Danske Bank

Vaneforbryderen Danske Bank snyder igen

i Debat/Finans/Politik & Samfund af
BANKER // KOMMENTAR – Den seneste skandale i Danske Bank er et vidnesbyrd om systemisk ulighed for loven, en magtfuldkommen, afstumpet og kriminel sektor, og et vink med en vognstang om at det er på tide, samfundet reagerer med en totalsanering af den ubrugelige bankverden, skriver Claus Ankersen i denne kommentar.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hvis man kunne kalde en bank for vaneforbryder, ville det passe på Danske Bank. Sådan én som bliver ved med at begå kriminalitet, igen og igen og igen trods gentagne forsikringer om det modsatte. En patologisk svindler, som åbenbart hverken kan – eller vil – lade være med sine forbrydelser. Så narrer den sine flexinvestorer, så vasker den penge for mafiaen, så pisker den sine fattigste kunder rundt i manégen med fiktive gældsposter. Danske Bank er en kriminel vaneforbryder, ganske simpelt.

I lyset af de seneste afsløringer om Danske Banks kriminelle forretningsførelse, er det relevant at stille spørgsmålet: Er Danmarks største bank bygget på svindel?

Hvis banken var en person, var den for længst blevet dømt og sat bag tremmer. Politiet havde ransaget dens hjem og beslaglagt hele molevitten

Ulige for loven

Desværre er der forskel på selskaber som Danske Bank og på individer – virkelige mennesker. Hvis banken var en person, var den for længst blevet dømt og sat bag tremmer. Politiet havde ransaget dens hjem og beslaglagt hele molevitten. Sådan er det ikke for vaneforbryderen Danske Bank, som gang på gang får lov til at slippe, alt for billigt, afsted med sine forbrydelser, og fortsætte sin ugerning, selvom den forlængst burde have været nationaliseret.

I klassisk bank-stratenrøver-jargon forsøgte bankens talsmand, lad os kalde ham underdirektør Rob de Robber (for det hedder Rob de Ridder næsten), at bagatellisere, hvordan Danske Bank systematisk har opkrævet betydelige fiktive gældssummer fra kunder i økonomisk nød, fra samfundets syge og svage, fra kunder – altså borgere – som ikke havde styr på økonomien af den ene eller anden grund, og derfor skyldte banken penge, som de havde svært ved at betale.

Løgn og afstumpethed

Banken havde næsten lige opdaget fejlen, smisk-pippede talsmanden, som i bedste bankstil vaskede hænder og afsværgede ethvert kendskab til sagen, før den blev lagt på hans bord. Endnu en iskold løgn fra vaneforbryderbankens side.

Det faktum at man har vidst, at den ulovlige meropkrævning fandt sted i tre årtier, uden at holde op med det, kan ikke undskyldes og er et bankbokssikkert vidnesbyrd om en afstumpet virksomhedskultur, hvor man ganske simpelt ikke ejer menneskelige hensyn eller moral

Dagen efter kunne ihærdige journalister på Berlingske og DR afsløre, hvordan Danske Bank helt fra begyndelsen af 90’erne – i TREDIVE år – har kendt til problemet med den systematiske meropkrævning af gæld – altså inddrivelse af gæld som ikke findes, andet end i bankens forbryderiske systemers fri fantasi.

Det faktum at man har vidst, at den ulovlige meropkrævning fandt sted i tre årtier, uden at holde op med det, kan ikke undskyldes og er et bankbokssikkert vidnesbyrd om en afstumpet virksomhedskultur, hvor man ganske simpelt ikke ejer menneskelige hensyn eller moral. Folk havde jo ikke opdaget det, så hvorfor stoppe, mente Danske Bank med vanlig kriminel snilde. Tusindvis af økonomisk forarmede er gennem tiden blevet slæbt i retten af sorte knuds ubønhørlige og magtfuldkomment selvretfærdige ågervirksomhed – danske forbryderbank – på grund af fiktiv gæld.

Danske Banks forbrydelser betaler sig

Det har ikke været muligt at finde bankens talsmands kommentar til dette ti-år lange kendskab til udbytteriet af bankens fattigste kunder. Men bankens bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, har formentlig vidst det, da han på bankens generalforsamling advarede om, at der kunne komme flere skandalesager, og i samme håndevending fik bevilget sig selv en klækkelig lønforhøjelse på 44 procent. Jo, forbrydelse betaler sig, når man hedder Danske Bank.

Som i en klassisk komedie, raser resortets minister, Simon Kollerup (S) behørigt over nyheden uden tilsyneladende at foretage sig andet end at bede banken om en redegørelse. Læs det lige igen. Fuldkommen samme ministerielle reaktion som da tilsynet med efterretningstjenesterne kom med sin rapport – forsvarsminister Trine Bramsen (S), udbad sig en rapport, og igangsatte en undersøgelse, lige efter ministeren havde modtaget resultatet af en undersøgelse.

Og endda af det tilsyn man selv modvilligt havde ladet oprette. I sig selv et af mange eksempler på den pastiche, det såkaldte folkestyre egentlig er. Det bærer mindelser om politiets såkaldte uafhængige politiklagemyndighed, hvor borgeren har endnu mindre chance for at få ret i sin klage, end før instansen blev oprettet. Men nu handler det, uheldigvis, hverken om skandalerne i forsvars- eller indenrigs- eller justitsministeriet. Men derimod om indeværende skandale, som hører under Erhvervsministeriets resort.

Vi undskylder og arbejder så hurtigt, vi kan, udtaler banken. Ved makulatoren? kunne man fristes til at spørge.

Altså – vaneforbryderen skal kigge sig selv i kortene. Banken skal redegøre for sagen. Igen, det er en skam at individer og selskaber ikke er ligestillet. For havde det været en tobenet vaneforbryder, vi havde haft med at gøre, var han næppe blevet bedt om at undersøge sig selv, og så ellers blive overladt til sine egne sysler, ligesom banken, der nu får et tiltrængt frirum til at tilrettelægge, sløre, påvirke og arbejde med at få sagen til at forsvinde. Vi undskylder og arbejder så hurtigt, vi kan, udtaler banken. Ved makulatoren? kunne man fristes til at spørge.

Må vi få en ordentlig undersøgelse, tak.

Naturligvis skal banken undersøges, og den skal undersøges for sine egne penge, hvis ikke for de grådige aktionærer og direktionens. Men ikke af sig selv – og heller ikke af nogen instans, den selv er med til at udpege. Og naturligvis skal de berørte kunder have erstatning. Viser det sig at gældsramte kunder, grundet bankens systemiske svindel har modtaget ydelser på forkert indkomstgrundlag, skal differencen enten eftergives af staten, eller betales af banken.

Ingen af delene kommer formentlig til at ske. Nye skandaler om nyt selskabsbaseret udbytteri vil formentlig hurtigt fjerne vaneforbryderbanken fra avisernes smørrebrødssedler.

De fattige får regningen og vaneforbryderen bliver ved med at tage fra samfund og fattige, og pumpe milliarderne i egne, aktionærers og diverse skattely’s lommer.

Tilbage står en stadig større undren. Hvorfor bliver vi som befolkning ved med at godtage de nuværende forhold?

Tid til at rive banksektoren ned og bygge en ny?

Tilbage står en stadig større undren. Hvorfor bliver vi som befolkning ved med at godtage de nuværende forhold? Er det rimeligt, at en vaneforbryderisk banksektor skal have så meget magt? Er det på tide, at staten laver sin egen almennyttige, bæredygtige, cirkeløkonomiske bank? Kunne man eventuelt få alternative, ikke-CEPOS-ansatte økonomer til at regne på totaløkonomien i at gennemsanere banksektoren?

Og hvorfor holdt skattemyndigheder og vaneforbryderbanken i øvrigt møder om sagen allerede tilbage i januar uden offentlighedens vidende? Satsede myndighederne også på at vaneforbryderbanken ville kunne nå at feje makulatorstrimlerne ind under gulvtæppet, før en emsig journalist, eller samvittighedsfuld whistleblower lækkede svindlen?

Det ville klæde det vaklende tillidsforhold til såvel banksektor som offentlig forvaltning, at man statuerede et eksempel, som rakte længere end en undersøgelseskommissorisk syltekrukke. Også i denne sag. Det er trods alt stadig tilladt at varetage almenvældets interesser. Altså, med mindre det i virkeligheden er banken, som bestemmer.

Sæt i gang, folketjenere på Christiansborg.


 

Foto: Danske Bank bygningen på Kongens Nytorv, København, Danmark. Fotograf: Thorfinn Steinforth. Kilde: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tags:

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til femten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Seneste artikler om Debat