UKRAINE OG EU #24 // TEMA – Debatten om Ukraine domineres af våben, alliancer og territorier. Men hvis en varig fred skal opnås, må fokus flyttes til samarbejde, økonomiske forbindelser og et sikkerhedssystem, der omfatter både EU og Rusland. To af oplysningstidens største tænkere, Jean-Jacques Rousseau og Adam Smith,kan kaste nyt lys over Europas sværeste konflikt, skriver Bernhard Bierlich.
Krig er ikke uundgåelig, og en mere fredelig fremtid er mulig. Antropologisk forskning om ”etniske realiteter” (eksistensen af etniske grupper i en nationalstat, f.eks. ukrainere og russere i det østlige Ukraine, red.), fred og samarbejde peger på, at Ukraines fremtid, både økonomisk og sikkerhedsmæssigt, i høj grad afhænger af udbygningen af et stærkt fredssystem.
Det skal hvile på et forpligtende ukrainsk samarbejde med både EU og Rusland. Fred og samarbejde vil indfinde sig, når rivaliseringer, bloktænkning (vest mod øst) og den drabelige skyttegravs- og dronekrig engang lægges på hylden, og en smule pragmatik og ansvarsfølelse (for menneskers ve og vel) indfinder sig.
Det er kun muligt med ægte diplomati, som det kommer til udtryk i f.eks. OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), oprettet i 1973, og midt i Den kolde krig, for at man kan søge freden selv midt i en krigstid. Så hvorfor ikke igen?
At søge ind i EU hviler på den problematiske idé om en blok (”sammen står vi stærkere”), der ikke nødvendigvis er svaret, når man ønsker en fredelig – og ikke konfrontatorisk – verden, og heller ikke i lyset af den nye verden, vi er på vej ind i. Den nye verdensorden er mere multipolær, ligesom Europas og USA’s dominans er forbi.
Når råddenskaben sætter ind
Ukraine søger mod EU. Men vil nogen – EU-Kommissionen, NATO, USA – være så venlig at forklare, hvordan Ukraines EU-medlemskab og fremtid egentlig bør realiseres?
Og kan nogen sige mig, hvordan EU’s blokpolitik, som sætter Vesten op mod Rusland, skal føre til fred?
For at prøve at svare på disse spørgsmål, kan vi kaste et blik på den franske oplysningstid. Jean-Jacques Rousseau, en superstjerne i den franske oplysningstid, tager udgangspunkt i det, han ser som samfundets ”råddenskab”, som han forbinder med tab af frihed og lighed – forårsaget af samfundets, civilisationens og den private ejendomsrets udvikling.
For ham satte råddenskaben ind i det øjeblik, mennesket bosatte sig for cirka 12.000 år siden, overgik til landbrug og begyndte at indhegne sin jord:
“Den første, som indhegnede et stykke jord og kom på den tanke at sige: ‘Dette tilhører mig’, og som fandt folk, der var enfoldige nok til at tro ham, var det civile samfunds virkelige grundlægger.” (Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlag, 1755).
Han fortsætter med at skrive, at menneskeheden ville have sparet sig selv for utallige forbrydelser, krige, mord og elendigheder, hvis nogen dengang havde råbt:
“Lyt ikke til denne bedrager; I er fortabte, hvis I glemmer, at frugterne tilhører alle, og at jorden ikke tilhører nogen!”
Rousseau mente, at love og stater (og dermed også internationale grænser) reelt blev opfundet af de rige for at beskytte deres ejendom mod de fattige og for at undertrykke de naturlige relationer i samfundet.
Rousseaus kritik giver stor grund til eftertanke. Han minder os om at prioritere de naturlige sociale relationer frem for alt og derfor ikke hænge os for meget i grænser, love og suverænitet, når de ikke fremmer det almene vel.
De naturlige sociale relationer
Hvis man overvejer Rousseaus kritik og følger ham et øjeblik, kan grænser som de ukrainske (Donbas-regionen, grænsende op mod Rusland og Krim-halvøen) ses som problematiske, da de blokerer og ødelægger de naturlige sociale og etniske relationer, netværk og udvekslinger, der går på tværs af grænsen.
Disse naturlige relationer fejes dog til side og ignoreres, når magthaverne fremfører ”suverænitet” som det altafgørende princip. Men i virkeligheden lader vi en upersonlig størrelse tage over.
Suverænitet definerer ganske vist retten til selv at bestemme og et lands magt til at lovgive og varetage egne interesser – uden udefrakommende indblanding – men kan også være en stopklods i international afspændingspolitik og i det naturlige flow af udvekslinger mellem mennesker. Det er et dilemma og en udfordring.
En både-og-løsning, hvor Ukraine interagerer både med EU og Rusland, vil respektere dette flow og de sociale udvekslinger, som er hjørnestenen i ethvert samfunds eksistens og helt centrale for at få et samfund til at hænge sammen.
Fordelen ved en både-og-løsning
Som den mest fredelige og realistiske løsning kan man derfor forestille sig en god blanding. Det betyder, at i lyset af den uundgåelige nærhed (også kulturelt) af Rusland, at Ukraine nok ikke bør træffe et valg mellem EU eller det modsatte, men snarere stræbe efter forsoning, deling af magten i Donbas i det østlige Ukraine og ”en associering med både EU og Rusland”.
Det minder os om betydningen af samarbejdet og af at fokusere på det, vi alle har til fælles – som er den bedste vej til fred mellem mennesker. Modellen er der allerede og den hedder OSCE, som har et diplomatisk fokus i modsætning til NATO og dens militære logik.
At samarbejde er udtryk for en meget bredere logik i modsætning til det snævre, upersonlige militære fokus, som står for det ene våbenkapløb efter det andet, hvor det ene land ruster op for at forsvare sig selv, mens det andet land opfatter det som en trussel og ruster endnu mere op. Resultatet er, at begge lande føler sig mindre sikre end før, selv om begge parter oprindeligt handlede i defensivt øjemed.
Sande garantier for sikkerhed og fred skabes sjældent af våben alene, men af den styrke, som sociale relationer og udvekslinger repræsenterer:
- Gensidig økonomisk afhængighed og handel.
- Respekt for mindretalsrettigheder og kulturel identitet.
Når en person handler med en anden, bør begge parter nyde godt af handlen og se sig som vindere. Det er ikke en krig, men en konstruktiv og kollaborativ interaktion. God handel kommer alle til gode og skaber større rigdom for alle.
Udvekslinger binder mennesker sammen og styrker sammenholdet. Derimod kan det at vælge side hurtigt vise sig at være en opskrift på fortsat fjendtlighed frem for fred.
Tilbage til fremtiden
Hvis vi igen vender tilbage og overfører Rousseaus tankegang til international politik, er grænser, stater, suverænitet og international lov udtryk for den råddenskab eller det kunstige system, mennesket har skabt. Det er systemer, der opdeler os i “os” og “dem”, skaber territoriel grådighed og fører til krige om, hvem der ejer hvad – hvad enten det er Krim, Donbas eller noget helt tredje.
Hvor den moderne folkeret forsøger at administrere og fastlåse disse kunstige grænser for at skabe orden, ville Rousseau nok ryste på hovedet af det hele og sige, at selve det, at vi har delt jorden op i stater og sat hegn op, er selve roden til alt det onde.
En anden sværvægter fra 1700-tallets politiske filosofi er filosoffen Adam Smith, som sætter moderne geopolitik og krigeriske konfrontationer ind i et tiltrængt, større perspektiv.
Det er ifølge Adam Smith værd at stræbe efter en ikke-nul-sum-strategi, hvor alle involverede parter opnår gevinster, så summen af alle udbytter ikke er nul. Dette er også den rigtige strategi for Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker, som skal agere i en øst-vest-verden: at være pragmatisk og handle og samarbejde med begge sider – og binde lande sammen i fredssystemer.
Den skotske økonom og filosof Adam Smith mente nemlig, at mennesker er underlagt en uendelig spænding mellem selvkærlighed og egoisme på den ene side og næstekærlighed, velvilje og ønsket om at elske og blive elsket, det ”gensidige samarbejde”, på den anden side.
Tricket er at finde den gyldne middelvej mellem disse yderpunkter. Det afgørende punkt er nemlig, at der altid er et større projekt på spil, nemlig sociale udvekslinger og samfundets ligevægt, der går ud over egoistiske, snævre og kortsigtede mål og konfrontationer. Man fornemmer straks det rigtige i Adam Smiths forståelse af vores tid.
Prioritering af mennesket
Rousseaus og Adam Smiths tanker kan synes umulige i praksis i dag, men de har faktisk fat i den lange, realistiske og fredelige ende. Deres idéer er udtryk for stor realisme. Denne realisme prioriterer mennesker, betydningen af et sundt samfund, hvilende på sociale relationer og udvekslinger til gavn for alle.
Denne realisme optager mange og findes blandt andre hos den tidligere antropologiprofessor Ernest Gellner og også hos den kendte udviklingsøkonom, professor Jeffrey Sachs.
Derfor drejer denne realisme sig om at prioritere Ukraines interaktion med ”både vest og øst”, hvor man har sit russiske broderfolk. Ja, relationerne er blevet dybt beskadiget af bloktænkning og krig, men det er ikke for sent at udbedre skaderne.
Ukraines grænser og NATO’s udvidelser er en uundgåelig gnidningsflade, men i sidste ende løber socialrealismen, en både-og-løsning og de menneskelige relationer, af med sejren. Den sort-hvide konfrontatoriske fortælling er praktisk til at føre krige, men at søge freden og det fredelige samarbejde kræver en langt mere kompleks fortælling.
I mellemtiden fortsætter drabene på begge sider, og der er ingen seriøse forhandlinger eller kompromiser i horisonten, ingen fred. Derfor er en omprioritering nødvendig for at skabe en fredelig fremtid.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og