MINDEFESTIVAL // ESSAY – Den danske vestinder Victor Cornelins kom som barn fra St. Croix til Danmark med sin halvsøster for at blive vist frem i Tivolis koloniudstilling i 1905. Siden blev han skolelærer og viceinspektør i Nakskov og oprettede flere kor i området. I år mindes han ved en storslået festival, der foregår i Nakskov fra den 17. august til 3. september.
Alvoren lyser ud af øjnene. De to børn er stadset op og sidder i deres fineste puds foran fotografen i Tivoli. Alt omkring dem er nyt og fremmed. For nogle uger siden tog deres fattige mødre en tårefyldt afsked med børnene i Dansk Vestindien.
Nu sidder den 7-årige Victor og hans 4-årige halvsøster Alberta og undrer sig over fotografen, der med sine fagter forgæves prøver at få dem til at smile.
De fik begge en hård skæbne. Ingen af dem så siden deres mor. De kom i pleje på Frederiksberg og blev indskrevet i Vajsenhusets skole for forældreløse
I 1905 blev de to børn sejlet alene fra St. Croix til Hamborg, hvor ØK-skibets steward fulgte dem til banegården og toget til København. Her skulle de udstilles i Tivoli på takt-og-tone-admiralinden Emma Gads koloniudstilling.
Victor brød sig ikke om at sidde til skue i den vestindiske pavillon. Han smuttede hellere over i den grønlandske afdeling for at se på kajakbyggerne, men for at holde de to sorte rollinger på plads blev de sat i det, som Victor kaldte et bur, hvorefter rygtet gik, at de var farlige kannibaler.
De fik begge en hård skæbne. Ingen af dem så siden deres mor. De kom i pleje på Frederiksberg og blev indskrevet i Vajsenhusets skole for forældreløse.
Alberta døde som 16-årig af tuberkulose og blev begravet på den sidste dag i marts 1917, da de dansk-vestindiske øer overgik til USA.
Som 18-årig seminarist i Jonstrup var Victor dermed strandet i Danmark. Han kom under pres for at læse til lærer i USA, men foretrak at forblive dansk. Han trodsede fordomme og mishandling, sled sig til en fin lærereksamen og søgte tilbage til Lolland, hvor han som dreng var feriebarn.
Resten af livet blev han en betydende inspirator i Lollands skole- og musikliv som viceinspektør på Byskolen og leder af Nakskov kommunale Musikskole. Stærkt engageret og både elsket og frygtet af sine elever. Tiltalte de ham med Cornelins, svarede han: “Jeg hedder Hr. til fornavn”.
Nakskov markerer 125-året for hans fødsel ved en blomstrende festival i byen i august
Dette og meget mere bliver Victor Waldemar Cornelins mindet for, når Nakskov i august markerer 125-året for hans fødsel ved en blomstrende festival i byen. Det bliver det største arrangement nogensinde for en efterkommer af tidligere danske slaver.
De hvide kor
Først afsløres på selve dagen den 3. august en mindeplade på Avnede kirkegård, hvor Cornelins ligger begravet med sin svensk fødte kone Elvira, efterfulgt af taler og musik i kirken.
Her optræder det sidste af seks ‘hvide kor’, som Victor Cornelins nåede at skabe i sine sidste leveår. Under et langvarigt sygehusophold fik han sin harmonika bragt ind til sengen, og da han begyndte at spille, faldt sygeplejersker i med improviseret sang.
Det gav ham ideen til ‘Det Hvide Kor’, hvor han selv stod i spidsen for hvidklædte sangere fra sundhedsvæsenet. Med tiden opstod der således ‘hvide kor’ i Nakskov, Maribo, Nykøbing Falster, Vordingborg, Næstved og Slagelse.
Victor Cornelins blev en levende legende på Lolland. Han oplevede chikane og racisme, men bed det i sig. Således udvandrede et sangkor af besøgende dansk-amerikanere, da han skulle dirigere dem. “Årsag: De ønskede ikke at stå under en negers direktion!” noterede han i sine erindringer.
Victor Cornelins var nakskovit ligesom alle vi andre. En markant person, ikke kun på grund af sin hudfarve, men fordi manden kunne noget, og han gjorde det jo fantastisk godt i sit liv
Gradvist voksede respekten. Victor Cornelins var en flittig foredragsholder og turnerede i hele landet med sine kor og orkestre. Han blev landskendt som den sorte dansker og blev sin tids mest prominente efterkommer af danske slaver. I 1955 stod han som taler ved Rebild-festen for USA’s uafhængighed.
Cornelins var stærkt troende, aktiv i Sudanmissionen, og i 1961 lagde han grundstenen til Stormarkskirken i Nakskov, som kirkeminister Bodil Koch indviede året efter. Med sin omskiftelige skæbne mente han at være udvalgt til at bygge bro mellem hvide og farvede.
Fra klassisk til jazz
Fra 17. august til 3. september står Nakskov i Cornelins’ tegn med foredrag, film, udstillinger og andre arrangementer under festivalen. Især musik, fra klassisk til gospel og ‘negro spirituals’, som Victor Cornelins selv fortolkede, og jazz med hans barnebarn, jazzpianisten Ben Besiakov og dennes søn David på trommer.
Festivalen støttes af ‘Nakskov 2030’, et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune, samt en række lokale kræfter og sponsorer.
“Det er vigtigt, at vi sætter lys på de personligheder, der har haft betydning for Lollands kultur og udvikling,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
“Min mor var med i Det Hvide Kor i Maribo. Mange i den generation husker stadig Victor Cornelins, der blev godt modtaget i Nakskov, selv om han kom med en anden kultur. Men han er nok gået i glemsel hos de nye generationer, så det er fint at hylde ham for hans store indsats.”
Belønnet af dronningen
Initiativtager til festivalen er skuespiller Christian Steffensen, der selv har oplevet Victor Cornelins som elev på Byskolen.
“Victor Cornelins var nakskovit ligesom alle vi andre. En markant person, ikke kun på grund af sin hudfarve, men fordi manden kunne noget, og han gjorde det jo fantastisk godt i sit liv,” fortæller Christian Steffensen.
Han var et meget spændende menneske med et godt temperament. Men det var jo tiden dengang. Jeg tænker tilbage på ham med taknemlighed og glæder mig til at hylde ham for alt, hvad han satte i gang
“Cornelins styrede morgensangen på Byskolen, så der fik jeg lært den danske sangskat, som jeg har haft meget glæde af i min karriere. Ikke sjældent kunne man høre ham i det store frikvarter på skolens gange, enten spillende på tværfløjte eller på sin elskede harmonika. Jeg tror, han mestrede seks-syv instrumenter. Han var et meget spændende menneske med et godt temperament. Men det var jo tiden dengang. Jeg tænker tilbage på ham med taknemlighed og glæder mig til at hylde ham for alt, hvad han satte i gang.”
Victor Cornelins genså sin vestindiske fødeø St. Croix i 1970, inviteret af ugebladet Hjemmet, og besøgte sin mors grav i byen Frederiksted 27 år efter hendes død.
Dronningen gav ham i 1984 Den kongelig Belønningsmedalje i guld med krone. Han sov ind året efter, 87 år gammel, og blev sunget ud i kirken af vennerne i Det Hvide Kor med “I hear the gentle voices calling Old Black Joe”.
Læs Philip Sampsons artikel, ‘Farvel Alberta’ her om den skæbne, der overgik Victor Cornelins søster Alberta.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
