KRIG I GAZA // MÆGLING – Ved at se på parternes interesser i stedet for deres standpunkter blev det i 1978 muligt at udvikle en løsning på konflikten mellem Egypten og Israel. Claus Kold skitserer her konfliktforskningens forskellige modeller, som også kan komme i brug i den aktuelle krig på Gazastriben.
Under mainstream mediernes overfladiske fokus på krigens rædsler foregår der en række praktiske mæglingsforløb, som faktisk når frem til aftaler, der ofte stoppes af politikere, militærfolk og krig. Disse mæglingsprocesser får kun ringe opmærksomhed, fordi de kun efterlader sig fungerende byer, levende mennesker og nye perspektiver.
Siden første verdenskrig har der udviklet sig fem generationer i konflikt- og fredsforskningen, som har inspireret og afløst hinanden. Første og anden generation i konflikt- og fredsforskningen (1918-1965) udførte en state-centric forskning, hvor væsentlige bidrag kom fra organisationsstudier. Den tredje generation (1965-1985) i konflikt- og fredsforskningen havde fokus på civilsamfundet. Den fjerde generation (1985-2000) udviklede teorier for, hvordan man forbandt samfundets konflikter til staten og internationalt niveau. Femte generation (2000 og frem) fokuserer på konfliktløsning af radikale konflikter.
Lad os se på tre af hovedskolerne i udviklingen af ikke-voldelig konfliktløsning.
Freds- og konfliktforskning
I 1957 startede Kenneth Boulding Journal of Conflict Resolution og oprettede i 1959 Center for Research on Conflict Resolution. Boulding udviklede en empirisk klassifikation af konflikter og observerede, at identiteter påvirker vores konfliktstrategier.
Samtidig udviklede Johan Galtung fra International Peace Research Institute Oslo sine modeller om symmetriske og asymmetriske konflikter. Han foreslog, at konflikter kunne ses som en trekant med modsætning (Contradiction), holdning (Attitudes) og adfærd (Behavior) i hvert sit hjørne. Disse knyttede han til forskellige voldstyper: direkte, strukturel og kulturel vold. Modsætning handler om den underliggende konfliktsituation. Holdning handler om parternes opfattelser af hinanden og sig selv. Adfærd omfatter samarbejde, forsoning og vold.
Galtung ser konflikt som en proces, hvor struktur, holdninger og adfærd konstant ændrer sig. En konflikt uden holdninger eller adfærd er en latent eller strukturel konflikt. Hvis parternes interesser fortsat er i konflikt, og situationen fortsat er undertrykkende, vil de organisere sig efter det og forfølge deres interesser. De vil udvikle fjendtlige mentale billeder og konfliktskabende adfærd, og konflikten bliver manifest.
Over for sin ABC-trekant og trekanten med de tre voldsformer opstiller han en anden trekant, som beskriver tre fredsstrategier: fredsskabelse (modsat kulturel vold), fredsopbygning (modsat strukturel vold) og fredsbevarelse (modsat direkte vold). Alle dimensioner er forskningsbaserede med evidens for, at indsatserne virker.
Edward Azar, forskede i langvarige konflikter i bl.a. Libanon, Nordirland, Israel, Cypern, Nigeria og Sydafrika og udviklede sin ‘Protracted Social Conflict Theory’. Han observerede, at konflikter ikke kun er et resultat af etniske, religiøse eller ideologiske forskelle, men også af strukturelle uligheder. Azar viste, at splittende eliter brugte uligheder for at opnå magt, og at de udnytter identiteter til at mobilisere egne dagsordener, hvilket medfører spænding og splittelse.
En fjerde figur er John Burton. Hans arbejde fokuserede også på, at konflikter har langvarige strukturelle årsager. Han viste, at krig ikke løser underliggende årsager, og at konflikter opstår, når grundlæggende menneskelige behov som sikkerhed, anerkendelse og identitet ikke opfyldes.
I sin forskning undersøgte han, hvordan gruppetilhørsforhold skaber konflikter mellem grupper, og hvordan relationer kan genoprettes mellem grupper i konflikt. Hans forskning omfattede selektiv perception, stereotyper, fjendebilleder, undertrykkelse og projektion.
Konflikter kunne løses ved at forbinde ‘kontrolleret kommunikation’ og en ‘problemløsningstilgang’. I en sådan proces forbandt Burton basale behov med årsagsanalyse og løsninger. Fokus var især forskellen mellem interesser og behov. Interesser handler primært om materielle goder, som kan forhandles. Behov derimod er ikke-materielle menneskelige behov, som ikke behøver nogen forhandling. Problemet i en forhandling ligger i at forstå forskellen mellem interesser og behov.
Interesser og behov
Burtons ‘problemløsningsværksteder’ blev en meget brugt konfliktløsningsmodel. Oprindeligt blev den kaldt ‘kontrolleret kommunikation’ og først anvendt i to workshops i 1965 og 1966, der behandlede konflikterne mellem Malaysia, Singapore og Indonesien og mellem de græske og tyrkiske samfund på Cypern.
Efter det blev den brugt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Her førte Herman Kelman lange ‘før-forhandlinger’ (1974-91) i arabisk-israelske problemløsningsværksteder, efterfulgt af ‘para-forhandlings’-værksteder (1991-93) og efter 1993 i ‘post-forhandlings’-værksteder. I 54 værksteder deltog mange af hovedforhandlerne fra 1993-aftalen på israelsk og palæstinensisk side. Deltagerne var indflydelsesrige, ikke-officielle personer, og møderne blev afholdt i private miljøer. Grundreglerne i en tredjepartsfacilitering blev forklaret og en problemløsningsdagsorden fulgt.
Forløbet førte til den egyptisk-israelske Camp David-aftale i 1978 og viste nytten af at gå om bag etablerede positioner. Israel havde besat Sinai-halvøen i Seksdageskrigen i 1967, så da Egypten og Israel skulle forhandle en fredsaftale, var deres holdninger uforenelige. Israel insisterede på at beholde noget af Sinai. Og Egypten insisterede på, at hele Sinai skulle tilbage. Igen og igen tegnede folk kort, der viste grænselinjer, der delte Sinai mellem Egypten og Israel. At gå på kompromis var helt uacceptabelt for Egypten. At gå tilbage til situationen før 1967 var uacceptabelt for Israel.
Men ved at se på deres interesser i stedet for deres standpunkter (behov) blev det muligt at udvikle en løsning. Israels interesse var sikkerhed; de ønskede ikke egyptiske kampvogne på grænsen klar til angreb. Egyptens interesse lå i suverænitet.
På Camp David indgik præsident Sadat og premierminister Begin en aftale, der ville returnere Sinai for at fuldende egyptisk suverænitet og demilitarisere Sinai, så israelsk sikkerhed blev opretholdt.
En tilsvarende konfliktløsende tilgang brugte Center for Intergroup Studies i Sydafrika i opgøret med apartheid. I Nordirland arbejdede grupper på tværs af samfundskløfter, hvilket blev støttet af myndighederne. I krigshærgede områder i Afrika og Sydøstasien brugte humanitære organisationer også konfliktløsning som en del af deres arbejde.
FN’s fredsoperationer og ovenstående udviklinger har tilsvarende meget til fælles. Da de første forskningscentre i konfliktløsning blev etableret, arbejdede FN’s generalsekretær, Dag Hammarskjöld, og præsidenten for FN’s generalforsamling, Lester Pearson, på at skabe retningslinjer for den fredsoperation, som skulle indsættes i Suez-krisen, og i det arbejde brugte de teorier og ideer fra freds- og konfliktforskningen.
Udviklende konflikter
For tiden befinder verdenssamfundet sig i en situation, hvor krig og fredsoperationer har vist sig u- eller kontraproduktive i forhold til ‘nye krige’ og konflikter, der, helt som Galtung påpeger, eskalerer, udvider og spreder sig. Det er der mange årsager til.
Som jeg indledte med at hævde, har politik, militære systemer og medier haft fokus på handlinger og direkte vold, som Boulding, Galtung, Burton, Azar m.fl. peger på er sekundære og et resultat af andre konfliktprocesser. Efter voldshandlingernes ophør og måske nogle gennemførte forhandlingsforløb har man fra politisk side forstærket både den strukturelle og den kulturelle vold, sandsynligvis fordi dagens politik, lever af at opdyrke modsætningsforhold og splittelse.
I modsætning til magthavernes ideologiske udgangspunkter er konfliktløsningen forskningsbaseret og afprøvet
Idenrigspolitisk føres der en politik, som fremmer undertrykkelse af minoriteter (strukturel vold), som reagerer med fjendebilleder (attituder). Politikere som Netanyahu har reageret på de modreaktioner, hans egen politik medførte med yderligere voldsanvendelse (direkte vold), noget, som forstærker stereotyper og fjendebilleder i både personer og grupper – bosættere, Hamas og andre – og som medfører yderligere trusler og voldsanvendelse. Tilsvarende ses i alle lange uløselige konflikter og ‘nye krige’. Se på Somalia, se på Libyen, se på Irak, osv.
Udenrigspolitisk fører en sådan splittelsespolitik til militarisme, ‘nye krige’ og brug af direkte vold under dække af at være FN-fredsoperationer. Det svækker tilliden til FN, menneskerettighederne, den humanitære folkeret og konfliktløsning hos dem, der skal beskyttes.
Nutidens mekaniske nulsums-politik uden etisk overbygning tror fortsat på krig som løsning, mens religiøse magthavere fastholder tom traditionel tvang. De nuværende politiske spilleregler skaber splittelse og fremmer fjendtlige holdninger for at opnå eller fastholde politisk indflydelse i det politiske system, det, som Boulding kaldte “det mest patologiske og dyreste segment af det samlede sociale system”.
Der eksisterer altså et fundamentalt modsætningsforhold mellem nutidens magthavere og konfliktløsningens bestræbelse på fred. I modsætning til magthavernes ideologiske udgangspunkter er konfliktløsningen forskningsbaseret og afprøvet.
Magthaveres voldelige konflikthåndtering har ifølge Oliver Ramsbotham radikaliseret dagens konflikter, der ikke længere handler om interesser og behov, men om absolutter som Gud, sandhed, frihed, retfærdighed, etc. i forståelser, som ikke kan sættes ind i en dialogisk forhandlingsproces. De ‘nye krige’ kan ikke vindes med krig, og samtidig skaber de absolutte konflikter, der ikke kan løses som interesse- og behovskonflikter.
Blandt flere svar på radikaliseringen peger Ramsbotham på, at langvarige og radikale konflikter skal håndteres på nye måder. Et af hans forslag er, at de radikaliserede parter får adgang til at formulere sig på egne betingelser; at mæglerne skal inddrage deres konflikter med parterne, samt at kontekst inddrages, da alle er i konflikten. Dette rummer et opgør med dagens magthaveres brutale spil, men er samtidig en åbning for konfliktløsning og fred.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her