Amerikanske stemmer: Er du sikker på, læserne gider høre fra flere sure hvide mænd ?

af i Featured/Liv & Mennesker/Politik & Samfund/USA

Tom O’Herron er oppe i årene. Men han er fortsat interesseret i politik. Han bor i staten Maryland og sammenligner den tilstand, USA er i lige nu, med den følelse han havde efter mordet på Martin Luther King, hvor han selv var udstationeret i Afrika på den amerikanske ambassade. En trist følelse af usikkerhed og udpegning af syndebukke: “før var det kommunister, nu er det muslimer” siger han, der også er dybt kritisk over for de overfladiske amerikanske medier.

“Jeg har været interesseret i politik fra en ung alder, og læste alle aviser og politiske magasiner jeg kunne få fat på i vores lille by. Jeg er vokset op på en gammel gård i the Hudson Valley, cirka en time nord for New York. Gården har været i familien gennem generationer og er stadig samlepunkt for min kæmpestore, fantastiske, larmende irsk-amerikanske familie. Vi er næsten alle katolikker, af den mere eller mindre strikse af slagsen. Iblandt dem er der ærkekonservative republikanere og Bernie-fans, og alt midt imellem. Men politik splitter os ikke. Vi vælger enten ikke at tale om det, eller at have respektfulde diskussioner.”

“Efter jeg blev jurist tog jeg eksamen til den amerikanske udenrigstjeneste. Min første post var dog ikke i et fjernt udland, men lige her i Washington, i Det Hvide Hus. Nixon var præsident. Det var første gang der kom ridser i mit glansbillede af hvordan amerikanske statsmænd opfører sig. Der var folk omkring mig som gjorde en sport ud af at overdrive tingene, og som dæmoniserede deres politiske modstandere og endda nære kolleger for at fremme deres egne interessser.”

Før var vi bange for kommunister, nu er vi bange for muslimer, og den totale fiasko i Vietnam er fulgt op af Irak-krigen

“Jeg kunne mærke at Nixon kun blev fodret med oplysninger som hans rådgivere ville score gode point hos ham med. Da jeg havde et møde med ham en gang, spurgte jeg ham om han var tilfreds med variationen i de daglige briefings han fik. Jeg tror ikke at han helt forstod hvad jeg mente. Det åbnede mine øjne for et fænomen i politik som jeg senere har set på flere udstationeringer. Personer på toppen af magten som får et helt forskruet billede af virkeligheden.”

“Det var det samme i Sydafrika. Jeg var engang til et møde med John Vorster, Sydafrikas premierminister på det tidspunkt, hvor han klagede over omverdenens kritik af apartheidregimet. Han holdt en lang tale om menneskelige værdier og at det er umenneskeligt at fordrive mennesker fra hus og hjem, som han mente verdenssamfundet ville gøre med de hvide afrikanere. Samtidig blev hundredvis af sorte sydafrikanere dagligt frataget deres hjem og behandlet på groveste vis. Men Vorster levede i en helt anden virkelighed.”

Washington samarbejder ikke

“Det samme fænomen har bredt sig i Kongressen med tiden. Konservative politikere er blevet meget mere rigide i deres holdninger og lever i deres egen virkelighed. Helt indtil for måske tyve år siden var det almindeligt for medlemmerne at samarbejde. De boede næsten alle i Washington, lærte hinanden at kende, tog ud og fik en øl efter arbejde. Det gjorde det muligt at samarbejde, endda på en behagelig måde. Nu er Kongressens medlemmer i Washington så lidt som muligt, kender dårligt nok hinandens navne og har slet ikke den sociale kontakt der var før. Men nu bliver det måske ligegyldigt, når hele Kongressen er republikansk.”

“Jeg ser mig selv som pro-life, men betegnelsen har tabt mening for mig. Jeg er pro-life i den brede forstand. Vi skal have mere respekt for alle slags liv – de fattige, de psykisk syge, fanger, vores soldater, og de ufødte børn. Jeg er ikke typen der vil give bøder til kvinder der får en abort, gøre livet umuligt for dem eller smide dem i fængsel som der er nogle der foreslår.”

“Men der er ingen konstruktive diskussioner om emnet. Ingen spørger, hvad vi kan gøre for at hjælpe kvinder som er kommet i en uheldig situation, eller hvad vi kan gøre for at reducere antallet af uønskede graviditeter eller aborter i USA. Det er emblematisk for måden vi diskuterer politik på. Vi snakker ikke om praktisk lovgivning, vi indtager moralske standpunkter og kommer med simplistiske valgslogans.”

Trump-æraens udfordringer

“Der vil være mange udfordringer i den næste tid. Vi bliver nød til at erkende hvor lidt viden og hvor mange løgne der ligger bag Trump-bevægelsen, og prøve at uddanne mennesker om de faktuelle realiteter de er omgivet med.”

“Det er ikke kun hos Trump man ser det – Gary Johnson havde endda politisk erfaring, som guvernør, men selv han kunne ikke engang nævne et udenlandsk statsoverhoved han beundrede og anede ikke hvad Aleppo var. Men det reflekterer jo meget godt vælgernes generelle vidensniveau.”

Da vi sad på den anden side af kloden og kun havde BBC World Service, vidste vi meget lidt om hvordan stemningen var. Vi anede ikke hvad der ville ske. Udenrigsministeriet sendte os kun meget korte beskeder: “Der er roligt i Memphis”, “Ingen demonstrationer i Washington”, “Begravelsen planlægges”. Den samme tristhed kan jeg mærke igen nu, og den følelse af usikkerhed over hvad der kommer til at ske med mit land.

“Kun en brøkdel af vælgerne ville kunne give dig så meget som en nogenlunde korrekt betegnelse af koncepter som socialisme, velfærdsstat, fascisme og så videre. Så godt som ingen vil kunne fortælle dig hvilken procentdel af statsbudgettet går til militæret, til udviklingshjælp eller uddannelse. De republikanske kandidater råbte hele tiden at de ville komme med skattelettelser, men ingen fortalte hvilke skatter de så ville lette. Men der var heller ingen nogen som spurgte!”

Vi amerikanere er langsomme til at lære og vores hukommelse er kort

“Før var vi bange for kommunister, nu er vi bange for muslimer, og den totale fiasko i Vietnam er fulgt op af Irak-krigen. Under valgkampen var jeg skuffet over at der næsten ikke var nogen forsøg på at informere vælgerne om kandidaternes tiltag, på hverken lokalt eller nationalt niveau. Ingen snakker om hvordan nuværende tiltag fungerer og hvordan de kunne blive forbedret. Kandidaterne snakkede konstant om hvor slemt statslig indblanding er, men nævnte aldrig hvad der konkret var dårligt ved bestemte regulationer. Og de kommer af sted med det. Jeg er meget bange for at den konstante kritik af offentlige institutioner vil svække dem i rigtig mange år frem.”

Tom Herron på sin veranda i Sliver Spring.
Tom O’Herron på sin veranda i Sliver Spring.

“Og så er der vores medier. De behandler kun ét emne ad gangen, og bruger oceaner af tid på det. Når der er en orkan på vej, taler de kun om det i flere uger i træk.”

“I lang tid var det så valget. Halvandet år med snak fra kommentatorer og analyser af analyser. I andre lande tager det måske et par uger eller højst et par måneder. Dertil kommer nedgangen af den trykte presse. Nyheder i fjernsynet og på nettet er så korte og ofte misvisende. Jeg er bekymret for hvad det gør ved vores verdensbillede på længere sigt.”

“Historieundervisningen i skolerne er også del i problemet. Vi ved en masse om Renæssancen og Ægypterne, men meget lidt om de sidste 150 år. Intet om atomaffald, om udviklingspolitik, handelsaftaler eller valutasystemer. Derfor er det så nemt at vildlede vælgerne nu.”

Sammenhold i krisetid?

“The March on Washington, hvor King holdt sin I have a dream-tale, har efterladt et varigt indtryk på mig: at så store omvæltninger i vores samfund kunne foregå på en fredelig og forsvarlig måde, fra begge sider. Jeg tror at næsten hele landet havde det på samme måde.”

“Kort derefter indvilgede Præsident Johnson alt hvad de afrikanske amerikanere bad om. Men det betyder ikke at det var fred og kærlighed det hele. Det var ikke uden risiko at tage ned til centrum den dag. Min kone var et andet sted på The Mall sammen med nogle af hendes medstuderende, jeg var alene og følte mig ikke tryg i starten. Der var en reel fare for slåskamp, sammenstød med politiet eller et attentat.”

“Senere hørte jeg at præsident Kennedy’s folk havde været ekstremt nervøse for at der ville bryde uroligheder ud, og de havde en hemmelig plan klar for at overtage lydsystemerne. De ville spille Mahalia Jackson’s ‘He’s Got the Whole World in His Hands’, en sang som var meget populær blandt alle befolkningsgrupper.”

“På mange måder var der den samme stemning der i 1963 som da Obama vandt i 2008. Begge gange stod jeg og tudede hånd i hånd med fremmede. Der var en stærk følelse af fælles succes blandt sorte og hvide amerikanere.”

Og så er der vores medier. De behandler kun ét emne ad gangen, og bruger oceaner af tid på det. Når der er en orkan på vej, taler de kun om det i flere uger i træk. I lang tid var det så valget. Halvandet år med snak fra kommentatorer og analyser af analyser. I andre lande tager det måske et par uger eller højst et par måneder. Dertil kommer nedgangen af den trykte presse. Nyheder i fjernsynet og på nettet er så korte og ofte misvisende. Jeg er bekymret for hvad det gør ved vores verdensbillede på længere sigt.

“Men det betyder ikke at kriser nødvendigvis bringer os tættere på hinanden i sidste ende. Jeg var udstationeret på den nyoprettede amerikanske ambassade i Botswana da Martin Luther King blev skudt. Jeg husker tydeligt hvor trist jeg var, da jeg gik op på taget af vores lille ambassadebygning for at flage på halv stang.”

Billede fra Toms badge fra "The March on Washington" i 1963 - eget billede.
Billede fra Toms badge fra “The March on Washington” i 1963 – eget billede.

“Da vi sad på den anden side af kloden og kun havde BBC World Service, vidste vi meget lidt om hvordan stemningen var. Vi anede ikke hvad der ville ske. Udenrigsministeriet sendte os kun meget korte beskeder: “Der er roligt i Memphis”, “Ingen demonstrationer i Washington”, “Begravelsen planlægges”. Den samme tristhed kan jeg mærke igen nu, og den følelse af usikkerhed over hvad der kommer til at ske med mit land.”

Alle fotos: Eline van Schaik.

Eline van Schaik  har en bachelor i politisk teori fra University of Amsterdam og en master i statskundskab fra Leiden universitet i Holland med speciale i sikkerhedspolitik og nedrustning. Hun er født og opvokset i Holland, og har senere lavet afstikkere til blandt andet Paris og Washington DC. Siden hun i 2004 besøgte USA for første gang og kom hjem med en kuffert fyldt med Kerry/Edwards yard signs har hun været optaget af amerikansk politik, samfund og litteratur. Derefter har hun blandt andet arbejdet for Barack Obama’s kampagne i 2008 og arbejdet i forskellige ministerier. Eline er medforfatter på bogen ‘Obama-eksperimentet’ (på hollandsk) fra 2009. Hun har siden 2015 boet i København, hvor hun forsøger at blive en ‘rigtig dansker’. Indtil videre går det rigtig godt: hun er blevet glad for at tage i sommerhus, spise risengrød og følge med i 'Bedrag'. I forbindelse med præsidentvalget i 2016 interviewer hun en række mere eller mindre tilfældige amerikanere om deres håb og drømme for deres land i krise. Du kan honorere Elines skriverier på POV International direkte via Mobilepay på: +45 93 98 81 61.

Seneste artikler om Featured