SAMFUND // KOMMENTAR – Der er brug for en gennemgribende reform, der gør op med systemvældet i plejesektoren og sætter det enkelte menneskes behov i centrum. Sådan skriver seniorkonsulent ved Ældre Sagen Per Tostenæs efter at have læst Ida Wiinberg Hermansens indlæg i POV d. 17. august om omsorgssvigt af hendes handicappede mor.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Systemdanmark har sejret og den enkelte modtager af hjælp er igen blevet kørt over af den systemmaskine, der kun har øje for egne krav, procedurer og standardiserede løsninger. Det er den følelse, man – desværre igen – sidder tilbage med, når man har læst Ida Wiinberg Hermansens indlæg i POV den 17. august 2020.
Hvorfor magter systemet ikke at se den enkeltes behov for hjælp? Hvorfor skal man trækkes igennem lange uværdige forløb, hvor der gives hjælp, man ikke kan bruge og alligevel nærmest tvinges til at bruge? Og sidst men ikke mindst: Hvorfor skal mennesker med brug for hjælp udsættes for en så uværdig behandling, der får så fatale konsekvenser, som det fik for Ida Wiinberg Hermansens mor?
Det er spørgsmål, vi må stille os selv og hinanden, når vi ser på, hvordan vores velfærdssystem har udviklet sig.
Visitation – hvis man tænker lidt over det ord, så lyder det ikke som et ord, der har med mennesker at gøre
Ida og hendes mors eksempel er langtfra enestående. I Ældre Sagen får vi dagligt henvendelser fra svækkede ældre eller deres pårørende, som oplever ikke at få den hjælp, de har behov for. Mennesker der også oplever ikke at blive mødt, forstået eller få hjælp til at kunne leve et værdigt liv.
Visitation – hvis man tænker lidt over det ord, så lyder det ikke som et ord, der har med mennesker at gøre. Det er et systemord, der passer godt til regneark og firkantede forståelser, hvor ting bliver sat i firkanter og kasser på det regneark, der kan spytte konklusioner ud, som kun tilfældigt passer med det enkelte menneskes behov.
Visitationen, der burde hjælpe Idas mor, ramte forbi hele tiden. Når man ser på, hvordan systemet fungerer, kan det desværre ikke undre. For det enkelte menneskes behov for hjælp er som oftest langt mere kompliceret end systemets standardløsninger kan afhjælpe.
Når man så samtidig sidder tilbage med en oplevelse af, at man er en byrde for systemet, når man ikke passer ind, ja så får man den følelse af afmagt og hjælpeløshed, som desværre er blevet et kendetegn for mange svækkede ældres møde med visitationssystemet.
Det er blandt andet på baggrund af ovenstående og alle de eksempler på systemsvigt, at vi i Ældre Sagen kæmper for, at der kommer en gennemgribende reform af hele ældreplejen.
En reform som en gang for alle får gjort op med systemvældet og får sat det enkelte menneskes behov i centrum, når der skal gives hjælp. Vi skal have genfundet værdigheden i hjælpen, hvis vi fortsat skal kunne kalde Danmark for et velfærdssamfund.
Topfoto: Max Pixel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her