DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – “Døden er der altid. Man kan fortrænge den, men den kommer. En ukendt i menneskemængden har prikket dig ud. Om et øjeblik er det forbi. Man bærer døden i sig fra det øjeblik, man bliver født. Man ser den ikke. Men den er der.” Den unge digter Morten Nielsen døde som frihedskæmper under besættelsen. Men hvordan skete det? POV International bringer et uddrag af slutningen fra forfatter Arne Herløv Petersens roman ‘Hvede’ om Morten Nielsen
Karsten blev oppe i Rørvig, så Morten havde lejligheden i Bredgade for sig selv. Han havde fået en logerende. Det var Jan Weber, der var turnuskandidat på Bispebjerg. Og nu var han radise, som man kaldte dem, der var under jorden. Han kunne ikke bo hjemme hos sig selv. Gestapo var efter ham.
Der havde i lang tid været meget varmt og tørt, men dagen før havde en kraftig tordenbyge skyllet luften frisk. Morten og Weber cyklede op til Norgesmindevej, en sidevej til Ryvangs Allé, lige over for Ryvang kaserne, som tyskerne havde overtaget. De indkvarterede tyske soldater på kasernen og brugte øvelsesterrænet til at henrette og begrave danske frihedskæmpere.
Men de havde dømt den til døden. Bag sig havde han en skotøjsæske fuld af død. En pistol var som Yoricks kranium. En påmindelse, Jeg har døden liggende bag mig, tænkte han. Dens evne til at suge, til at tiltrække. Dens lokkende kalden
Brødrene Hermann og Henning Rohde havde gemt tre pistoler i haven til deres forældres hus Norgesmindevej 16. Dem skulle Morten hente og aflevere inde i byen. Mens Morten talte med brødrene Rohde, ladede Weber en af de pistoler, de hentede, en Mauser.
Der var dødsstraf for besiddelse af våben, så hvis de blev stoppet, gjorde det hverken til eller fra, om de skød med den Mauser eller ej. Og hvis de var heldige, kunne de måske skyde sig fri. Morten fik pistolerne i en skotøjsæske, som han satte på bagagebæreren. Så cyklede han og Weber ind til byen. Morten havde en aftale i Silkegade. Han trampede hårdt i pedalerne og tænkte et rim:
Jeg tramper i pedalerne, med hvilke
jeg bæres ind mod denne strøm af silke.
Han tænkte på den lille salamander, der lå og vimrede inde i Tutti. En lille menneskeorm, der ikke vidste, at den skulle skrabes ud og kastes i en spand. Den troede sig sikker i sin røde hule, troede den skulle gro og komme ud i verden.
Men de havde dømt den til døden. Bag sig havde han en skotøjsæske fuld af død. En pistol var som Yoricks kranium. En påmindelse, Jeg har døden liggende bag mig, tænkte han. Dens evne til at suge, til at tiltrække. Dens lokkende kalden.
Når man står oppe i et tårn, denne sugen under fødderne, så man må stemme dem hårdt mod for ikke at give efter. Når man kommer kørende på cykel over en bro, denne pludselig trang til at dreje styret og styrte ud. Trangen til at hoppe fra perronen ned foran toget. Hvor kommer den fra, denne næsten uimodståelige trang? Det er ikke selvmordet, der lokker. Ikke døden. Kun en slags selvulykke – the imp of the perverse.
Døden var der altid, omkring en og i en. Man kunne glemme den. Sådan som Køppe havde glemt, han skulle dø. Hans måbende forbavselse, da han blev skudt. Han så igen og igen Køppe falde ned på gaden, så Teglers tømme magasinet i ham så hjernemasse og blod løb ud.
Morten havde skotøjsæsken under armen. Han satte sig og åbnede æsken og tog pistolerne ud. Han tog den ene op og holdt om den.
– Hvordan fanden i fænghullet er det du sidder og famler med den Mauser, sagde Citronen. – Lad nu mig…
Døden er der altid. Man kan fortrænge den, men den kommer. En ukendt i menneskemængden har prikket dig ud. Om et øjeblik er det forbi. Man bærer døden i sig fra det øjeblik, man bliver født. Man ser den ikke. Men den er der.
Da de kom ind til Holmens kanal bad Morten Weber om at vente på ham der.
– Jeg er tilbage om en halv time, sagde han.
Morten fortsatte til Silkegade 11. En mand i lys cottoncoat kom hurtigt over gaden og gik ind. Morten blev stående lidt på fortovet og åbnede så døren. Manden var forsvundet op ad trappen.
Morten gik op på første sal. Trikotagedirektør Christensen, der var med i Speditøren, havde afstået sit privatkontor til modstandsbevægelsen og var selv flyttet ud på lageret. Kontoret havde egen indgang direkte fra korridoren og døren mellem kontoret og lageret var camoufleret med en rullereol, der kunne skubbes til side og åbne en flugtvej over lageret til køkkentrappen. De havde sat et skilt på døren. “Nielsens Agentur”, stod der. Morten Nielsen smilede.
Morten åbnede døren og gik ind på kontoret. I kontorstolen sad en mand, han kendte af udseende. Han havde været i Sverige, men kedede sig og flygtede hjem igen. Han gik under navnet Citronen.
Morten havde skotøjsæsken under armen. Han satte sig og åbnede æsken og tog pistolerne ud. Han tog den ene op og holdt om den.
– Hvordan fanden i fænghullet er det du sidder og famler med den Mauser, sagde Citronen. – Lad nu mig…
LÆS MERE FRA ARNE HERLØV PETERSEN I POV HER
Arne Herløv Petersen: Hvede, Det poetiske bureaus forlag.
Uddraget bringes efter tilladelse fra forfatteren
Foto: Morten Nielsen, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og