tog Ukraine

Med tog til Europas hjerte

i Rejse/Europa af
UKRAINE // REJSER – Kort før Europas grænser lukkede i marts 2020, rejste jeg fra København til Kiev i tog. Med udsigten til en genåbning af grænserne og med mange måneders ophobet rejselængsel udgør Kiev en oplagt destination for den klimabevidste og eventyrlystne rejsende. I en ellers konfliktplaget region er Kiev en rolig oase med en unik historie og en kulturel smeltedigel, hvis lige ikke findes mange andre steder i Europa.

Turen starter med noget så hverdagsagtigt som Øresundstoget fra Nørreport en fredag aften. Omgivet af pendlere på vej hjem og folk med rullekufferter på vej til Kastrup er det svært at forestille sig, at dette er første skridt på en lang rejse mod Ukraine, som i mange danskeres bevidsthed er kommet til at stå for krig og russiske magtdemonstrationer. En konflikt, der på en gang forekommer så langt væk og uhyggeligt tæt på, og som kan nås fra Danmark med tog.

Polske lastbilchauffører

I Hyllie i Sverige skifter jeg til et svensk regionaltog til Ystad, og allerede her melder Polen sin ankomst. Ventehallen til Polferries er smykket af turistplakater på polsk, og omkring mig fyldes bænkene stille og roligt med polske lastbilchauffører, der ligesom jeg skal tilbagelægge strækningen Ystad-Swinoujscie i nat.

Ombord på færgen står det klart, at de polske langturschauffører udgør langt størstedelen af færgens sædvanlige klientel. Færgen minder med sine små barer og restauranter om en lilleput-version af Oslobåden, hvor den største forskel foruden det polske prisniveau er passagersammensætningen.

Toget er af den gode gammeldags slags med 8-personers kupeer, og jeg deler kupé med en gammel bedstefar og hans lille barnebarn, Roxanna, der ligesom jeg er på vej på eventyr

Antallet af kvindelige passagerer må kunne tælles på en hånd, og jeg får dermed lov at have den kvindekahyt, jeg har booket i den billigste kategori, for mig selv. Næste morgen vågner jeg veludhvilet lidt i 6, da en stemme på først polsk og siden engelsk over højtaleranlægget kundgør, at restauranten er åben, og at vi bør skynde os derop og få en solid morgenmad, før færgen er i havn.

Fra Swinoujscie går turen med regionaltog til Poznán. Toget er af den gode gammeldags slags med 8-personers kupeer, og jeg deler kupé med en gammel bedstefar og hans lille barnebarn, Roxanna, der ligesom jeg er på vej på eventyr. Med fagter, farvekridt og overbærende smil forsøger vi at føre en samtale på tværs af sprogbarrieren, og efterhånden som toget nærmer sig Poznán, fyldes kupeen af folk på vej til arbejde eller på indkøb.

Toget drøner af sted gennem morgengryet, og gradvist kommer marker og landsbyer til syne. Gennem vinduet kan man spotte forskellige små tegn på, at vi nu er i Polen, og at en ny dag er ved at tage form her. Butikker med skilte på polsk i søvnige provinsbyer, store øde industriområder, opdyrket landbrugsland, så langt øjet rækker. Ved første øjekast er der ikke meget, der adskiller udsigten fra det polske togvindue fra det danske.

I Poznán skifter jeg til et Eurocity Express fra Berlin, som er mere luksuriøst end regionaltoget fra Swinoujscie. Her er blandt andet en restaurantvogn, der serverer et væld af polske og internationale retter, og hvor vi, grundet restaurantens begrænsede størrelse, rykker sammen om bordene, og får en snak med sidemanden.

De skiftende landskaber og de mange funklende, nyere polske banegårde, vi passerer, vidner om et alsidigt land i en rivende udvikling; et land som har travlt med at lægge sin askegrå Østblok-fortid bag sig

Turen fra Poznán til Warszawa tager det meste af eftermiddagen, og skønheden i det polske landskab, der damper af dis i vintersolen, er overvældende. De skiftende landskaber og de mange funklende, nyere polske banegårde, vi passerer, vidner om et alsidigt land i en rivende udvikling; et land som har travlt med at lægge sin askegrå Østblok-fortid bag sig, med alle de politiske kampe og forskydninger, det medfører.

Et levn fra Sovjetunionen

På Warszawas centrale banegård har jeg igen et par timer, før Kyiv-Express ankommer til perronen lidt over seks lørdag aften. Kyiv-Express forekommer som en institution i sig selv – trofast ruller det ind på Warszawas banegård hver aften lidt over seks for så at ankomme til Kiev 16 timer senere. Toget ser gammelt – men solidt – ud, det ligner et levn fra Sovjetunionen og er malet i det ukrainske flags blå og gule farver.

tog
Kiev-ekspressen kører fra Warszawa hver aften klokken 18. Foto: Lisbeth Rasch

Før vi overhovedet kan forsøge at stige på, bliver vi mødt af et hold ukrainske stewardesser, som iført kraftigt polstrede vinteruniformer med stjerner på skuldrene og med et minimum af engelske gloser, kontrollerer pas og billet og derefter guider os hen til vores respektive kupeer. Jeg har booket en plads i en sovekupe på 2. klasse, og bliver ført hen til en kupe med et slidt persisk gulvtæppe, en lille håndvask og røde lædersæder, der kan laves om til senge om natten.

tog
Kateryna, som jeg delte kupe med i toget fra Warszawa til Kiev. Foto: Lisbeth Rasch

Kupeen deler jeg med Kateryna, en midaldrende kvinde med ravnesort hår, der på gebrokkent engelsk forklarer mig, at hun er fra Lugansk i det østlige, Ukraine, et område, som pro-russiske separatister erklærede for en autonom folkerepublik i foråret 2014. Kateryna har siden da boet først i Kiev og nu i Warszawa, hvor hun arbejder på en parfumefabrik. Hun rækker mig en parfume som gave, og da hun opdager, at jeg ikke har noget aftensmad med til turen – fordi jeg tillod mig at antage, at toget ville have en bistro af en slags – skynder hun sig at forsyne mig med brød, kødpålæg og tomatjuice.

I løbet af aftenen kommer stewardesserne forbi adskillige gange og tilbyder os te og kaffe, som de brygger på en lille samovar og serverer i små glaskrus. Kontrasten til de polske toge er slående, og endnu større er kontrasten mellem det polske landskab og det ukrainske, der møder os næste morgen, da vi trækker gardinet til togvinduet op.

Forladte landsbyer, gamle biler, store, slidte betonbyggerier i byerne – på én gang lever landskabet op til min udtrådte fordom om et Ukraine plaget af fattigdom, konflikt og korruption, og samtidig forbløffer det at se den store kontrast mellem det land, vi forlod i nat, og det, vi vågner op til i dag.

Smeltedigel af kulturer

Med toget er det som om, Europa folder sig ud mod øst, en etape ad gangen. Øjnene og kroppen får tid til at vænne sig til de gradvise ændringer, og de store kontraster står tydeligere frem. Rejsen mod øst føles samtidig som en rejse mod Europas hjerte.

Kiev har med sin placering ved Dnepr-floden igennem århundrederne spillet en central rolle i de handelsruter, der forbandt Centralasiens markeder med de europæiske, og Ukraines placering mellem Europa og Rusland har lige så længe udgjort en kilde til spændinger. Undervejs på rejsen åbenbarer flere nuancer i Ukraines unikke position sig. Smeltediglen af forskellige kulturer og traditioner fra Sortehavsområdet, fra Rusland, fra Balkan og fra Baltikum.

tog
Kaviarsælger på Det Bessarabiske Marked. Foto: Lisbeth Rasch

I Kiev kan man smage frisk importeret beluga-kaviar på det bessarabiske marked, besøge en restaurant, der serverer Tatar-folkets traditionelle retter, gøre et fund på de gigantiske loppemarkeder i Lesneya-forstaden, spise sig mæt i georgiske delikatesser for under en 50’er, udforske de lange krypter under Pechersk Lavra-klosteret, eller gå en tur ved berygtede Viktor Yanukovychs tidligere palads, som i dag er omlagt til park.

Samtidig er byen mærket af det komplekse forhold til den russiske storebror, der kommer til udtryk i alt fra folks konstante skiften mellem ukrainsk og russisk, når ukrainerne taler sammen til den stædige brug af de ukrainske nationalfarver gult og blåt i reklamer, på metrostationer, selv i maden til tider.

Kyiv-ekspres når Kiev kl. 11 søndag formiddag, toget ankommer til tiden, knap 40 timer efter afgangen fra København. På perronen i Kiev bliver vi mødt af et større hold ukrainske toldere, der tjekker pas og baggage behørigt, før vi bliver sluppet fri i den frostklare, majestætiske by.


Fra København til Kiev med tog:

Med færge og tog: Kbh – Ystad, Ystad – Swinoujscie, Swinoujscie – Poznán, Poznán – Warszawa, Warszawa – Kiev (går dagligt kl. 18 fra Warszawa).

Har man lidt bedre tid og vil man spare klimaet for færgeoverfarten, kan man tage toget hele vejen med skift i Berlin. Den rute vil dog typisk kræve en overnatning og en dags sightseeing i Warszawa, da togturen København-Warszawa over Berlin typisk tager mellem 15 og 17 timer, og toget fra Warszawa til Kiev kun går én gang i døgnet, kl. 18.

Jeg fandt min rejseplan på Deutsche Bahns hjemmeside og på deres app, DB Navigator, samt på Polrails hjemmeside.

Billetter: Jeg købte Interrailpas gennem DSB, som gjaldt for togforbindelserne hele vejen til den ukrainske grænse og gav rabat på færgeoverfarten fra Sverige til Polen. Pris 2144 kr. for fem rejsedage i hele Interrail-området. Færgebilletter inkl. delekahyt købte jeg gennem Polferries. Pris 728 kr. tur-retur (inkl. Interrail-rabat). Togbilletter til Kiev-ekspressen købte jeg gennem det polske jernbaneselskab, Polrail. Man bør købe sine billetter i hvert fald et par uger i forvejen, da Polrail endnu ikke udsteder digitale billetter til Kiev-ekspressen og derfor skal have tid til at sende de fysiske papirbilletter til Danmark. Pris 1100 kr. Samlet pris tur-retur: knap 4000 kr.

De dyre togbilletter opvejes af et meget lavt prisniveau i Kiev. Et dobbeltværelse kan typisk fås til mellem 100 og 200 danske kroner pr. nat, og en tre-retters middag med drikkevarer på byens bedste restauranter kan typisk fås til omkring 200 kr. pr. mand.


LÆS MERE OM UKRAINE HER


Topillustration: Kiev og floden Dnepr fra oven. Foto: Lisbeth Rasch

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lisbeth Rasch er uddannet antropolog, og hendes skriverier er drevet af nysgerrighed og begejstring for at lære verden bedre at kende - både de fjerne og eksotiske himmelstrøg, og de helt nære steder og oplevelser, vi ofte overser.

Seneste artikler om Rejse