GAZA & ISRAEL // ANALYSE – Den paradoksale sandhed er, at mens civilbefolkningen på begge sider ønsker at afslutte krigen, har hverken Hamas eller Israels premierminister Benjamin Netanyahu nogen synderlig interesse i våbenhvile og varig fred.
Den oprindelige våbenhvileaftale holdt ikke længe. Første fase af den udløb 1. marts og skulle derefter være gået ind i sin anden fase. Det holdt ikke. Af flere årsager. Israel bomber igen Gaza. Der er stadig gidsler, der ikke er udleveret, alt imens både palæstinensere og israelere protesterer over magthavernes håndtering af krigen.
For mens civilbefolkningen på begge sider ønsker at afslutte krigen, har magthaverne ikke helt samme iver. For både Hamas og Israels premierminister Benjamin Netanyahu har hver især egne politiske dagsordner, hvor en våbenhvile ikke just fremmer deres respektive mål.
Våbenhvilens første fase holdt i to måneder og skulle være gået ind i sin anden fase 2. marts. Det skete ikke. Den 18. marts begyndte Israel igen at bombe Gaza angiveligt for at ramme Hamas’ militære og politiske ledere, der skulle gemme sig i Gaza. Dagen efter sendte Israel tillige fodtropper ind i Netzarim-korridoren i Gaza-striben. Hvad der således kunne være et håb om en mulig længerevarende våbenhvile, synes på nuværende tidspunkt at være gået tabt.
Våbenhvilens anden fase skulle være begyndt efter 1. marts. Men de israelske forhandlere mødte ikke op til forhandlingerne i ugerne forinden. Ikke helt så overraskende måske, al den stund at Netanyahu er under svært pres fra sine hardliner-koalitionspartnere i regeringen. Denne del af hans regering nægter at forhandle om en våbenhvile, så længe Hamas er ved magten i Gaza.
I stedet for at deltage i de planlagte forhandlinger forsøgte Israel via USA at få Hamas til at udlevere flere gidsler uden at opfylde det i planen stipulerede krav om israelsk tilbagetrækning fra Gaza.
Nyt forslag om våbenhvile
Senest har Ægypten og Qatar gjort et forsøg på at få processen tilbage på sporet i form af et nyt forslag om våbenhvile. Det nye forslag går ud på, at Hamas skal udlevere fem israelske (levende) gidsler, mod at Israel tillader genoptagelsen af humanitær hjælp til Gaza og stopper den ugelange bombning af området. Derudover forventes Israel at løslade hundredevis af palæstinensiske fanger. Benjamin Netanyahu oplyste kort efter, at Israel tilsvarende har fremsendt et forslag om våbenhvile til forhandlerne med fuld støtte fra USA. Det er endnu uvist, hvad forslaget konkret indeholder.
Civilbefolkningen i Israel har i flere omgange protesteret over regeringens intense bombardement af Gaza, ikke mindst fordi pårørende til gidslerne har påpeget, at det sætter gidslernes liv i fare
Men det synes dog umiddelbart, at selve omdrejningspunktet, der vanskeliggør yderligere forhandlinger, er, at begge parter kræver den andens fulde tilbagetrækning fra Gaza. Hamas kræver, at Israel trækker sine tropper ud af Gaza og stopper bombardementerne. Israel derimod insisterer på, at Hamas skal trække sig fra magten og udlevere de resterende 59 gidsler, hvoraf kun 24 menes fortsat at være i live. Omvendt fastholder Hamas, at de resterende gidsler kun vil blive udleveret, hvis Israel trækker sine tropper ud af Gaza og stopper bombningen af området.
Det er med andre ord en gordisk knude, der synes uløselig.
Civilbefolkningen i Israel har i flere omgange protesteret over regeringens intense bombardement af Gaza, ikke mindst fordi pårørende til gidslerne har påpeget, at det sætter gidslernes liv i fare. Så sent som i sidste uge var der igen protester i Tel Aviv mod regeringens håndtering af krigen.
For nylig begyndte Gazas civilbefolkning tillige at protestere mod Hamas og bevægelsens håndtering af krigen. Arrangøren af protesten anførte, at arrangementet i første omgang var udtryk for et ønske om fred og egentlig ikke en protest mod Hamas. Det var angiveligt en spontan drejning protesterne tog undervejs. Det blev hurtigt opfanget af Hamas’ politiske rival, Fatah, som styrer det palæstinensiske selvstyreområde på Vestbredden, og som straks opfordrede Hamas til at træde tilbage fra magten i Gaza.
For både Hamas og Netanyahu gælder, at ingen af dem har en synderlig interesse i en egentlig fred og afslutning af krisen
Ikke overraskende blev denne opfordring naturligvis hurtigt affejet af Hamas.
Intet politisk ønske om fred
For både Hamas og Netanyahu gælder imidlertid, at ingen af dem har en synderlig interesse i en egentlig fred og afslutning af krisen.
De fremtidsperspektiver, der er blevet fremlagt af både Ægypten og Qatar, støttet af flere af regionens lande, indeholder alle en genopbygning af Gaza uden Hamas’ tilstedeværelse i området. Det er selvsagt et scenario, der ikke ligefrem taler til fordel for Hamas’ fortsatte eksistens.
Hamas har opbygget sin popularitet blandt en del af den palæstinensiske befolkning gennem modstand mod Israel. En fredsaftale, især en, der ikke opfylder maksimalistiske palæstinensiske krav som en fuld tilbagetrækning til 1967-grænserne eller en total ophævelse af blokaden af Gaza, kan svække Hamas’ legitimitet blandt deres støtter.
En fredsaftale kan sætte Hamas i en svær position over for sine støtter og finansielle bidragydere
Imidlertid kan det på sigt blive problematisk for organisationen at fastholde dette narrativ over for civilbefolkningen, der betaler den ultimative pris ved de intense bombardementer fra Israels side. De første tegn på sprækker i støtten hertil kunne ses i de nylige protester i Gaza, hvor befolkningen opfordrede Hamas til at træde tilbage.
Hamas og det palæstinensiske selvstyre (ledet af Fatah) har længe konkurreret om politisk kontrol. Hvis Hamas indgår en aftale, der minder om de forhandlinger, Fatah har ført med Israel, kan det svække bevægelsens særstatus som den militante modstandsbevægelse, hvilket kan true deres politiske dominans i Gaza.
Hamas har tætte forbindelser til Iran, Hizbollah og andre regionale aktører, som ser Hamas’ væbnede modstand som en del af en bredere, ideologisk kamp mod Israel og USA’s indflydelse i Mellemøsten. En fredsaftale kan dermed sætte Hamas i en svær position over for sine støtter og finansielle bidragydere.
Hamas består af både en politisk gren og en militær gren (Ezzedine al-Qassam-Brigaderne). En eventuel aftale vil kunne føre til interne spændinger, hvor mere radikale fraktioner kunne bryde ud og fortsætte kampen, hvilket kan føre til intern uro og svække Hamas’ kontrol over Gaza.
Den fortsatte konflikt med Israel giver med andre ord Hamas en strategisk fordel ved at kunne fremstille sig selv som den palæstinensiske civilbefolknings forsvarere. Periodiske voldelige konfrontationer kan bruges til at samle opbakning, tiltrække international sympati og presse Israel samt internationale aktører til indrømmelser. Sådanne kriser kan også for en stund fjerne fokus fra andre interne konflikter og generel utilfredshed fra civilbefolkningens side med bevægelsens måde at kontrollere området.
Disse faktorer gør det samlet set usandsynligt, at Hamas er interesseret i en varig fredsaftale med Israel under de nuværende omstændigheder.
Netanyahus manglende behov for fred
Tilsvarende er Benjamin Netanyahus fortsatte politiske eksistens og fremtid ligeledes tæt knyttet til den fortsatte krig i Gaza.
Benjamin Netanyahu har flere politiske incitamenter til at undgå en varig fred med Gaza, da fortsatte konflikter kan styrke hans position på flere måder:
Først og fremmest har Netanyahu i årtier positioneret sig som Israels ”Mr. Security” – en leder, der beskytter Israel mod ydre trusler. Angrebet den 7. oktober 2023 fra Hamas var om noget et tydeligt brud med Netanyahus narrativ herom. En varig fred med Gaza ville potentielt svække dette image og åbne op for kritik fra mere højreorienterede vælgere og partnere i hans regering.
Derudover er Netanyahu leder af en koalition, hvor ultranationalistiske partier som Itamar Ben-Gvirs Otzma Yehudit og Bezalel Smotrichs Religiøs Zionisme har stor magt. Disse partier går ind for en hård linje mod palæstinenserne og modarbejder enhver form for forhandling om Gaza. Hvis Netanyahu pludselig søgte fred, ville han miste deres støtte og dermed sin regeringskoalition.
Den paradoksale og tragiske sandhed er, at ingen af parterne har en politisk interesse i at opnå fred, end ikke en midlertidig våbenhvile. Imens betaler den palæstinensiske civilbefolkning og pårørende til de israelske gidsler den ultimative pris
En varig fred ville kræve en samlet palæstinensisk repræsentation, men Netanyahu har i årevis arbejdet for at opretholde splittelsen mellem Hamas i Gaza og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Dette sikrer, at der ikke opstår en samlet palæstinensisk front, som kunne øge presset for en tostatsløsning – en løsning, han og hans støtter selvsagt ikke ønsker.
Derudover er der det belejlige ved større kriser og konflikter, at de ofte skaber en samlingseffekt i politik, hvor befolkningen slutter op om lederen i krisetider. Når Gaza-kriser eskalerer, fokuserer israelerne på sikkerhed, hvilket får oppositionen til at virke svag eller irrelevant. Netanyahu har historisk brugt dette til at genvinde politisk støtte.
Endelig står Netanyahu står over for korruptionsanklager, der gennem længere tid har truet hans politiske position. Hver gang sikkerhedskrisen intensiveres, skubbes fokus væk fra hans retssager, og hans kritikere bliver svækket. Han har tidligere brugt konflikter med Hamas til at ændre den politiske dagsorden.
Korruptionsanklagerne har grundet krigen i Gaza været udskudt for en stund. Der forventes domsafgørelse tidligst i 2026. Det er dog vigtigt at bemærke, at retssagens varighed kan påvirkes af forskellige faktorer, herunder yderligere vidneudsagn, juridiske procedurer og eventuelle forsinkelser.
Sidst, men ikke mindst, selv hvis Netanyahu skulle ønske fred, ville det kræve forhandlinger med Hamas, som Israel officielt betragter som en terrororganisation. Dette er på nuværende tidspunkt et særdeles urealistisk scenario al den stund, at hans regering end ikke ønsker at indgå en våbenhvile på nuværende tidspunkt så længe Hamas stadig er i Gaza.
Derudover er bosættelserne på Vestbredden en anden stor hindring for en fredsaftale, og Netanyahu har gentagne gange støttet bosætterbevægelsen. Det er samme bevægelse, der bakkes op af de mest højreekstremistiske partier i Netanyahus regering.
Samlet set har Netanyahu ingen politisk fordel ved at skabe en varig fred med Gaza, da det ville underminere hans egen politiske position og dermed risikere at svække hans koalition og hans greb om magten.
Den paradoksale og tragiske sandhed er således, at ingen af parterne har en politisk interesse i at opnå fred, end ikke en midlertidig våbenhvile. Imens betaler den palæstinensiske civilbefolkning og pårørende til de israelske gidsler den ultimative pris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og