået noget som helst. Det, der er sket, er et udtryk for frustration og smerte over den fortsatte israelske besættelse.”
Topfoto: Tempelbjerget , Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og