MAGT & SEX // KOMMENTAR – Naturligvis er mennesker (også) biologiske væsener. Men når man reducerer komplekse relationer mellem mennesker på en arbejdsplads til et spørgsmål om biologi, forplantning og antagelser om begge køn, som var de støbt i sten, går man galt i byen, skriver Annegrethe Rasmussen i en replik til debattørerne Lone Nørgaard og Kåre Fog. Men selvom de efter hendes mening tager fejl i det meste, har de lov til at komme til orde i POV.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da overtegnede var helt ung – indtil midt i tyverne – var jeg både fascineret og tiltrukket af mænd i, hvad man vel kan kalde magtfulde positioner; fra brandmænd og politibetjente til rocksangere, professorer, ministre og overlæger.
Jeg tænkte ikke nærmere over det og var ret åbenmundet omkring mine præferencer, hvilket fik nogle venner til at undersøge muligheden af en surprise til min 25-års fødselsdag, hvor en falsk betjent skulle være mødt op for at arrestere mig med et frækt tilbud i baglommen.
Da jeg blev ældre tænkte jeg over dette med at være tiltrukket af “magtens mænd”. Jeg fandt det ærlig talt lidt pinligt.
Det blev ikke til noget, og det var nok meget godt, for en ting er som bekendt fantasier, noget andet virkeligheden, og jeg ville med sikkerhed være blevet rædselsslagen, hvis jeg virkelig troede, at jeg skulle i fængsel eller var under anklage for noget ulovligt.
Da jeg blev ældre tænkte jeg over dette med at være tiltrukket af “magtens mænd”. Jeg fandt det ærlig talt lidt pinligt. Langt senere forfattede jeg en spydig klumme på min daværende arbejdsplads, Information, der beklagede, at “magtfulde kvinder” aldrig blev anset for sexsymboler men tværtimod som truende ‘nosseknusere’ (et nedsættende udtryk, der ofte blev brugt som skældsord overfor Hillary Clinton, som klummen handlede om).
Magtens kvinder må ikke signalere ‘sex’
I samme boldgade har talrige kvindelige ledere fortalt om, hvordan de har måttet nedtone deres kvindelighed ved at sætte håret op, gå i jakkesæt eller tale med dybere røst for at blive accepteret som magtfulde. At de med andre ord skulle “være mere som mænd” for at forvalte deres job.
Så ja – der er noget på spil. Magt, kvinder og mænd. Det er et fascinerende emne.
Hvilket bringer mig til anledningen for min kommentar:
I dagens POV bringer vi et debatindlæg fra to velkendte kritikere af feminismen og #metoo: Lone Nørgaard og Kåre Fog. Det kan læses her.
De to skriver netop om fænomenet – “kvinder tiltrækkes af magtens mænd”, som også i dag mere eller mindre accepteres af mange debattører.
I en hidsig debat på Facebook i sidste uge, der handlede om det bedrag, som fagforeningen 3F’s nu fhv. formand havde udsat sine nærmeste for i årevis, spurgte en deltager i debatten, hvad i al verden kvinderne havde set i formanden, som hun åbenlyst ikke selv mente var spor tiltrækkende.
“Magt er sexet”, svarede en ældre bekendt af mig tørt, og hun er både feminist og fhv. fremtrædende magtfuld redaktør i medieverdenen. Det fremkaldte ikke nogen videre protest på hendes væg, og folk fortsatte debatten om eks-formandens vilde dobbeltliv.
Mænd, magt og sex
Problemet med udsagnet om, at “mange kvinder” tiltrækkes af mænd med magt/prestige/høj løn er således ikke, at man ikke kan finde eksempler på det. Kombinationen af “ung smuk kvinde” og “ældre magtfuld og velstående mand” findes overalt i samfundet.
Og det skal siges til Fog og Nørgårds credit, at de ikke siger, at “alle kvinder” har det sådan (eller “alle mænd”) men taler om “mange”.
Det udsagn ville være for nemt at plaffe ned, for dels ville mange mænd nok have sig frabedt at blive anbragt i en kasse, hvor de udelukkende tænkte eller tændte på kvinders udseende eller muligheden for forplantning (som de to forfattere synes at mene, styres det meste af vores følelsesliv derved, at reptilhjernen sørger for, at mænd vil sprede deres afkom så succesrigt som muligt).
Hvor efterlader denne stereotypiske beskrivelse af kønnene børnene – de små drenge og piger?
Og omvendt ville de fleste kvinder også med sindsro kunne afvise påstanden om, at udseende, opførsel, humoristisk sans eller empati intet talte, men at de havde valgt deres mand efter bankbogens størrelse eller hans status som myndig og magtfuld chef.
Jeg tror også, at ‘biologi’ betyder noget. Jeg hører ikke til i den (ellers betydelige) gruppe af feminister, der mener, at mødre og fædre er lige gode omsorgspersoner for babyer under et år.
Jeg siger ikke, at fædre ikke er fremragende til at yde kærlighed og omsorg (og gik selv med sindsro tilbage på arbejdet, da min førstefødte var 6 måneder, hvor min mand overtog barselsorloven), men jeg tror på, at 9 måneder i maven, kvindelige kønshormoner og amning gør det mere oplagt, at moderen og babyen er sammen.
Og jeg er overbevist om, at østrogen og testosteron i “normalfordelingen” betyder noget for de to køns opførsel for et flertal af mænd og kvinder.
Men eftersom jeg også tror, at rigtig mange fordelinger af hormoner er mulige, og at mange ikke passer ind i “normalfordelingen”, samt at opdragelse og socialisering betyder ‘lige så meget’, har jeg mere end svært ved at se Fogs og Nørgaards rigide opdeling af de to køn som brugbare i f.eks. #metoo-diskussionen – især da fordi unge fædre tager mere og mere del i det at være far, heldigvis.
Og det er videnskabeligt bevist, at netop rollen som far, forandrer mænd.
Men lad os nu alligevel for et øjeblik sige, at Nørgaard og Fog har fat i noget i dele af deres beskrivelse:
Lad os gå med på, at i dagens samfund – også i Danmark – tæller udseendet meget for mange kvinder (selvom jeg nu ser mange diskussioner om kvinder, der virkelig gerne vil til fadet og have indflydelse, gode jobs, høj løn og bestyrelsesposter, men lad nu det ligge).
Og lad os sige, at mange mænd går efter “magt” i form af gode jobs og indtjening. Det er vel, når alt kommer til alt, netop også en del af det patriarkat, som mange feminister (med rette) kritiserer.
Børnene er ofre for patriarkatet
Hvor efterlader denne stereotypiske beskrivelse af kønnene børnene – de små drenge og piger?
Min påstand vil være, at det er hårdt for begge køn.
Små drenge må således helst ikke græde, for det er jo at vise ren afmagt – de skal lære at dominere hinanden og lege med skydevåben eller biler og frem for alt vinde. De små piger derimod skal gå op i deres udseende, være bløde og sociale, men ikke spille fodbold eller dominere.
Hvor mange små drenge må ikke føle sig fortabt i dette driftsstyrede univers, hvor de som både teenagere og unge mænd forventes at tænke på forplantning og magt, mens kvinderne får lov til at være sociale og vise deres følelser
Hvem vinder ved, at børn opdrages på den måde? Hvor mange små drenge må ikke føle sig fortabt i dette driftsstyrede univers, hvor de som både teenagere og unge mænd forventes at tænke på forplantning og magt, mens kvinderne får lov til at være sociale og vise deres følelser.
Jeg skal ikke være fri for at føle medlidenhed med de to debattørers børn, hvis det er sådan, de er blevet opdraget. Og jeg er glad for, at samfundet netop synes at være i bevægelse og anerkende en langt mere divers og bredere forståelse af køn (og sex). De unge mænd, jeg omgås og kender (og det er en del, da jeg selv er mor til tre drenge i alderen 16 – 24) er heldigvis så meget mere end driftsstyrede maskiner, hvis biologi tvinger dem til at jagte magt og skræddersyede lyseblå jakkesæt med bonus i lønposen.
Nuvel – tilbage til det med magten. Emnet “sex og magt” ér interessant. Jeg synes også – som de to debattører – at emnet er yderst relevant for #metoo-debatten, som efter min mening handler mest om magt og magtmisbrug.
Nemlig den misbrug af magt, der finder sted, når magtens mænd (og i færre tilfælde kvinder) leger tag-selv-bord med unge praktikanter/løstansatte/freelancere.
Hvem var ofrene på TV2?
Jeg er enig i, at kvindelige chefer skal spille efter samme regler, som mandlige skal. Og jeg er derfor enig med Fog og Nørgaard i, at TV2’s direktør, Anne Engdal Stig Christensen, har gjort en ynkelig figur i sagerne på TV2; ikke kun fordi hun kom sent ud og tog afstand fra det ‘regime’, som havde udfoldet sig under hendes ledelse, men også fordi hun selv gik forrest i at fremme en hyper-seksualiseret kultur på stationen.
Men når de to #Metoo-kritikere derefter siger, at magtmisbruget er “vendt om” for dem – at det er de unge kvinder med deres usikre status på arbejdsmarkedet, der målrettet er “gået efter” cheferne og således har anvendt en “erotisk kapital” (for nu at blive i drifts-jargonen) for at score chefer, som de så bagefter forråder ved at få dem fyret mange år senere.
At Michael Dyrby, Jens Gårdbo og Jes Dorph med flere er de “ægte ofre”, mens kvinderne er falske “hævnere”, ryger kæden for mig at se af.
De kvinder, som stillede sig frem i dokumentaren, “Sexisme på skærmen” havde intet at vinde personligt
Der har været bunker af “frivillige forhold” på TV2 mellem mange lag af ansatte. Det skal ingen blande sig i.
Men de kvinder, som stillede sig frem i dokumentaren, “Sexisme på skærmen” havde intet at vinde personligt. Cecilie Beck, Karen-Helene Hjorth, og Janni Pedersen er store værts- og journalistnavne med gode jobs. Hvad de har fået ud af at være med, er bunker af hån og spot i deres indbakke samt svinske kommentarer.
Ja – der er også kvinder, som roser dem på sociale medier, men det er for størstedelens vedkommende, hvad man kunne kalde “helt almindelige kvinder” uden magt og status.
Og hvis man skulle forfalde til at tro, at den danske medieverden styres af kvinder, og at alle magtens mænd er i farezonen, hvad Fog og Nørgaard også synes at mene, kan man jo tage et blik på samtlige toneangivende (store) danske aviser.
Rigtig gættet – ikke én eneste (papir)avis har en ansvarshavende kvindelig chefredaktør. Og i TV2’s bestyrelse er 7 ud af 9 medlemmer mænd (i øvrigt både formand og næstformand).
Kvinderne fra dokumentaren om TV2 har for mig at se gjort fremtidens løsarbejdere og praktikanter en tjeneste – og som Janni Pedersen har sagt, har de gjort det lettere for hendes døtres årgang. Men de har hverken vundet mere magt eller får bedre jobs af den grund.
Resten af de medvirkende arbejder andre steder, og Therese Philipsen var så mærket af sine oplevelser på TV2, at hun emigrerede med alvorlige traumer.
Og lad os lige apropos hende slå fast, at fordi man selv som meget ung er fascineret af en kendt og ældre mand og indleder et forhold til vedkommende (og til andre chefer derefter), giver det ikke denne mand en blankocheck til at behandle den unge kvinde som et stykke kød, man kan fortære og smide væk.
Som chef har man et ansvar for at forvalte sin magt, hvilket sjovt nok betyder, at man fravælger den unge og usikre kvinde, der lægger an på en, og går ædru hjem i stedet for at kaste sig over hende, som om man var to ligestillede førsteårsstuderende på et ruskursus
Tværtimod har man som chef et ansvar for at forvalte sin magt, hvilket sjovt nok betyder, at man fravælger den unge og usikre kvinde, der lægger an på en, og går ædru hjem i stedet for at kaste sig over hende, som om man var to ligestillede førsteårsstuderende på et ruskursus.
Medier må ikke blive ekkokamre
Nuvel – når jeg så åbenlyst er uenige med Nørgaard og Fog om stort set alt, de skriver, hvorfor i alverden så lade POV bringe dagens indlæg?
Det kan jeg svare ganske kort på: POV bringer indlægget, fordi de to har ret til at komme til orde.
Ytringsfrihed handler om, at man også giver plads til de mennesker, som man er uenige med. POV er i øvrigt ikke “mit medie”, blot fordi jeg p.t. er chefredaktøren, men jeg står til ansvar overfor myndigheder og Pressenævn. Det giver en forpligtelse.
Og ligesom demokrati ikke betyder “flertallets diktatur” men går ud på, at flertallet sørger for, at mindretallets rettigheder også sikres og respekteres, bør ordentlige medier ikke være hverken ekkokamre eller menighedsblade.
Det velkendte diktum, “jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”, (som ukorrekt ofte tilskrives Voltaire, men som retteligen er en fortolkning af ham) tæller for mig.
Det er bedre, at synspunkter som Nørgaards og Fogs (der er udbredte) bringes i et åbent medie, og ikke udelukkende florerer i ‘mandefora’, lukkede blogs og ditto grupper på sociale medier – eller i hadefulde kommentarspor rundt omkring
Men er der ikke rigtig mange steder, hvor de to kan komme til orde, spørger læseren måske? Og skal man så bare give frit slag for hvad som helst? Skal racister og antisemitiske røster have plads? Hvad med klimabenægtere og anti vaxxers? Skal POV give plads til mennesker, der vil forsvare påstande om, at “Trump vandt valget”?
Svaret på det sidste spørgsmål er nej. Ytringsfriheden stopper der, hvor løgnen begynder, hvor trusler mod udvalgte grupper eller personer er på spil, eller hvor der forekommer brud på straffeloven, eller andres sikkerhed trues.
Men det er der heller ikke tale om med dette indlæg, der bringer provokerende påstande til torvs om biologiens rolle i menneskers opførsel. Og som postulerer at magtens mænd er ofre for #metoo bevægelsen. At hundredetusinde af kvinder for mig at se er de ofre, som #metoo står på skuldrene af, gør det ikke kriminelt at mene, at mændene på TV2 (eller andre steder) er ofre.
Jeg er som nævnt uenig, men det er bedre, at POV bringer et indlæg, som alle læsere kan diskutere (POV har som bekendt ingen betalingsmur), og som alle dermed kan forholde sig til i et åbent og frit medie, end at synspunkter som Nørgaards og Fogs (der er udbredte) udelukkende florerer i ‘mandefora’, lukkede blogs og ditto grupper på sociale medier – eller i hadefulde kommentarspor rundt omkring.
Derfor.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
