Syng med – Højskolesangbogen er din vej til integration

af i Kultur/Kulturhistorie/Minoriteter

KOMMENTAR – Den danske sangskat må ikke blive noget kontroversielt, som man omgås med forsigtighed og bekymring. For den rummer et enestående potentiale til at blive en del af dansk kultur og det danske fællesskab – også for mennesker der har en anden kulturel baggrund, skriver Nikolaj Bøgh.

Kort før min farmor døde i 2012 bestemte hun, at alle hendes børnebørn skulle have en højskolesangbog som gave. Fordi, som hun skrev: ”Højskolesangbogen har været den bedste hjælper til at finde mig godt til rette her i landet, og en god hjælper for enhver borger til at forstå og fatte det danske. Få nationer har sådan en mulighed!”

Min farmor var født i Norge og flyttede til Danmark, da hun blev gift med min farfar i 1941. Selvom Norge og Danmark kulturelt selvfølgelig lå tæt på hinanden og havde en lang fælles historie, så var det alligevel en udfordring at finde sin vej i det nye land. Men her var Højskolesangbogen altså den hjælper, der kunne bidrage med at forstå Danmark og dansk kultur.

Højskolesangbogen har været den bedste hjælper til at finde mig godt til rette her i landet, og en god hjælper for enhver borger til at forstå og fatte det danske. Få nationer har sådan en mulighed!

Jeg tror det er helt rigtigt, når hun skriver, at Højskolesangbogen er noget specielt dansk, som der ikke rigtig er andre lande, der har tilsvarende. Det er en bog, der indeholder vores fælles sangskat, men ikke som ”sangmuseum”, men som et opdateret billede af, hvad der stadig er væsentligt og sangbart, og dermed det fælles sanglige fundament, som danskerne står på i dag.

Den er fyldt med traditioner, men det er levende traditioner. Højskolesangbogen er løbende blevet opdateret i årenes løb, og det er en brugsbog, som rummer de sange, der stadig er relevante at synge den dag i dag. Med andre ord er Højskolesangbogen et af de mest konkrete udtryk for, at vi i Danmark er bundet sammen af et historisk, kulturelt og nationalt fællesskab, og den fortæller noget vigtigt om selve det at være dansk.

Alene indholdsfortegnelsen er meget sigende. Det handler om bl.a. liv, tro, sprog og ånd, frihed og fællesskab. Og så en sand kaskade af årstidsafsnit i dette land, hvor årstiderne betyder så meget – opdelt i bl.a. tidlig sommer, midsommer, højsommer og sensommer. Foruden naturligvis de mange sange om Danmarkshistorien, der også er med.

Bondebefolkningens “integrationsmotor”

Højskolesangbogen har været en bestseller, siden dens første udgave udkom i 1894, og dens nære tilknytning til højskolebevægelsen har gjort den til et af de stærkeste redskaber i det enorme dannelses- og folkeoplysningsprojekt, som de danske højskoler har stået for gennem de sidste 150 år.

Højskolebevægelsen blev på sæt og vis samlet set en stærk ”integrationsmotor”, fordi den dannede og myndiggjorde bondebefolkningen, som indtil da havde stået med meget ringe skolekundskaber og hyppigt blev set ned på af den mere veluddannede del af danskerne. Med lærdommen og kulturen – og sangene – fra højskolerne fik bondebefolkningen en viden om og en kærlighed til dansk kultur og historie. Ja, i en sådan grad så de i lange perioder var blandt de vigtigste bærere af den.

Grundtvigianismen, der har sang og fortælling som bærende elementer, er givetvis også årsagen til, at selve det at synge sammen i mange år har spillet en større rolle i Danmark end i mange andre lande. Og hvor netop Højskolesangbogen er nået langt udover højskolernes mure og blevet anvendt i utallige forenings- og arbejdspladssammenhænge i årenes løb. Og bliver det den dag i dag, hvor der stadig er stærk efterspørgsel efter den aktuelle 18. udgave af sangbogen.

Hjertesproget er vers og sang

Så meget desto mærkeligere, at det netop blev Højskolesangbogen, der blev kernen i det seneste identitetspolitiske Bråvalla-slag kort før jul, hvor det kom frem, at en underviser på CBS for nogen tid siden havde klaget over, at der var blevet sunget ”Den danske sang er en ung blond pige” ved et arrangement på institutionen. Angiveligt fordi den virkede diskriminerende på mennesker, der ikke var nordiske af udseende.

Enkeltpersoner kan jo mene, hvad de nu engang vil. Udfordringen bestod i, at ledelsen på hendes institut, fremfor at fortælle om sagens betydning og indhold, havde rost hende for modet til at klage og efterfølgende har udtalt, at sangen næppe vil blive sunget der igen, fordi man nu ved, at den rummer et krænkelsespotentiale.

Sangen er ellers næsten Højskolesangbogens ”signatursang”, for det er jo netop heri, vi finder den fineste kærlighedserklæring til selve den danske sang og en understregning af, hvad sangen kan bidrage med.

Det er det multikulturelle mareridt, vi ser ind i her. Hvor vi hver især bliver bedømt på den baggrund, vi kommer med, fremfor det fællesskab, vi kan etablere. Og hvor den krænkede har veto over det fælles samvær, og det derfor typisk er den laveste fællesnævner, der gælder

På bagsiden af Højskolesangbogen finder vi således linjen fra sangen “Så syng da Danmark, lad hjertet tale.” Og det er netop i den sang vi hører om, at hjertesproget er vers og sang – og ikke mindst, at sangen melder om, hvad der inderst inde er os og vort. For det er jo netop det den gør, den danske sang.

Rummer nogle af de inderste sandheder om, hvad danskheden består af og binder os sammen som land og folk – uanset vores udseende og vores baggrund i øvrige. Den danske sangskat er vores allesammens, og er en vigtig del af det at være dansk. Uanset, om vi er hvide, brune, sorte, gule, blonde, mørkhårede, sorthårede eller rødhårede. Den unge blonde pige i sangen er blot poetisk billedsprog, og intet ideal for, hvordan mennesker bør se ud. Enhver er velkommen i det fællesskab, som Danmark er, og aldrig før har det flertal af danskere, der ikke er blonde, tænkt på at føle sig stødt over Kai Hoffmanns fine tekst.

Derfor er ”Den danske sang er en ung blond pige” eller Højskolesangbogens øvrige sange heller ikke sange, der ekskluderer, men tværtimod sange der inkluderer, fordi de – som min farmor skrev – er en hjælp til at forstå og fatte det danske.

Snarere end at gemme de danske sange væk af frygt for at fornærme mennesker med en anden kulturel baggrund bør de synges og udbredes mest muligt. I stedet for at blive krænket, så skal man se de danske sange som en genvej til at blive en del af det fællesskab, som Danmark er. Integrationsministeriet burde i virkeligheden indkøbe vognladninger af højskolesangbøger og sende dem ud til landets flygtningecentre og integrationskurser som integrationspolitisk Marshall-hjælp.

Det multikulturelle mareridt

Derfor var det også en eklatant fejlvurdering fra CBS-ledelsens side at ville gemme sangen væk, ligesom den samme viceinstitutleders udtalelser om, at Højskolesangbogen generelt skulle udstyres med forklarende fodnoter, der beskrev mange af sangenes problematiske verdenssyn, var ganske uhyrlige.

Den voldsomme debat om dagen peger heldigvis på, at denne opfattelse ikke blev delt af særlig mange, men alligevel er der fortsat grund til at understrege, at man sagtens kan samles i glæde og fællesskab om den danske sangskat uanset baggrund.

For den danske sangskat må ikke blive noget kontroversielt, som man ubevidst kommer til at omgås med frygt og forsigtighed. Der er ingen, der har glæde af, at vi dropper vores kulturarv – og integrationen af mennesker med en anden baggrund bliver bestemt ikke bedre af, at vi til sidst sidder tilbage i hver vores skyttegrav og er bange for at blive krænket af dem, der har en anden baggrund end vores egen. Et land har brug for en hovedkultur, som borgerne kender, respekterer og holder af. Det betyder ikke, at man ikke kan opretholde den kultur, man selv kommer med, hvis man har en anden kulturel baggrund, men man skal gøre hvad man kan for at blive en del af hovedkulturen, som her i landet har Højskolesangbogen som et af sine fineste udtryk. Ellers ligger risikoen for samfundsopløsning og ghettoisering snublende nær.

Det er det multikulturelle mareridt, vi ser ind i her. Hvor vi hver især bliver bedømt på den baggrund, vi kommer med, fremfor det fællesskab, vi kan etablere. Og hvor den krænkede har veto over det fælles samvær, og det derfor typisk er den laveste fællesnævner, der gælder.

Multi-kulturalisme og identitetspolitik er en alvorlig trussel mod fællesskabet.

Syng noget mere

Udfordringen er, at katten nu er ude af sækken, og den voldsomme debat kan resultere i, at det i praksis vil blive fravalgt at synge ”Den danske sang er en ung blond pige” og andre glimrende danske sange, selvom det altovervejende flertal af danskere ikke kan se noget som helst kontroversielt i det.

Krænkelseseksperten Henrik Marstal vejrer i hvert fald morgenluft og har allerede fremlagt en længere liste med sange fra Højskolesangbogen, som han gerne så kasseret, fordi de var sexistiske eller krænkede den ene eller den anden gruppe. Han er selvfølgelig i en liga helt for sig, men han puster til en ild som kan resultere i, at mange i øvrigt fornuftige mennesker udtrykker forståelse for synspunktet om, at der er hidtil helt ukontroversielle ting, som man ikke længere kan synge.

Det er dejligt at synge sammen, det giver fællesskab, og det giver glæde. Ja, det er faktisk i virkeligheden ret svært at være sur og krænket, samtidig med at man synger

Og hvorfor dog genere folk, hvis de ikke bryder sig om det? Og der er jo så meget andet, man kan synge, ikke sandt? Det er en udvikling, der er yderst uheldig, og som man næppe kan løser ved at tie den ihjel. Den skal aktivt modarbejdes, overalt hvor man møder den – og hvilken fornuftig og afbalanceret modreaktion kan være bedre end at blive ved med at synge fra Højskolesangbogen?

Det er dejligt at synge sammen, det giver fællesskab, og det giver glæde. Ja, det er faktisk i virkeligheden ret svært at være sur og krænket, samtidig med at man synger. Ikke mindst, når det, man synger, er de fantastiske tekster og meget smukke melodier, som der er så mange af i Højskolesangbogen.

I den bedste af alle verdener gør debatten os mere bevidste om værdien af den værdifulde arv, som den danske sangskat og Højskolesangbogen er.


Topfoto: Folkehøjskolernes Forening

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Kultur