1. MAJ // KOMMENTAR – ”Når enkeltpersoner i stigende omfang bliver rigere og får større økonomisk betydning end hele nationer, er meget på spil”, skriver Pia Christmas-Møller i sine 1. maj-tanker. Hun hylder arbejderbevægelsens historiske betydning, men peger på, at dens sejr ”ad Helvede til” afsporede kampen fra solidaritet til egoisme. For dem, der ikke har for lidt.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På denne solbeskinnede 1. maj viser livet i al sin spinkelhed også dets voldsomme styrke: det spirer og pibler frem af jorden, knopper og skud på træer og buske strækker sig i forårets varmende stråler for at springe og folde sig ud. En skøn tid i Danmark, ikke mindst efter et års corona-mørke.
Som naturen gennemlever en slags genfødsel, søger mange via 1. maj-traditionen at opnå fornyet tro på flere fremskridt. Tillid til, at der venter en bedre fremtid. Ved at huske historien bekræfter man sejrene og befæster nye mål. Ikke mindst i Fagbevægelsen. Men også ikke-medlemmer mildnes om hjertet, når man oplever de fredelige markeringer.
Troen på forandring til det bedre drev
Arbejdernes Internationale Kampdag blev født ud af industrialiseringens barske omvæltningers tid.
Mange måtte udholde kummerlige forhold både hjemme og på arbejde. De mange, der til dagligt måtte arbejde i mørke og støv med ydmygelser som rutine, kunne lutres ved udsigten til, at ”Det lysner i Øst”, at demokrati og sammenhold kunne rykke tingene i den rigtige retning.
Dagen har været tradition i Danmark siden 1889, hvor 30-40.000 troppede op, på trods af et helt regime af begrænsninger sat af politiet. Troen på forandring til det bedre drev.
Det danske velfærdssamfund
Organiseringen i Danmark har siden særligt 1899-forliget bidraget markant til opbygningen af det danske velfærdssamfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Undervejs har der været mindre demokratiske svinkeærinder med endog ”militantiske” tendenser og kommunistiske enklaver i Fagbevægelsen.
I 70’erne tog socialdemokraterne vigtige kampe med ekstremisterne bl.a. på B&W. Det skal de have tak for.
Stærke lederes evne for at kortlægge de vigtigste prioriteringer, kæmpe målrettet og kompromisse rettidigt har banet vejen for resultaterne.
Hvordan ser perspektivet for fremtiden så ud på en dag som denne? Jeg må et skridt tilbage for at tage pejlingen.
LO’s egne medlemmer var i stor stil på vej til at blive boligejere. En kapitalistisk demokratisering var i gang nedefra
En af de store fagbosser, Thomas Nielsen, husker jeg især for to udmeldinger. Den ene:
”Det værste, jeg véd, er ikke nogle få storkapitalister, næ, det værste er mange småkapitalister.”
Dette var i kampen om ØD med centrale fonde styret af toppen i fagbevægelsen contra bredere forankring af medejerskab. Det skete i en tid, hvor den almindelige arbejder netop var begyndt også at kunne sætte fod under eget bord i de massebyggede typehuse …
Altså LO’s egne medlemmer var i stor stil på vej til at blive boligejere. En kapitalistisk demokratisering var i gang nedefra.
Sejren ad Helvede til
Den anden mindeværdige bemærkning var et forsøg på selvros om Bevægelsens resultater, sagt på en kongres: ”Vi har sejret ad Helvede til”.
Den sidste påstand først: Ja, man kan godt argumentere for begge dele. Både at fagbevægelsen har sejret, og også at det kan opfattes som ad H. til.
I disse år mistede ledelserne orienteringen i forhold til deres base, og de blev løse på kurs og mål.
Ganske tydeligt blev det for mine forbløffede øjne og ører, da HK i 1990’erne spenderede millioner til en kampagne under overskriften ”Vær solidarisk med dig selv”. Her indvarsledes for alvor, hvor voldsomt tidsånden gik fra den kollektivistiske tankegang og nærmest sprang den individualistiske over for at komme direkte til egoismens. Det var skidt, syntes jeg. Det synes jeg stadig.
SID brændte 250.000.000 kr. af på en ”Bekæmp konservatismen”-kampagne under Schlüters Firkløverregeringer i en tid, hvor man kæmpede med at genoprette økonomien ovenpå 1970’ernes katastrofekurs mod afgrunden. Arven kom fra Anker Jørgensens regeringer, som ikke turde gå op mod LO-toppens usunde krav og Thomas Nielsens styrke. Kampagnepengene kom fra medlemmerne uden frivillighed.
Sammensmeltningen mellem Socialdemokratiet og Bevægelsen havde gjort dem privilegieblinde, snæversynede og uskarpe, fordi man tog for givet, at Socialdemokratiet havde førstefødselsretten til regeringsmagten, og at LO var udstyret med en slags vetoret
Det tog lang tid for de faglige ledere at indse den demokratiske nødvendighed i at gå i dialog med borgerlige, ikke mindst, når de sidder på regeringsbænkene, men også når de er i opposition. Altså hvis man ville varetage medlemmernes interesser.
Sammensmeltningen mellem Socialdemokratiet og Bevægelsen havde gjort dem privilegieblinde, snæversynede og uskarpe, fordi man tog for givet, at Socialdemokratiet havde førstefødselsretten til regeringsmagten, og at LO var udstyret med en slags vetoret.
Man forstenede i egen selvtilstrækkelige magtbrynde og søgte at fastholde eksklusivretten sammen med store donationer til Socialdemokratiet i en tid, hvor flere og flere målinger viste, at Dansk Folkeparti blev det største arbejderparti. Båndene er siden løsnet, men kostbar tid blev tabt.
Flere generationer blev negative overfor faglig organisering, som jo op igennem de første mange årtier i 1900-tallet var med til at ”opdrage” (undskyld udtrykket!) mange til demokratisk adfærd og forståelse for kompromissets betydning for resultater.
Det nye proletariat
I dag ser vi vigende medlemstal. Og vi ser et nyt proletariat under udvikling. Et proletariat med længerevarende uddannelser bag sig. Akademikere. Journalister. Og mange flere. Også fagligt uddannede. De ufaglærte har længe været udfordret.
Det sker i læ af det hotte ”entrepreneurship” og selvstændighedsbegreb. Realiteten er, at mange er mere eller mindre ufrivilligt freelancere på timeløn måske svarende til fast job, måske under overenskomsten, men uden nogen af det faste jobs sikkerhedselementer i form af ret til opsigelsesvarsel, sygedagpenge, barsel, pension osv.
Mange fag konkurrerer på et internationalt arbejdsmarked, hvor vilkårene er endnu skrappere. På trods af de nationalistiske vinde i mange lande, tror jeg ikke udviklingen med stigende ulighed vil aftage foreløbig. Slet ikke hvis der ikke sættes ind. Her må de faglige ledere på begge sider af bordet sammen med de politiske formå at tænke nyt! I Danmark. I Europa. I den vestlige verden.
Den voldsomme og stigende kapitalkoncentration på få menneskers hænder er, set i det globale perspektiv, foruroligende for ønsket om demokratisk funderet magt i samfund
Vi må påregne, at Kinas globale stormskridt med et helt andet syn på mennesker, menneskerettigheder, retsstat og demokrati kun vil gøre opgaven endnu større.
Den voldsomme og stigende kapitalkoncentration på få menneskers hænder er, set i det globale perspektiv, foruroligende for ønsket om demokratisk funderet magt i samfund, hvor den enkelte borger også kan stemme med fødderne, fordi man har råderet over egne penge, arbejdskraft og reelle valgmuligheder, fri af private og statslige monopoler.
Når enkeltpersoner i stigende omfang bliver rigere og får større økonomisk betydning end hele nationer, er meget på spil.
Vækst båret af markedskræfterne er ikke nok, selv om liberalisterne tror det. Se bare til USA, hvor vækst og jobvækst ikke er en garanti for, at man kan leve af sit job. Mange amerikanere må have flere fuldtidsjobs og endda har de svært ved at forsørge en lille familie.
Argumentet om, at de underbetalte jobs kun er kortvarige for den enkelte, som derefter hurtigt er videre, holder ikke. Der er et reelt strukturelt problem.
Vores generations forpligtelse
I Danmark har vi på boligmarkedet i mange år haft en ulighedsmotor snurrende. Hvor længe skal jeg kunne sove mig til mange, mange flere penge ved at eje en bolig, end jeg kan knokle mig til? Ovenikøbet skattefrit. Det forekommer også urimeligt, at folk kan blive spundet ind i en gældstrældom under lavkonjunkturer på ejendomsmarkedet. Beskatning og fradrag for tab ved salg må følges ad.
Når Angela Merkel tog pejling på potentialet i problemerne med den stigende ulighed ved at stå i spidsen for politisk fastsat mindsteløn i Tyskland, er noget i gære. Vi har vores ”Danske Model” og er glade for den. Men har den styrke til at klare skærene?
Vi skal tro på en bedre fremtid for vores børn. Det kræver ikke ”kun”, at vi redder klimaet. Det kræver, at vi også ser de andre store udfordringer og tager dem op med håbets og viljens energi i overbevisningen om vores generations forpligtelse
En Trump-populistisk type kan også få fodfæste hos os. De gule Veste, Grækenland, Ungarn… Historien har advaret os. Det kan gå meget hurtigere i dag. Fake news, konspirationsteorier flettet ind i følelsen af uretfærdighed og magtesløshed er en vildt farlig cocktail overalt i verden. Også hos os.
Vi skal tro på en bedre fremtid for vores børn. Det kræver ikke ”kun”, at vi redder klimaet. Det kræver, at vi også ser de andre store udfordringer og tager dem op med håbets og viljens energi i overbevisningen om vores generations forpligtelse.
Vi kan, fordi vi skal. Sammen og hver for sig.
Rigtig glædelig 1. maj
LÆS FLERE ARTIKLER AF PIA CHRISTMAS-MØLLER HER
Topfoto, når FÅ har for meget: De unge kvinder har måske en pointe – selv om billedet er taget af Lars Kjølhede Christensen i 2009
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her