KOMMENTAGE – Kulturmødet på Mors blev i år afviklet for syvende gang og har udviklet sig til et væsentligt mødested for kulturens aktører, skriver Nikolaj Bøgh. Mødet er først og fremmest præget af et stort engagement og en stor glæde over kulturens mange forskellige former fra de i år 30.000 deltagere, som tæller alle de væsentlige kulturaktører og ganske mange almindelige kulturinteresserede danskere. Mødet savner dog modspil fra kritiske røster, som er knap så overbeviste om, at det nu engang er så godt med al den kultur. De findes jo derude, og det ville gavne Kulturmødet også at få dem repræsenteret.
Fra torsdag til lørdag 20.-22. august blev det syvende kulturmøde afviklet på limfjordsøen Mors. Kulturmødet er opstået lokalt på initiativ af Morsø Kommune og Region Nordjylland, men har mere og mere udviklet sig til en landsdækkende begivenhed, som i sin form minder meget om Folkemødet på Bornholm blot i mindre skala og altså kun med kultur som tema. Men kulturen er mangfoldig, og kulturens folk kan sagtens fylde tre dage med at diskutere kulturens utallige aspekter, samtidig med, at mødet naturligt nok er krydret med en lang række ”rigtige” kulturindslag.
Med omkring 550 arrangementer i år og en markant vækst i antallet af deltagere til 30.000 deltagere i år er det en begivenhed, der har bidt sig fast og sikkert også vil vokse yderligere i de kommende år. Selvom man til årets møde, hvor antallet af ikke-dansktalende deltagere formentlig kan tælles på én hånd, havde valgt den fortænkte og overfladiske overskrift ”Culture matters”, så er programmet indholdstungt og rigt på relevante temaer og kvalificerede deltagere.
Folkemøder er blevet hot
Man kan diskutere, om det fremmer kulturens sag at holde et særskilt debatarrangement alene om kultur, fremfor at det måske kunne være en stærkere del af det store folkemøde på Bornholm, som rummer alle mulige aspekter af politik og samfundslivet. Det er således et gennemgående træk ved Kulturmødet, at kulturens folk sukker efter i højere grad at blive taget alvorligt og set som en del af den almindelige samfundsdebat på linje med sundhedspolitik, uddannelsespolitik, miljøpolitik m.m.
Her er ingen Peter Rindal-typer, der problematiserer indkøbspolitikken hos Statens Kunstfond, her er ingen ultraliberalister, der mener folk selv skal betale for deres kulturforbrug, og der er ingen betonsocialdemokrater, der mener alle pengene i stedet skal gå til ”velfærd”
Folkemødet er dog langtfra blottet for kulturdebat, og det giver egentlig god mening at have et særskilt folkemøde om kultur, hvor der er mulighed for at gå mere i dybden og i bredden med diskussionerne om kulturens betydning og udvikling.
Kulturmødet er da langtfra det eneste ”specialmøde”, der skal sætte ekstra fokus på et bestemt tema, det kendes også fra bl.a. Naturmødet i Hirtshals, det ny(genop)startede Demokratiets Folkemøde ved Himmelbjerget samt Ungdommens Folkemøde, der afholdes i København. Folkemøder er blevet hot og tiltrækker alt i alt virkelig mange deltagere, der har appetit på at diskutere, hygge sig og få en god oplevelse.
Gode oplevelser er der mange af på Kulturmødet på Mors, hvor man kan opleve alle kulturens forskellige aspekter med flittig deltagelse af kulturpolitikere, organisationsfolk inden for feltet, uddannelsesinstitutioner, fonde, forlag m.fl. Hertil kommer et ganske stort antal almindeligt interesserede deltagere – præcis som på Folkemødet – med en overvægt af lidt mere modne medborgere samt hold fra forskellige former for skoler.
Kritik for at være for elitært
Som Folkemødet bliver Kulturmødet også mødt af en kritik for at være for elitært, for ”københavnsk” og for lidt opmærksom på kulturens mere folkelige og lokale aspekter, men bevæger man sig ned ad Gasværksvej eller op ad Munkegade, møder man nu mange repræsentanter fra såvel det lokale nordjyske kulturliv som foreningslivet.
De store debatter med kulturministeren, de centrale kulturordførere, formændene for de store organisationer og direktørerne for de store museer, der typisk foregår på hovedscenen eller i Værket, det gamle elværk i Nykøbing Mors, har naturligt nok en tydelig ”landspolitisk” karakter, men hvis kulturmødet vil sætte en slagkraftig dagsorden, der også har effekt på den anden side af Limfjorden, så er det også sådan det skal være.
De store debatter styres typisk slagkraftigt, energifyldt og underholdende af Clement Kjersgaard, indimellem erstattet af direktør Christian Have, der igennem mange år har sat sit markante præg på navnlig den mere kommercielle og erhvervsorienterede del af kulturdebatten.
Kritisk modspil savnes
Stemningen er god og varm, og der er udbredt glæde over al den dejlige kultur, landet nu engang rummer. Museernes interesseorganisation, ODM, holder debatter og optræder i t-shirts med sloganet ”Vi elsker museer”, og det er ganske symptomatisk for hele Kulturmødets stemning. Det er således efter alt at dømme mere end svært at opdrive en debatdeltager – eller deltager i det hele taget – der ikke mener, vi skal have meget mere kultur, og at det er en skandale, at staten skærer ned på kulturstøtten år for år.
De tilstedeværende kulturpolitikere er også fyldt med velvilje og glæde over kulturen, også selvom flere af dem i praksis har stået bag en efterhånden ganske voldsom åreladning af kulturlivet gennem de såkaldte ”omprioriteringsbidrag”, der år for år barberer 2 pct. af statens kulturbudget
Og dermed er vi inde ved kernen af det, som godt kan rumme et forbedringspotentiale for Kulturmødet. Det er dejligt at blive bekræftet i, at kultur er godt, men en smule modspil fra kritikere af de trods alt relativt store beløb, der anvendes til kulturstøtte, kunne godt være velkomment. Her er ingen Peter Rindal-typer, der problematiserer indkøbspolitikken hos Statens Kunstfond, her er ingen ultraliberalister, der mener, at folk selv skal betale for deres kulturforbrug, og der er ingen betonsocialdemokrater, der mener, at alle pengene i stedet skal gå til ”velfærd”. De findes jo derude, men de kommer ikke til Mors.
Tværtimod er der almindelig konsensus om, at kultur netop er velfærd, og at det er indlysende, den skal støttes af de offentlige kasser, også meget gerne mere end i dag. De tilstedeværende kulturpolitikere er også fyldt med velvilje og glæde over kulturen, også selvom flere af dem i praksis har stået bag en efterhånden ganske voldsom åreladning af kulturlivet gennem de såkaldte ”omprioriteringsbidrag”, også kendt under navnet grønthøsterbesparelser, der år for år barberer 2 pct. af statens kulturbudget.
Uforpligtende velvilje fra de skiftende kulturministre
Kulturfolk er gennemgående venlige mennesker og også tidligere kulturminister Mette Bock, som ellers mest så sig selv som regeringens fortaler i kulturlivet fremfor det omvendte, slap fint fra Kulturmødet med almindelig uforpligtende velvilje sidste år.
På samme måde var den nye kulturminister, Joy Mogensen, omgivet af en høflig, lidt sørgmodig stemning på dette års møde, da hun forsigtigt forsøgte at forberede deltagerne på, at den nye regering formentlig ikke vil afskaffe omprioriteringsbidraget, selvom der er tale om et klokkeklart løftebrud i forhold til de udmeldinger, man kom med under valgkampen. Men den grønne omstilling og velfærden kræver jo sit, finansministeren sidder og regner, det ser meget svært ud, pengene skal jo passe, og vi må alle stå sammen om at støtte regeringens store ambitioner på Danmarks vegne.
I modsætning til Mette Bock vil Joy Mogensen tilsyneladende gerne kæmpe kulturens sag internt i regeringen, og hun mener sågar, at flere af hendes ministerkolleger også elsker kulturen. Men i praksis lyder hun som om resultatet i sidste ende bliver svært at skelne fra den tidligere regerings vanskeligt identificerbare kulturpolitik.
Kulturen bløder, men det trænger ikke rigtigt ind på Slotsholmen
At kulturens folk ikke møder dette ganske sandsynlige og dybest set meget skræmmende fremtidsscenarie med et sandt ramaskrig, er svært at forstå og siger måske i virkeligheden ganske meget om den manglende selvtillid, som præger kulturlivet efter i årevis at være blevet henholdsvis pryglet med ødelæggende besparelser og ignoreret af store dele af det politiske parnas. Således også under den netop overståede folketingsvalgkamp, hvor kulturpolitikken var så godt som fraværende.
I modsætning til Mette Bock vil Joy Mogensen tilsyneladende gerne kæmpe kulturens sag internt i regeringen, og hun mener sågar, at flere af hendes ministerkolleger også elsker kulturen
Kulturlivet er generelt bekymrede for instrumentaliseringen af kulturen, hvilket også gik igen i mange af Kulturmødets debatter – altså at kultur først og fremmest bliver set som et redskab til at opnå andre målsætninger fremfor at kulturen er et mål i sig selv. Men hvis den nye regering fortsætter grønthøsterbesparelserne, er risikoen måske snarere, at kulturpolitikken bliver endnu mere irrelevant end at den instrumentaliseres.
På Kulturmødet tales der meget om, at kultur har en stor værdi for menneskelivet, og at den ikke kan sættes på formel og regneark, men skal måles på andre parametre. Dette budskab når tilsyneladende ikke helt over fra det smukke Mors til regeringskontorerne på Slotsholmen, hvor den nye, meget materialistisk orienterede regering lige nu sidder og tilrettelægger sin politik. Billedet af, at Danmark i øjeblikket i stigende grad fremstår som en kulturel udørk i et Europa, hvor mange lande opruster på kulturens område og i hvert fald ikke skærer ned på deres kulturbudgetter, sløres af Kulturmødets generelle stemning af varme og gode viljer.
Prioritering er svært
Kulturpolitikernes og kulturlivets store, fælles udfordring er, at det er svært at prioritere, for al kultur er jo egentlig god kultur, og alle kulturinstitutioner vigtige på hver deres møde. De årlige grønthøsterbesparelser er netop udtryk for en manglende prioritering, hvor alle statens kulturudgifter bliver skåret (ned) over en kam uden refleksion over, hvad man politisk egentlig gerne vil have mere eller mindre af.
Kunsthistorikeren Merete Sanderhoff, som er aktuel med bogen Et spørgsmål om kultur, hvor hun har interviewet 42 kulturaktører om deres syn på kulturpolitikken, fortæller i en debat med journalisten Adrian Hughes, at det spørgsmål det over en bred kam er vanskeligst at få svar på fra aktørerne er, hvad skal prioriteres ned for at noget andet kan trives og udvikle sig.
Hvis den nye regering fortsætter grønthøsterbesparelserne, er risikoen måske snarere, at kulturpolitikken bliver endnu mere irrelevant end at den instrumentaliseres
Og selvom Adrian Hughes forsøger at få publikum med på, at man godt kunne undvære museet Skjoldborgs Hus i Vesløs i Thy, så er der ikke rigtig nogen, der bider på. Formand for Folketingets kulturudvalg Bertel Haarder, som er en af Kulturmødets særdeles aktive debattører, diskuterer senere samme emne med formand for ODM Flemming Just, og Haarder mener nok, han har fundet et museum, som vi godt kan undvære, han vil bare ikke sige, hvad det er for et.
Selvom dele af kulturlivet altså vånder sig under besparelser, så er mødet dog også præget af optimisme og en stor interesse for at afsøge nye muligheder for samarbejde mellem kommuner, kunstnere, fonde m.fl. Mens staten skærer ned på kulturen, så opprioriterer kommunerne samlet set området i disse år, og mange kommuner har kulturen særdeles centralt placeret i hele deres strategi for, hvordan de vil udvikle sig og blive mere attraktive både for nuværende og kommende borgere.
Og således inspireret og opmuntret kan man drage væk fra Mors igen. Dansk kulturliv er fyldt med liv og engagement, men det kniber med kritik og i særdeleshed med selvkritik. Den udfordring kan man håbe vil blive tydeligere adresseret under næste års møde. For Kulturmødet er afgjort kommet for at blive, selvom der også er plads til forbedring og endnu mere debat.
Topfoto: Per Bille, Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
