BRITISK HISTORIE // KRONIK – “Efter at have arbejdet professionelt med britisk middelalderhistorie i mere end et årti – både i danske og skotske arkiver – begyndte jeg at undre mig over noget,” skriver historiker Janus T. Saito-Madsen. “Ikke over det, briterne fortæller, men over det, de ikke fortæller. Og måske endnu mere: over hvor let vi herhjemme accepterer deres fortælling som neutral, naturlig og objektiv.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har altid haft en forkærlighed for britisk historie. Ikke bare som forsker, men som almindelig dansker. Det er svært ikke at blive draget: Tudorerne, Cromwell, The Crown, Dunkirk, Winston Churchill, 1066, dronninger i silke og slagmarker i blågråt lys. Det hele er pakket ind i den særlige britiske evne til at fortælle historier med patos og ironi på samme tid. Og vi elsker det. Danske læsere, danske seere, danske journalister. Vi sluger det råt, næsten som et kulturelt naturfænomen, der står over enhver form for kritik.
Netop fordi det er så genkendeligt, er det også nemt at glemme, hvor selektivt det hele er
Men efter at have arbejdet professionelt med britisk middelalderhistorie i mere end et årti – både i danske og skotske arkiver – begyndte jeg at undre mig over noget. Ikke over det, briterne fortæller, men over det, de ikke fortæller. Og måske endnu mere: over hvor let vi herhjemme accepterer deres fortælling som neutral, naturlig og objektiv.
Det er den ikke.
Britisk historiefortælling er ikke tilfældig
For den britiske historiefortælling, vi møder i bøger, tv-serier og museer, er ikke bare resultatet af et tilfældigt udvalg. Den er i høj grad formet af én bestemt periode: det sene victorianske og edwardianske Storbritannien. En tid, hvor imperiet stod på sit højeste, og hvor historien i høj grad blev brugt til at forklare, hvorfor det netop måtte være sådan. En tid, hvor nationale dyder, moralske sejre og civilisationens gang blev poleret til et næsten teologisk niveau.
De toner runger stadig i dag. Ikke kun i Storbritannien, men i den måde danskerne taler om britisk historie på.
Det er let at overse, fordi fortællingerne er så velkendte. Henry VIII’s ægteskaber. Mary Queen of Scots, der ser dramatisk ud i tåge. Slaget om England. De engelske øers evige kamp mod mørkets kræfter. Det er trygt, næsten hjemligt. Men netop fordi det er så genkendeligt, er det også nemt at glemme, hvor selektivt det hele er.
Og så er der de afsnit af historien, der simpelthen forsvinder i den britiske version – men som for os danskere burde være helt centrale
Tag for eksempel vikingetiden. I Danmark tænker vi ofte, at briterne “har styr på” deres historie. Men spørg en britisk skoleklasse, hvad vikingerne var, og svaret er ofte: røvere, der kom med både, plyndrede et kloster og blev slået af Alfred den Store. Det er den fortælling, der vender tilbage igen og igen. Men sandheden er langt mere sammensat. Store dele af England blev skandinaviske i både retspraksis, dialekt, stednavne og sociale strukturer. Det var ikke små, tilfældige angreb, men århundreder med migration, bosættelse og kulturel fusion.
Og så er der de afsnit af historien, der simpelthen forsvinder i den britiske version – men som for os danskere burde være helt centrale. Som St. Brice’s Day-massakren i år 1002, hvor kong Æthelred beordrede systematiske drab på danere i England. Det er et af de mest brutale øjeblikke i den angelsaksiske periode.
Ikke bare fordi det var voldsomt, men fordi det satte gang i en politisk kædereaktion, der ændrede Englands historie. Det førte direkte til, at Svend Tveskæg og senere Knud den Store overtog magten, og at England i en kort, men afgørende periode blev centrum i et danskledet Nordsimperium.
Det er nærmest blevet en britisk disciplin at vinde de moralske pointer, selv når man taber
Alligevel kender de fleste briter knap nok datoen. De fleste danske heller ikke. Massakrer passer dårligt ind i fortællingen om England som det evige offer for fremmede invasionsmagter. Og det er lettere at tale om vikingerne som skurke end om danerne som ofre.
Eller hvad med 1069 – året, hvor en dansk hær gik i land i Nordengland og reelt var få skridt fra at fordrive Vilhelm Erobreren og afslutte den normanniske erobring, før den overhovedet var kommet i gang. Det er et nærmest glemt kapitel, selvom det var dramatisk nok til at blive en moderne tv-serie i sig selv. Men det figurerer sjældent, fordi Hastings – den store, ikoniske, nationalt definerende sejr – fylder alt. Når én begivenhed har monopol på den historiske fantasi, bliver resten til støj.
Og konsekvensen? At William i desperation igangsatte “Harrying of the North”, en af de mest brutaliserede militære kampagner i Europas middelalder. Landsbyer brændt. Marker ødelagt. Hungersnød og masseflugt. Et bevidst terrorangreb på et helt landsdel. Det er ikke en myte. Det er historiske fakta. Men det harmonerer dårligt med fortællingen om normannerne som effektive administratorer og moderne statsbyggere.
Når historien bliver for velpoleret, glider modstanden ud. Det samme mønster optræder langt senere. Den romantiske fortælling om “The Charge of the Light Brigade”, som bliver hyldet som heroisk tragedie, var en militær farce, der kostede liv på grund af inkompetence. Dunkerque, som ofte fremstår som en triumf af moralsk styrke, var først og fremmest en katastrofal situation, hvor franske soldater døde i tusindvis for at redde britiske tropper. Men i mytologien bliver nederlaget til en sejr – og det er nærmest blevet en britisk disciplin at vinde de moralske pointer, selv når man taber.
Hvorfor betyder det noget for os i Danmark?
Fordi vi, måske mere end vi tror, spejler os i Storbritannien. Britisk historie er blevet en slags kvalitetsstempel, som vi ukritisk importerer. Den udgør ofte vores implicitte målestok for, hvordan man “fortæller historie ordentligt”. BBC-serier fremstår næsten som definitionen på intellektuel historiefortælling. Britiske historikere bliver citeret som autoriteter, selv når de gentager århundredgamle imperialfortællinger i moderne indpakning.
Når vi overtager briternes narrative filter, så overtager vi også deres blinde vinkler
Men når vi overtager briternes narrative filter, så overtager vi også deres blinde vinkler. Vi ender med en forsimplet forståelse af, hvordan nationer formes, og hvordan historien bruges politisk. Og det har konsekvenser for os selv: for vores egen måde at tænke identitet på, for vores syn på migration, kulturblandinger og “national egenart”. Vi får serveret en historiekultur, der præsenterer forandring som undtagelsen og kontinuitet som normalen – når det historiske spor ofte peger på det stik modsatte.
Det er i virkeligheden et spørgsmål om historisk dannelse. Ikke fordi vi skal forkaste britisk historie – tværtimod. Britisk historie er fascinerende, rig, fuld af paradokser. Men det er en historie, der bliver langt mere spændende, når man skræller den victorianske fernis af. Når man tør se på både det mørke og det lyse. Når man tør tale om massakrer, fejltagelser, magtkampe og sammenbrud – og ikke kun om de store sejre og de gode fortællinger.
Vi står i en tid, hvor Europa er ved at genopfinde sig selv, mens Storbritannien har valgt en anden vej. Måske er det netop nu, vi har mest brug for at forstå vores britiske naboer bedre. Ikke gennem de traditionelle heltefortællinger, men gennem deres glemte historier, deres tabte spor og deres selvmyter. For det er ofte dér, sandheden gemmer sig: i det, der helst ikke tales om.
For mig som historiker betyder det noget, fordi jeg tror på, at historie først bliver relevant, når den gør os klogere på os selv. Ikke bare på briterne. Ikke bare på vikingerne. Men på hvordan vi mennesker bruger fortiden til at forklare nutiden – og nogle gange også til at undgå den.
Britisk historie er langt mere end sine greatest hits. Og måske er det først, når vi danskere tør stille spørgsmål til den version, vi får serveret, at vi opdager, hvor meget den i virkeligheden har at lære os.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og