
OMSORG // KOMMENTAR – ”Jeg er social- og sundhedshjælper, og det er jeg stolt af. Jeg brænder for mit fag. Jeg møder glad og stolt på arbejde hver eneste dag.” Mathias Blaavand er glad for og stolt af sit arbejde. Men det kan mange ikke forstå. Selv har han ingen problemer med at forstå sit valg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Nå men, hvad arbejder du så med?”
”Jeg er SOSU-hjælper.”
”Ha ha ha ha, er du SOSU-hjælper?”
Sådan begynder mange samtaler, jeg har haft på grund af mit job. Og ofte følges de op af spørgsmål som: ”Er det ikke klamt at tørre røv på gamle mennesker?”
Til dét er jeg nødt til at spørge: Er det ikke klamt, hvis det ikke bliver gjort? Hvis de bare skal ligge der smurt ind i afføring og urin?
Er det ikke klamt, hvis det en dag er din mor eller far? Eller dig selv?
Men for at svare på dit spørgsmål: Nej, det er ikke klamt. Det er menneskeligt. Vær du bare glad for, at du kan gøre det selv – endnu!
Min hånd og min stemme er dine kæres trøst og hjælp
Derudover så laver jeg faktisk også andet.
Det er mig, der nok som den første opdager, hvis din mormor har tegn på en blodprop.
Det er mig, der trøster hende, når hun ikke ved, hvor hun er.
Det er mig, der hjælper hende med at skære hendes mad ud, når hendes egne koordinationsbevægelser svigter.
Det er mig, der holder hendes hånd, når hun bliver bange, og mig, der får lov at suge alt til mig, når hun griner.
Det er mig, der sørger for, at hun får sin medicin, så hun nok kan klare livet lige lidt længere.
Det er mig, der får al den kærlighed, hun indeholder, når jeg bl.a. kommer ind og vækker hende om morgenen. Jeg er den, der siger ”godmorgen” og til natten: ”Kan du nu sove rigtig godt.”
Det er mig, der holder hendes hånd, bare fordi hun har lyst – og det er nok egentlig også mig, der sidder ved hendes sengekant, når hun skal herfra.
SOSU-hjælperens rolle er først og fremmest empati
Så – ha ha ha ha, nej, det er ikke klamt at være SOSU-hjælper eller -assistent. Det er en fest sammen med vores skønne ældre borgere. Det er berigende ud over alle grænser.
Det er os, der gør vores arbejde og yder en god og værdig omsorg til de svage ældre borgere i vores samfund.
Min hånd og min stemme er dine kæres trøst og hjælp.
Jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel for de syge og svage mennesker, som hver dag er afhængige af min hjælp
Jeg er social- og sundhedshjælper, og det er jeg stolt af. Jeg brænder for mit fag. Jeg møder glad og stolt på arbejde hver eneste dag.

Jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel for de syge og svage mennesker, som hver dag er afhængige af min hjælp.
Det gælder også i mit frivillige arbejde. Jeg udviser empati, og jeg har hjertet på rette sted. Jeg er et omsorgsfuldt menneske, og jeg tager mit ansvar alvorligt.
Den dag, jeg ikke længere føler, at jeg kan være noget for andre og være med til at gøre en forskel, vil jeg finde mig noget andet at lave
Det handler ikke altid kun om ressourcer. Det handler i høj grad også om, at man skal brænde for det, man laver, at man skal have forståelse for andre mennesker, og at man kan udvise empati og være omsorgsfuld.
Det er ikke noget, man kan læse sig til – det er menneskelige egenskaber, som enhver social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent bør indeholde.
Den dag, jeg ikke længere føler, at jeg kan være noget for andre og være med til at gøre en forskel, vil jeg finde mig noget andet at lave.
Det her handler om mennesker, der er afhængige af mig og min faglighed.
Det må og skal vi aldrig glemme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.