OPERA // ANMELDELSE – Claudio Monteverdis sidste opera fra 1643, Poppeas kroning, er henlagt til 1930’ernes fascistiske samfund i en radikalt udtænkt og gennemført opsætning, hvor tiden står stille, og intensiteten forbliver intakt fra start til slut – selv efter 3 ½ times spilletid.
Når tyranner hersker, og stærke følelser opstår, kan det gå alle veje. I sin sidste opera, Poppeas kroning fra 1643, lader Claudio Monteverdi da også sin historie udspille sig så overbevisende, at både magtbegær, kærlighedssyge, ægte forelskelse, trofasthed og opofrelse samles i én og samme vokale fremstilling.
I denne, hans sidste opera fra den italienske dramatiske sangkunsts tidlige periode, fremstår moralen aldrig entydig, men lader i realiteten alle menneskelige drifter og behov komme til bords for at tage for sig af livets retter. Vi er, i modsætning til Monteverdis to tidligere overleverede operaer med mytologiske emner, med Poppeas kroning hensat til en verden, som er befolket af virkelighedstro figurer hentet fra den romerske kejsertid, og hvor han i modsætning til operaerne Orfeus og Odysseus’ hjemkomst ikke længere spinder sine tonerækker ud over antikkens fjerne græske gudeskikkelser.
Alene den omstændighed, at vi her oplever virkelighedstro figurer, er i sig selv noget nær en foræring til en nutidig iscenesætter, der i dette værk med langt større autoritet og mere overbevisende slagkraft, end det ellers oftest ses i nutidens regiteater, kan udnytte de vante greb med at flytte handlingen til andre og langt mere nutidige politiske tider og samfundsstrukturer end dem, som forlægget byder på.
Vokalt mødes vi overalt med fornem beherskelse af de krævende recitativiske tonerækker, hvor sangen altid ligger lige bag talen
Vi kan med et værk som Poppeas kroning komme vor egen tid betydeligt nærmere. At kunne aktualisere fortidens musikdramatiske mesterværker bliver denne opsætning derfor et både lysende og intelligent eksempel på, omend den på visse punkter også resulterer i en noget mere end blot fri behandling af forlægget.
Monteverdis oprindelige udformning af historien om kejser Nero, der forstøder sin hustru Ottavia for at kunne ægte sin magtsyge og opadstræbende elskerinde Poppea, besidder alle de menneskelige begærforviklinger, tragedier og opofrelser, som tilværelsen byder på, med de ødelæggende konsekvenser for omgivelserne, der følger heraf. Librettoen og partituret er i deres udgangspunkt lidt af en speget affære, al den stund at en egentlig sikker og entydig urversion er mere end svær at finde frem til ud fra de hidtil kendte kilder til operaen, som til stadighed byder på nye arkivopdagelser i musikforskningen.
Men at operaen i sig selv var og forbliver en skelsættende dramaturgisk og musikalsk bedrift, giver den aktuelle opsætning klart vidnesbyrd om, eftersom ingen af de mange ændringer og betydelige perspektiverende tekstlige og musikalske indslag, som iscenesættelsen fremlægger, for alvor forskyder værkets inderste musikalske og menneskelige grundsubstans.
Et spejlbillede af tilværelsens barske realiteter
I dette drama er vi vidne til alles kamp mod alle, hvor de agerendes motiver som hovedregel er diametralt modsatte. Her ligger måske essensen af musikdramatikken i Monteverdis hele operaunivers. Ingen af hans personfigurer fremstår som bedre end andre, uanset hvor gode eller ondsindede deres motiver og handlinger end måtte være.
Vi er snarere sat over for et sandt spejlbillede af tilværelsens barske realiteter, end vi bliver formanet til at fordømme eller værdsætte, hvad der udspiller sig af ondt og godt mellem personerne. Deri ligger nok hele styrken i hans værk, fordi det lader os ane, hvordan såvel ondskab som menneskelig hengivenhed udleves på hver deres præmis.
I den aktuelle opsætning er vi hensat til 1930’ernes italienske fascistiske persongalleri, hvor tyrannens magtspil fremmes af hans hovedkulds betagelse af kvinden, der søger plads ved hans side. Og på trods af at tyrannens ideologiske mentor forsøger at tale ham til fornuft, bliver alle én efter én udraderet af hans enevældige magt, der til stadighed understøttes af den kvindelige magtambition, han til sidst forenes med i ægtestand.
Musikalsk bliver hovedpersonernes stærke følelser for og med hinanden perspektiveret af sidefigurernes selvopofrelse, som ikke mindre intenst fortæller os om godhedens natur. Alle stræber de her efter deres egen lykke, og dermed bliver de individuelle personlige motiver egentlig ligegyldige, for når virkeligheden for alvor byder os til kamp, slukkes fornuften, og den strategiske tænkning tilsløres af begivenhedernes magt.
Især de to centrale duetter mellem henholdsvis soldaten Ottone og hans elskede Drusilla samt Nero og Poppea når vokale højdepunkter
Scenografisk befinder vi os i en nærmest 1:1-model af et af fascismens fineste arkitektoniske mesterværker, som under den sidste tid af diktaturet blev omdannet til forhørs- og tortursted for styrets modstandere. Denne sceniske ramme er både overbevisende tænkt og yderst virkningsfuld, hvorved den strenge og golde menneskelige kulde finder sit rette rumlige miljø og sjælsudtryk.
Vokalt mødes vi overalt med fornem beherskelse af de krævende recitativiske tonerækker, hvor sangen altid ligger lige bag talen, og hvor især de to centrale duetter mellem henholdsvis soldaten Ottone og hans elskede Drusilla samt Nero og Poppea når vokale højdepunkter, som genspejler essensen af de personlige dramaer, de hver især gennemlever.
Mest slående står måske den indlagte Monteverdi-madrigal, der udføres af samtlige medvirkende, som en samlende kommentar til begivenhederne og tillige virker som et forvarsel om den righoldige, polyfone vokale ensemblesang, der i operaens univers skulle følge efter Monteverdi.
At vi med Poppeas kroning er vidner til en af verdens tidligste operaer, bliver dermed ikke kun en historisk orienteret oplevelse, men tillige en forbløffende moderne udfordring, hvor vokalkunstens evne til at levere skarpe karaktertegninger og dybe menneskelige drifter slår ud i lys lue og brænder sig fast. Selv efter tre og en halv times spilletid stod tiden stille, og intensiteten forblev intakt fra start til slut i denne overbevisende sceniske beretning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og