MUSIK // ANMELDELSE — Henrik Lindstrand cementerer sin solokarriere med langspiller nummer to, Nattresan, der er lige så fin og fragil som det smukkeste vinterlandskab. I en tid spækket med facebookopdateringer, linkedinræs, konkurrencesamfund og hvad har vi, burde alle tage et hvil med denne skive i ørene. Det ville spare staten for en del psykologsamtaler, for det er medicin på sort vinyl.
Trompetisten Miles Davis udgav i 1989 konceptpladen Aura, der er produceret af danskeren Palle Mikkelborg. Alle pladens skæringer er navngivet med en farve: Numre som Orange, Indigo og Electric Red gjorde, at der i mine teenageår blev leget gætteleg på hummeret, når venner kom på besøg. Kunne kammersjukkerne høre, hvilken sang der var Electric Red? Eller Violet? Kunne jeg selv? Ofte ikke.
Det sjove var de første gange, vi hørte numrene og gættede forkert. Red blev til White. Og Green lød som Blue. Men det fratog os ikke følelsen af, at vi havde hørt rigtigt. Det var vores fortolkning, inden vi vidste, der var noget der hed fortolkning, der gjaldt. Var der ikke lidt rødt i nummeret Green? Sådan kan man få tiden til at gå i et forstadsrækkehus i 00’erne.
Hvad har det med Kashmir-medlemmet Henrik Lindstrands nye plade, Nattresan, at gøre, spørger du? Ligesom sange har farver i deres klange, har mange plader lyde af en særlig tid på året. Denne plade udgivet under sommersolhvervet er så vinterlet, at det skriger til himlen. Lindstrands blide trykken på klaveret lyder som vandren i et snelandskab. Vinterfornemmelsen forstærkes af coverbilledet, der minder om Asger Jorns fabelagtige maleri, Stalingrad. Det passer fint til musikkens frostlandskaber – et af numrene hedder sågar Frost.
Lyden på Nattresan er klaverbåren overvejende med akustisk klaver, der tegner retningen med supplerende keyboards og simpel percussiv fodtrampen til at drive sangene fremad. Der bliver afsat god tid til at lade melodierne komme i gang, ikke dovent, uhyre opmærksomt, men langsomt
Hvor Lindstrand i rockorkestret Kashmir var underlagt bandlyden og hvad et keyboard i den sammenhæng skal kunne, sætter han sig selv fri med denne soloplade nummer to. Lyden på Nattresan er klaverbåren overvejende med akustisk klaver, der tegner retningen med supplerende keyboards og simpel percussiv fodtrampen til at drive sangene fremad. Der bliver afsat god tid til at lade melodierne komme i gang, ikke dovent, uhyre opmærksomt, men langsomt. Sangene er melodiske og overraskende i akkordskift. Men hele tiden interessante.
Det bliver aldrig ligegyldig muzak, hvilket man ellers nemt kunne tro, genren taget i betragtning. Det er Lindstrands arrangementer for gode til. Som fx på titelnummeret, Nattresan, en signatur af svenskeren, der er en naturlig fortsættelse af lyden på første soloplade, Leken, fra 2017. To temaer på klaveret i et almindeligt og lysere toneleje fungerer som en art call and response, som udfolder sig undervejs. Det er uden betænkningstid den flotteste komposition, jeg har hørt i 2019.
Ligesom det er vidunderligt at opdage bands på små labels med original lyd, inden de spiller de store steder, hvor al charme og kraft suges ud til fordel for mængderabat på fortyndede Carlsberg-øl, vil jeg huske at nyde Lindstrands musik, inden det bliver ødelagt af virksomheder, der med stor risiko vil kaste sig frådende over hans sange, som det fx skete med gruppen The xx og Danske Bank.
Tag nummeret Havet. Der må være mangt en virksomhed, der slikker sig om munden for at lade Lindstrands melodier akkompagnere deres produkter. Heldigvis har jeg ham helt for mig selv – sammen med alle de andre – lidt endnu.
Henrik Lindstrand: Nattresan
Udkommer d. 21. juni 2019 på One Little Indian.
Foto: One Little Indian
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
