Paludans politik og retorik er et ekko af den sene Glistrup

af i Danmark/Politik & Samfund

VALG2019 // ANALYSE – Ved valget i 2001 stod Mogens Glistrup igen i spidsen for Fremskridtspartiet. Punkt 1 i partiets valgprogram var etnisk udrensning under parolen: ”Muhamedanerfrit Danmark”. Paludan bærer den fremmedfjendske fakkel videre fra den sene Glistrup.  Stram Kurs kopierer idéer, sprogbrug og verdensanskuelse fra den udgave af Fremskridtspartiet, som gik ned i en sky af racisme og ekstremisme ved folketingsvalget i 2001.

Paludan er et barn af sin tid. Både mediemæssigt og ideologisk. Rodnettet for hans tankeverden skal findes i samtiden og den nære fortid. Foretager man et kvantespring tilbage til 1930’erne og benytter nazismen som fortolkningsramme, skabes der en kløft mellem Paludans program og nutidens øvrige strømninger. Han bliver et dæmonisk fortidslevn, som vi kan projicere alt det onde over på.

Stram Kurs suger åbenlyst næring fra de antiislamiske tendenser i tiden. Den antisemitisme, der var den mørke kerne i nazismen, er hos Paludan omdannet til en udtalt forkærlighed for jøder og en ligeså udtalt frygt eller foragt for muslimer.

Paludan er ikke en Fritz Clausen-kopi i moderne forklædning, han er en Mogens Glistrup-klon i de sociale mediers gevandter.

Den tidlige og den sene Glistrup

Den tidlige Glistrups spektakulære entré på den politiske scene ved jordskredsvalget i 1973 har i den kollektive erindring sommetider sløret den sene Glistrups rabiate had til muslimer.

Stormløbet mod skattevæsenet, bureaukratiet, skrankepaverne og den herskende klasse gav Glistrup sensationelle 28 mandater i 1973, og han fejrede valgsejren med marcipanbrød og en bemærkning til de grinende journalister om, at han skulle være “minister for afvikling af offentlig virksomhed”.

Glistrup tændte en fremmedfjendsk fakkel, som siden kastede gnister i mange retninger, satte ild i den politiske debat og som bogbrænderen Paludan stolt løfter videre

I Christoffer Boes spillefilm om vennerne Spies og Glistrup portrætteres Glistrup med anmeldernes ord som “anarkist”, “genial særling”, “excentriker”, “ideolog” og “idealist”. Den farverige duo, rejsekongen og skatteadvokaten, fremstilles ifølge Politiken som “et Robin Hood-par, der slår gækken løs i en dansk folkekomedie fra en tid, vi elsker at genkalde os.”

Men den Glistrup, der forlod Horserød Statsfængsel i 1985 efter afsoningen af en dom for skatteunddragelse, er alt andet end en folkekomediefigur. Det er en mand med en mission. En mission, som han formulerer for de fremmødte journalister med ordene: ”Danmark fri for indkomstskatter og flygtninge”.

Efter fængselsopholdet bliver kampen mod muslimerne drivkraften i skatteadvokatens politiske virke.

Glistrup tændte en fremmedfjendsk fakkel, som siden kastede gnister i mange retninger, satte ild i den politiske debat og som bogbrænderen Paludan stolt løfter videre.

Muhammedanerne vil henrette os

Den sene Glistrups grænseoverskridende retorik og politiske radikalitet var fuldstændig på niveau med Paludan. I 1997 har et talkshow på TV3 inviteret Glistrup og journalisten Rushy Rashid ind til en samtale om indvandring og integration. Efter en seeropringning splintrer Glistrup alle ansatser til diplomatisk dialog og lader sin ildevarslende verdensanskuelse træde frem.

Glistrup: ”Enhver der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig indtil, de er stærke nok til at henrette os. De skal ud. For det er i den grad en fare, at fx hende, der ringede, hendes børnebørn vil ganske givet blive dræbt af muhamedanere, hvis ikke vi nu udrydder muhamedanerne i Danmark”.

Studieværten: ”Mogens Glistrup, du kan da ikke kigge på Rushy og sige, hun er farlig?”

Glistrup: ”Jo DET er hun. For det Muhammed sagde var, at de skal være så indsmigrende som muligt, så de fupper folk. Det er fuldstændig ligesom de tyske handelsrejsende, der indkvarterede sig på D’Angleterre i slutningen af marts 1940 og 9. april kom ned i officersuniformer med maskingeværer i hånden. Sådan er hun også.”

Paludans argument for, at islam ikke er omfattet af grundlovens paragraf om religionsfrihed (§67), har han ligeledes løftet direkte ud af Glistrups juridiske tankespind

Sammenligningen med besættelsen, hvor muslimerne indtager rollen som moderne nazister, og idéen om, at de er fjender, der vil henrette danskerne, genfinder man i Paludans forestillingsverden, hvor muslimer opfattes som ”De Fremmede Fjender, [der] ønsker at dræbe danskerne” og Paludan i egen selvforståelse kæmper “imod at en fremmed magt vil overtage Danmark”.

Politiet skal styrkes

Da Glistrup i valgkampen 2001 stod i spidsen for Fremskridtspartiet, lød det indledende slagord i partiets valgvideo, at de ville ”skabe mest mulig lykke for flest mulige DANSKERE”.

18 år senere kopierer Stram Kurs dette slagord og beskriver kernen i deres politiske grundlag med formuleringen ”mest muligt lykke til flest mulige etniske danskere”.

Der var i 2001 to grundpiller i Glistrups politiske projekt: den islamfjendtlige nationalisme -”muhamedanerfrit land” – og ultraliberalismens opgør med statsmagten og skatterne inspireret af den amerikanske libertarianisme. Netop de to idéer udgør også de bærende søjler i beskrivelsen af Stram Kurs’ politiske program: Paludan kalder det ”Den Identitære Søjle”, der refererer til kampen for et etnisk ensartet nationalt fællesskab renset for islam, og ”Den Libertære Søjle”, som dækker over kampen for, at statens størrelse og indgriben i den individuelle frihed skal begrænses mest muligt.

Det farlige ved at anskue virkeligheden gennem krigens polariserende prisme er, at fjenderne og forræderne dehumaniseres. Og at det ekstreme verdensbillede gøder jorden for ekstreme løsninger og ekstreme modreaktioner

I Fremskridtspartiets optaktsprogram til folketingsvalget i 2001 fremhæver Glistrup, at han trods intentionen om at reducere statsbudgettet, ikke vil spare på udgifterne til politiet. Der bliver nemlig behov for en større politistyrke i forbindelse med virkeliggørelsen af ”loven om et muhamedanerfrit land”, konstaterer han.

Paludan følger også på dette punkt i Glistrups fodspor. Han ønsker et styrket politi, som skal medvirke ved ”storstilede tvangsmæssige hjemsendelser af muslimer og andre, der ikke har grundlaget for at bo i Danmark.”

Paludans argument for, at islam ikke er omfattet af grundlovens paragraf om religionsfrihed (§67), har han ligeledes løftet direkte ud af Glistrups juridiske tankespind, som ingen eksperter på området anerkender. Glistrup udtaler i 2001: ”Paragraf 67 i grundloven… den siger man intet må foretage sig som strider mod den offentlige orden eller almindelig sædelighed, og det gør muhammedanerne i vid udstrækning”. Paludans pseudoargument for at forbyde islam er nøjagtig det samme.

Ekstreme personer og ekstrem politik

Der er noget grænseløst og grotesk over de to intelligente advokater Glistrup og Paludan. De deler tilbøjeligheden til pludselig sang, grænsesprængende latter, burleske optrin og juridiske spidsfindigheder. Men frem for alt deler de en ekstremistisk verdensanskuelse, hvor fjendebillederne har vokset sig så stærke, at den danske virkelighed ses gennem krigens prisme: Ven-fjende, patriot-landsforræder.

I DR’s optaktsprogram med Fremskridtspartiet fra 2001 udbryder en synligt ophidset Glistrup, at det er ”landsforræderi” at give muslimer statsborgerskab, ”det skal tages fra dem”. Og han følger op med en knusende dom over de danske journalisters årelange forræderiske fremstilling af islam: ”denne rent goebbelske propagandametode fra alle medierne”.

Det syn på politiske modstandere og medierne genlyder i Paludans ord, når han fx kalder værten fra Detektor på P1, Camilla Stampe, for en ”rød landforræder”. Eller når han i den første partilederrunde på DR ridsede de ultimative muligheder op: ”Enten smider man muslimerne ud. Eller også overtager muslimerne… Og så er jeg ligeglad med, hvad alle landsforræderne ævler om”.

Det farlige ved at anskue virkeligheden gennem krigens polariserende prisme er, at fjenderne og forræderne dehumaniseres. Og at det ekstreme verdensbillede gøder jorden for ekstreme løsninger og ekstreme modreaktioner.

I optaktsprogrammet med Glistrup fra 2001 retter værten Steffen Kretz på et tidspunkt blikket mod det første punkt i Fremskridtspartiets valgprogram, nemlig ”muhamedanerfrit land”. Kretz siger: ”Lad os se lidt på, hvordan I vil få renset Danmark etnisk, som det jo i virkeligheden handler om”.

Må jeg ikke bare sige, at hvis man havde lyttet til Glistrup eller hvis politikerne havde løst de her problemer i forvejen, så havde hverken jeg eller Rasmus stået her – Pernille Vermund, P1 Debat

Kretz afspiller et radioklip, hvor Glistrup skitserer en plan for udrensningen:

De får tre måneder til at rejse ud, og hvis de ikke er rejst ud, så skal de indfanges og placeres i lejre og så simpelthen udbydes i licitation. Dem der vil betale mest for at få dem, de får dem så. Hvis Paraguay siger, vi vil gerne have 6000 muhamedanske piger i alderen mellem 12 og 20 år og det vil vi gerne betale fem millioner for, ja så går de fem millioner ned i den danske statskasse”.

Glistrup brokker sig over DR-journalisternes klipning, som han mener har fjernet væsentlige dele af konteksten. Det viser sig dog, at han blot er utilfreds med, at hans argumenter for modellen ikke tydeliggøres nok i klippet; planen skal tages for pålydende.

Kampen om arven efter Glistrup

I P1 Debat d. 30. april udspiller, der sig en bemærkelsesværdig kamp om arven efter Glistrup mellem Martin Henriksen (DF), Naser Khader (K), Pernille Vermund (NB), Rasmus Paludan (SK) og Jan E. Jørgensen (V). Værten afspiller et klip med Glistrup fra TV3-debatten med Rushy Rashid. Det lyder sådan her:

Muhamedanerne, om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for indsmigre sig indtil, de er stærke nok til at henrette os, de skal UD, fordi det er i den grad en fare.”

Der smågrines i P1-studiet.

Martin Henriksen: ”… Jeg vil sige i forhold til Glistrup: Det er jo ikke alt, hvad han har sagt, som jeg nødvendigvis erklærer mig enig i, men manden havde helt klart nogle pointer…”

Pernille Vermund: ”Må jeg ikke bare sige, at hvis man havde lyttet til Glistrup eller hvis politikerne havde løst de her problemer i forvejen, så havde hverken jeg eller Rasmus stået her”.

Frygten kan fungere som et farligt brændstof for ekstreme holdninger og handlinger

Paludan: ”Enig. Det er fuldstændig korrekt. Det er fuldstændig rigtigt. Pernille siger det fuldstændig rigtigt”.

(…)

Jan E. Jørgensen: ”Den eneste, der med sikkerhed ikke havde stået her, det er Naser Khader.”

Værten spørger Paludan, om han er vor tids Mogens Glistrup:

Paludan ”Det er der mange, der siger… Det synes jeg også i et vist omfang selv, men man skal jo være ydmyg… Jeg blev dybt beæret over, at Martin Henriksen ikke sagde blankt nej [til sammenligningen] det stod jeg helt og blev rørt over”.

”Han var bange, virkelig bange”

I DR-dokumentaren Store Danskere: Mogens Glistrup (2012) toner hovedpersonens kone, Lene Glistrup, på et tidspunkt frem på skærmen. En ældre dame med et furet ansigt og en venlig, alvorlig udstråling. Glistrups livsledsager leverer stilfærdigt en psykologisk forklaringsnøgle:

Den korte version er, at han var bange, virkelig bange – for islamismen”.

Lene Glistrup modererer i tilbageblik sin mands synspunkt. Glistrup skelnede ikke mellem islam og islamisme. Eller mellem ekstreme muslimer og moderate muslimer. Han bunkede alle med muslimske rødder sammen under betegnelsen muhamedanere, der omfattede alt fra islamistiske fundamentalister til den assimilerede Rushy Rashid.

Var det frygten, der drev Glistrup ud i det ekstreme korstog mod muslimer? Og er Paludan også bange, virkelig bange?

Frygten er en stærk kraft. Den kan opløse evnen til at skelne. Den kan forvrænge proportioner og omdanne alle fremmede til fjender. Den følger ikke rationelle principper, men har rod i det irrationelle.

Frygten kan fungere som et farligt brændstof for ekstreme holdninger og handlinger.

Ved valget i 2001 vandt Glistrups vilde frygt og hans vision om etnisk udrensning tilslutning fra 0,6 % af danskerne. Meget tyder på, at Paludans patriotiske paranoia, der ligesom Glistrup fremmaner blodbad og undergang i nationens horisont, antænder angsten hos betydeligt flere vælgere i dag. Mindst fire gange så mange ifølge meningsmålingerne. Bålet er blevet bygget op siden 2001, nu sætter brandstifteren Paludan ild til det.


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272


Foto: Screendump fra YouTube. 

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Danmark