
MEDIEKRITIK // KOMMENTAR – Samlet set har pressen og journalisterne – bevidst eller ubevidst – en temmelig enslydende hitliste over helte og skurke i den politiske virkelighed, mener journalist og kommentator Jesper Grunwald. I denne kommentar gennemgår han nogle af de tydeligste.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det var en politisk provokation i min journaliststudietid, da den unge medieforsker og senere professor i medievidenskab ved Århus universitet, Frands Mortensen, for 50 år siden gennemhullede myten om den objektive journalistik i sin afhandling og bog – 22-Radioavisen.
At Frands Mortensen påviste den inerti-ramte borgerlighed i den påståede frie og objektive presse – det måtte alene læses i Mortensens erklærede ståsted på venstrefløjen. I dag vil pressen givetvis stadig påstå, at det er en del af dens eksistensberettigelse, at den er frisat fra de sociale mediers ukontrollerede folkestemninger.
Langt de fleste traditionelle medier og journalister gør et stort nummer ud af, at de i deres journalistiske virke ikke tager udgangspunkt i et specifikt politisk ståsted. Det hænger – ikke mindst hvad angår den lokale og regionale presse, som i dag historisk set er nærmest 100 pct. forankret i et liberalt og/eller konservativt værdisæt – utvivlsomt sammen med netop dette reelle borgerlige avismonopol udenfor hovedstaden. Lokalavisen kan ikke leve alene af de blå læsere.
Man kommer nok ikke galt afsted med at sige, at vi har en klart borgerligt rettet dagspresse målt på de trykte medier
Hvad angår landsaviserne, bygger de to store koncerner, Berlingske og JP-Politikens Hus, på dels et konservativt og dels et konservativt/socialliberalt grundsyn. Så er der Dagbladet Information, som reelt anses for at være en venstreorienteret avis – men med et meget lille oplag og læsertal målt i forhold til de lands- og landsdelsdækkende bladhuse. Man kommer nok ikke galt afsted med at sige, at vi har en klart borgerligt rettet dagspresse, målt på de trykte medier.
Men så findes der selvfølgelig de statsfinansierede tv- og radiostationer som DR, Radio 4 og nu det nye 24syv – det opkøbte og omdøbte Radio Loud. Her taler vi om årlig statsfinansiering i milliardklassen – vedtaget i en rimelig politisk konsensus. Det handler om, at den politiske diskussion i et demokrati forudsætter diversitet i medieplatformene.
Forskellighed.
Valgfrihed.
Reel konkurrence i udbuddet.
Vi er de frie fugle
Jeg er sikker på, at enhver redaktør fra de liberale over de socialliberale til de statsfinansierede elektroniske medier (og det vil i praksis sige langt, langt de fleste medier) kan vækkes kl. 3 om natten og øjeblikkeligt forklare, at de er uafhængige af politisk dogmatik.
Og alligevel kan man som medieforbruger på tværs af disse værdigrænser genkende en sammenhængende hitliste over ikke mindst de politiske hovedpersoner i dækningen og debatten. (Selvfølgelig kan man bevæge sig op og ned ad hitlisten – for sådan er det jo med rigtige hitlister.)
Det er tydeligt i den redaktionelle dækning til kommentatorsporene på de sociale medier, at nedgørelsen af hende også har et kønsperspektiv
Ingen tvivl om, at statsministeren er helt nede at skrabe bunden. Og det er tydeligt i den redaktionelle dækning til kommentatorsporene på de sociale medier, at nedgørelsen af hende også har et kønsperspektiv. Hun er ikke bare et magtmenneske – hun er en rejekælling.
Hun vises ofte i profil og i en positur som vor tids Ritt Bjerregaard. MF er selvrådende, kold og kalkuleret – næsten dæmonisk i Minksagen. En politisk Cruella de Ville (heksen fra Disney-filmen, der opdrætter Dalmatinerhvalpe for at sy pelse ud af deres skind). Den borgerlige kommentator, Hans Engell har prøvet at kæmpe et mere nuanceret syn igennem ved helt åbent at sige, at han ville have truffet de samme beslutninger som Frederiksen i minksagen. Han har kaldt de gamle, borgerlige partiers optræden i sagen for – ubegribelig.
Men budskabet ændrer ikke myten om bedrag, (selv om Engell ikke er hr. hvem-som-helst. Han har en fortid som justitsminister). Og hvis en eller anden spindoktor får hende til at spise en makrelmad for åben SoMe, er hun tilmed latterlig i sin åbenbart tilstræbte folkelighed. Lars Løkkes smøger og håndbajere er noget andet. I store træk beskrives manden som gemytligheden selv.
Den skikkelige fadbamse
En rejekælling og gemytligheden selv.
Billedet holder på tværs af medier og påstanden om deres forskellighed. Sidst understreget af Lars Løkkes dybt professionelle spin-projekt i denne måned. Han er i flere betydninger – på toppen. LL er en ekvilibrist i spin – og han får medieplatformene til at spille med, så det runger i den politiske koncertsal.
Om fredagen står han i DR-huset og forudser en katastrofe for statsministeren. I weekenden præsenterer han Moderaternes politik i skitseform i en Politiken-kronik og et stort opsat personinterview i samme avis. Og få dage inde i den følgende uge træder han op med de samme budskaber i det navnkundige Deadline på DR 2. For slet ikke at nævne følgedækningen i mange andre medier.

Lars Løkke er på toppen. Og det er bemærkelsesværdigt, at det sker præcis på det tidspunkt, hvor manden selv ønsker det og har en voldsom interesse i det. Opinionsmålingerne reagerede øjeblikkeligt. Mediernes diversitet kan ikke ændre den reelle propagandaeffekt – og der er generelt varmt på toppen af hitlisten.
Morten Messerschmidt (DF) er det gode eksempel på, at en topplacering på hitlisten sagtens kan bære og fortsætte trods en reel katastrofekurs. Det er tydeligt, at journalisterne elsker manden. Hans gøren og laden i EU-sammenhæng er nærmest udelukkende set i lyset af straffesagen mod ham. (Bortset fra hans attraktive program Europa i Flammer, som han fik stillet til rådighed sammen med Jens Rohde på Radio 24syv.)
At manden reelt – det nægter han ikke engang – malker det EU-system, som han selv ønsker nedlagt, har nærmest ingen betydning haft i debatten.
Den mand, der nu kan blive formand for DF, evnede ikke at forhindre karaktermordet på Radio 24syv, som hans parti selv stod i spidsen for – for så sidenhen at tage kvælertag på den nye aktør, indtil konceptet blev ændret, navnet tyvstjålet – og han selv er blevet operaspecialist på den transformerede kanal.
Der skulle et kampvalg til – helt op til partiets landsmøde, før medierne så småt gravede og tog fat i Messerschmidts reelle arbejde i partiet
Disse politiske plattenslagerier har reelt aldrig været trykprøvet i medierne, der et eller andet sted kollektivt elsker denne politiker, som fællesskabets (journalisternes og det politiske livs) velfriserede provokatør. Der skulle et kampvalg til – helt op til partiets landsmøde, før medierne så småt gravede og tog fat i Messerschmidts reelle arbejde i partiet.
Den samlede, journalistiske historieopfattelse lever sit eget liv. Messerschmidt evner at holde sig på toppen på tværs af mediernes principielle forskellighed.
…Og Ekstrabladet drejer mod styrbord
Den 4. statsmagt er ikke frisat for følgagtighed og politiske vejrlig.
I løbet af ret få år er det lykkedes at højredreje Ekstrabladets verdenssyn fra en slags solidarisk, åben arbejderklasse-orientering til en socialistforskrækket småkårs-populisme. Avisen præsenterer af og til absolut, dygtig graverjournalistik – for nyligt velfortjent Cavlingpris-vindende.
Værdimæssigt og profilmæssigt vover jeg at kalde avisen tiltagende reaktionær. Man har hyret Foghs tidligere spindoktor som chefredaktør, x-LA-politikeren Joachim B. Olsen (kendt for at kalde fattigdomsbeskrivelsen i Danmark for kvalmende) – som politisk kommentator – mens den rigsretsdømte tidligere integrationsminister Støjberg er på vej ind på avisen fra den politiske højrefløj i Venstre.
Og så er man så heldig at have den tidligere Berlingske-journalist, Mads Kastrup, som opinionsredaktør. Han fortsætter i den grad den linje, som EB ellers lukkede med holdnings-kloakken i frikvarteret mellem Madsen og Qvortrup. For nyligt hældte han galden ud over EU-parlamentarikeren Margrete Auken i en leder/klumme under overskriften ”Sådan er socialismen”. Auken er kommet for skade at beskrive sin barndom som noget, der ligner armod i et interview i Alt for Damerne. Det sorte SoMe eksploderede – og Kastrup fulgte med.
Den forfængelige barfodsfilosof kalder perspektivet for sindelagssocialisme. Det går bare ikke, at ”lægedatteren”, som han kalder hende nedladende, fortæller om livet i hjemmet med 5 børn og forældre med to akademiske karrierer – og så to unge piger i huset. Har man hørt mage?
Og således bliver smålighed og historieløshed (f.eks. om det faktiske liv i 50’erne) efter et ret uskyldigt interview i et ugemagasin – til en anklage for politisk plattenslageri. Den gamle politiker skal ikke komme her og forsøge at kravle op på hitlisten.
Hvilken hykler, denne lægedatter, fastslår mekanikersønnen, der end ikke var født i det årti, Auken taler om.
Kastrup er angiveligt solidarisk med denne brede befolknings vrede mod den møgforkælede Auken. EB-redaktøren som den sociale ligheds vogter – til en månedsløn, næppe under 60.000 om måneden.
Det passer meget godt i tidsånden. Det må man da kalde sindelagspopulisme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her