LIV // KOMMENTAR – I kampen om vores opmærksomhed på de sociale medier har det ekstreme og iøjnefaldende vundet i en sådan grad, at vi er ved at miste fornemmelsen for, hvad der er almindeligt for os som mennesker. Det er et problem, skriver psykolog Kristoffer Munk og ønsker god tur ud i virkeligheden.
En af konsekvenserne af sociale medier, internet og fri adgang til informationer er, at verden er vokset. Det er der mange gode ting ved, vi har i princippet adgang til viden om alt, når ellers der er netforbindelse og batteri på diverse former for teknologi.
YouTube, Facebook, Instagram og adskillige andre medier giver os adgang til viden om hvad som helst, eller indblik i et hvilket som helst perspektiv. Vi kan se, hvad mennesker overalt på kloden vælger at lægge op. 47 tv-kanaler og et imponerende antal af streamingtjenester giver os adgang til film, serier, dokumentarprogrammer, sport og alle mulige andre gode ting. Radioen er i fuld gang med at blive erstattet af Spotify og et imponerende udvalg af podcasts. Vi har i dag adgang til meget mere information og flere kilder til, hvordan andre mennesker lever og hvad de tænker, end nogensinde før.
Går man 30 år tilbage, fik vi vores stimuli fra et begrænset antal kilder (et par tv-kanaler plus det løse, lidt radiokanaler og en god håndfuld aviser, som man skulle betale for).
Det skræmmende er, at vi er i fare for at miste fokus på et ganske almindeligt liv, fordi det ikke vækker samme grad af opmærksomhed som et ekstremt liv
Forskellen på dengang og nu er, at hvor vi før måtte kæmpe for at finde viden eller god underholdning, er der nu et principielt ubegrænset antal af medier, der kæmper om vores opmærksomhed. Algoritmer og big data hjælper med at holde vores opmærksomhed og at flytte den fra sted til sted.
For 30 år siden var det, vi kiggede på, læste eller lyttede til en vare, vi havde betalt eller som nogle havde finansieret for os gennem skatten som biblioteksbøger eller licensfinansierede medier. Vi er i dag på vej hen et sted, hvor vores opmærksomhed i kortere eller længere tid er varen, der kæmpes om. Vi får naturligvis ikke pengene. De går til leverandørerne af de apps, brugerplatforme, devices eller hvad det nu engang hedder, samt til de selskaber, der lever af vores opmærksomhed.
I forhold til hvordan vi som mennesker oplever verden, er en af konsekvenserne af denne udvikling, at vi i stor grad har mistet ideen om, hvad der er almindeligt og hvad der er ualmindeligt. I en verden, hvor vi kan få stimuli fra hele verden ind på alle vores skærme, og hvor der bliver kæmpet om vores opmærksomhed, bliver det helt almindelige, hverdagsagtige, meget let væk.
Dette ses nemmest på de sociale medier, der er flere, der kigger på Kim Kardashian end på Karina Knudsen fra Køge. Det tjener Kim sikkert en god portion reklamepenge på. Hvis man som mig er fodboldfan og går ind på YouTube og søger på fodbold, så ender man med at se de mest kontroversielle situationer, de vildeste mål og de mest tossede selvmål. Ronaldo og Messi på den ene side, og svært overvægtige englændere, der taber bukserne, imens de scorer selvmål på en pløjemark på den anden side.
https://www.instagram.com/p/B8e6pzdHIIQ/
Kampen om vores opmærksomhed
Set i et psykologisk perspektiv giver det god mening, at vi er blevet programmeret til at bemærke afvigelser fra normen. Lidt populært sagt giver det meget god mening, at vi vier en større del af vores opmærksomhed til en to meter høj, råbende og aggressiv mand med en jernstang i hånden end en gennemsnitshøj, blegfed revisor med kaffekrus og smurt rundstykke i hånden.
I kampen om vores opmærksomhed vil det ualmindelige og bemærkelsesværdige vinde over det almindelige eller gennemsnitlige til enhver tid. Lidt mere tørt og videnskabeligt sagt, giver det meget god mening, at vi kigger ekstra opmærksomt på de personer, der befinder sig en tre-fire standardafvigelser fra middelområdet i en normalfordelingskurve. Den to meter høje hidsigprop giver det god mening at gå i en stor bue udenom, revisoren med de tvivlsomme morgenmadsvaner kan vi trygt passere.
Problemet er, at i kampen om vores opmærksomhed har det ekstreme og iøjnefaldende vundet i en sådan grad, at vi er ved at miste fornemmelsen for, hvad der er almindeligt for os som mennesker.
Konsekvensen af dette er, at vi udvikler et urealistisk syn på omverdenen og os selv, hvis vi ikke samtidig husker at spejle os med vores umiddelbare omverden. Det sætter os under et pres for enten at komme til at tilhøre de eksklusive 2%, eller en indbygget frygt for at komme til at tilhøre gruppen i bunden. De negativt bemærkede 2%.
Vi viser vores sejre
Når vi lægger ting op på sociale medier, gør vi det for at kommunikere noget til vores omverden. Det sker dog bare i en kontekst, hvor vi skal konkurrere med alle ekstremerne. Jeg vil tillade mig at komme med et eksempel fra eget Facebook-feed, som tilhører en hvid mand i midtvejskrise.
Der er en del af mine venner, der for at undgå at tidens tand rammer dem for hårdt, er begyndt at løbe. Nogle af dem lægger stolt enten en endomondo-jeg-har-løbet-så-langt-opdatering ud, ligesom jeg også kan følge begejstret med, når der kommer billeder fra gennemførte hel- og halvmaratoner i diverse europæiske storbyer. Personligt hylder jeg et princip om, at der kun er tre ting, der er værd at løbe efter: Kvinder, bolde og busser, så jeg trykker typisk et like eller skriver godt gået, når Facebook byder på løbeopdateringer.
Jeg ser ikke så mange Facebook-opdateringer, hvor der er en videoreportage af en mand i 40’erne, der går med samme ynde som et vuggestuebarn med ingen-minimumsnormerings lorteble i flyverdragten – et fænomen, jeg hyppigt har observeret, når jeg møder maraton-mand nogle dage efter endte anstrengelser. Jeg ser heller ikke så mange ‘har lige løbet 5 kilometer på 30 minutter, og sluttet af med at købe wienerbrød hos bageren på vej hjem’-opdateringer, selvom jeg har kendskab til et par løbeentusiaster eller tre, der typisk gør det i lige præcis denne specifikke kombinerede sports-og indkøbsstafet.
Professionelt arbejder jeg med familier og børn som psykolog. Her er tendensen til det iøjnefaldende og bemærkelsesværdige også til at få øje på
Pointen er, at vi har en tendens til at vise vores største sejre og succeser, og at vi selvfølgelig og heldigvis er meget andet end det. Det går vi ikke og viser frem i samme grad. Det samme gør sig gældende i relation til forældreskab, hvor vi oftere viser billeder fra de 10 sekunder, hvor ungerne sidder stille, imens der bages kage med fondant og pynt, eller hvor de er med i økologisk børne-krea-workshop, mens vi i mindre grad viser billeder af kampen om at slukke for Ipad eller de betragtelige anstrengelser, det kan kræve af en forælder at få en fjortenårig væk fra en Playstation, for at komme ud og gå en tur i den friske luft. Til gengæld får vi lov at se det, når han/hun/hen har lagt controlleren og har vundet klubmesterskabet i bordtennis.
Derfor, jo mere tid vi tilbringer på sociale medier eller foran en skærm, jo mere redigeret og nøje udvalgt er det, vi kigger på. Både hvad angår massemedier og kommunikation herigennem, men også hvad angår de ting, vi og vores omgivelser lægger op på diverse sociale medier. Det er en mekanisme, der er bygget til enten at give et falskt selvværd gennem at være dygtig til at redigere og udvælge egne sejre, eller nøje udvalgt tjekket-kiksede situationer.
Ellers kan man jo kigge på alle de ulykkelige sjæle, der ikke formår dette. Ellers kan den medvirke til at opbygge en god stabil mindreværdsfølelse, fordi vores eget liv i højere grad består af lidt for moderat motion og lidt for meget bagerbrød, eller fordi vores egne unger ikke kan ramme en bordtennisbold ti gange i træk, om vi så bestak dem med en Iphone 10, 11, 12, eller hvor langt Apple nu er nået med Iphones.
I den virkelige verden
Professionelt arbejder jeg med familier og børn som psykolog. Her er tendensen til det iøjnefaldende og bemærkelsesværdige også til at få øje på. Jeg kan vælge mellem mange programmer med specifikke og yderst detaljerede løsninger for, hvordan man organiserer en familie med whiteboard. Jeg kan se tigermødre, lortemødre eller unge mødre, hvis jeg har den smag.
Til gengæld oplever jeg, at der ikke er så meget fokus på, hvordan man kan gøre hverdagen lidt nemmere i sin egen lille familie. Lektielæsning, puttetid og langtidsforhandlinger med hormonforstyrrede teenagere er emner, der har en langt større relevans for de fleste familier end talentoptimering af de stakkels poder eller konceptløsninger for hele familiens struktur. Alligevel ser vi meget af det første og lidt af det sidste, iblandet lidt forargelses-tv for at skabe god følelse hos alle dem, der trods alt ikke tænker, at pomfritter er lig med grøntsager.
Det almindelige er langt sværere at finde i medier og på nettet. Det skal vi ud og lede efter ude i den virkelige ikke-redigerede verden igen. Vi kan ikke spole verden tilbage til de internetfrie 80’ere igen, og det skal vi i øvrigt heller ikke. Det kræver dog en fornemmelse for at gå ud og kigge på den nære verden, at kunne navigere i en verden, hvor der er kamp om vores opmærksomhed, og hvor den bedst vindes ved at slette almindeligheder og sætte fokus på ekstremer.
Derfor, jo mere vi kigger på skærmene, jo mere skal vi kigge på den virkelige verden omkring os. Hvis man vil have en realistisk opfattelse af sin egen økonomiske velstand og levestandard, så skal man kigge på naboen og på sine kolleger. Ikke på Luksusfælden eller et ejendomsmæglerprogram fra Strandvejen.
Hvis man vil vide, om man er almindelig af kropsbygning giver det mere mening at gå en tur ud og kigge på mennesker på gaden end at se på fitnessvideoer på YouTube. Hvis man vil have et billede af, hvordan børn almindeligvis opfører sig, så nytter det ikke noget at tænde for tv. Tag en tur i svømmehallen, på legepladsen eller et andet sted, hvor der er børn, eller kig på ungernes kammerater. Så er det muligt at se et realistisk billede af, hvad man kan forvente sig af børn i det offentlige rum – på godt og ondt.
Gør livet lidt mere almindeligt
For mig er det skræmmende ved teknikken ikke teknikken i sig selv. Den rummer en masse fascinerende viden og gør mange ting nemmere, ligesom den giver os mulighed for at holde kontakt med mennesker, det ellers kan være svært at bevare kontakten til. Det skræmmende er, at vi er i fare for at miste fokus på et ganske almindeligt liv, fordi det ikke vækker samme grad af opmærksomhed som et ekstremt liv.
Vores liv er ikke så pokkers ekstreme. Og faktum er, at der findes et almindeligt liv, som de fleste af os i øvrigt lever. Heldigvis og mange tak for det. At få øje på det kræver dog, at vi til tider slukker teknikken og går en tur ud i virkeligheden for at kigge på den, eller endnu bedre at deltage i den, hvis vi skal navigere i en redigeret digital virkelighed, uden at miste fokus.
God tur ud i virkeligheden. Der er masser af mennesker med lidt hår i næsen, begyndende tendens til elskovshåndtag og slidte vinterfrakker derude. Der er også nogle maratonløbere og nogle nybagte studenter, der ikke fik 11,8 i snit, som det dog også er værd at være stolte af, hvis de landede et snit på 6,7 og nu bipper varer i Kvickly.
Det fantastiske ved en digital verden er, at vi har adgang til en masse viden og en masse stimuli, der for 25 år siden ikke var adgang til. Blandt de mindre fantastiske ting ved et informations-overflow er, at vi er i fare for at miste fornemmelsen for det almindelige i opfattelsen af vores eget liv og vores egne levevilkår
Du kan sikkert også godt finde et par i matchende joggingsæt eller en kvinde med en Hermes-taske, der koster det samme som en nyere brugt bil, hvis du kigger lidt længere efter det. Sociale medier og medier i øvrigt er bygget til at fange vores opmærksomhed i dag, så hvis du gik turen på telefonen i stedet for i virkeligheden, ville du kun blive præsenteret for den fine taske og de siamesiske tvillinger Skat og Skat i mumitroldedragt. Det ville blive en lidt fattigere tur.
Derfor, sluk skærmen engang imellem, det ser i øvrigt frygteligt dumt ud at gå rundt på gaden med den, og få en dosis af fysisk virkelighed. De 2% mest bemærkelsesværdige i hver ende af en given skala, du kan se på skærmen er sjældne. Gør livet lidt mere almindeligt, hvad det godt kan trænge til. Så kan skærmen med fordel hives frem i sofaen eller på et andet tidspunkt, hvor en pause fra virkelighedens verden er belejlig.
Det fantastiske ved en digital verden er, at vi har adgang til en masse viden og en masse stimuli, der for 25 år siden ikke var adgang til. Blandt de mindre fantastiske ting ved et informations-overflow er, at vi er i fare for at miste fornemmelsen for det almindelige i opfattelsen af vores eget liv og vores egne levevilkår.
Foto: Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her