KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – De første israelske angreb på Iran har forvoldt omfattende skade, men intet tyder på, at krigen dermed er slut.
TEL AVIV – Natten til lørdag sendte Iran fem bølger af ballistiske missiler mod Israel, og et antal slap igennem det israelske luftforsvar. Tre civile israelere mistede livet, da missiler slog ned i boligkvarterer i Rishon Lezion og Ramat Gan, et par byer i omegnen af Tel Aviv. Natten til søndag gentog scenariet sig, hvor den første luftalarm lød i Israel, mens det endnu var lørdag aften.
Efter de seneste par dages udvikling står det klart, at fronten mellem Israel og Iran nu synes at være gået ind i en ny fase. De to lande har skulet til hinanden i mindst 30 år, og gennem hele denne lange tid har det mere eller mindre ligget i luften, at det på et eller andet tidspunkt måtte komme til en virkelig konfrontation af det omfang, som vi ser lige nu.
I forbindelse med krigen i Gaza, som fulgte umiddelbart efter Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år, har styret i Teheran gjort sig gældende med sin støtte til en række proxyer i regionen.
Det er også en del af et billede, som har tegnet sig gennem mange år, og her tænkes primært på den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon. Gennem tiderne modtog den omfattende støtte, og ikke mindst forsynede iranerne dem med et omfattende arsenal af raketter. Men det vides også, at Hamas i Gaza har fået både opbakning og kontant støtte fra Iran, selvom denne sammenhæng aldrig har været helt så tydelig.
Eftersom iranerne svarer igen med samme retoriske mønt og samtidig sætter handling bag ordene, tegner der sig en situation, som hurtigt kan eskalere
Efterhånden som proxyerne trak sig ud af krigen i de sidste måneder af 2024, og navnlig da Bashar al-Assads diktatur i Syrien faldt endeligt sammen den 8. december, syntes iranerne at søge ud af konfrontationen. På det tidspunkt stod det allerede klart, at Donald Trump ville flytte ind i Det Hvide Hus den 20. januar, hvilket kan ses som en tungtvejende grund til det iranske kursskifte.
Den almindelige tolkning lød i hvert fald, at styret i Teheran veg tilbage ved udsigterne til at stå over for en stærkt impulsiv og uforudsigelig amerikansk præsident, og det passede ganske godt ind i billedet, at iranerne i dette forår gik ind i aktive forhandlinger med Trump med sigte på en ny atomaftale.
I går, søndag, skulle de iranske og amerikanske delegationer været trådt sammen til en ny runde forhandlinger i Omans hovedstad, Muscat, men det blev som bekendt aflyst for mere end en uge siden. Det stod klart, at forhandlingerne var kørt fast, og det åbnede op for andre regionale scenarier.
Netanyahus timing
Det var nok den primære årsag til, at Israels Benyamin Netanyahu benyttede tidspunktet til at slå til med, hvad man fra israelsk side betragter som et præventivt angreb. Det faldt sammen med, at et læk fra Det Internationale Atomenergiagentur tidligere på ugen gav klare formodninger om, at iranerne ville være i stand til at fremstille atomsprænghoveder inden for nogle få dage.
Der var også oplysninger i omløb om, at iranerne var færdige med at bygge en ny superbunker, langt under jorden, og at de var ved at flytte det nye udstyr derned, hvorved det ville være uden for rækkevidde.
Den sidste del af historien er ikke blevet bekræftet på nogen måde, men alene historiens eksistens er i det aktuelle mellemøstlige klima nok til at få nogle virkninger og stå som en forklaring.
Under alle omstændigheder har de sidste dages israelske flyangreb på mål i Iran efter alt at dømme fået markante følger. Det første store angreb, som indbefattede 200 jagerfly, ramte omkring 100 mål i hele det vestlige Iran, heriblandt også anlæggene ved Natanz, som er kernen i de iranske atomprogrammer.
Efterfølgende angreb i løbet af fredagen ødelagde den internationale lufthavn ved Tabriz, som tilmed er en vigtig base for det iranske flyvevåben, og herudover blev atomanlæggene ved Isfahan svært beskadiget af israelske bomber.
Det er helt sikkert, at Iran ville have brugt det til at styrke sine ambitioner om at blive regional leder
Lørdag udtalte den israelske forsvarsminister Israel Katz, at hvis civile israelere bliver dræbt under iransk beskydning, vil Teheran blive lagt øde. Og eftersom iranerne svarer igen med samme retoriske mønt og samtidig sætter handling bag ordene, tegner der sig en situation, som hurtigt kan eskalere yderligere. Storbritannien har i hvert fald taget initiativ til at sende jagerfly til regionen.
I Israel tænker mange borgere, der har alderen til det, tilbage på januardagene i 1991, hvor krigen i Irak rasede, og Saddam Hussein benyttede lejligheden til at sende en lang række Scud-missiler mod Israel. Det var forholdsvis primitive våben, som dog formåede at anrette stor skade i Israel, og ikke mindst i samme Ramat Gan. Nu er man til fulde klar over, at man med Iran efter alt at dømme står over for en langt mere potent fjende.
Målene i Iran
Donald Trump var hurtig til at distancere sig fra de israelske angreb på Iran. Han sagde, at de greb forstyrrende ind i hans planer om en forhandlingsløsning, men dette kan meget vel blot have været et politisk skalkeskjul.
For ganske hurtigt ændrede retorikken sig. Han gik fra at kritisere det som et unilateralt israelsk initiativ til at stille udsigt om amerikansk støtte, hvis iranerne svarede igen. Hvilket de jo gjorde. Den konkrete amerikanske støtte har ikke vist sig endnu, men vi kan se en interessant udvikling i, at ayatollah Ali Khamenei lørdag truede med angreb på både amerikanske, britiske og franske militæranlæg, såfremt de tre lande skulle vise opbakning til Israel. Tyrkiets Erdogan har givet sit besyv med ved at erklære, at han ser Netanyahu som en alvorligt destabiliserende faktor i regionen, og dermed kan man sige, at banen er kridtet op.
Efter det første iranske angreb med droner lød kommentaren fra mange sider, at Iran så ud til at have mistet sin evne til at give den i rollen som regional stormagt. Det var et decideret svagt udspil, sagde man, men det har man efterfølgende måttet revidere, da det snarere ligner en bevidst strategi fra iransk side at indlede modsvaret med 70 relativt harmløse droner.
Han ønskede at dække sig ind. Den amerikanske præsident kan ikke fordrage losers, og han ville gerne undgå at blive associeret med endnu en fiasko
Der er ingen tvivl om, at iranerne har omfattende lagre af avanceret skyts rundtom i landet. Iran har jo været storleverandør af missiler og raketter til Ruslands krigsførelse mod Ukraine, så hvis nogen kan se dette som en form for lettelse, er det ukrainerne, fordi iranerne nu selv har brug for raketterne.
Den side af sagen er ganske givet vel forberedt på samme måde, som vi kan se, at det iranske atomprogram er stærkt decentraliseret. Det består af snesevis af forskellige anlæg spredt over hele landet, og flere af dem dybt under jorden. Dette synes i sig selv odiøst, hvis det udelukkende drejede sig om fremstilling af kernekraft til civil brug.
Hertil kommer så, at nok har israelerne elimineret en række centrale personer i den iranske ledelse, men det er i sig selv ingen garanti for at nå noget mål her og nu. Samme strategi har været i brug over for både Hizbollah og Hamas. Men hvor disse to bevægelser står tilbage i en ynkelig forfatning, vil det samme ikke nødvendigvis være tilfældet, hvad angår Iran.
Hurtig afløser
Landets forsvar har en meget stor og veletableret kommandostruktur, hvor der befinder sig et stort antal erfarne ledere. Få timer efter at Hossein Salami, chefen for den iranske revolutionsgarde, havde mistet livet under de israelske præcisionsangreb natten til fredag, var den erfarne general Muhammed Pakpour indsat på posten. To dage inden angrebet udtalte general Salami i øvrigt, at ”det zionistiske regime vil kollapse inden for 48 timer”, hvilket kun kan tages som udtryk for den samme krigeriske retorik fra iransk side.
Her kommer så det store spørgsmål, hvad der nu vil følge.
At Donald Trump i første fase af dette forløb søgte at lægge afstand til det israelske angreb, synes efterhånden mere at skyldes, at han ønskede sig at dække sig ind. Den amerikanske præsident kan ikke fordrage losers, og han ville gerne undgå at blive associeret med endnu en fiasko. Men ud fra en rent militærstrategisk synsvinkel har de israelske angreb sidenhen vist sig at være en stor succes.
Det er endnu vanskeligt at vurdere det nøjagtige omfang af skaderne på de iranske atomanlæg, men de ser ud til at være ganske omfattende. Den iranske melding om at samtlige omkomne under angrebene på Teheran er civile, synes heller ikke at holde vand, hvorimod det forekommer troværdigt, at israelerne allerede har destrueret det iranske luftforsvar i en sådan grad, at de israelske jagerfly nu behersker luftrummet over det vestlige Iran.
Trumps plan
Den slags er vand på Trumps mølle, og han har da også på det allerseneste udtalt en langt større støtte til de israelske angreb. Det ligner en tanke, at han ser denne seneste udvikling som en mulighed for at banke iranerne på plads, og at han derfor efter en periode vil kunne tvinge dem tilbage til forhandlingsbordet.
Fra Netanyahu er der ingen antydning af en plan på længere sigt. Naturligvis har han som mål at eliminere truslen fra de iranske atomprogrammer. Det kan nok ikke betvivles, at iranerne havde planer om at besidde atomvåben, men det er dog næppe sandsynligt, at Teheran ville have brugt dette arsenal til andet end atomar afskrækkelse, hvilket i disse tider er et scenarie flere andre steder i verden.
Derimod er det helt sikkert, at Iran ville have brugt det til at styrke sine ambitioner om at blive regional leder, og det skal nok primært ses i relation til Saudi-Arabien, som gennem mange år har haft et yderst anspændt forhold til Iran.
Dermed kan man godt se regimet i Teheran som en destabiliserende faktor i regionen. Fra den arabiske verden er der kommet protester over den israelske offensiv, men meget af det virker som formalia. Man kan i den givne situation ikke rigtig tillade sig andet, synes det at være devisen, men reelt tyder meget på, at mange kun vil se en fordel i at få Iran dramatisk decimeret.
Her ligger nok også Netanyahus bredere perspektiv. Han spiller på mange måder op til den voksende opposition mod styret, som allerede er til stede i Iran. Et af regimets motiver til at gå i forhandling med amerikanerne har jo været at bløde op for de sanktioner, som gennem mange år har været ved at tage livet af den iranske økonomi.
Det er en kendt sag, at mange iranere er vrede over, at deres ledere gennem årene har støttet krige så fjernt fra hjemlandet i stedet for at bruge midlerne til at højne befolkningens levestandard. Det er nok denne tendens, Netanyahu sætter sin lid til, og derfor kan hans ambition meget vel være at gennemtvinge et regimeskifte i Iran – hvilket sandsynligvis vil passe mange i regionen ganske godt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og