USA // POLITISK ANALYSE – Hvem er det egentlig, som støtter Trump? Det korte svar er: de vælgere, som identificerer sig med det republikanske parti, skriver Lisa Rasmussen, der dykkede ned i tallene lige før præsidentvalget i 2016.
Både herhjemme og i USA spørger mange sig selv, hvorfor omkring 40 procent af respondenterne i meningsmålingerne egentlig støtter Donald Trump som præsident.
Det er unødvendigt at gentage hans mange rystende udtalelser, eller hans uvidenhed om de emner, en præsident skal beskæftige sig med.
Men netop derfor kan man imidlertid undres over, at der fortsat er så relativt mange, der støtter den republikanske kandidat. Hvem er de egentlig?
Det korte svar er: Republikanere.
Generelt er der i USA stor loyalitet overfor den kandidat, partiet har nomineret, og det er den helt overvejende grund til at stemme på Trump.Også efter videoafsløringerne af Trumps sexistiske udtalelser støttede 81 procent af republikanske kvinder og 84 procent af mændene fortsat partiets kandidat.
Opbakningen til Trump svarer nogenlunde til tallene for kandidater i nyere tid, og hos demokraterne er billedet i øvrigt omtrent det samme: Tilslutningen til Clinton blandt erklærede demokrater lå også stabilt på cirka 90 procent.
Trumps vælgere er ikke prekariatet
Det er en udbredt fortælling i medierne, at Trump-vælgerne skal findes blandt lavindkomstgrupperne; de dele af befolkningen, der føler sig sat ud på sidelinjen af globaliseringen og marginaliseret af den hjemlige økonomiske og politiske elite.
Trump var mere populær blandt republikanske lavindkomstgrupper end sine rivaler, men den iagttagelse er ikke relevant for forholdene ved præsidentvalget
Billedet har muligvis rod i demografiske undersøgelser fra primærvalgene. De viste, at Trump var mere populær blandt republikanske lavindkomstgrupper end sine rivaler, men den iagttagelse er ikke relevant for forholdene ved præsidentvalget.
Som indkomstfordelingen på grafen nedenfor viser, gælder trenden nemlig ikke hele vælgersegmentet.
Faktisk er gennemsnitsindkomsten for potentielle Trump-vælgere $72000, mens gennemsnittet for alle vælgere er $62000.
Det er altså ikke særlige trykkede økonomiske forhold, der kendetegner Trumps vælgere, og faktisk stemmer de laveste indkomstgrupper traditionelt demokratisk.
Til gengæld er der en overvægt af Trump-sympatisører blandt bestemte demografiske segmenter:
De er fortrinsvis hvide, og i højere grad mænd i ældre aldersgrupper og uden college-uddannelse.
Den profil svarer til gengæld ikke helt til republikanere generelt; skævheden her opstår på grund af de omkring 20 procent republikanere, der ikke vil stemme på partiets kandidat.
Økonomi og etniske spændinger dominerer
Partiloyalitet – og afsky for modkandidaten (der ikke er et særsyn ved dette valg) – vejer altså tungt, men af hvilke andre årsager vælger folk at stemme Trump?
Årsagerne kan i grove træk koges ned til a) økonomiske bekymringer og b) hvides afstandtagen til minoriteter og indvandrere. Begge er emner, der dominerer Trumps valgkampagne
Vox.com har samlet et overblik over nogle af de mange undersøgelser, der søger at kortlægge netop det, og en sammenfatning kan ses i denne video.
Årsagerne kan i grove træk koges ned til a) økonomiske bekymringer og b) hvides afstandtagen til minoriteter og indvandrere. Begge er emner, der dominerer Trumps valgkampagne,
Medierne har i høj grad holdt sig til forklaring a). Der argumenteres for at forstå utilfredsheden og bekymringerne hos en marginaliseret gruppe: Den jævne amerikaners økonomi og hverdag, der er kommet under pres på grund af netop udflyttede jobs og indvandring.
Vælgergruppen som helhed er som sagt ikke marginaliseret økonomisk, men det betyder ikke, at den ikke er bekymret. I kølvandet på finanskrisen oplever vælgere fra alle samfundslag, at deres børns fremtidsmuligheder er ringere end deres egne, og faktisk har særligt den hvide middelklasse tabt på parametre som sundhed og dødelighed.
Trump: Uden omsvøb
Ironisk nok vil Trumps politik vil ikke afhjælpe de problemer; faktisk vil hans skattepolitik ramme middelklassen hårdest.
Økonomien er imidlertid ikke det væsentligste tema for vælgerne. Undersøgelserne, Vox refererer, viser, at forklaring b) kommer ind på andenpladsen som årsag til at støtte Trump, efter partiloyaliteten.
Det er et forhold, der er svært for medierne at erkende endsige beskrive, men i store dele af det amerikanske samfund hersker et mildt sagt anstrengt forhold til blacks og hispanics.
Trump siger uden omsvøb, hvad mange mennesker fortsat tænker, og hans legitimering af noget, som politikere og medier ellers har anset som ikke stuerent, er medvirkende til, at han kan mønstre omkring 40 procent af stemmerne
Trump er med sine voldsomme beskyldninger mod (illegale) indvandrere, forholdene i sorte bydele og ikke mindst muslimer blevet talsmand for hvid nationalisme.
Det har i mange år været mainstream – også blandt demokrater – at problematisere indvandring, ikke mindst den illegale, men dette valg viser, at raceproblematikken ikke hører fortiden til.
Trump siger uden omsvøb, hvad mange mennesker fortsat tænker, og hans legitimering af noget, som politikere og medier ellers har anset som ikke stuerent, er medvirkende til, at han kan mønstre omkring 40 procent af stemmerne.
Topfoto: Donald Trump in Reno, Nevada, 2016, Creative Commons, Flickr, Darron Birgenheier
Teksten blev første gang bragt måneden før præsidentvalget i 2016.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her