Velkommen til det danske madspild

af i Danmark/Debat & Klummer/Liv & Mennesker

DAGENS POV // SAMFUND – Vi er landet i landet med alt for meget mad. Min filippinske kone undrer sig over alt det, der bliver smidt ud i Danmark. Jeg forsøger at forklare hende velfærdssamfundets regler, hvor det er kutyme at køre så nidkær en kontrol, at vi smider frisk mad ud.

Vidste du at hver femte forbruger gramser på brødet nede i supermarkedet? De bruger simpelthen ikke de ellers reglementerede plastikhandsker, når de dykker ned i tag-selv-brødet. Jeg indrømmer gerne at jeg er en af dem, at jeg gramser på mit brød, for af hensyn til klimaet vil jeg da ikke belaste kloden med mere plastik for at flytte sådan et mormorbrød op i indkøbskurven. På mig virker den slags hygiejneregler overdrevet paranoide, det har jeg faktisk mere ret i, end man skulle tro. Det vender jeg tilbage til.

Hvert år smider vi 700.000 ton mad ud. Det må være millioner af indkøbsvogne fyldt til randen med fødevarer, der bliver kørt direkte på forbrændingen. Det er absurd

For først og fremmest er min filippinske kone forundret over alt det, vi smider ud i det her land, hvilket har givet mig lidt af et forklaringsproblem. Vi er på en tank, hvor en ekspedient bag skranken står med en hygiejnetang og flytter grillpølser direkte fra stegepanden og ned i skraldespandens sorte sæk.

De har ligget for længe, må vi forstå, da jeg et minut for sent bestiller to franske hotdogs. Min kone er i chok. Han smider den mad ud, vi gerne vil købe. Han smiler fåret, da jeg påpeger, hvor grotesk det er. Det er reglerne, siger han.

Ikke engang ’skraldere’ får gavn af brødet

Sådan var det også, da min datter arbejdede i Lagkagehuset. Brødet skulle partout smides ud, når butikken lukkede. Personalet måtte ikke tage det med hjem. Det er simpelthen indstillingen i Danmark. Vi vil hellere smide mad ud end give det til andre, sådan er det også hos Emmerys og Meyers Bageri, hvor de låser brødet inde i affaldscontainere, så ikke engang de såkaldte ’skraldere’ kan få gavn af det.

Hunde bliver i det her land behandlet mere respektfuldt end sultne ’skraldere’ og diverse hjemløse, der oplagt har brug for, at vi deler vores mad med dem

Der har sågar stået i avisen, at man hældte sæbe eller rengøringsmidler ud over, så man var helt sikker på, at deres overdrevet dyre brød var ikke bare uspiseligt, men også giftigt. Alene af den grund boykotter jeg alt, hvad der har med Meyers, Emmerys og Lagkagehuset at gøre. Og handler mit brød i den lokale Rema til halv pris og mulighed for håndspålæggelse. Det skal jeg nok vende tilbage til.

For sandt er det at Emmerys i Aarhus engang hængte et skilt op med følgende ordlyd: På grund af vedvarende tyveri vil brødet nu blive destrueret. Underforstået at man ikke må stjæle det, der ligger i en container i baggården. Prøv at forklar det til en filippiner, hvor det er skik og brug at dele sin mad, især med naboer. Ofte har jeg været hos bageren på Filippinerne og så siger Maiza, min kone, at jeg skal købe lidt ekstra boller til vores naboer Hugo og Jess, som en gestus. I et land, hvor der er så fattigt at selv små børn sover halvnøgne direkte på fortovet, er det utænkeligt at smide mad ud, endsige låse frasorteret mad inde.

Vi smider 700.000 ton mad ud hvert år

Min kone har aldrig hørt noget lignende, for der hvor hun kommer fra, er der ikke nogen decideret skraldespand til mad, for der er ikke noget mad at smide ud. Kan man ikke spise sin kylling, så sender man tallerkenen videre til et andet familiemedlem. Jeg har ved selvsyn konstateret at de vinger, jeg har efterladt, bliver fuldstændig blottet for kød af en sulten nevø. Der er ikke engang noget til hunden, men vores hund spiser såmænd også både ris, salat og sardiner.

Filippinske hunde er på ingen måde kræsne, så selv set med hundeøjne er det tydeligt, at vi i Danmark er ekstremt forkælede, se bare hvordan mennesker bærer rundt på deres hunde og lader dem sove indenfor. Hunde bliver i det her land behandlet mere respektfuldt end sultne ’skraldere’ og diverse hjemløse, der oplagt har brug for, at vi deler vores mad med dem, mens vi vælger at smide enorme mængder mad ud i regeltyranniets skinhellige navn. Vi klapper endda fremmede hunde, helt uden at iføre os plastikhandsker. Hvorfor er der ikke en lov mod det?

Vi er bakterieforskrækkede i en grad, så staten har udviklet scenarier for, hvordan vi ikke må sælge hjemmebagte boller og frisk opblandet saftevand fra egen gadedør

Hvert år smider vi 700.000 ton mad ud. Det må være millioner af indkøbsvogne fyldt til randen med fødevarer, der bliver kørt direkte på forbrændingen. Det er absurd. Nu skal man jo altid starte med at feje i sin egen skraldespand, så de 260.000 ton er fra vores husholdninger, det svarer til 36 procent af det årlige madspild i Danmark. Fødevareindustrien og detailhandlen, altså vores supermarkeder og bagere og tankstationer, står for sammenlagt 42 procent.

Jeg kan knapt nok visualisere, hvor mange henlagte grillpølser og oppustede ølandshvedebrød fra Meyers forpulede bagebiks, der på den måde stabler sig op i affaldsdynger. Jeg forestiller mig, at de kan samle det hele i lange guirlander af små fedtede pølsehorn og hænge det op i lygtepæle og havbøjer hele vejen fra Østerbro til Avernakø.

Svært at forklare hvorfor

Men hvordan forklarer man så sin filippinske kone, hvorfor vi smider så utrolig meget mad ud, fremfor at give det til de fattige eller smide det i tilbudskassen, som Rema er ferme til med især pålæg, der nærmer sig udløbsdatoen?

Jo, det startede med vores rigide momsregler, fordi at hvis ‘man som virksomhed gerne ville donere sin mad til velgørende formål, så skulle man betale moms af varernes oprindelige værdi. Forstå det, hvem som kan! Ingen vil jo betale for at give en gave, og derfor kom der heldigvis nye momsregler til, for det er da et skørt samfund, vi har fået skruet sammen, hvis det bedst kan betale sig for et supermarked at destruere sine madvarer.

Det er mere et æstetisk problem end sundhedsskadeligt problem, for kun få bakterier kan vokse på brød, siger den såkaldte bromatolog

Ligesom vi måler et land på, hvordan det behandler sine fattige, kriminelle, kvinder og ikke mindst hunde, så kan vi jo måle Danmark på, hvordan vi behandler vores overskudsmad. Jo, det smider vi med let hånd i containeren, mens vi straks ifører os klimafjendtligt plastik for at løfte et lille brød fra hylde til kurv.

Vi er bakterieforskrækkede i en grad, så staten har udviklet scenarier for, hvordan vi ikke må sælge hjemmebagte boller og frisk opblandet saftevand fra egen gadedør, eller omfordele dagligvarebutikkernes mad uden en større miljøministerielt godkendt distributionskanal såsom Folkekirkens Nødhjælp og deres hellige WeFood-koncept skal ind over med halvtomme hylder og begrænset åbningstid.

Jeg spørger bare: Hvorfor skal en hovedleverandør som Føtex have en ekstern skraldespand, som så skal sælge deres skrald? Det er nok en fin, lille løsning i København og Aarhus, selvfølgelig til gavn for verdens fattige, som får del i salgets overskud, men hvad med resten af landet? Her er ingen løsninger, kun restriktioner, der gør at alt for meget mad aldrig finder en mund at mætte. Live and let die!

Ikke et sundhedsskadeligt problem

Men hvis du forbryder dig ved at lægge klør fem på et f****** formbrød i Føtex (eller Rema), så står der en hel hær af såkaldte servicemedarbejdere klar til at gribe ind over for din bakterielle terrorvirksomhed. Jeg ved det, for ikke alene har jeg været noget nær en civil anholdelse for sådan at stå og gramse på mig egne boller, jeg har også læst op på mediernes skrækkampagner. Jeg citerer her en artikel fra newsbreak.dk:

”En undersøgelse lavet af analysebureauet Wilke for Ritzau Fokus viser, at hver femte af de, der køber tag-selv-brød i supermarkederne, ikke bruger handsker, hver gang de tager brød fra montren.”

Hvis vi var lige så omhyggelige med at forære vores overskudsbrød væk, som vi er til at være action-parate hygiejnevagter, så ville vi generelt være knap så brødflove i dette madrige lan

Dernæst fortæller en kilde fra Statens Seruminstitut, at det er ulækkert med det gramseri, for det kan gøre andre mennesker syge. Læser man artiklen til ende, så dukker Fødevarestyrelsen dog op og fastslår, at trods klager og kontrolbesøg har der ingen sager været. Som i NUL. Det er mere et æstetisk problem end sundhedsskadeligt problem, for kun få bakterier kan vokse på brød, siger den såkaldte bromatolog.

Derfor tør jeg godt smide handsken i ringen og gramse på mit eget brød. Og spise mad langt over sidste salgsdato. Og i det hele forsøge at sikre at vi spiser vores mad, fremfor at smide det ud. Det tog jeg med mig fra Filippinerne, hvor de serverer ris og fisk og kylling på snart sagt alle gadehjørner, det er simpelthen standard, at din lokale sarisari-kiosk har et skålfuld ris stående til alle landevejens farende svende, selv i 30 graders varme.

De sparer endda plastikhandskerne og serverer det med en ske i deres bare næver. Og hvis de ikke kan sælge den sidste sjat, så giver de den sgu væk, believe it or not. Her er det så, jeg siger: Hvis vi var lige så omhyggelige med at forære vores overskudsbrød væk, som vi er til at være action-parate hygiejnevagter, så ville vi generelt være knap så brødflove i dette madrige land, hvor al fornuft synes at være druknet i kontrol.

Det slår mig hver gang, jeg rækker ud efter endnu et brød.


Topfoto: Flickr

Forfatter og journalist, bosiddende på Filippinerne. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og har siden lavet satire for DR (Den Halve Sandhed), været redaktør og vært på diverse kulturprogrammer på radio24syv og har skrevet for forskellige aviser og magasiner som fx. Information, Berlingske, Samvirke, Euroman og filmmagasinet Ekko.

Arbejder pt. på en roman, der står til at blive udgivet på Gyldendal til efteråret. Er med i Youtube-programmet Mandsplaning.

Hvis man vil bidrage til Renés skriblerier på POV kan man donere direkte til denne fattige kunstnertype og hans syv børn på mobilepay: 28 12 72 65

Seneste artikler om Danmark