KUNST // ESSAY – For hundrede år siden blev surrealismen født, en bevægelse, der ændrede kunsten og tænkningen i det 20. århundrede. Den udfordrede vores forståelse af verden og gjorde fantasien til en kraftfuld modpol til rationaliteten. I dag, med nye kriser for døren, kan vi spørge: Hvad kan surrealismen lære os, og hvordan kan vi bruge den nu?
I dag er det 100 år siden, at den franske poet André Breton publicerede det første surrealistiske manifest og dermed grundlagde surrealismen som avantgardebevægelse. En bevægelse, der som livsholdning samt æstetisk og politisk doktrin fik enorm indflydelse på det 20. århundredes kunst og tænkning.
Selvom manifestet oprindeligt blev nedfældet med litteraturen for øje, blev tankerne sidenhen overført til flere andre kunstarter, og i dag forbinder de fleste nok surrealismen med billedkunsten. Mange har i forlængelse heraf betragtet René Magrittes fantasibefordrende drømmesyn eller Salvador Dalís totale diskreditering af realiteternes verden, men hvad ville surrealismens åndelige billedstormere egentlig opnå, og hvilken relevans har den historiske bevægelse i dag?
Surrealismens undfangelse
Surrealismen opstod i Paris, hvor den foruden Breton talte prominente navne som Louis Aragon, Paul Élouard og Max Ernst. I løbet af 20’erne og 30’erne spredte bevægelsens tankegods sig imidlertid langt ud over grænserne for dens franske epicenter, hvilket gjorde surrealismen til et internationalt fænomen med tråde til både Japan og det sydamerikanske kontinent.
Som æstetisk projekt kan surrealismen udlægges som arvtageren til dada-bevægelsens løst sammenknyttede kollektiv af avantgardekunstnere knyttet til Cabaret Voltaire i Zürich i Schweiz, der som neutralt land under 1. verdenskrig var et yndet tilflugtssted for kunstnere og intellektuelle på flugt fra det krigshærgede Europas rædsler. En oase midt i krigen, hvorfra dadaismens skandaleinducerende performancekunst konfronterede den omgivende verden med sin egen absurditet og i opposition til den ”civiliserede” verdens hang til selvdestruktion ville frigøre fantasien fra det etablerede samfunds overleverede kulturværdier.
Surrealisterne videreførte dadaismens civilisationskritik og anarkistiske lovprisning af normoverskridelsen, men hvor dada-bevægelsen ofte blev forbundet med ren negation, rummede surrealismen også en mere opbyggelig og eksplicit politisk dimension.
Fantasien til magten
Som et ekko af den tyske sociolog Max Weber anså surrealisterne grundlæggende det moderne samfund som en affortryllet og fremmedgørende struktur formet af en kold og mekanisk fornuft. Surrealismen skulle derfor undergrave den borgerlige rationalitet, som bevidstheden virkede inden for, og ved hjælp af fantasiens kontrasprog skabe et radikalt anderledes samfund baseret på en poetisk generobring af tilværelsen.
I lighed med romantikerne i 1800-tallets Europa ville surrealisterne altså gøre fantasiens realitetsuafhængige idédannelse til en social produktivkræft, der kunne frisætte mennesket fra den moderne verdens ydre belægning af formålsrationel tænkning til fordel for en art poetisering af verden.
For surrealisterne var kunsten ligefrem en nødvendig omvej til den politiske frisættelse af mennesket, som var deres fælles mål
En central komponent i dette projekt var surrealismens særegne fortolkning af wienerlægen Sigmund Freuds teorier om menneskets ubevidste sjæleliv, som ifølge surrealisterne udgjorde et frugtbart reservoir af før-rationelle og revolutionære kræfter, hvis grænsenedbrydende energi skulle opløse normalbevidsthedens myndighed og løsne erkendelsen fra den empiriske verdens praktiske fornuft og formål.
Bevidsthedens frisættelse
Omgangen med det ubevidste mentes således at give adgang til en erkendelsesmæssig skyggeverden, som hinsides normen og fornuftens regimente kunne udfordre individets tillærte forståelsesformer og frigøre mennesket fra den borgerlige rationalitet- og bevidstheds kontrol. Ved at undergrave den rationelle forestilling om verden blev menneskets underbevidsthed, drømme og driftsliv med andre ord ophøjet til den moderne civilisations modstemme. En modstemme, som til fordel for udfrielsen af en dybere selvrealisation og den surrealistiske bevægelses libidinøse frigørelsesfantasier skulle løsne mennesket fra det borgerlige opdragelsesarbejdes ”undertrykkende” overjeg.
På denne baggrund var surrealisterne eksponenter for en poetisk-romantisk irrationalisme, som i opposition til enhver form for ydrestyring miskrediterede sammenkædningen af sædvane og sandhed i kampen for at frigøre underbevidsthedens mere ”autentiske” væren fra det kapitalistiske akkumulationsregimes nyttekalkulerende og økonomisk styrede logik.
Surrealisternes kulturkritik udsprang således af et tankeperspektiv, der grundlæggende satte spørgsmålstegn ved det historiske fremskridts kvalitative brugsværdi for menneskene. I opposition til den kontinuerlige behovsundertrykkelse og sociale fornedrelse, der ifølge surrealisterne kendetegnede den moderne civilisations arbejds- og konsumrelaterede aktiviteter, skulle lidenskaben udgøre det menneskelige livs grundlag.
Som mellemkrigstidens øvrige avantgardebevægelser inkarnerede surrealismen således den tanke, at kunsten kunne udgøre en befriende åbning mod et rigere liv. For surrealisterne var kunsten ligefrem en nødvendig omvej til den politiske frisættelse af mennesket, som var deres fælles mål.
Surrealismen som kunstnerisk doktrin
Midlet til denne frigørelse var surrealisternes nye formsprog, som hinsides den gængse rationalitets herredømme skulle afbilde den menneskelige underbevidsthed, der ligesom drømmen, galskaben og det u-korrumperede barnesind blev udlagt som modpolen til den borgerlige fornuft. Kunsten skulle nu i kontakt med de afkroge af sindet, hvorfra civilisationens grundkoncept kunne omformuleres og en ny frihed opstå. Midlet hertil blev den såkaldte automatisme, hvorfor bevægelsens politiske radikalisme blev forenet med en høj grad æstetisk innovation.
Med automatismens dyrkelse af den spontane og ureflekterede association skulle surrealismens kunst udgøre en form for automatisk handling, hvor de visuelle og tekstuelle billeder frit kunne flyde fra fantasien. Kunsten skulle med andre ord være et medium for underbevidsthedens irrationelle tale, der ved at deaktivere konventionelle erfaringsmønstre kunne frisætte den produktive fantasi fra den rationelle fornufts underkuende kontrolsystemer.
Denne praksis udmøntede sig ofte i absurde og uventede produktioner, der ved at åbne mentale områder uden for normalbevidsthedens territorium skabte nye måder at betragte verden på.
Surrealismens politiske faldgrube
Et eksempel på surrealismens gennemgående idégrundlag var bevægelsens fornuftskritik, som var særdeles udbredt i tiden, og hvis transcendenslængsler knyttede sig til det samme mørke erstatningsområde for civilisationens ”overgreb” på menneskehedens oprindelighed, som også nazismen og fascismen tog næring fra.
Politisk blev surrealisternes revolutionære ambitioner dog ikke omsat i reaktionære utopier, men derimod i en sværmen for kommunismen, hvis kollektivisme og mentalhygiejniske bevidsthedsbearbejdning ellers ikke levnede meget plads til hverken fantasi eller individuel selvrealisering og dermed udgjorde et overgreb på det originale, selvudfoldende menneske, som surrealisterne ønskede at fremelske.
Surrealismen kan med andre ord udgøre en åndelig modvægt til vores tidsånds teknisk-økonomiske rationalitet
For surrealisterne var målet om at omstrukturere fundamentet for det moderne samfund desuden ikke blot et spørgsmål om at ændre de materielle betingelser som hos marxisterne, men først og fremmest et spirituelt og moralsk projekt, der skulle revolutionere menneskets bevidsthed. Surrealisternes pagt med tidens kommunistiske partier bundede i forlængelse heraf nok snarere i en enighed om at bryde det bestående ned end i en fælles forståelse vedrørende det postrevolutionære samfunds praktiske form.
Surrealisterne kom derfor også i konflikt med både bolsjevikkerne og det franske kommunistparti, men deres flirt hermed vidner alligevel om et generelt mønster blandt mellemkrigstidens avantgardebevægelser, hvis ambition om at genfortrylle det moderne samfund ofte slog om i et totalitært politisk projekt, idet autokrater som Hitler, Stalin og Mussolini blev ophøjet til troldmændene med de ideologiske besværgelser, der kunne indfri deres storladne drømmevisioner.
Surrealismen relevans i dag
Men på trods af surrealismens politiske vildfarelser, og selv om meget er vundet i kampen for den personlige frigørelse, siden bevægelsens sjælerevolutionære æsteter hævdede lystprincippets forrang som vejen til menneskelige frelse, besidder surrealismen endnu et kulturkritisk potentiale med relevans den dag i dag.
Surrealismen var nemlig først og fremmest produktet af en krisetid, som kaldte på kunstnerisk og politisk kreativitet, hvilket kan være relevant i en tid formet af krig, religiøse tanketoldere, klimaforandring og stigende ulighed. I dette lys kan surrealismens energiske fornyelsestrang og fokus på virkelighedens fortrængte potentialer grundlæggende udfordre samfundets vanetænkning og stimulere vores politiske fantasi til fordel for udviklingen af nye perspektiver på livet og samfundet.
Som tankesæt kan den desuden fremme idépolitiske nybrud samt udgøre en kritisk brod vendt mod tidens moralske, religiøse og statslige autoriteter
Surrealisternes opgør med den materialisme og åndelige tomhed, som de mente karakteriserede modernitetens fremherskende organisering af livet, kan desuden modgå den kontinuerlige forøgelsesorientering, der som en strukturel tvang er indbygget i det moderne vækst-og innovationsparadigme. Surrealismen kan med andre ord udgøre en åndelig modvægt til vores tidsånds teknisk-økonomiske rationalitet, hvis formålsrationelle nytteetik i stigende grad konserverer tanken inden for rammerne af en instrumentel logik, som alene vurderer samfundets tilstand ud fra et økonomisk-administrativt systems snævre rentabilitetskriterier og kvantitative forestilling om alment fremskridt.
100 år efter sin undfangelse kan surrealismen altså endnu bidrage til at forlene den praktiske fornuft med en æstetisk sensibilitet, forstået som et fokus på alt det, som unddrager sig den rent mekaniske udlægning af verden. Som tankesæt kan den desuden fremme idépolitiske nybrud samt udgøre en kritisk brod vendt mod tidens moralske, religiøse og statslige autoriteter.
Tillykke med de 100 år.
Læs mere i POV af Frederik Thomsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
