EU-VALG // KOMMENTAR – Lørdag talte den svenske skoleelev Greta Thunberg og den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard ved den store klimamarch i København. Vi var 40.000 deltagere i går, og i dag er vi med til at vælge et grønt flertal til Europa-Parlamentet. Det er også sidste udkald. Jeg kan ikke se, hvilke andre valg, der kan ændre tempoet for den nødvendige grønne omstilling. Valgdeltagelsen var klokken 14 i dag syv procent over sidste valg. Det tegner godt.
Folketingsvalget kan ændre lidt i Danmark, men ikke for alvor sætte dagsorden for FN’s møde til september. Det kan EU sammen med andre klodevenlige lande. Der findes heldigvis grønne politikere i alle partier. Også i den kristeligt-demokratiske gruppe i EU-Parlamentet, hvor Pernille Weiss kæmper for at få en grøn dansk stemme. Der kan faktisk vælges grønne danske kandidater til samtlige partigrupper i Parlamentet.
To dage efter valget samles gruppeformændene i Europa-Parlamentet i Bruxelles og statsministrene i ”Ægget”, et kvarters gang derfra. De finder nok også sammen til uformelle rådslagninger i og mellem de europæiske partier. De starter jagten på en formand for Kommissionen på tirsdag og har formentlig allerede snakket sammen uformelt. Jeg tipper, det ender med EU’s Brexitforhandler, Michel Barnier, som er den franske præsidents kandidat. Så kan Angela Merkel blive formand for Det Europæiske Råd, og de to kan sammen dominere FN-mødet.
Om vi vælgere vil og stemmer grønt i det meste af EU. Måske er det bare ønsketænkning, fordi kloden har brug for europæisk lederskab. EU er klædt på til arbejdet med Lissabon-traktatens artikel 191 TFEU. Først indeholder den et påbud på, at forurener skal betale. Så følger en bestemmelse om, at klimaet er tværgående såkaldt horisontalt princip, som kan anvendes sammen med alle andre bestemmelser i Traktaterne. Det betyder, at Ministerrådet kan vedtage de fornødne foranstaltninger ved flertalsafstemninger, og Europa-Parlamentet kan presse på for at øge barren.
Vi kan hjælpe et grønt flertal på vej
Der er i virkeligheden kun brug for én vedtagelse for at løse klimakrisen. EU og siden FN skal beslutte, at det fra nu af er forbudt og forbundet med erstatningspligt, hvis der forurenes med C02 udslip, der ikke er blevet udtrykkeligt tilladt som undtagelse fra forurener-betaler-selv-princippet. Det vil så være forbudt at give tilskud til fossile brændsler. Benzinbiler skal være dyrere end elbiler osv. Man kan diskutere og skændes om de regler, der skal implementere princippet, men jeg kan ikke se behovet for flere internationale principvedtagelser. Al forurening med C02 skal være forbudt, hvis det ikke er udtrykkeligt tilladt inden for tildelte kvoter.
Når EU-Parlamentet stemmer om Kommissionsformanden, vil de tilføje et forhandlet politisk program. Det er her klimamålene skal præciseres og udbygges og tvinge Kommissionsformanden til at fremkomme med en grøn kommission, der vil føre de nye tider til døren sammen med de politiske grupper i Europa-Parlamentet. De vil ikke alle være lige grønne, men der vil være grønne nok i den fireparti-alliance mellem Socialdemokrater, grønne, liberale og kristendemokrater, som vil komme ud af valget.
Vi prøver at ændre den kedelige blive-hjemme-rekord og kan se på to timer lange valgkøer på bibliotekerne i torsdags, at mobiliseringen er lykkedes
Vi kan hjælpe et grønt flertal på vej i Danmark ved at møde talstærkt op på valgdagen. Professor Uffe Østergård og jeg har lavet en stemmekampagne, hvor 135 kendte danskere anbefaler vælgerne at stemme.
Vi har netop udsendt et par nye videoer med kvindelandsholdets Pernille Harder og Nadia Nadim. De skal gerne få de unge frem, for de stemte kun med omkring 40 % sidst. De ikke-vestlige mænd under 30 stemte kun med 10 %. 90 % blev altså hjemme. Derfor har vi tyve ikke-vestlige anbefalere på holdet. Vi prøver at ændre den kedelige blive-hjemme-rekord og kan se på to timer lange valgkøer på bibliotekerne i torsdags, at mobiliseringen er lykkedes. Måske særligt fordi en af vore anbefalere, komikeren Frank Hvam, tilføjede sin egen kampagnevideo, som er uhyre morsom og har fået over to millioner seere.
Hjælp os til det grønne flertal ved at sende nogle af vore mange stemmeopfordringer til dine venner og følgere. Gå ind her: stemogbestem.eu – og godt valg.
https://www.youtube.com/watch?v=Qxolf96nk4w
Illustration: stemogbestem.eu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her