
FORANDRINGENS VINDE // VINKLUMME – Global opvarmning er en del af vores virkelighed, fra elbiler til vindmøller, klimaskam og kødløse dage. Men hvordan påvirker det din fredags-vin? Sommelier Lisa Nordbo Fiil dykker ned blandt vinstokkene.
Står der en Domaine de la Romanée-Conti La Tâche 2017 øverst på din dosmerseddel, skal du lige huske at have 22.500,- med ned i butikken. De dyre dråber kommer fra Grand Cru marken La Tâche i Bourgognes Côte de Nuits-område.
Og hvad gør så, at vin fra lige præcis den mark kan sælges til så eksorbitante priser? I 1930’erne blev vinmarkerne i Bourgogne tildelt cru-status, der skulle udmærke de bedst beliggende af slagsen. Lige siden er vinene fra Premier Cru og Grand Cru i Bourgogne blevet set som crème de la crème af det franske vinland.
I samme vinlovgivning blev druesorter, der ikke kunne blive modne nok, valgt fra. Pinot Noir, derimod, blev vurderet til at kunne fremhæve markernes terroir og passede til datidens klima. Men her, næsten 100 år senere, ser vejrudsigten i stigende grad anderledes ud. I Champagne plejede bedsteforældrene at gå i marken i midten af oktober – nu høstes der i starten af september i stedet og i 2020 gik arbejdet i Bourgogne i gang d. 12 august. Det er den tidligste høst i de 700 år, man har optegninger fra.
Nå, og hvad så?
Klimaforandringerne er altså umiskendeligt til stede i Europa og påvirker vindyrkningen på hele kontinentet. Nu bliver der sågar høstet vin i Norge! Man skal vist tage den meget stramme klimaforandringsfornægter-hat på, hvis man ikke anerkender, at landbruget generelt er påvirket af højere temperaturer, mere nedbør og mere ustadigt vejr.
Rødvin fra Bourgogne er på Pinot Noir, det smager sådan her. Hvidvin fra Mosel er på Riesling og smager således. Men alt det er i opbrud
Men hvorfor er det vigtigt i forhold til lige præcis vindyrkning? Af flere årsager:
- Klimaforandringerne kan på sigt gøre appellationssystemet ligegyldigt. Hvis de bedste druer ikke længere kommer fra La Tâche-marken, mister den sin værdi. (Appella-hva? Læs om vinlovgivning lige her)
- I forlængelse af det, kan druesorterne blive skiftet ud med andre, der er mere tolerante overfor varme og tørke. Nebbiolo fra Bourgogne, anyone?
- Vinstokkens vækstcyklus er en pudsig størrelse, hvor vejret i det pågældende år har direkte indflydelse på mængden af druer året efter.
Disruption på den trælse måde
Det kan måske virke som noget nørderi, men vinens verden og vinviden beror langt hen ad vejen på generaliseringer. Rødvin fra Bourgogne er på Pinot Noir, det smager sådan her. Hvidvin fra Mosel er på Riesling og smager således.
Men alt det er i opbrud. Druerne i Mosel bliver nu oftere mere modne end før, og det giver et helt andet udtryk i vinen og påvirker endda alkoholprocenten (mere varme -> mere sukker i druerne -> mere alkohol ved gæring). Barolo fra Piemonte plejede at skulle ligge i 10-15-20 år, før de var drikkeklare, men varmere temperaturer påvirker deres lagringspotentiale, og de skal drikkes yngre.
Det er det ustadige vejr, der har gjort 2021 høsten til Frankrigs værste siden 1977. Forårsfrost gjorde et indhug i de unge skud på vinstokkene – i Champagne mistede man 30%
Hvad dulen gør man så som vinbonde? Det tager en vinstok fem år, før den begynder at producere druer, der er værd at høste. Derfor skal bønderne virkelig ikke ride, før de sadler. Flere producenter er begyndt at plante stokke på de nordvendte marker, der før ikke kunne modne druer. Forsøg med tidligere tiders outsider-druer er også almindelige, for måske er det lige præcis Melon-druen, der passer til Bourgognes klima, når vi rammer 2030.
2021 – Annus Horribilis
Som vi har fået fortalt igen og igen, består klimaforandringer ikke kun af højere temperaturer, men også af mere regn og slud og blæst. Og det er det ustadige vejr, der har gjort 2021 høsten til Frankrigs værste siden 1977. Forårsfrost gjorde et indhug i de unge skud på vinstokkene – i Champagne mistede man 30% – og nedbør over sommeren har påvirket modningsgraden af druerne, resulteret i flere skadedyr og flere svampesygdomme.
Nogle producenter har helt droppet overhovedet at høste i år. I den tyske Ahr-region betød de store mængder nedbør i august, at flere vinbønders kældre med ventende vin blev ødelagt, deres marker oversvømmede og deres samling af flere generationers vine forsvandt med strømmen.
Alt er dog ikke en klagesang. Mange producenter oplever også mere stabilitet over flere år, og sunde druer er den bedste forudsætning for god vin. Men det kan ikke fornægtes, at klimaforandringerne kommer til at ændre det europæiske vinlandskab i de kommende år. Det vil komme til udtryk i marken og – måske -i vinlovgivningen, der bliver nødt til at blive mere dynamisk for at kunne afspejle de ændringer i druesorter eller placeringer, bøndernes økonomiske overlevelse er afhængig af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.