FLYGTNINGEPOLITIK // BAGGRUND – Antallet af migranter eksploderer ved Den Engelske Kanal. Nu vil Frankrig hjælpe Storbritanniens regering – med risiko for tab af menneskeliv og på bekostning af andre EU-lande.
PARIS – Billederne af franske gendarmer, der med knive forsøger at flå migranters og flygtninges spinkle gummibåde i stumper og stykker, mens skrækslagne kvinder og mænd ser til, illustrerer en ny og skrappere kurs over for migranter ved Den Engelske Kanal.
Hidtil har gendarmerne afholdt sig fra at forhindre bådene i at sætte fra land, så snart de befandt sig i vandet – af hensyn til migranternes sikkerhed.
det er en udfordring, det danske EU-formandskab må forholde sig til
”Sagen er, at der meget let sker ulykker i den fase. Der er kvinder og børn i bådene, mange går i panik, og de overfyldte fartøjer kæntrer. Mange har mistet livet kun 20 meter fra kysten, og derfor lader man dem sejle, når først de har sat fra stranden,” sagde en repræsentant for redningstjenesten ved Calais, da jeg for to år siden skrev reportager fra området.
Nu er tonen en anden, hvilket en reportage på BBC den 5. juli bekræfter. Mens flere medier har kritiseret den nye kurs, udtrykte den britiske regering stor tilfredshed.
”Vi ser en ny taktik, som gør det vanskeligere for disse både at komme afsted, inden de påbegynder deres rejse,” lød det fra en talsperson for premierminister Keir Starmer.
Starmer under pres – og Farage i fremgang
Premierministeren er under stigende pres. Ved sin tiltrædelse for et år siden lovede han at styrke kontrollen og reducere antallet af gummibåde, der når Dover og andre britiske havne blot 60 kilometer fra den franske kyst.
Det løfte er ikke blevet indfriet. Alene i år er 20.000 migranter gået i land i England – 7.000 flere end i samme periode sidste år, og alle rekorder ventes at blive slået.
”Solen skinner fra en skyfri himmel, havet er roligt, og alle erfaringer siger, at det er ensbetydende med snesevis af ’afgange’ hver aften og nat langs hele kysten,” siger en talsmand for NGO’en Utopia 56, der bistår migranter i området.
Det vil den kontroversielle og indvandringskritiske leder af Reform UK, Nigel Farage, forsøge at udnytte hen over sommeren. Ifølge magasinet Politicos meningsmålinger samlet i en poll of polls fra juni ville 29 procent af vælgerne stemme på Farages parti, mens Labour står til 23 procent og de konservative blot 17 procent. Indvandringen er en af de vigtigste årsager til, at vælgere tilslutter sig Farage, viser en række undersøgelser.
Der er lang tid til næste parlamentsvalg, men faresignalerne blinker for Labour. Reform UK havde stor fremgang ved lokalvalgene 1. maj, og panikken breder sig i Downing Street.
Fælles fransk-britisk kurs
Tendensen er ikke ny. Allerede i februar blev den britiske og franske regering enige om en hårdere linje over for migranterne.
”Der er brug for en ny doktrin,” udtalte den konservative franske indenrigsminister Bruno Retailleau efter et møde med sin britiske kollega i badebyen Le Touquet nær Calais.
Retailleau, som ønsker en stramning af den franske asyl- og udlændingepolitik, åbnede for, at gendarmeriets og flådens fartøjer kan opbringe de såkaldte taxi boats. Disse både har større kapacitet end gummibådene og opererer ca. 300 meter fra kysten, hvor de opsamler migranter fra mindre fartøjer.
Fartøjer fra både den franske og britiske flåde overvåger disse overfarter med mulighed for at gribe ind i tilfælde af fare – et forhold, som Nigel Farage ønsker stoppet øjeblikkeligt. Også i Frankrig kritiseres flådeindsatsen af indvandrerfjendtlige kredse, som omtaler den som en ”statslig taxaservice for illegale migranter”.
Farlige overførsler på åbent hav
Ingen af de to regeringer har imødekommet dette krav. Men beslutningen om at gribe ind over for både taxi boats og små både, der allerede er sat i vandet, vækker bekymring.
”Det vil bringe mange menneskeliv i fare hver dag. Det er risikabelt at overføre mennesker, som ofte er bange og i panik, fra én båd til en anden ude på det urolige hav,” fastslår en lokal fisker, som har hjulpet hundredvis af migranter.
Han understreger, at det kræver erfaring og ekspertise at overføre mennesker mellem både, især når det drejer sig om skrøbelige gummibåde.
”Den erfaring har gendarmerne ganske enkelt ikke. De gør sikkert, hvad de kan, men det er personale, som roterer rundt i Frankrig og derfor ikke bliver uddannet til den type opgaver.”
Afspærringer og desperation
I stedet øger Frankrig år for år antallet af gendarmer langs kysten – især omkring Calais og Dunkerque.
Omkring 1.200 gendarmer bevogter denne fælles fransk-britiske grænse, og Storbritannien betaler en stor del af udgifterne. Briterne har også finansieret de omfattende afspærringer ved Eurotunnelen uden for Calais.
Her er kontrollen med lastbiler nu så effektiv, at migranterne stort set har opgivet at gemme sig i dem.
”Det er den sikre måde at blive fanget på. Efter to år gennem ørkenen og turen over Middelhavet til Italien tager jeg risikoen ved Kanalen,” sagde en 25-årig mand fra Cameroun, som jeg mødte for to år siden i en interimistisk lejr ved Loos-Plage nær Dunkerque.
Lejren eksisterer stadig, rapporterede Le Monde for nylig. Tilstrømningen er massiv, især fra Sudan, Etiopien og Somalia. NGO’er distribuerer telte, mad og medicin. Men politiets razziaer ødelægger teltene, og det har skabt en sortbørsøkonomi, hvor især kvinder tvinges til at betale med seksuelle ydelser for en plads i et telt. Det fortæller Diane Léon, koordinator for Médecins du monde, til Le Monde.
En skrøbelig europæisk ramme
Disse tragedier var næppe på dagsordenen, da Keir Starmer og Emmanuel Macron i sidste uge mødtes i London for at drøfte migrantstrømmen.
Officielt talte de ikke om skærpet bevogtning. I stedet indgik de en aftale om, at briterne kan returnere en migrant uden opholdsgrundlag til Frankrig – og omvendt kan Frankrig sende en person med opholdsperspektiv til Storbritannien.
Den britiske presse kalder aftalen et slag i luften, og den strider mod EU’s forsøg på at skabe en fælles asylpolitik.
Macron har lagt sig ud med lande som Italien, Grækenland og Spanien, da en migrant, der når den britiske kyst, som regel først er registreret i et EU-land. Dublin-forordningen fra 2013 fastslår, at asylansøgningen skal behandles i det første land, migranten er registreret i – typisk et sydeuropæisk land.
Kollaps i syd – og realiteter i nord
Grækenland, Italien og Spanien har allerede protesteret. Jean-Christophe Dumont, migrationschef i OECD, sagde på fransk tv:
”Bliver migranterne sendt tilbage til deres oprindelsesland eller til et europæisk land? Grækenland, Italien og Spanien, som modtager det største antal personer i en irregulær situation, skal derfor være partnere i en aftale, der direkte berører dem.”
Det ønsker de ikke. Den græske regering besluttede i sidste uge, at landet i tre måneder helt indstiller behandlingen af asylansøgninger.
Det er en alvorlig beslutning, som reelt underminerer EU’s i forvejen skrøbelige asylsystem, og det er en udfordring, det danske EU-formandskab må forholde sig til.
Men alt dette er fjernt for migranterne ved Loos-Plage eller andre steder langs Kanalen. For dem handler det om at betale de sidste penge til menneskesmuglerne, om at undgå voldtægt – og om ikke at drukne på en nordfransk strand.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og