EUROPA // ANALYSE – Tirsdag kom der et EU-udspil, som uden tvivl bliver et af de helt store spørgsmål i debatten om fremtidens Europa: Fremtidens skattepolitik. Kommissionen udsendte en meddelelse på 15 sider om en mere fair beskatning af virksomhederne på det indre marked. EU’s økonomikommissær, Paolo Gentiloni, sagde, at ”det er på tide at gentænke beskatningen i Europa. I takt med at vore økonomier overgår til en ny vækstmodel, understøttet af Next Generation EU-fonden, så må vore skattesystemer også tilpasses det 21. århundredes prioriteter.”
Inden sommer vil kommissionen bl.a. fremlægge forslag om en CO2-grænseafgift for at fremme en mere bæredygtig handel, og man vil ændre energibeskatningen, så der skabes bedre klimaincitamenter. Man vil også komme med forslag til en finansiel transaktionsskat, en digital afgift, og frem for alt gøre op med skatteunddragelse. Efter coronakrisen fattes medlemslandene penge, hvilket kan føre til et øget skattetryk, men den nye vifte af forslag skal også være med til at rejse det, som man i EU-systemet kalder egne ressourcer.
Allerede i forbindelse med sidste års aftale om at optage fælles lån for 750 mia. euro til Next Generation-fonden, så man kan investere sig ud af krisen, fik Kommissionen besked på af stats- og regeringscheferne, at de skulle komme med forslag til enkelte skattekilder, som kunne gå til at finansiere hjælpepakken.
Det har haft en meget høj pris, at landene klamrer sig til den gamle skattenationalisme, for det har i praksis ført til unfair skattekonkurrence
Man krydsede på en måde Rubicon-floden. Selv om skat ikke er en EU-kompetence, er der nu en fælles erkendelse af, at det måske giver bedre mening, at EU – og ikke nationalstaterne – vedtager en fælles plastikafgift, en fælles CO2-grænseafgift og en finansiel transaktionsafgift. Intet, bortset fra den allerede vedtagne plastikafgift, er hugget i sten endnu, men der er momentum for ideerne. I juli kommer Kommissionen med et samlet og konkret forslag til, hvordan EU kan få egne ressourcer fra disse skattekilder.
Tirsdagens meddelelse fra Kommissionen lægger foreløbig op til at indføre et nyt EU-regelværk for selskabsskatten i det indre marked. Det kommer efter mange års indbyrdes skattekonkurrence ned på en stadig lavere fællesnævner, og flere forgæves forsøg på at nå til enighed om en fælles konsolideret skattebase for selskabsskatterne.
Man ønsker større fairness og kræver mere åbenhed om virksomhedernes skattebetalinger. Et af forslagene kaldes BEFIT, der er en forkortelse for ”Business in Europe: Framework for Income Taxation.” Fra 2023 skal skattebetalingerne udlignes, så de transnationale selskaber ikke længere kan spekulere i at flytte overskuddet hen til de EU-lande, der har den laveste skattesats, men fremover skal betale en andel til de medlemslande, hvor de faktisk har økonomiske aktiviteter. Forslaget ventes at møde modstand fra lavskattelande som bl.a. Irland, Luxembourg, Cypern og Malta, der har stærke interesser i at bevare deres fulde skattesuverænitet.
Men det har haft en meget høj pris, at landene klamrer sig til den gamle skattenationalisme, for det har i praksis ført til unfair skattekonkurrence. Hvert land har hver for sig søgt at tiltrække direkte udenlandske investeringer ved at sænke selskabsskatten. I flere tilfælde har stater, regioner og kommuner givet ekstra fordele i form af billige byggegrunde, periodevis skattefritagelse og adgang til gratis ny infrastruktur. Det har været en skrue uden ende. Siden firserne er den gennemsnitlige europæiske sats for selskabskatten reduceret fra 50 pct. til under 22 pct. i 2020.
Danmark er som et lille land fulgt med slipstrømmen og har i dag en selskabsskat som EU-gennemsnittet. Det er en god illustration af den begrænsede nationale suverænitet i forhold til selskabsskatten. De små lande er gået foran i skattekonkurrencen, mens de store lande som Tyskland og Frankrig, der har store attraktive hjemmemarkeder, har kunnet holde skansen meget længere i forhold til den globale konkurrencelogik. Et flertal i Europa-Parlamentet har gentagne gange efterlyst, at EU går mere håndfast til værks for at bekæmpe den skadelige skattekonkurrence, aggressiv skattespekulation og skattely, så der kommer mere fair beskatning i unionen. Det er veldokumenteret, at der er tale om meget store beløb.
Det transnationale skattecirkus
I de seneste årtier har de transnationale selskaber og de rigeste velhavere kunnet udnytte globaliseringen og de frie kapitalbevægelser til at flytte flere og flere penge i skattely. Op imod 10 pct. af verdens finansielle formuer er i dag gemt i skattely, vurderer økonomerne Gabriel Zucman og Emmanuel Saez. I kontinentaleuropæiske lande som Tyskland og Frankrig er det over 15 pct.
Zucman og flere andre økonomer har i et nyere studie anslået, at op imod 40 pct. af de transnationale selskabers profitter flyttes i skattely – i 2015 var det hele 616 mia. dollars ud af en samlet profit på 1700 mia. dollars. Det er et konservativt skøn, men det svarer i store træk til et estimat fra Den Internationale Valutafond. Hver gang et selskab sender profit videre til et skattely og sparer 10 mio. euro i skat i et europæisk højskatteland, høster skattelyet typisk 2 mio. euro. Selskabet sparer 4/5 af den skat, de burde have betalt. Det er en win-win løsning for selskabet og for skattelyet, men det er et stort samfundsøkonomisk tab for alle andre lande og fællesskabet som helhed.
De digitale giganter har kanaliseret overskuddet fra andre EU-lande til lavskattelande som bl.a. Irland og Luxembourg, og her har de brugt deres muskler til at lave attraktive særaftaler for at nå en effektiv selskabsskat
Bundlinjen er, at enorm velstand flyder ud af Europa og går tabt for de europæiske velfærdssamfund. Det er penge, der ellers kunne være brugt til at investere i skoler, forskning, miljø og klimaomstilling. I stedet for ender de hos de transnationale selskabers aktionærer. Op imod 35 pct. af de transnationale selskabers profitter, der sendes i skattely, er indtjent i EU’s indre marked.
Omkring 190 mia. euro, der er tjent i Europa, flyttes i skattely udenfor EU, eller de flyttes fra højskattelande til de interne europæiske skattely for at sænke skattebetalingen. Tendensen til at flytte profitter i skattely er vokset de sidste årtier, og statskasserne mister direkte og indirekte op til 75 mia. euro i selskabsskat om året. Problemet er dog meget større, for den manglende indgriben overfor skattely har reelt åbnet for større skattekonkurrence, hvilket har ført til, at selskabsskatterne over en årrække er trykket ned.
Digital skat
Oveni dette kæmper fællesskabet med en ekstra udfordring fra de digitale giganter, der som Apple, Google, Facebook og Amazon har haft succes med at minimere deres skattebetalinger i en lang årrække. Apple var endda på et tidspunkt i stand til at presse deres skattebetaling i Irland helt ned på 0,005 pct. De digitale giganter har kanaliseret overskuddet fra andre EU-lande til lavskattelande som bl.a. Irland og Luxembourg, og her har de brugt deres muskler til at lave attraktive særaftaler for at nå en effektiv selskabsskat i promillestørrelsen eller i alt fald flere gange lavere end små og mellemstore konkurrenter.
Det er unfair konkurrence, mener konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der har forsøgt at bruge konkurrencepolitikken til at stoppe dette skattecirkus. Hun har i de seneste år udstedt store bødestraffe til en række af de digitale giganter. Det er sket under stor mediebevågenhed, og mange borgere har haft høje forventninger om, at der endelig ville blive sat en stopper for, at digitale giganter skummer fløden, og siden sender deres overskud i skattely.
Der er dog grænser for, hvad man kan med konkurrencepolitikken. Her forleden underkendte EU-domstolens generaladvokat den bøde, som Kommissionen havde udstedt til Amazon for at spare 250 mio. euro i skat via en særaftale med Luxembourg. Vestager har også tabt sager imod Apple og Starbucks. Kommissionen kan vælge at appellere den seneste afgørelse i forhold til Amazon, men risikoen er, at man ender i en ny blindgyde.
Enkelte EU-lande som bl.a. Frankrig og Spanien er gået solo, og de har indført serviceafgifter på de digitale giganters omsætning, men det har fået USA til at true med handelssanktioner, fordi de mener, at det er unfair særregler imod Silicon Valley. EU-landene ville rent geopolitisk stå stærkere, hvis man havde et fælles regelsæt for beskatning af de digitale selskaber, men det har man ikke kunnet blive enige om. Men man har befundet sig i en catch-22. Flere lande, herunder Danmark, har foretrukket en global aftale i OECD-regi, men under præsident Trump gik forhandlingerne helt i stå, så der er i realiteten ikke sket ret meget i forhold til at sikre en fair beskatning af de digitale giganter.
Kommissionen melder klart ud. Man arbejder for en global aftale i OECD, men hvis ikke der opnås enighed herom, så bør EU indføre sin egen digitale afgift, der sikrer, at de digitale giganter også betaler et minimum af skat på de enorme milliardprofitter, som de høster hvert år i det indre marked. En sådan afgift skal også være med til at finansiere den økonomiske genopretning i fællesskabet efter coronakrisen, fastslår man.
Biden-effekten
Men der blæser for tiden nye vinde ind fra USA, hvor den demokratiske præsident, Joe Biden, har foreslået både at løfte den amerikanske selskabsskat og at lave en aftale i OECD-regi om en global minimumsskat på 21 pct. af overskuddet i verdens største transnationale selskaber. Biden-administrationen har krævet, at alle landes unilaterale digitale skatter mod tech-giganterne rulles tilbage, hvis man i OECD kan nå til enighed om en ny global minimumsskat. Flere EU-lande er dog ikke begejstrede for en sådan håndfæstning, der kan begrænse landenes mulighed for at tage selvstændige skatteinitiativer, der dæmmer op overfor skattetænkningen.
OECD’s forhandlinger ventes ikke afsluttet før måske i 2022 eller senere, og kan regeringerne i Den Europæiske Union vente så længe med at få et klart svar? Det er tvivlsomt. Den franske præsident, Emmanuel Macron, der næste år skal føre præsidentvalgkamp, og som personligt har engageret sig på markant vis i debatten om beskatning af de digitale giganter, vil næppe overlade tøjlerne til Det Hvide Hus og den amerikanske kongres.
Spiller de ledende EU-lande ikke aktivt med på ideen om en global minimumssats, kan de ikke alene svække Bidens chancer for at komme igennem med sine forslag. De risikerer også en ny modbølge mod de spæde fremskridt, der trods alt er gjort i de senere år
På den anden side er det muligt, at Bidens udspil kan sætte gang i et paradigmeskifte i skattepolitikken, som kan blive til gavn for alle. Joe Biden mangler penge til at finansiere sine ekstremt ambitiøse investeringsplaner, der koster flere tusinde mia. dollar eller op imod 8 pct. af det amerikanske bruttonationalprodukt. Som under Roosevelts New Deal-politik i trediverne vil Biden finansiere store investeringer i ny infrastruktur via højere skatter på selskaber og de rigeste i samfundet.
I USA er det stadig usikkert, om Biden kan vinde opbakning i Kongressen til sine skatteforslag, da de moderate demokrater er under hårdt pres fra erhvervslivets lobbyister for at luge ud i Bidens forslag. Spiller de ledende EU-lande ikke aktivt med på ideen om en global minimumssats, kan de ikke alene svække Bidens chancer for at komme igennem med sine forslag. De risikerer også en ny modbølge mod de spæde fremskridt, der trods alt er gjort i de senere år i forhold til at sikre en mere fair og transparent selskabsbeskatning i det indre marked.
I Den Europæiske Union er det dog endnu sværere at nå til politisk enighed end i USA. For medlemslandene har den suveræne skattekompetence, og Rådet kan kun vedtage ændringer, hvis der opnås enstemmighed i Rådet, og man sikrer et flertal i Europa-Parlamentet. Det bliver ikke let. Der er betydelig risiko for, at Kommissionens nye forslag ikke bliver til noget eller bliver kraftigt udvandet. Man forsøger politisk at manøvrere uden om de værste klipper i farvandet, og man lægger op til, at det fremover skal være muligt at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal, når det gælder grænseoverskridende skatter.
Men det kræver enstemmighed i Rådet for at løfte den kompetence over i den almindelige beslutningsmetode. Bare et land kan blokere, så man kan ende med, at der ikke sker noget, som da Kommissionen i 2011 kom med sit første forslag til en fælles konsolideret skattebase. Det forslag valgte man i denne uge at trække helt tilbage for at introducere det nye BEFIT-forslag. Vi får se, hvordan dets skæbne bliver i det komplekse forhandlingsspil.
Det kan være nemt at blive desillusioneret og male fanden på væggen. Men erfaringen viser, at det ikke er umuligt at opnå fremskridt. For få år siden ville de fleste skatteeksperter f.eks. have forsvoret, at lande som bl.a. Schweiz og Luxembourg en dag ville blive presset til at fjerne deres bankhemmelighed, og der skulle blive indført land-til-land rapportering om skattebetalingerne mellem medlemslandene. Men det lykkedes. Man har ikke fået fuld åbenhed, som NGO-aktivister og Europa-Parlamentet har presset på for, men alene det forhold, at skattemyndighederne i de enkelte EU-lande kan udveksle informationer med hinanden, er et vigtigt skridt frem.
Wikileaks presser politikerne
De politiske gennembrud er sket på ryggen af en række internetafsløringer af hemmelige skattepapirer – fra Lux-leaks til Swiss-leaks til Panama- og Paradise-papers. De har lagt et ekstra moralsk og udenomsparlamentarisk pres på politikerne for at handle. 75 pct. af EU-borgerne siger også i meningsmålinger, at de ønsker, at EU skal gøre meget mere for at dæmme op for skattely og skatteunddragelsen.
Afsløringerne har fået Europa-Kommissionen såvel som OECD til at intensivere arbejdet med at lave nye internationale regler, der kan sætte propper i de mange huller. Det er sket vigtige fremskridt – bl.a. med BEPS-reglerne, for at sikre en fælles skattebase, og at profitter ikke flyttes vilkårligt. Men der er stadig meget lang vej igen til at sikre den fair beskatning, som Europa-Parlamentet, Kommissionen og NGO-aktivister med forskellig røst arbejder for.
Hvis man kan rydde op i reglerne, forsimple dem og samtidig indføre en fælles minimumssats på 25 pct., så vil de små og mellemstore virksomheder fremover få sikkerhed for, at de ikke udsættes for unfair konkurrence
EU er begyndt at sortliste skattely – udenfor Europa – men det er langt fra håndfast nok, og man har ikke stoppet de skattely internt i EU-kredsen, der stadig skummer fløden i skattekonkurrencen. Et land som Irland henter f.eks. op imod fem pct. af sin nationalindkomst via skatteaftaler med transnationale selskaber – bl.a. fra en række digitale giganter fra USA – der flytter profit fra højskattelande og sender overskuddet og royality-betalinger via Irland. Hvor længe vil andre EU-lande acceptere denne skatteunddragelse, der sker på bekostning af borgere i Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og andre lande, hvor de transnationale selskaber har tjent pengene?
En europæisk skattereform
Der er behov for en større nytænkning og store reformer i den europæiske skattepolitik, så man får en mere fair beskatning af de grænseoverskridende aktiviteter i det indre marked. Men man kan ikke gøre det, hvis ikke man finder en ny måde at overbevise lavskattelandene om, at det også er i deres bedste interesse at spille konstruktivt i stedet for at gå egne veje. På det punkt er det svært at se, at Kommissionens nye forslag vil føre til et gennembrud. Måske bør man gå i gang med at overveje, hvordan man kan betale lavskattelandene for at gå med til et nyt europæisk system for selskabsskatten? De skal have økonomisk sikkerhed for, at de i alt fald ikke mister noget ved at gå med i en reform.
I min bog om Håbets politik foreslår jeg derfor, at man indfører en minimumssats for selskabsskatten på 25 pct., og at man bruger en del af det ekstra provenu til at betale et beløb til lavskattelandene, så de ikke taber penge på at gå med i et nyt robust skattesystem, hvor halvdelen af indtægterne går til medlemslandene og den anden halvdel sendes til EU-kassen. Det vil skabe et fremtidssikret og fair selskabsskattesystem i Europa, der vil give medlemslandene og EU en årlig ekstraindtægt på op imod 185 mia. euro ekstra om året. EU kan samtidig få et minimum af økonomisk autonomi og egne indtægter, der gør, at unionen er langt mere robust og hurtigere kan rejse penge eller lån til at håndtere fremtidige globale kriser, når de ryster fællesskabet.
Målet må være at skabe en ægte level playing field i det indre marked,
En europæisk selskabsskattereform kræver, at man aftaler fælles og klare satser og fjerner alle skattehuller, samtidig med at man forsimpler det alt for komplekse system med 27 forskellige nationale skatteregimer for virksomhederne i det indre marked.
Hvis man kan rydde op i reglerne, forsimple dem og samtidig indføre en fælles minimumssats på 25 pct., så vil de små og mellemstore virksomheder fremover få sikkerhed for, at de ikke udsættes for unfair konkurrence fra de transnationale selskaber, der minimerer deres skattebetaling ved at udnytte alle hullerne mellem 27 forskellige nationale skattesystemer.
Målet må være at skabe en ægte level playing field i det indre marked, der er fair og lige for alle. Store som små. Men man når aldrig derhen, hvis ikke Kommissionen, Parlamentet og Rådet tænker mere ud af boksen.
Bjarke Møller er forfatter til bogen, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt.” Future21, april 2021.
LÆS FLERE ARTIKLER OG ANALYSER AF BJARKE MØLLER HER
Topillustration: Den irske hovedstad, Dublin, er en af de foretrukne destinationer for virksomheder, der søger skattely. Foto: Wikipedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her