KOMMENTAR – Der er reelt ansvarsfrihed på toppen af samfundet, mens der hersker et nidkær quasi-fascistisk petitesserytteri på samfundets bund, hvor man straffer og ødelægger liv uden at kny. Kontrakten mellem borger og stat er brudt, skriver Claus Ankersen i denne kommentar, hvor han kræver politisk handling. Hvad med at nationalisere Danske Bank?
”Man skal tage bilerne, ejendommene, møblerne, Rolex-urene og også børnene fra dem. Ellers forstår de ikke alvoren”.
Overraskelse synes at være en central del af Danske Bank-sagen. Særligt hos bankens ledelse som oprigtigt synes overrasket over at blive opdaget, og uden tvivl havde været mere tilfredse havde afsløringerne af bankens omfattende og BNP-store økonomiske kriminalitet holdt sig på ’de få’ milliarder, der var tale om i sagens spæde start. Det må aldrig kunne ske igen, sagde bestyrelsesformanden, som naturligvis har vidst alt om sagen fra starten.
De mindst overraskede synes i virkeligheden at være befolkningen. Selvom vi på mange måder er et sindigt og troskyldigt folkefærd, er flere og flere alligevel begyndt at lugte lunten. Så mange danskere er formentlig ikke så overraskede, som de er spændte på hvad konsekvensen bliver. Og her frygter de fleste formentlig, at der egentlig ikke sådan rigtigt kommer til at ske andet end, at bankens ledelse får lidt mere skældud, banken selv pålægges en stor bøde og diverse ’fremadrettede’ tiltag.
Den norske chef med ulvesmilet skal nok klare sig, og bestyrelsesformand Ole Andersen ligeledes. Det ved vi også
Det er sikkert, at bankens ’varme hænder’, de små estiske bankfolk som har været personligt involverede (med toppens viden og velsignelse), bliver både straffet og ruineret, mens den norske chef med ulvesmilet sikkert mister lidt bonus, men til gengæld får større goodwill hos kollegerne rundt omkring i de andre virksomhedsbestyrelser.
Han skal nok klare sig, og bestyrelsesformand Ole Andersen ligeledes. Det ved vi også.
Hvor er det proportionelle modsvar?
Vi ved, at forligsparterne omkring regeringens kommende og ventede tiltag, er de samme som vedtog bankpakkerne. Politikere som mere eller mindre kritikløst dyrker det selvsamme system som er hovedansvarlig i misæren. For bankerne gør det jo allesammen. Sådan siger folk til hinanden på gaden. Det er bare ikke altid, det bliver opdaget. Ligesom alle cykelryttere i Tour de France er på performance-fremmende stoffer og dumstædigt bliver ved med at lyve om det, hjælper bankerne med at hive fællesskabernes værdier ud af den globale samfundsøkonomi og over på ganske få private hænder. Hvis ikke det gælder om ikke at blive opdaget, hvorfor har man så 1000 personer ansat til at arbejde med hvidvask-problematikker, mod de seks i finanstilsynet og deres hysterisk grinende bestyrelsesformand, David Lando.
Jeg tror ikke rigtig på, at der er politisk vilje til at foretage et proportionelt modsvar. Og en nationalisering af banken, selvom det ville være det rigtige signal at sende internationalt. Det ville skabe større overskrifter end bankens grove kriminalitet og rehabilitere den finanssektor, som vores folkevalgte har så enigt travlt med at besynge.
Noget skal der gøres. Og det skal være noget som virker. Men, i lighed med mange andre, tror jeg ikke rigtigt på det. Ganske simpelt fordi jeg ikke rigtigt tror på systemet generelt – ikke længere. Og det er jeg altså langt fra alene om, hvilket absolut ikke gør det bedre.
Ulighed for loven
Derfor blev jeg oprigtigt glad, da jeg så at Jyllandsposten i weekenden førte an med et glimrende bud på præventive tiltag. Løsningen på fremtidig forebyggelse af økonomisk kriminalitet hos bank- og finansfolk var smukt og enkelt sat i overskrift med ordene: ”Man skal tage bilerne, ejendommene, møblerne, Rolex-urene og også børnene fra dem. Ellers forstår de ikke alvoren”.
Et grelt eksempel på den ulighed for loven og bredspektrede asymmetri som præger samfundet, og som gør at stadig flere mister troen på den sociale kontrakt mellem stat og borger. Der er reelt ansvarsfrihed på toppen af samfundet
Opløftet klikkede jeg på linket til artiklen, blot for at finde ud af at strategien slet ikke skal tages i brug overfor bankfolk, men er møntet på bandekriminelle og er en ide udklækket hos desperate lokalpolitikere i Berlin.
Igen et grelt eksempel på den ulighed for loven og bredspektrede asymmetri som præger samfundet, og som gør at stadig flere mister troen på den sociale kontrakt mellem stat og borger. Der er reelt ansvarsfrihed på toppen af samfundet, mens der hersker et nidkær quasi-fascistisk petitesserytteri på samfundets bund, hvor man straffer og ødelægger liv uden at kny.
Vel er vi sindige og langsommelige, men til gengæld gør den nye sammenspiste klasse af politikere, erhvervsfolk og mediemennesker, som religiøst arbejder på at suge alle fælles værdier ud af nationalstaternes infrastruktur, os flittigt opmærksomme på narreværket.
At der er A- og Å-mennesker som er kvalitativt forskellige i kraft af deres rigdom eller mangel på samme. Og som derfor skal leve under forskellige regelsæt. At det er en beklagelig fejl, hver gang der skaltes og valtes med enorme værdier, som kunne have været brugt til alles fælles bedste. At der er tale om utilgivelige lovbrud, når en butiksarbejder spiser en næsten udløbet chokoladestang.
Post og elforsyning og skandale efter skandale ryster vi af skuldrene og siger pyt og forveksler mellemmenneskelige dynamikker med de helt anderledes dynamikker mellem menneske og organisation.
Virkeligheden er, at en organisation eller et firma ikke KAN have ’gode intentioner’. Det er ikke muligt i markedsøkonomien, hvor kun overlevelse og vækst tæller og alt andet naturligvis underordnes.
Tiden til pølsesnak er forbi
Da Danske Bank sidste gang fuckede Danmark havde man held til at bilde os ind, at vi alle sammen var medskyldige. Fordi vi forbruger. Denne gang forsøger banken og dens købte politiske og akademiske hird at bilde os ind, at vi igen er i samme båd som banken – fordi alle mennesker er grådige.
Det er rigtigt men mest forkert, for selvom grådighed er en del af vores palet er den langtfra dominerende i den menneskelige fortælling. Generøsitet og uegennytte kender man måske ikke meget til i bankverdenen, men hos de fleste mennesker fylder disse kvaliteter langt, langt mere end grådighed.
Der er formentlig tale om, at bankens top her igen spejler sin egen psykopati over i samfundet – og det er farligt, for der er penge bag fortællingen. En fortælling som igen skal bidrage til cementeringen af en ny verdensorden, hvor en enorm global lavmiddelklasse kæmper som krokodiller i en dam, mens der hersker gaveøkonomi mellem toppens lille elite.
Vi skal tage bilerne, ejendommene, møblerne, Rolex-urene og også børnene fra dem. Ellers forstår de ikke alvoren
Det er ikke nemt at stoppe. Måske er det for sent. Måske er virksomhederne allerede for store, den systemiske symbiose mellem erhvervsliv, finanssektor og politik for solid. Den historie kender vi jo kun alt for godt. ’Too big to fail’ er jo også bare ideologisk spin propaganderet af systemets egne.
Derfor er det måske en meget god ide at overføre den tyske bandestrategi til vores hjemlige bankfolk – og jo, også politikere og andre kriminelle, inkompetente, inhabile, eller korrupte offentlige topfolk: Vi skal tage bilerne, ejendommene, møblerne, Rolex-urene og også børnene fra dem. Ellers forstår de ikke alvoren.
Desværre er der formentlig en langt højere frekvens af psykopater i toppen af finans-, politik og erhvervsliv, end der er i banderne – hvor underligt det end lyder. Så det er ikke engang sikkert, at det ville være nok at pille alt fra dem, ikke engang hvis gælden gik i arv til deres børn.
På den anden side skal vi starte et sted. Kære politikere. Tiden til pølsesnak og spin er forbi. Forhåbentlig tør I vise format. Der er brug for det. Og det skal være med tilbagevirkende kraft, tak.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
