
USA2020 // ANALYSE – Meningsmålingerne nærmer sig hinanden i præsidentvalget, hvilket er normen i USA efter de to partiers konventer. Biden er favorit, men Trump kan fortsat vinde – og stort set efter samme opskrift som i 2016, hvilket også er den strategi, præsidenten selv har besluttet sig for ved især at spille på temaer om “lov og orden” samt patriotisme og selvsagt en økonomisk ‘genoprejsning’. At Trump kan blive genvalgt, betyder imidlertid ikke, at han står stærkt, skriver Annegrethe Rasmussen, der opsummerer stillingen i valgkampen fra den amerikanske hovedstad. Der er 64 dage til valget.
WASHINGTON D.C. – I slutningen af august 2016 var der præsidentvalg i USA. Favoritten Hillary Clinton, var foran Donald Trump med mellem 8-16 procentpoints. Som Newsweek skrev i en artikel, der var ganske repræsentativ, var demokraternes kandidat foran med “12 percentage points among likely voters, her strongest showing this month…. The August 18-22 poll showed that 45 percent of voters supported Clinton, while 33 percent backed Trump ahead of the Nov. 8 election.”
Det store flertal af forudsigelser viste, at Clinton både ville vinde the popular vote (det gjorde hun med ca. 3 millioner flere stemmer) og the electoral votes (valgmandsstemmerne), hvilket hun ikke gjorde
Der var selvsagt fortsat forskelle mellem målingerne ligesom i dag, men groft sagt regnede stort set alle kommentatorer, analytikere og medier (og Trumps egen kampagne) med Clintons sejr.
Det store flertal af forudsigelser viste, at Clinton både ville vinde the popular vote (det gjorde hun med ca. 3 millioner flere stemmer) og the electoral votes (valgmandsstemmerne), hvilket hun ikke gjorde, Trump vandt valget med 304 valgmandsstemmer over Clintons 227.
Sådan forudsagde den respekterede public service radiostation NPR valget i august 2016, med overskriften “Clinton forstærker sin føring over Trump”:

Trumps sejr og mediernes ekkokamre
Med andre ord, Trump gjorde det umulige, hvilket ikke blot var en overraskelse for alle de politiske eksperter, men også for de mange medier både i USA og i udlandet, som agerede skråsikre spåkvinder M/K, men som efterfølgende indså, at de havde befundet sig i “storbybobler” og lyttet til den sædvanlige gruppe veluddannede meningsdannere. Derudover havde medierne også forsømt især de rurale og dårligere uddannede amerikanere i midtvesten, samtidig med at de havde undervurderet loyaliteten fra de republikanske vælgere, der var trofaste overfor “deres parti”, også selvom kandidaten ikke var en traditionel republikaner men en populist med klare protektionistiske politikker.
Trumps sejr kom ikke ud af det blå i 2016. I ugerne lige før valgdagen nærmede de to kandidater sig hinanden i meningsmålingerne, hvor især de såkaldte “undecided voters” skiftede hest til fordel for Trump
At Trump vandt i 2016 kan imidlertid ikke i sig selv bruges til at forudse, hvad der vil ske ved dette valg – og slet ikke til at sige, “se hvor meningsmålingerne tog fejl i 2016 – dem kan man ikke stole på”. Heller ikke selvom anerkendte kampagneeksperter advarer om, at der findes en ‘hemmelig reserve’ af vælgere, de såkaldte “silent Trump voters”, der skammer sig over at stemme på præsidenten og som derfor lyver. F.eks. Steve Schmidt, der er tidligere toprådgiver for John McCain og en af stifterne af anti-Trump gruppen, The Lincoln Project, som sagde følgende til journalist Andrea Mitchell på MSNBC i denne uge: “I suspect there is at least a point or two of undercount for Trump voters.”
Heroverfor kan man indvende, at begge kandidater har “silent voters”. Der var 4.4 millioner vælgere, som stemte på Obama i 2012, men som blev hjemme fremfor at stemme på Clinton i 2016 – og eksperter vurderer, at de “stille demokrater” ved dette valg udgør ca. 12.8 millioner til fordel for Biden og ca. 10 millioner til fordel for Trump. Begge partier forsøger selvsagt at få disse vælgere til stemmeurnerne.
Lad os se nærmere på forudsætningerne i 2016 og især på, hvor de ligner og hvor de adskiller sig fra 2020.
Målingerne var præcise i 2016 – Trumps sejr var snæver
For det første kom Trumps sejr ikke ud af det blå i 2016. I ugerne lige før valgdagen nærmede de to kandidater sig hinanden i meningsmålingerne, hvor især de såkaldte “undecided voters” skiftede hest til fordel for Trump.
Andelen af brevstemmer vil eksplodere, og kan gøre det umuligt at forudse resultatet – og måske også ende med, at der skal tælles i dagevis efter valget, fordi det amerikanske postvæsen henligger i et syndigt rod
Blot fem dage før valget skrev Washington Post – der både dengang og nu er det dominerende medie i den amerikanske hovedstad – at Trump var “meget tæt på at vinde”:
“From her high in the polls a week or two ago, Clinton’s leads in a number of critical battleground states have collapsed or evaporated entirely. The election could come down to one state with four electoral college votes that flips from Clinton to Donald Trump and, boom: A 269-269 electoral college tie, and a vote by the House of Representatives to decide on the next president — who, given the composition of the House, would almost certainly be Donald Trump,” konkluderede politisk journalist Philip Bump.
Avisen bragte denne grafik til at illustrere, hvor tæt opløbet var – blot 8 stemmer skilte de to kandidater her (som opmærksomme læsere vil vide, endte både Pennsylvania og Michigan med at svinge side til fordel for Trump).

Et andet meget brugt medie, FiveThirtyEight skrev tilsvarende blot fire dage før valget i 2016 at Trump og Hillary stort set havde samme chance for at vinde, hvilket var korrekt, eftersom Trump blot vandt valget i de afgørende stater med sølle 80.000 stemmer – “som at spille plat og krone” skrev mediet.
For det andet kan andelen af brevstemmer eksplodere og gøre det umuligt at forudse resultatet – og måske også ende med, at der skal tælles i dagevis efter valget, fordi det amerikanske postvæsen henligger i et syndigt rod.
For det tredje kan man ikke beskylde de amerikanske medier for en ikke-funderet optimisme på demokraternes vegne denne gang. Tværtimod advarer et flertal om at gentage “fejlene fra 2016” og mange understreger, at man netop ikke blot skal tage Bidens føring for gode varer.
Brændt barn skyer ilden, som det gamle danske ordsprog siger, og det er der mange eksempler på p.t.:
“It feels like August of 2016 all over again,” skrev netmediet Axios f.eks. onsdag: “Polls show Donald Trump losing big. Pundits proclaim he can’t win. Reporters sneer at Trump voters on Twitter and cable.” Den populære komiker Bill Maher sagde tilsvarende i denne uge, at han har “en nervøs følelse af, at 2016 vil gentage sig”.
Vi bragte i sidste uge en oversigt over, hvordan og hvilke veje til sejr, der findes p.t. Den er fortsat værd at læse:
Vejen til sejr i USA’s præsidentvalg – hvor skal valget vindes?
Og her er de seneste tre måneders gennemsnit, hvor man kan se, at Bidens forspring er svundet ind og nu ligger på 6.9 procentpoints.

Og så er der “the battleground states”, hvor tallene er blevet svagt forbedrede for Trump og Bidens forspring er blevet mindre i flere målinger.
Se f.eks. denne nye måling fra CNBC:
https://twitter.com/JonLemire/status/1298581163473281024?ref_src=twsrc%5Egoogle%7Ctwcamp%5Eserp%7Ctwgr%5Etweet
Men nu, hvor begge partiers konventer er overståede, så lad os se på, hvad der kunne trække en sejr til Trump hjem en gang til (udover, hvad man kunne kalde, det “historiske argument”, nemlig, at amerikanerne generelt er ganske large overfor siddende præsidenter. Der er simpelthen en tradition for at genvælge “the incumbent”. I nyere tid er det udelukkende Jimmy Carter og George H.W. Bush, der tabte deres andet præsidentvalg).
Argumenter for Trump #1 – lov og orden
Mange demokratiske analytikere er bekymrede for, at den fortsatte uro, plyndringer og vold i flere amerikanske storbyer, der er fortsat sommeren over kan hjælpe Trump. Uroen blev forstærket i denne uge af en anholdelse af Jacob Blake i byen Kenosha – en ubevæbnet, sort ung mand, der blev skudt 7 gange i ryggen af politibetjente.
Opbakningen til Black Lives Matter-bevægelsen har ændret sig. Hvor der var et betydeligt flertal af borgere, der bakkede op om bevægelsen i maj og juni, er stemningen skiftet
Protesterne kan hjælpe Trump, der har ført kampagne på en særdeles håndfast law and order-linje, der blev hamret hjem under det just overståede partikonvent. Præsidenten har understreget, at han vil gøre alt for at “holde forstæderne fredelige”, hvilket normalt ses som kodesprog for at “hvide mere velstående forstæder” ikke skal frygte vold fra “minoriteter” (læs: sorte).
Opbakningen til Black Lives Matter-bevægelsen har samtidig ændret sig. Hvor der var et betydeligt flertal af borgere, der bakkede op om bevægelsen i maj og juni, er stemningen skiftet, hvilket en ny meningsmåling i svingstaten Wisconsin viser. Her er støtten til BLM faldet med hele 13 procentpoints fra juni til august – målingen er dog fortaget, før nedskydningen af Blake.
Her er direktøren for the Marquette Law School Poll på Twitter:
Public opinion of Black Lives Matter protests in Wisconsin, police behavior and related topics.
This is a dry look at the data and what has changed recently.
All data from before the Jacob Blake shooting and events in Kenosha. 1/nhttps://t.co/UCLfzy2Quh pic.twitter.com/OuJ0FEuLUL
— Charles Franklin (@PollsAndVotes) August 27, 2020
Trump er begyndt at føre valgkamp med store rallies igen. Og som han sagde i sin tale, giver han intet for demonstranterne:
“You know what I say? Protesters, your ass. I don’t talk about my ass. They’re not protesters. … Those are anarchists. They’re agitators. They’re rioters. They’re looters. They don’t even know who George Floyd is. If you ask ’em: ‘Who’s George Floyd?’ they couldn’t even tell you.”
Politisk kommentator Andrew Sullivan er ikke i tvivl. I en artikel med overskriften The Trap The Democrats Walked Right Into konkluderer han, at “if law and order are what this election is about, they will lose it.”
Og han er ikke alene; Obamas gamle toprådgiver sagde det samme i denne uge – hvis hovedfokus i valget er “lov og orden” og ikke “corona og økonomi samt arbejdsløshed” kommer Biden i problemer:
Campaigns turn on the things you plan on but often the things you can’t. @realDonaldTrump’s RNC mission has been to shift the focus from COVID and 10% unemployment to “law and order.”
To be blunt, the timing of unrest in Kenosha has been a gift to him in that project.— David Axelrod (@davidaxelrod) August 28, 2020
Her er præsidenten på besøg for ofre for orkanen Laura, hvor han igen viser sin støtte til “lov og orden” – her The National Guard:
https://www.instagram.com/p/CEfQLAQBpsn/
Argumenter for Trump #2 – ingen værdipolitisk tøven
Hvis den analyse holder vand, burde Biden fordømme volden højt og tydeligt og i klare ord, men det er aldrig helt så nemt for en demokrat som for en republikaner, der ikke har en stor minoritets-vælgerskare at tage hensyn til.
Dilemmaet kaldes af og til i amerikansk politisk slang for “the cultural trap” (som groft sagt kan oversættes til “den værdipolitiske fælde” – altså at venstreorienterede ikke kan være lige så klare i tonen, når det gælder protester og demonstrationer, der udvikler sig voldeligt, fordi de er nødsaget til at betone de ofte både klasse- og racebetingede årsager bag volden, hvilket republikanerne, der bejler mere til den hvide middelklasse og de ældre vælgere ikke i samme grund føler, de behøver). Konklusionen er klar: temaet om lov og orden gavner præsidenten.
Biden og Harris har også fordømt volden, men de skal balancere mere. Her et illustrativt tweet fra Biden, som Harris re-tweetede:
Once again, a Black man — Jacob Blake — was shot by the police. In front of his children. It makes me sick.
Is this the country we want to be?
Needless violence won’t heal us. We need to end the violence — and peacefully come together to demand justice. pic.twitter.com/WdNqrxA3PK
— Joe Biden (@JoeBiden) August 26, 2020
Og hvad så med konventerne? Spillede de nogen rolle?
Kort sagt – ikke særlig meget. Begge var virtuelle, begge var velproducerede og begge talte til de vælgere, som i forvejen er overbevist.
Argumenter for Trump #3 – et populært freak-show
Men der var én markant forskel, som også gør sig gældende i det omfang, kampagnerne er on the road.
Demokraterne er lidt mere “klassisk politiske” og dermed mere kedelige. De taler lidt mere i tal, i programmer, planer og skemaer, hvor republikanerne ofte fuldstændig skipper politik og taler mere om følelser som ‘patriotisme’ og ‘familieværdier’, der altid er et hit i Middle America.
Det er muligt, at det får medierne og de professionelle kommentatorer til at vånde sig i afsky (de fleste “nede på jorden danskere” sikkert også), men The Trump Circus udgør en kilde til endeløs fascination og simpel underholdning for mange almindelige vælgere
Det er en tendens, der ikke bare har vundet frem, men som fuldkommen dominerer partiet under Trump. Kort sagt The Trump Family, som var overalt på konventet, taler direkte til vælgerne. Og denne skinnende og uimodståeligt tv-egnede freakiness udgør en betydelig del af nøglen til at forstå “The Trump Show”.
Det er muligt, at det får medierne og de professionelle kommentatorer til at vånde sig i afsky (de fleste “nede på jorden danskere” sikkert også), men The Trump Circus udgør en kilde til endeløs fascination og simpel underholdning for mange almindelige vælgere; der i øvrigt igen kan ses i de tv-ratings, som Trump altid praler af (Bidens tale havde dog flere seere end Trumps havde).
Det er et ægte talent, som enhver campaigner og showman må misunde præsidenten. Her er han på besøg i Californien, der har været hærget af skovbrande i disse uger:
https://www.instagram.com/p/CEfqcfXADmL/
Argumenter for Trump #4 – økonomien
Og tag ikke fejl, det er ikke udelukkende, fordi retorikken er kulørt og kan tryllebinde mange vælgere.
Trumps yndlingsemner er også klare hits udenfor storbyerne: the lying fake news media, kampen mod terror, mod Kina, mod abort, for fædrelandskærlighed, for ytringsfrihed (og mod cancel culture, der er årets slagnummer), lov og orden, den hårde men retfærdige sherif Trump, der alene kan redde amerikanerne fra rådne handelsaftaler og som i sidste ende vil “besejre” the China Virus, som Trump insisterer på at kalde Covid-19, når han ikke bare kalder den for the Plague (pesten) samt evighedskampen mod the swamp eller eliten eller the deep state, eller hvad man nu vil kalde de magtmennesker, som Trump ifølge sig selv fortsat ikke har fået bugt med i Washington.
Mange amerikanere synes da også, at Trump er en horribel personage. Et stort flertal af vælgerne fordømmer hans person, hans popularitetstal er elendige og mange frygter, at USA vil falde yderligere fra hinanden under hans ledelse. Men samtidig er vælgerne først og fremmest bekymrede for deres jobs og for økonomien
Hvis man kort ser på demokraterne overfor denne opremsning, så har partiet haft travlt med at fordømme Trumps slette karakter, hans korruption og forkærlighed for diktatorer og strong men – fra Putin til Kim Jong-Un – samt at tordne mod systemisk racisme og voksende ulighed plus naturligvis deres bedste kort: USA’s katastrofale håndtering af coronakrisen.
Og rigtig mange amerikanere synes da også, at Trump er en horribel personage. Et stort flertal af vælgerne fordømmer hans person, hans popularitetstal er elendige og mange frygter, at USA vil falde yderligere fra hinanden under hans ledelse.
Men samtidig er vælgerne først og fremmest bekymrede for deres jobs og for økonomien. Og det er ikke undgået vælgernes opmærksomhed, at økonomien er vendt – arbejdsløshedstallene er på vej opad igen og omend coronakrisen fortsat raser, så falder dødstallene markant.
Det er den “bedste økonomi, USA nogensinde har set”, og “vi er på vej tilbage; det bliver fantastisk igen”, som Trump plejer at sige med karakteristisk positiv ukuelighed (der uanset sandfærdigheden er såre populær hos vælgerne, der konsekvent udnævner ham som bedre til at håndtere økonomien end Biden). Trump sørger også for at bruge Det Hvide Hus som en effektiv propagandamaskine.
Argumenter for Trump #5 – kampen mod Kina
Og selvom Trump ikke synes at have vundet fodfæste med sine gentagne angreb på Biden som en gammel, senil og svagelig mand, der sidder i sin kælder og er blevet kidnappet af en radikal venstrefløj (Biden har givet flere interviews i denne uge og genoptager sin fysiske kampagne i den første uge af september efter Labor Day), så mangler Biden Trumps evne til at tryllebinde nationen på godt og ondt.
Det er ikke tilstrækkeligt for den demokratiske kandidat at bevise, at han kan holde en god kampagnetale fra en teleprompter (som han gjorde – Bidens nomineringstale samlede roser i medierne og langt fra kun hos dem, der er venlige overfor demokraterne. På Fox News var kommentatorerne enige om, at det var den tidligere vicepræsidents bedste tale under valget).
De nervøse hvide rustbæltevælgere ér vitterlig bange for Kina og “the China virus”
Biden skal også finde en hårdtslående retorik overfor en præsident, der taler lige ind i hjertet på de nervøse hvide rustbæltevælgere, der vitterlig ér bange for “the China virus”. Muligvis også fordi disse vælgere er bange for, at deres jobs bliver outsourcet til Kina, fordi de har set mennesker i deres nærmiljøer bukke under for dødelige opioider, der også produceres i Kina, (der dør 130 amerikanere om dagen af opioid abuse -misbrug af vanedannende, stærke smertestillende medicin). Det er med andre ord ikke tilfældigt, at Trump skælder ud på Kina dagen lang.
Og her kan man bemærke, at Biden kun nævnte landet én gang i sin nomineringstale.
Biden forsøgte at anlægge en hårdere linje overfor Kina i april, og han har også angrebet Trump for at have “bøjet af overfor Kina” flere gange, men der blev protesteret på de indre linjer over, at Biden var ‘sinofobisk’ – med andre ord, den identitetspolitiske fælde, jeg talte om ovenfor, der også gør det en smule sværere for den ellers særdeles patriotiske Biden at rose USA og f.eks. tale om “American exceptionalism”, fordi partiets base simpelthen er mere politisk gearede til at tale om racisme og diskrimination, der selvsagt er noget sværere for mange (især hvide) rustbæltevælgere at falde i svime over.
Argumenter for Trump #6 – præsidentembedets magt
Alt dette betyder i øvrigt ikke, at Trump har glemt de ikke-hvide vælgere. Under konventet, hvor Twitter-kommentariatet gik amok over Donald Trump Jr.’s særdeles højtråbende kæreste Kimberly Guilfoyle (overtegnede kunne heller ikke stå for fristelsen), så millioner af amerikanske tv-seere den sorte, republikanske senator Tim Scott (den eneste afrikansk-amerikanske senator partiet kan stille med) tale.
Scott understregede, at han ‘was living his mother’s American dream’ and believed ‘the next American century can be better than the last’.
En anden oplægsholder var Maximo Alvarez, indvandrer fra Cuba, der sagde: ‘If I gave away everything I have today, it would not equal 1 per cent of what I was given when I came to this great country of ours: the gift of freedom.’
Og nå ja – under konventet sørgede Trump også for at være til stede, da flere ikke-hvide mennesker fik U.S. Citizenship (også selvom det formentlig er ulovligt og i strid med loven at gøre tildelingen af amerikansk statsborgerskab til en del af et partipolitisk konvent og selvom deltagerne ikke anede, at de ville medvirke i konventet, som de fortalte amerikanske medier efterfølgende).
Se filmen her:
https://www.instagram.com/p/CEVdFXOga3w/
Alt dette kan lyde som slesk tale og billig portvin i danske ører, men det passer fint til Trump-kampagnens tema Keep America Great.
Argumenter for Trump #7 – “den hårde sandhed”
Trump største fordel – set med hans tilhængeres øjne – er hans status blandt dem som en primitiv, men hårdtslående “truth-teller”, når det gælder det, tilhængerne ser som ‘ubekvemme sandheder’.
Som Politicos Jack Shafer har skrevet, så har denne evne gjort det muligt for Trump at “upend American politics on his terms and rewrite the rules of conduct. He sensed and took advantage of a hunger for political plain talk caused by decades of hedging, triangulating and obfuscating politicians—would-be leaders who talk like they’re always scared of the next gaffe. He exudes a gritty authenticity we haven’t seen in American politics since George Wallace, and like him or not, this persona connects with voters in a way that even a solid retail politician like Joe Biden can only dream about.”
Shafer mener, at Biden – der har tilbragt 48 år i Washington D.C. som politiker – aldrig kommer til at kunne overbevise vælgerne om, at han er mere “autentisk”, end Trump er, og at det er spild af tid at forsøge at tale om, at præsidenten er en løgner, der har samarbejdet med russerne og ikke tager afstand fra konspirationsteorier som QAnon.
Naturligvis kan Trump vinde valget igen. Han står ikke stærkt – men det er heller ikke nødvendigt
I stedet skal demokraterne gå efter at ramme præsidenten på hans stærkeste kort: økonomien.
Biden-kampagnen har kun én mulighed, siger han: at gøre det klart for vælgerne, at Trump ikke har skaffet jobs (men at Biden vil gøre det, ligesom han gjorde det efter finanskrisen i 2008 sammen med Obama) og i virkeligheden ikke har været “tough on China”, at præsidenten ikke magter at håndtere corona-pandemien, men at Biden vil lytte til eksperterne og få nedkæmpet virussen.
Som han konkluderer: “So the lesson for the Democrats remains: Forget the lies, the corruption, the personal life, strangely dyed hair. Focus on the Trump glow itself. Put a damper on it and his light might just go out.”
Om det sker, er langt fra sikkert. Med andre ord: jo, naturligvis kan Trump vinde valget igen. Han står ikke stærkt – men det er heller ikke nødvendigt.
FØLG DET AMERIKANSKE PRÆSIDENTVALG – LÆS MERE FRA ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Topillustration: Trump på talerstolen. Foto: Det Hvide Hus på Instagram.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.