#Provinsklynk – en opsang til provinsen

af i Danmark/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

Københavneri eksisterer, men provinsboernes forestillinger om københavnernes fordomme overstiger langt virkeligheden. Sådan skriver POV Internationals gæsteblogger, forfatter og historiker Asser Amdisen, i denne opsang til provinsen, hvor han opfordrer til stolthed over, at vi her i landet har en ægte metropol. 

“Hvorfor er det egentligt så vigtigt”, skrev en af mine gode venner til mig forleden, da jeg, for Gud ved hvilken gang, havde tildelt en artikel hashtagget #provinsklynk. De seneste par uger har jeg overdænget Facebook og alle andre steder, hvor jeg kunne tilrane mig lidt spalteplads, med lange tirader om provinsielt klynkeri, så det er faktisk ikke noget dumt spørgsmål.

Når man i en eller anden sammenhæng bruger mere eller mindre veletablerede myter om københavnere eller københavneri til at argumentere for dette eller hint, så er det provinsklynk. Vi kender det alle sammen fra sætninger som “De har jo brug for at vide, hvad der foregår vest for Valby Bakke” eller “man kan også få café latte uden for København”. Eller københavneri bliver til en undskyldning eller forklaring på manglende fondsbevillinger eller manglende mediedækning til egen kæphest.

Jeg er født i Sønderborg, har boet 6 år i Jylland, 10 år på Fyn, 15 år på Tåsinge og 12 år i København. Jeg har flyttet sammenlagt seks gange for at tilpasse mig jobmuligheder, og jeg synes stadig inderst inde, at det smukkeste sted i verden er Sydfyn, selvom jeg bor og arbejder i København. Og jeg mener, at dette provinsklynk er temmelig barnligt.

#Provinsklynk er inspireret af DR Fyns meget effektive #KBHalarm, som over de senere år har gjort fynboer opmærksomme på, når fx en avis skriver, at Femernforbindelsen betyder, at Danmark bliver landfast med Tyskland, hvilket jo rigtig nok ikke er helt korrekt. Men især det, at det ikke er en generel dumhedsalarm, men en specifik københavneralarm, har medvirket til at befæste en myte i provinsen om, at københavnere intet ved om provinsen, ikke interesserer sig for provinsen og ser ned på de mennesker, som bor i provinsen. Dermed medvirker myten til at skabe et skel i landet, som faktisk ikke eksisterer, og den forestilling har fået ret ubehagelige konsekvenser.

Uagtsom chauvinisme

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er det, fordi de små fordomme, som bliver brugt igen og igen, faktisk ikke afspejler virkeligheden, men i stedet former den. “Ordet skaber, hvad det nævner”, sagde Grundtvig, og når vi hele tiden bliver ved med at gentage disse små dumheder, så bliver det til sidst noget, som vi faktisk tror på. Når man hele tiden siger “kvinder og teknik” og himler med øjnene, så ender det faktisk med, at det bliver ukvindeligt at kunne noget teknisk. Det er en slags uagtsom chauvinisme, hvor man uden faktisk, at ville det, får skabt forestillinger, som kan få betydning andre steder.

En af de værste eksempler er den diskussion om den statslige udflytning, som den nuværende regering er ved at gennemføre. Alle er stort set enige om, at denne manøvre er dyr, at den forringer den offentlige service, og at den skaber utryghed blandt offentlige ansatte, men i provinsen ses den udelukkende som en god ting.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er det, fordi de små fordomme, som bliver brugt igen og igen, faktisk ikke afspejler virkeligheden, men i stedet former den. “Ordet former det, det nævner”, sagde Grundtvig, og når vi hele tiden bliver ved med at gentage disse små dumheder, så bliver det til sidst noget, som vi faktisk tror på

Et element i dette er nok hævn eller revanche for en forestillet uretfærdighed begået af medlemmerne af fagforeningen Djøf, men fordommene og forestillingerne om København og københavneriet spiller en større rolle. Reformen bliver politisk nyttig, fordi den taler til provinsboernes følelser, mindreværd og til deres fordomme om københavnere. Jeg er overbevist om, at provinsklynket, de hånlige bemærkninger og forestillingen om københavnere, der hader alle steder, hvor der ikke er stenbro, spiller en væsentlig rolle – både for regeringens beslutning og for mediedebatten om udflytningen.

Fregatten Jylland burde flyttes til København

I halen af udflytningen, hvor statslige arbejdspladser flyttes ud af København, kommer modviljen mod at flytte ting til København, selvom det ville være mest rentabelt. For et par måneder siden var der fx vagtskifte på Fregatten Jylland, hvor direktøren gik af.

Fregatten Jylland har de sidste mange år ligget i Ebeltoft, men oprindelig er den bygget og har opereret ud fra Holmen i København. Museet har på trods af dygtig ledelse haft økonomiske problemer. Årsagerne er, at staten ikke vil give et tilskud, som er stort nok til at drive institutionen. Den skal derfor tjene mange penge på publikum, og det skal være i en størrelsesorden, som ingen kulturinstitution uden for Aarhus og København kan levere. Derfor er stort set alle med forstand på den slags enige om, at det eneste rigtige er, at flytte skibet til Holmen i København. Her kunne man med lethed trække det nødvendige antal besøgende til. Dét, er der dog ingen, der tør sige højt af angst for mulige politiske konsekvenser, for man skal jo ikke insinuere, at noget fejler, fordi det ligger i provinsen.

Vi ved godt, at der er dejligt og billigt og rart derude. Vi vil bare hellere bo i byen.

Jeg er født i Sønderborg, har boet 6 år i Jylland, 10 år på Fyn, 15 år på Tåsinge og 12 år i København. Jeg har flyttet sammenlagt seks gange for at tilpasse mig jobmuligheder, og jeg synes stadig inderst inde, at det smukkeste sted i verden er Sydfyn, selvom jeg bor og arbejder i København. Og jeg mener, at dette provinsklynk er temmelig barnligt.

Vil bare hellere bo i byen

Selvfølgelig eksisterer det håbløse københavneri også i ganske grelle former, men det er mit klare indtryk, at provinsboernes forestillinger om københavnernes fordomme og uvidenhed i ekstrem grad overstiger realiteterne. Om ikke andet, så fordi mange københavnere er tilflyttere, som er flyttet til storbyen, ikke fordi de hader landet, men fordi de elsker byen.

Det er faktisk næsten den mest almindelige form for provinsklynk, at tro, at når man vælger byen, så skyldes det, at man ikke ved, hvor billigt man kan bo i provinsen, og hvor godt livet er derude. Den tolerance, som provinsen kræver af københavnerne, kan man slet ikke se, at man selv ignorerer, når man konstant forsøger at få sine københavnske venner til at flytte på landet. Vi ved godt, at der er dejligt og billigt og rart derude. Vi vil bare hellere bo i byen.

Det er også rigtigt, at det oftest er mennesker og institutioner i København, som får de største andele i støtte- og fondskroner. Og netværk spiller en langt større rolle end objektive kriterier i fordelingen af samme, men det handler ikke nødvendigvis om by mod land. De velstøttede kunstnere vil forblive velstøttede, hvis de flytter til Rømø, og kunstnerne uden for de rigtige netværk vil ikke få andel af midlerne, udelukkende fordi de flytter til København. Langt de fleste forbigåede kunstnere og andre, som søger om penge jævnligt, sidder i København, men er bare ikke en del af de rigtige netværk. Ved kun at fokusere på geografi, misser man muligheden for at se, at det også handler om familie, socialklasse, øvrigt netværk, uddannelse, opvækst osv.

Provinsens fordomme om København

Sætningen “der er jo også længere fra København til Jylland end der er fra Jylland til København” hører man ofte – og især i professionelle sammenhænge. Den ledsages altid af et bedrevidende og indforstået blik, og man gør klogest i ikke at diskutere den. Det er nu ikke sådan jeg oplever det til hverdag. Når man har base i København, er man meget ofte på farten til møder ude i landet, men det er jo klart, at når to tredjedele dele af deltagerne i et møde er fra København, så ender det tit her. Alligevel er det fuldstændigt umuligt at slippe af med forestillingen om, at københavnere ikke kan overskue at tage et tog til Jylland, selvom de fleste der ikke opfatter en times rejsetid for at arbejde, som et større problem, men i de tre år, jeg pendlede fra Odense til Aabenraa, var det en chokerende nyhed for de fleste, at det kunne lade sig gøre.

Selvfølgelig eksisterer det håbløse københavneri også i ganske grelle former, men det er mit klare indtryk, at provinsboernes forestillinger om københavnernes fordomme og uvidenhed i ekstrem grad overstiger realitetern

Jeg har aldrig i min tid som museumsleder og højskoleforstander følt, at det var svært at trække nogen til Jylland eller Fyn, men fordommen har altid eksisteret. Når et møde foregik i København, så kom den direkte, og når et møde foregik på Fyn, så skulle alle mødedeltagerne lige undre sig over, at det kunne lade sig gøre. Så uanset, hvordan virkeligheden var, så skulle fordommen lige luftes.

En anden klassiker er, at når man på et kontor i provinsen ikke kan komme igennem til en person i København, så lyder der altid et ”nå, de er nok gået for i dag”. Underforstået, at i København arbejder man stort set aldrig. Jeg har arbejdet begge steder, og rigtigt er det, at arbejdsdagen starter senere i København, blandt andet fordi det er lidt svært for alle at være på vejene samtidigt. Til gengæld så begynder myldretiden først klokken fem, og det bliver regnet for ret almindeligt at sende mails og arbejde både efter klokken 20 og i weekenden, hvilket på de steder, hvor jeg har arbejdet i provinsen, ikke var ret almindeligt uden for chefkontorerne.

Måske nordens eneste metropol

Helt grundlæggende mener jeg, at der tre ting, som man misser i diskussionen, når man klynker over København og københavnere.

For det første, at København er hovedstaden i Danmark. En hovedstad er et sted, hvor man samler statsadministrationen og statens ledelse, så den kan levere statslige ydelser til hele landet. Det gør en hovedstad effektiv, at det er en samlet enhed, som ikke betjener et snævert geografisk område, men hele landet.

For det andet, at København er en meget stor hovedstad. Der bor over to millioner mennesker i hovedstadsområdet. Det betyder, at hver tredje dansker bor i eller i nærheden af København.

Og for det tredje, at København, blandt andet i kraft af sin størrelse, er Danmarks (og måske Nordens) eneste metropol. Et sted, hvor kultur, kulturer, videnskab og økonomi rodes sammen i en stor konstruktiv pærevælling. Det er et privilegium for et land med næsten seks millioner indbyggere, at have en sådan, og det burde man glæde sig over i hele landet.

Jeg er nået dertil, at jeg synes, det er vigtigt og nødvendigt at ødelægge den gode stemning. Problemet er ikke københavneri, men provinsens ubegrundede angst for københavneriet, og derfor bliver vi nødt til at råbe #provinsklynk, når det bliver mindreværdsfølelsen og angsten for at blive set ned på, som tager over fra fornuften og fællesskabsfølelsen.

I stedet er vi ved at fremdyrke et sprogbrug, hvor det er helt legitimt at behandle de to millioner mennesker, som svagtbegavede, dovne, uproduktive hipstere, som sidder på cafeerne og drikker café latte, sprøjter hash og udtænker ondsindede planer for, hvordan de kan bruge deres onde Djøf-tjenere til at udbytte alle de stakkels hårdtarbejdende og ægte provinsboere, som må pukle hele dagen for at finansiere overbetalte københavnske kunstnere og andre undermennesker. Det er så galt med de speltkøbenhavnere, at vi bliver nødt til at få dem på genopdragelse ude i virkeligheden, hvor de kan komme til møde i gymnastikforeningen, lære hvordan man klipper sin ligusterhæk og mærke ånden og livet, som kommer fra den nære omgang med naturen, når man drøner rundt på den jyske motorvej eller slår sin velplejede parcelhusplæne.

Og hvad så med #provinsklynk? Kender I det, at man sidder ved et middagsbord og en eller anden har fået to glas rødvin for meget og begynder at hælde racistiske udsagn ud til højre og venstre. Han bliver ikke modsagt, for ingen ønsker et skænderi, og ingen vil ødelægge stemningen. Sådan har jeg altid haft det med fordommene om København, men jeg er nået dertil, at jeg synes, det er vigtigt og nødvendigt at ødelægge den gode stemning.

Vi er nødt til at synliggøre alle de indforståede fordomme, så de ikke længere kan få lov til at legitimere og begrunde beslutninger, som er med til at undergrave eller ødelægge tusinder af menneskers liv og den hovedstad, som er en pryd for landet og burde være noget som alle danskere fra Skagen til Allinge var stolte af. Problemet er ikke københavneri, men provinsens ubegrundede angst for københavneriet, og derfor bliver vi nødt til at råbe #provinsklynk, når det bliver mindreværdsfølelsen og angsten for at blive set ned på, som tager over fra fornuften og fællesskabsfølelsen.

Topfoto: Strøget i København. Foto: Ludwig Pacifici via Wikimedia Commons.

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk