Albanien: verdens hårdeste kommunistiske diktatur på vej mod EU?

af i Bøger/Historie

HISTORIE // LITTERATUR – Med udgangspunkt i sin roman Skakmesteren Fra Tirana beskriver forfatter Claudia Westh Lonning i denne artikel Albaniens historie under Anden Verdenskrig under det kommunistiske diktatur og frem til i dag, hvor den balkanske nation søger optagelse i EU.

”Verdens mærkeligste diktator”. Sådan blev Albaniens kommunistiske diktator, Enver Hoxha, omtalt i internationale medier, da han døde i 1985. I mere end 40 år havde han holdt landet i et jerngreb, der bedst kan sammenlignes med Nordkorea. Alt var gennemkontrolleret, overvåget og registreret. Udlandet blev betragtet med stor skepsis, og enhver form for kontakt blev anset for landsforræderi og straffet hårdt.

De seneste år af diktatorens liv nåede graden af paranoia til et niveau, hvor selv den mest forhærdede kommunist og patriot havde svært ved at være med. Eksempelvis blev der i 1984 for første gang afholdt en sangfestival i Albanien. Den blev imidlertid hurtigt stoppet, og halvdelen af sangerne fængslet, fordi de – i diktatorens øjne – opførte sig for ”europæisk”.

Siden Enver Hoxhas død har Albanien gennemgået en større omvæltning i retning af demokrati, medlemskab af NATO og inden for de seneste år som kandidatland til EU

Siden Enver Hoxhas død har Albanien gennemgået en større omvæltning i retning af demokrati, medlemskab af NATO og inden for de seneste år som kandidatland til EU. Flere tidligere østlande er blevet medlemmer af EU og NATO, men få har været igennem en udvikling som i Albanien.

Vejen henimod EU er ikke let. Dels skræmmer sporene fra optagelsen af andre lande så som Rumænien og Bulgarien, hvor optagelsen ifølge flere medlemslande er gået for hurtigt. Dels har oppositionen i Albanien siden februar gennemført omfattende demonstrationer mod regeringen med beskyldninger om tilknytning til organiseret kriminalitet.

Den 18. juni 2019 mødtes det Europæiske Råd for at træffe beslutning om optagelse for Albanien og Nordmakedonien. Beslutningen blev imidlertid udskudt til oktober.

Romanen Skakmesteren fra Tirana

Min roman Skakmesteren fra Tirana er en fortælling om søgen efter identitet og kærlighed – og det at træffe de rette valg i livet.

Bogen tager sin begyndelse med et bryllup i en lille by i Albanien i 1927, der viser sig at få afgørende betydning for en række personer i København i 2018. Historien følger to spor, der gradvist flettes sammen. Et spor følger en ung mand, Safet, med et særligt talent for skak og hans oplevelser i forbindelse med Albaniens besættelse under Anden Verdenskrig, der blev efterfulgt af et hermetisk lukket diktatur. Et andet spor følger Safets barnebarn, Julie, i nutidens Danmark.

Romanens hovedpersoner kommer undervejs til at stå overfor en række svære valg, og det er op til den enkelte at have modet til at gøre det, der er det rigtige indenfor de givne rammer.

Et historisk tilbageblik til Anden Verdenskrig

Den historiske udvikling i Skakmesteren fra Tirana tager for alvor fart i april 1939, hvor Albanien blev invaderet af Italien. Den albanske konge flygtede og tog alt landets guld med sig. Besættelsen varede, indtil Italien kapitulerede til de allierede i 1943, men derfra gik der ikke lang tid, før tyske tropper invaderede Albanien.

Under den italienske og tyske besættelse havde især den kommunistiske modstandsbevægelse, ledet af Enver Hoxha, fået vind i sejlene.Den kommunistiske modstandsbevægelse dannede det albanske kommunistparti og oprettede en partisanhær, der kæmpede for at fordrive tyskerne og udrydde de andre væbnede modstandsbevægelser i landet.

I oktober 1944 dannede kommunisterne en provisorisk regering under Enver Hoxha. Kort efter lykkedes det partisanerne at tvinge de tyske tropper ud af landet, og i november 1944 blev Albanien atter frit.

Hoxha og hans partisaner går sejrrige ind i Tirana i november 1944.

Enver Hoxha blev set som helten, der befriede landet fra nazisterne. Han repræsenterede en ny vej frem og agiterede for en ny fremtid for Albanien, hvor alle skulle være lige.

Albaniens møde med kommunismen

Hoxha anbragte familiemedlemmer på de vigtigste poster i regeringen, og der blev lynhurtigt indført et regelsæt for det albanske samfund, der dikterede alt helt ned i detaljer så som påklædning og hårlængde. Ingen måtte skille sig ud, og ingen måtte på nogen måde ligne noget, man kunne se i udlandet. Enhver påvirkning udefra blev set som et onde.

For at sikre det nye Albanien etablerede Hoxha et sikkerhedspoliti, Sigurimi, i december 1944 til at ”forsvare folkets interesser og vores socialistiske stat mod interne og eksterne fjender

Næppe var Hoxha kommet til magten, før han fik oprettet koncentrationslejre og iværksat fængslinger og henrettelser af krigsforbrydere og ”folkets fjender”. Det gjaldt blandt andet politiske modstandere men også loyale partikammerater. For at sende et signal om, at partiet ikke tålte ulydighed, gav Hoxha følgende ordre til en af sine betroede generaler:

“Set up prisons and concentration camps and imprison all those charged with serious offences, high treason and open collaboration. Do not show mercy to anyone who collaborated with the occupiers; execute them on the spot. Assemble all prisoners in concentration camps; try to avoid mass arrests because such actions will frighten people. Be careful. Stop. Arrest and execute influential individuals, make them an example for others. This is sure to have an impact on people.”

– Kilde: Enver Hoxha, order no. 96 to General Dali Ndreu, 17 November 1944, Central State Archives

Regimet var generelt gennemsyret af en grundlæggende mistillid. Mistillid til udlandet efter århundreders invasion fra fremmede magter. En mistillid næret af alliancen med USSR og Kominterns retningslinjer, der blandt andet advarede mod interne forrædere.

For at sikre det nye Albanien etablerede Hoxha et sikkerhedspoliti, Sigurimi, i december 1944 til at ”forsvare folkets interesser og vores socialistiske stat mod interne og eksterne fjender”. Sigurimi stod for overvågning af borgerne samt de få udlændinge, der fik indrejsetilladelse. Sigurimi havde en hær af 200.000 ”operatører” og lå inde med en rapport over hver eneste voksne person i Albanien, dvs. 1 mio. rapporter i alt.  

Fra museet Bunk Art 2 i Tirana.

Derudover blev der etableret grænsekontrol. For at holde øje med hvem, der måtte søge til Albanien, og særligt dem, der forsøgte at flygte. Grænsevagterne begyndte hurtigt at samarbejde med lokale om at holde skarpt øje med grænserne. Flugtforsøg blev straffet med døden.

Mistilliden var stor, og det gjaldt ikke mindst udlandet og enhver udlænding. Enhver form for kontakt var forbudt. Når Albanien modtog statsbesøg fra udlandet, blev gæsterne indlogeret på hotel Dajti i Tirana, hvor alle værelserne var udstyret med indbyggede mikrofoner, som blev aflyttet i kælderen.

Der blev bygget små bunkers rundt omkring i landet, hvor tanken var, at albanerne kunne forsvare sig i tilfælde af en udenlandsk invasion. De står nu overalt som mindesmærker over fortiden.

Undertrykkelsen

I december 1945 blev der afholdt det første såkaldte frie valg i Albanien. Ved hvert valgsted var der to bokse, en rød for kommunistpartiet og en sort for ”de reaktionære”. Kommunisterne fik 93,6 pct. af stemmerne. De folk, der havde troet, at de kunne vise deres utilfredshed med systemet ved at lægge deres stemme i den sorte boks blev øjeblikkeligt identificeret og arresteret. Mange af dem blev henrettet.

Dagligdagen var overvåget, og straffen var hård, hvis regimet fik mistanke om kritiske røster. Hvis man protesterede, blev man arresteret.

Det lykkedes regimet at holde folk i uvidenhed om, hvad der foregik i resten af verden, mens de præsenterede befolkningen for massiv propaganda om landets fortræffeligheder og den store leder

Som en særlig strategi, blev kritiske røster placeret med deres familier i landsbyer langt fra deres hjemegn, hvor de blev sat til hårdt manuelt arbejde. Den kollektive straf, der potentielt kunne ramme hele familien, havde en præventiv virkning. Alle havde set eksempler på folk, der flygtede, og hvordan deres familier efterfølgende havde måttet bøde for det. Hvis en person eksempelvis var flygtet, blev vedkommendes tilbageblivende familie straffet og deporteret internt. Børn blev straffet for forbrydelser begået af deres forældre eller bedsteforældre. Det viste sig hurtigt at være et effektivt middel til undertrykkelse.

Straffen var hård hvis man afveg fra regimets regler. På den måde endte mere end hver sjette albaner i fængsel, og mange af dem har været fængslet i mere end 20 år.

Gradvis isolation

1946 blev Den Albanske Folkerepublik dannet. Samme år indgik Albanien en venskabsaftale med Jugoslavien. Denne aftalte blev ophævet, da Tito brød med Stalin i 1948. Albanien blev derefter USSR’s trofaste støtte. Forholdet forværredes imidlertid særligt efter Stalins død, og i 1961 brød Albanien med USSR for i stedet at vende sig mod Kina. Denne relation endte i 1978, hvorefter Albanien var isoleret fra resten af omverden. Det var eksempelvis ikke tilladt for udenlandske selskaber at etablere sig i Albanien.

Det lykkedes regimet at holde folk i uvidenhed om, hvad der foregik i resten af verden, mens de præsenterede befolkningen for massiv propaganda om landets fortræffeligheder og den store leder.

Hoxha byggede 173,371 bunkere i Albanien.

Tiden efter Hoxha

Enver Hoxha styrede landet nærmest enevældigt, indtil han fire år før sin død overgav en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

I 1985 døde Enver Hoxha og efterlod Albanien som det tredjefattigste land i verden. Tiden efter hans død var præget af kaos og korruption. Kravene om demokrati voksede, og regimet endte med at tillade et flerpartisystem. Tidligere fangevogtere og bødler flygtede til udlandet, og alle arkiver og dokumenter forsvandt.

Efter demokratiet blev indført, har der ikke været tale om et decideret opgør med kommunisttiden. Der har ingen lyst været til at tale om fortiden.Enkelte har offentligt undskyldt og fortrudt, men flere af de tidligere partimedlemmer er fortsat i andre politiske formationer. Selvom det tidligere kommunistiske regime var brutalt, repræsenterede det også stabilitet. Efter Enver Hoxha var stabiliteten væk.

Overgangen til demokratiet har på mange måder været problematisk. Den demokratisk valgte regering efter 1991 var ikke i stand til at genoprette økonomien, hindre optøjer eller masseudvandring.

Siden demokratiet blev indført, har 1,5 mio. albanere forladt landet. De er utilfredse med den måde, det politiske system har udviklet sig på, og de ønsker rimelige levevilkår for deres familier. Særligt har mange unge forladt Albanien, og den udvikling ser ud til at fortsætte. I øjeblikket bor der ca. 3 mio. i Albanien, og 1,5 mio. i udlandet.  

I 1997 brød den albanske økonomi sammen pga. et omfattende pyramidespil, og regeringen måtte bede omverden om hjælp til at genoprette ro og orden. 7000 soldater fra otte lande ankom til Albanien, der blev udskrevet valg, indsat ny regering og Den Internationale Valutafond gav støtte til landets økonomiske reformprogram.

Studenterprotester i Tirana, december 2018.

Efter flere års turbulens konstaterede EU, at Albanien havde gjort demokratiske fremskridt, og en stabiliserings- og associeringsaftale med EU blev underskrevet i 2006. Landet har imidlertid været præget af interne politiske magtkampe og er det stadig, hvilket gør vejen til EU mere vanskelig.

I 2009 blev Albanien medlem af NATO, og i 2014 blev Albanien officielt kandidatland til EU.

Aktuelt: godkendelse af optagelse udskudt til oktober

I dag er Albanien på vej frem økonomisk og demokratisk og ikke mindst som et mål for turisme.

Der pågår forberedende forhandlinger om EU-medlemskab for Albanien, og den albanske regering med Edi Rama i spidsen har arbejdet hårdt for at leve op til EU’s krav. EU Kommissionen præsenterede 29. maj 2019 en opdateret rapport om udviklingen i Albanien. Særlig reformer i forhold til retssikkerhed og korruption har bidraget til, at Kommissionen anbefaler, at EU åbner de formelle optagelsesforhandlinger med Albanien.

Ved et møde i Det Europæiske Råd 18. juni 2019 var det imidlertid ikke muligt at nå til enighed, og beslutningen om optagelse blev udskudt til oktober måned. Optagelsen kræver enstemmighed.

Der hersker dog ingen tvivl om, at EU-medlemskab vil være et stort skridt for landet, der i mere end 40 år var underlagt et af de mest rigide regimer, verden har kendt. Udviklingen frem mod oktober måned vil blive fulgt med stor spænding

På den ene side står EU-Kommissionen og 13 medlemslande, der støtter optagelsen. De ser udvidelsen som en investering i fred og stabilitet i Europa. Samtidig har de to kandidatlande levet op til de krav EU har stillet, og derfor bør optagelsesforhandlingerne gå i gang. På den anden side står blandt andet Holland og Frankrig, som argumenterer for, at EU skal have løst sine interne problemer, før unionen er klar til nye medlemmer. Desuden mener flere vesteuropæiske lande, at udvidelsen med Bulgarien og Rumænien i 2007 gik for hurtigt, og at man ikke bør gentage den fejl.

Hvis der gives grønt lys til optagelsesforhandlingerne til oktober vil det tage adskillige år, før medlemskabet bliver en realitet, da der er en række krav, som de to kandidatlande skal leve op til.

Hovedstaden Tirana.

I oktober 2018 besøgte jeg Tirana. Blandt albanerne mærkedes en vis optimisme omkring fremtiden og et håb om, at optagelsesforhandlingerne kan blive en realitet, men også et vist vægelsind. De unge emigrerer i stor stil, og de ældre generationer kan ikke fortænke dem i det. Måske vil EU- medlemskabet give nye muligheder og dermed holde på de unge. Men hvad vil medlemskabet ellers betyde? Vil alt blive gennemreguleret, og kan Albanien klare sig i konkurrencen med de øvrige medlemslande?

Samtidig gav især ældre albanere udtryk for, at de trods den barske fortid også mindes dele af fortiden med kærlighed og nostalgi. Det blev især fremhævet, at nok havde man ikke meget, men der var et andet sammenhold og en solidaritet, som ikke er tilstede i dag.

Der hersker dog ingen tvivl om, at EU-medlemskab vil være et stort skridt for landet, der i mere end 40 år var underlagt et af de mest rigide regimer, verden har kendt. Udviklingen frem mod oktober måned vil blive fulgt med stor spænding.


Litteraturliste

I mit arbejde med Skakmesteren fra Tirana og til brug for denne artikel har jeg anvendt følgende kilder:

“Enver Hoxha, The iron fist of Albania”, Fevziu, Blendi, I.B.Tauris & Co. Ltd. 2016
“Albania at war”, Fischer, Bernd J., Hurst & Company, London 1999.
“A coming of age, Albania under Enver Hoxha”, O’Donnell, James, Columbia Press, New York, 1999.
“Albania and King Zog, Independence, Republic and Monarchy”, Pearson, Owen, The Centre for Albanian Studies and I.B. Taurus & Co Ltd., 2004.
“Albania in occupation and war. From fascism to communism, 1940-1945”, Pearson, Owen, The Centre for Albanian Studies and I.B. Taurus & Co Ltd., 2004.
“Albania as dictatorship and democracy, 1946-1998”, Pearson, Owen, The Centre for Albanian Studies and I.B. Taurus & Co Ltd., 2004.
”Som en albansk jomfru – en rejse gennem et ukendt land i Europa” Rasmussen, Nina, Gyldendal, 1995.
“Life is war: surviving dictatorship in communist Albania” Woodcock, Shannon, HammerOn Press, 2016.


Fotos: Wikimedia Commons.

Forfatter, Cand.mag. i spansk, sidefag i historie.
Tidl. ansat i Erhvervsministeriet, Dansk Industri og Danske Bank.
Debutroman: Skakmesteren fra Tirana.
Claudia er gift og har to børn.