HÅB // KRONIK – Når mennesker oplever, at noget mangler ved eller i verden, så fortæller historien, at tingene faktisk kan forandre sig. Hvorfor findes der demokrati, forsøg på at gøre noget ved menneskelig elendighed, fattigdom, sult, undertrykkelse o.l.? Hvorfor findes der skoler, uddannelse, forskning, videnskab og alt det andet fra samme skuffe? Filosof Peter Schjødt giver nogle af svarene i denne kronik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mennesket har en enestående evne til at forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Ellers ville der ikke findes noget håb. Den tyske filosof Ernst Bloch skrev i 1959, at menneskets håbefuldhed netop knytter sig til, at verden aldrig kan betragtes som færdig, men altid som åben for forandring. Forestillingen om, at tingene kan ændres, er forudsætningen for håbets princip, som Ernst Bloch kaldte det.
Mennesket kan håbe på noget andet, fordi det har evnen til at se det, som kunne være anderledes
Når mennesker oplever, at noget mangler ved eller i verden, så fortæller historien, at tingene faktisk kan forandre sig. Hvorfor findes der demokrati, forsøg på at gøre noget ved menneskelig elendighed, fattigdom, sult, undertrykkelse o.l.? Hvorfor findes der skoler, uddannelse, forskning, videnskab og alt det andet fra samme skuffe?
Vi ved selvfølgelig, at elendigheden ikke er udryddet, ligheden ikke gennemført og demokratiet truet fra alle sider, men det beviser jo netop håbets princip: Mennesket kan håbe på noget andet, fordi det har evnen til at se det, som kunne være anderledes.
Utopiens død
I 1970’erne erklærede postmodernismen de såkaldte store politiske fortællinger og utopier for døde, hvilket på mange måder bekræftes ganske godt af de seneste års blodfattige evne og vilje til at finde på nye politiske projekter, som står mål med udfordringerne. Hvem bruger længere de politiske idéer som kompas og pejlemærke for forhåbningerne om et bedre samfund og en mere menneskelig verdensorden?
På mange måder døde de gamle ideologier, kommunismen, socialismen, konservatismen, liberalismen m.m., fordi de udviklede sig i stadig mere inhuman retning og i stigende grad udviste passivitet i forhold til forhåbninger om nye veje. Vi har vænnet os til, at den størst tænkelige politiske vision eller fortælling handler om reparation og alt det, som må forhindres i at ske og alle de skader, som skal forhindres i at blive værre og stadig mere truende.
Mens de sidste rester af fortællingen om kapitalismens og demokratiets udødelighed er ved at miste folkelig opbakning, også i vores politiske nærområder, er stadig flere samfund ved at få et glimt af sin egen kommende disintegration. I skyggen af de politiske fortællingers død og tavshed om samfundenes fremtid har den største af alle nye utopier nemlig vundet en uimodståelig styrke og fremdrift. Det er utopien om det enkelte menneske, og hermed er der ved at ske en forskydning af håbet fra det politiske til det private.
Mig og mine hæmorider
Det er ikke første gang, at håbet flytter sig fra et niveau til et andet. Sent i middelalderen begyndte håbet at flytte sig fra det højeste niveau, fra Gud og det religiøse, til de mere jordiske utopier. Det politiske begyndte gradvist at overtage den dominerende rolle i formuleringen af håbet og som drivkraft for samfundets udvikling.
Og i dag flytter håbet sig væk fra det politiske niveau for at lejre sig i den mindst tænkelige skala, nemlig i det enkelte menneskes personlige og individuelle følelsesliv. Fra det religiøse via det politiske er håbet nærmest blevet knyttet til en terapeutisk kultur, hvor det ofte virker meget løsrevet fra det fællesskab, som jo egentlig er vores eksistensvilkår.
Det utopiske og visionære blik på samfundet og det politiske fællesskab er for alvor begyndt at flakke væk fra et større fælles håb, som kunne række ud over det enkelte individ. Det er imidlertid ikke en tendens, som vi på nogen måde kan beskylde de seneste generationer for at have skabt.
I dag flytter håbet sig væk fra det politiske niveau for at lejre sig i den mindst tænkelige skala, nemlig i det enkelte menneskes personlige og individuelle følelsesliv
Der er blot tale om en perfektionering af det, som den amerikanske forfatter og journalist Tom Wolfe allerede i 1976 kaldte for “Mig-årtiet”. Det skete i en artikel, hvor det første afsnit hed “Mig og mine hæmorider”. Mange af dem, som for omkring 50 år siden sad på deres hæmorider og tilmed italesatte disse hæmorider, som det ville hedde i dag, er de samme, som nu brokker sig over de såkaldte mig generationers selvoptagethed.
Som det korrekt er blevet beskrevet i en artikel her i POV International, så er “mig-generationerne” imidlertid ikke blot en simpel omskrivning af begrebet selvoptagethed. Moralske kategorier som egoisme, selvoptagethed o.l. fanger simpelthen ikke, hvad der er baggrunden for det, der ofte beskrives som de selvoptagede mig-generationer. Det væsentlige er, at disse generationer ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives som repræsentanter for nogle egenskaber som netop de har, og som vi andre ikke har, eller har en stærk andel i.
Den liberalistiske illusion
Historikeren Henrik Jensen beskriver i bogen Det faderløse samfund en af liberalismens grundlæggende illusioner, nemlig forestillingen om, “at freder man individet, vil det folde sig ud – og så kommer det gode samfund af sig selv”. Referencen er Jean-Jacques Rousseaus udsagn i Samfundspagten fra 1762 om, at “mennesket er født frit, og overalt er det slavebundet”. Hermed begyndte den langsomme bevægelse væk fra forestillingen om et samfund, som ville sig selv som samfund, væk fra forestillingen om mennesket som et politisk dyr, til en vision eller utopi om det enkelte suveræne menneske og dets følelsesliv. Det virker, som om vi i dag ser de fulde eksistentielle konsekvenser af utopien om det enkelte menneske, privatiseringen af håbet og glemslen af det kollektive og samfundsbaserede håb.
Hvis vi opgiver troen på en normativ integration i samfundet som forudsætningen for et politisk fællesskab, så sker der faktisk en udskillelse af det enkelte individ fra det sociale og det fælles. Det er en form for eksistentiel marginalisering af alle mennesker i et samfund, som ikke ønsker at være et samfund, men blot en økonomi og bestående af et konglomerat af individer.
Hvem kan undre sig over, at mennesket så begynder at orientere sig mod sine personlige hæmorider, eller ser sig selv i forlængelse af den terapeutiske kulturs dogmer om egenomsorg, selvkærlighed, personlig udvikling, livskvalitet, jeg-optagethed m.m.?
I 1979 leverede den amerikanske historiker Christopher Lasch en stadig gyldig analyse af det, han kaldte for Narcissismens kultur. Heller ikke i anvendelsen af dette begreb findes der noget moraliserende, hvilket understreges af Laschs tilføjelse om, at der er tale om en “analyse af et samfund i opløsning”, hvor “politik degenerer til en kamp, ikke for samfundsforbedringer, men for at realisere sig selv”. I narcissismens kultur viser dette sig bl.a. ved, at social utilfredshed forvandles til oplevelsen af personlig utilstrækkelighed.
Det er således ikke specielt mærkeligt, at de såkaldte “mig-generationer” ser ud til at være ekstremt optagede af sig selv. I virkeligheden er de dog langt mere optagede af, om de er gode og dygtige nok til at kunne magte livet i en konstant sammenligning med alle andre – en sammenligning, som vel egentlig burde oversættes til “konkurrence” – fordi narcissismens kulturer er rundet af den økonomiske liberalismes amokløb. Allerede i indledningen til bogen Narcissismens kultur slår Christopher Lasch da også fast, at “liberalismen er såvel politisk som intellektuelt bankerot”.
Kollektiv narcissisme
I samfundsforskningen tales der om begrebet kollektiv narcissisme. Kollektive narcissister mener, at deres gruppes betydning og værd ikke anerkendes tilstrækkeligt af andre. De føler, at deres gruppe fortjener særbehandling, og insisterer på at få den anerkendelse og respekt, den fortjener.
På samme måde som Christopher Lasch skrev i Narcissismens kultur, er kollektiv narcissisme imidlertid ikke udtryk for en oplevelse af egen storhed og overlegenhed, men tværtimod af frygten for ikke at slå til, ikke at blive anerkendt, ikke at kunne forsvare sig – altså af en ganske skrøbelig og udsat opfattelse af eget værd; en kultur, som passer ganske godt med den liberalistiske økonomis paradigme om kamp og konkurrence som vejen til økonomisk vækst.
Den engelske kulturkritiker Mark Fischer talte om “Fremtidens langsomme aflysning”. Med det mente han, at vi ved, at tingene går dårligt; men mere end det, for vi ved også, at der ikke kan gøres noget ved det.
Vores generationer af mennesker, de helt unge, de ikke helt så unge og de ældre, er fælles om at være børn af en økonomisk samfundsform, der ser menneskelig utryghed og usikkerhed som en økonomisk drivkraft.
Oplevelsen af egen og verdens sårbarhed kan på få generationer blive forvandlet til netop den politiske styrke, som gør håbet til meget mere end et princip
Det resulterer naturligvis i en skrøbelighed, som imidlertid i sidste ende alligevel kan ende som den styrke, der gør fremtidens politik og samfund til noget andet og langt mere menneskevenligt end det, vi oplever i dag.
Netop i disse år erfarer stadig flere mennesker, at verden ikke er færdig, men rummer flere muligheder for at blive anderledes. Alt det, som kunne være anderledes, står mere end nogensinde bøjet i neon, og oplevelsen af egen og verdens sårbarhed kan på få generationer blive forvandlet til netop den politiske styrke, som gør håbet til meget mere end et princip: en skrøbelighedens etik, som ikke længere trækker en uigennemtrængelig grænse mellem, hvad der er økonomisk og politisk realistisk, og hvad der er menneskeligt nødvendigt i fremtidens verden.
Læs tidligere kronikker af Peter Johannes Schjødt
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
